Se mere: privatlivspolitik
Rejseleder Henrik Thejl Hansen kender Cuba indefra. Henrik slog sig for snart to årtier siden ned i Cuba og har en helt uvurderlig viden om landets historie, kultur og samfundsforhold. Han formidler sine kundskaber om sit andet hjemland med stor passion, og på en Cuba-rundrejse med ham som rejseleder kan du være sikker på at blive både underholdt og meget klogere. Læs med her og få en forsmag på, hvad Cuba byder på.
Der er afsindigt mange spændende fortællinger forbundet til dette relativt lille land – kun 2,5 gange større end Danmark – og det er en kæmpe fornøjelse for mig at dele fortællingen om et land, som folk måske kender noget til, men ikke har haft mulighed for virkelig at forstå i en historisk og meget dramatisk kontekst. Cuba var ved sin ”opdagelse” af Columbus i 1492 beboet af indfødte indianere. Efter kort tid strømmede adskillige andre kulturer til, og det har bidraget til Cubas nutidige multikulturelle befolkning. Og skal man forstå og virkelig sætte pris på de livsglade cubanere, må man også dykke ned i deres urolige – og ret utrolige – fortid.
Mange spørgsmål melder sig, når man taler om Cuba: Personer som Fidel Castro og Che Guevara, hvem var de egentlig? Og hvorfor var de så forhadte i Vesten, når de samtidig ses som forbilleder i mange tredjeverdenslande? Hvorfor er der noget, der hedder Guantánamo-basen? Hvorfor er der stadig så spændt et forhold mellem USA og Cuba? Hvad var historien bag Cubakrisen, og hvilke konsekvenser fik den? Og hvordan kan det være, at Cuba er det land i verden med flest læger per indbygger – og hvad bruger de så alle de læger til?
Der er mange spørgsmål, men heldigvis også mange svar, som allerbedst besvares i mødet med cubanerne selv. På vores rundrejser kommer vi tæt på det cubanske folkefærd og får et uvurderligt indblik i deres liv og historie. Cuba er jo et af de få tilbageværende såkaldte socialistiske lande, hvorfor landets filosofi er væsensforskellig fra den måde, vi normalt tænker et samfund på, og det mærker man tydeligt på et besøg i landet. Tydelig i kulturen er også den såkaldte afro-indflydelse, som man i den spanske koloniperiode ihærdigt forsøgte at undertrykke, og franske og kinesiske immigrationsbølger har også mærket cubansk kultur. Det er utroligt interessant, hvordan så mange kulturer har flettet sig ind i hinanden og i dag er grundlag for en helt særlig måde at tænke samfund, politik, religion, musik og dans på. Cuba er et farverigt kludetæppe af forskellige kulturer, og når man kender til dets oprindelse, bliver glæden ved et besøg 100-doblet!
Cuba lukkede sig om sig selv under revolutionære Fidel Castro, og USA sanktionerede og gjorde samhandel med den lille ø-stat svær. Efter mange år med skarp retorik blev der med præsident Obama ændret en del på den hårde USA-politik mod Cuba. USA’s ambassade blev genåbnet, efter at USA for 55 år siden havde afbrudt de diplomatiske forbindelser med landet, og Obama tillod, at visse ”kategorier” af mennesker i det amerikanske samfund fik lov til at besøge Cuba. Obama kom sågar til Cuba og mødtes med daværende præsident Raúl Castro og holdt en tale, der blev sendt direkte i de cubanske medier, hvor han bebudede, at USA ikke var Cubas fjende. Ændringen i den amerikanske Cuba-politik betød et boom i den cubanske turistsektor, og den cubanske økonomi begyndte at blomstre. Mange andre lande strømmede til for at få gang i samhandel med Cuba, inden amerikanerne satte sig på det hele.
Med Trump-administrationen har den amerikanske politik over for Cuba ændret sig radikalt igen. Det har påvirket den cubanske økonomi, og landet kan nu atter se frem til en periode, hvor f.eks. import af fødevarer og andre nødvendige produkter er stærkt svækket. På den måde tegner der sig lige nu et billede af, at cubanerne kan komme til at opleve et virkelighedens deja-vu, hvor deres kultur endnu engang adskilles fra resten af verden og får lov at udfolde sig uden udefrakommende påvirkning – på godt og ondt.
Nok har Cuba en afsindigt medrivende historie, men man kan heller ikke sige Cuba uden at sige palmeklædte, hvide bounty-strande med krystalklart, turkisblåt hav. I Cuba tager man den med ro, så snyd heller ikke dig selv for at nyde udsigten over Floridastrædet, dyppe fødderne i det lune vand og komme helt ned i gear. Også længere inde på land er naturen et must. F.eks. i Pinar del Rio-provinsen ser man, hvordan livet leves helt tilbagelænet, og det er ikke svært at forstå hvorfor, for i så naturskønne omgivelser er det svært at føle, at man har travlt. Floden San Juan skærer sig igennem det frodige landskab og bugter sig ad små naturlige terrasser, der skaber en række små vandfald på sin vej, og i denne lille oase er der mulighed for at snuppe sig en dejlig dukkert eller slappe af under træernes kølende skygge. Cuba er utroligt alsidig, og det er et land, som man skal opleve for virkelig at kunne sætte pris på og forstå alt det spændende, der gemmer sig bag facaden.
Har Henrik også fået dig til at længes efter en rejse til Cuba? Så tag et kig på vores 12-dages rundrejse Farverige Cuba her eller den 16-dages rundrejse Cuba Grande her.
Du kan også tilmelde dig et af vores rejseforedrag her. Du er også meget velkommen til at ringe til os på 70 22 66 00 eller sende os en mail på verden@risskovrejser.dk. Vi glæder os til at høre fra dig.