Se mere: privatlivspolitik
Selvom Malta er et ørige, der er mindre end Bornholm, så byder solskinsøen midt i Middelhavet på en hel ferie af oplevelser! På Malta venter nemlig 300 dages solskin om året, flere tusind års historie og omtrent en kirke til hver dag på hele året. Tilsæt derudover smukke kyststrækninger, krystalklart hav, hyggelige markeder og skønne maltesiske byer. Og fordelen ved ørigets blot 316 kvadratmeter? Du kan nå at komme rundt til alle de største seværdigheder på din ferie! Læs med her og bliv klogere på, hvilke 10 steder du skal besøge, når du rejser til Malta.
Valletta er Maltas hovedstad og centrum for både handel og kultur. Valletta er optaget på UNESCOs verdensarvsliste, og i de historiske gader finder du et godt udvalg af forskellige butikker, caféer og seværdigheder.
Du kan f.eks. slentre en tur ad den en kilometer lange hovedgade Republic Street og gøre stop ved Stormesterens Palads, der tidligere dannede hjem for malteserriddernes regerende stormester. Du kan også tage på shopping i handelsgaden Merchant Street eller slappe af i de grønne omgivelser i Upper Barraka Gardens, hvorfra du kan nyde udsigten ud over The Grand Harbour. Her kan du også tage et nærmere kig på byens gamle, store kanoner.
Besøg også en af landets smukkeste kirker, nemlig St. John’s Co-Cathedral, som er dedikeret til Johannes Døberen, og som indvendigt er prydet med marmor og guld fra gulv til loft.
I Valletta finder du også Manoel Teatret i Old Theatre Street, der er Europas tredjeældste aktive teater.
Hovedstaden på Malta har ikke altid været Valletta, men derimod Mdina. Historien i den befæstede middelalderby Mdina strækker sig hele 4.000 år tilbage i tiden. Efter sigende var det netop her, at apostlen Paulus boede efter hans skibsforlis i år 60. Mange år senere var det i Mdina, at det første oprør mod Napoleon begyndte. Byen er smukt beliggende på toppen af en klippe, og herfra har du en fantastisk udsigt over den nordøstlige del af Malta.
På Malta lever historien i alle kroge – også i den mere end 3.000 år gamle by Vittoriosa. Byen hed tidligere Birgu, men kendes nu under begge navne. Igennem historien har både fønikere, romere, arabere og normannere bosat sig i byen, hvorfor der findes mange spændende islæt fra forskellige verdenshjerner. I denne by kæmpede malteserridderne i 1565 mod den tyrkiske hær under Den store belejring, der udgør det mest kendte og blodigste slag i ørigets historie.
St. Paul’s Bay er et hyggeligt, lille feriemekka. Tidligere var området et fiskerleje, men kyststrækningen rummer i dag alt, hvad du kan ønske dig til ferien af restauranter, caféer, butikker og barer. Her kan du slentre ad den idylliske havnepromenade i Bugibba, slappe af på stranden eller nyde den lune maltesiske aften på det ovale torv Pjazza tal-Bajja.
Er du til en dykketur, kan du fra den sydlige side af St. Paul’s Bay få en helt særlig oplevelse under havets overflade. På 30 meters dybde finder du den tre meter høje statue af Jesus, der blev velsignet af pave Paul II og sænket i havet for at beskytte landets fiskere. Vil du helst holde dig oven vande, kan du besøge Malta National Aquarium eller apostelens kilde, Ghajn Razukl, hvor Paulus og Lukas for første gang skulle have slukket deres tørst, efter de strandede på øen.
Stik en lille tur til søs fra hovedøen Malta til den mindre ø Gozo. Her venter en fredeligere og mere uberørt del af Malta. Øen er kendetegnet ved en grøn og frodig natur, men også den smukke bugt Xlendi Bay er et besøgt værd med sine rå klippeskråninger og glitrende hav.
Øen er hjem for mange spændende myter og legender. Det var bl.a. her, at nymfen Kalypso holdt Odysseus indespærret i syv år. Også ved Ggantija-templerne mærker du fortællingernes spændende favntag. De UNESCO-fredede templer er med sine 4.000 år ældre end pyramiderne i Egypten og udgør en af øens største attraktioner. De lokale mente, at templerne var bygget af kæmper, da stenene vejer op imod svimlende 20 tons.
Har du lyst til flere oplevelser til søs, kan du også tage på sejltur til øen Comino. Her er det roen og havet, der lokker. Øen er næsten ubeboet, biler er ikke velkomne, og du når nemt øen rundt til fods, da arealet kun udgør 3,5 kvadratkilometer. Havet ud for øen er et paradis for dig, der vil dykke, snorkle eller windsurfere. Glem heller ikke øens absolutte must-see, Den Blå Lagune. Her frister turkisblåt, klart hav omgivet af klippekyster til en skøn svømmetur under Middelhavets sol.
Fra oplevelser under vands til vind i håret på Maltas højeste punkt, Dingli-klipperne! Punktet ligger 250 meter over havets overflade, og herfra kan du nyde de naturskønne omgivelser. Grøn, frodig natur. Små autentiske landsbyer. Dramatiske, lodrette klippeskråninger. Og ikke mindst den smukke udsigt ud over Middelhavet.
Fra Maltas højeste punkt til en af øens lavest beliggende seværdigheder – nemlig St. Pauls Katakomber i byen Rabat. Her kommer du ned i en underjordisk labyrint, der tilsammen med St. Agathes Katakomber udgør et areal på hele 2.000 kvadratmeter. Katakomberne blev bygget, mens romerne beboede Malta. Den romerske lov foreskrev, at de døde ikke måtte begraves inden for bymurene, og katakomberne blev derfor bygget som begravelsesplads for de kristne. Katakomberne udgør dermed et af de tidligste tegn på kristendom på Malta.
På Maltas sydlige kyststrækning venter et af øens mest opsigtsvækkende naturfænomener. Bag de rå klippevægge gemmer Den Blå Grotte sig. Du når grotterne ad vandvejen, og inde i grotterne venter et levende mekka af glitrende blå nuancer, når havet reflekteres på klippevæggene. Sollyset, der smyger sig igennem klippeåbningerne, får også mineraler og koraler til at lyse eventyrligt op i det mørke, klare vand. Endnu en af Maltas spændende historier knytter sig til dette sted. Det siges nemlig, at søfolk ved grotterne kunne høre sirenerne synge så smukt, at de gik på grund.
I den farverige fiskerby Marsaxlokk emmer der af maltesisk charme. Byen er beliggende på Maltas sydøstlige kyst, og ved havnen ligger de traditionelle og kulørte luzzufiskerbåde og vugger roligt på vandet. Bredden danner hver søndag ramme om øens største marked. Her kan du i idylliske omgivelser shoppe alt fra lækre grøntsager til tøj og souvenirs. I Marsaxlokk-området finder du også St Peter’s pool, hvor havet skærer sig ind i de lyse klipper og former naturens egen svimmingpool. Så tag springet fra de flade klipper, mærk suset i maven og bryd den kølende overflade i det azurblå hav!
Har du fået appetit på at udforske det lille ørigerige sprængfyldt med spændende kulturhistorie, fængslende historiefortællinger, fortryllende kyststrækninger og hav så klart, at det vil henrykke enhver vandhund? Så find din rejse til Malta nedenfor. Du kan nå alle højdepunkterne på Malta på vores 8 dages rundrejse. Men vil du have endnu længere tid til at dykke ned i det lille land i Middelhavet, så tag med på vores langtidsferie til Malta på hele 22 dage.