Se mere: privatlivspolitik
Hvis du er vild efter naturoplevelser, er Irland et oplagt sted for din næste rejse. Den store ø bliver nemlig ikke kaldt Den Grønne Ø for ingenting. Landet er præget af en unik natur, hvor græsset er grønt hele året rundt, og om sommeren er selv de mange bakketoppe dækket af grønt. Udover den særprægede natur vil du i landet også kunne opleve en interessant og anderledes kultur fuld af stolte traditioner og mange gode historier.
Læs med her, hvis du vil vide mere om nogle af Irlands mest spændende naturmæssige og kulturelle højdepunkter!
Cliffs of Moher er en række af klipper der bevæger sig næsten lodret ned i det omkransende skummende hav. Klipperne strækker sig over 14 kilometer langs kysten og på det højeste punkt, når de 214 meter – så du kan være sikker på en fantastisk udsigt over det frådende Atlanterhav! Under en rejse til Irland er Cliffs of Moher et absolut must at se, og klipperne er en af de populæreste attraktioner i landet.
Klipperne har deslige været genstand for en del optagelser til forskellige musikvideoer og spillefilm – heriblandt en af Harry Potter-filmene. På toppen af en af de mange klipper ligger et udsigtstårn ved navn O’Brian’s Tower placeret, der blev bygget tilbage i 1835. Herfra får du den bedste udsigt over den dramatiske kystlinje og udsigten strækker sig helt til Aran-øerne i bugten Galway Bay.
Ud for Irlands vestkyst er tre små øer placeret i bugten Galway Bay – Inis Mór, Inis Méain og Inis Oírr – der tilsammen omtales som Aran-øerne. Øerne er en lille tidslomme, hvor alting kører i et langsommere tempo. Biler er der ikke mange af, da det kun er enkelte fastboende, der har tilladelse til at have en, og tilsammen er der kun cirka 1.200 beboer på de tre øer.
En stor del af den traditionelle irske kultur er bevaret på øerne, og størstedelen af beboerne taler irsk-gælisk i stedet for engelsk som hovedsprog. De lokale, der bor i små bondehuse, er kendte for deres uldtrøjer kaldet Aran-sweatre eller Fisherman sweater med et unikt og symbolsk mønster. Du kan købe dig din egen Aran-sweater på en af de mange forskellige markeder på øerne.
Naturen her består hovedsageligt af sten og stejle klipper, og træer er der ikke mange af. Derfor fremstår øerne meget rå og måske endda golde. Folk drages alligevel af øerne, der er meget sagnomspundne og tilknyttet mange gamle myter og historier. Mellem de mange græssende får og stengærder er der fuld af historiske monumenter, der vil fører dig flere tusind år tilbage i tiden. Den største attraktion er det forhistoriske bakkefort, Dún Aonghasa, som ligger på Inis Mór, der er den største af de tre øer. Fortet ligger placeret helt ud til kanten af de stejle klipper med piskende bølger.
Lidt nord for Dublin ligger ruinerne af det gamle kongesæde Hill of Tara i Boyne-dalen. Hvis vi går 2.000 år tilbage i tiden, var Hill of Tara det mest hellige sted i hele Irland, hvor 142 konger siges at have regeret. Ifølge keltisk mytologi var stedet også boplads for guderne og en indgang til andre verdener. Selv den dag i dag anses stedet for at være spirituelt og mytisk. Fra Hill of Tara får du den smukkeste udsigt, hvilket navnet Tara også antyder, da det betyder et sted med stor udsigt. Området fremstår dog ved første øjekast mest af alt som en række af grønne bakker og jordvolde, men en lang række af spændende monumenter og gravkamre fra det gamle magtcentrum er stadig synlige.
I det sydvestlige Irland finder du County Kerry, der er spækket med vidunderlige naturoplevelser. Den smukkeste rute snor sig 177 kilometer rundt langs halvøen Iveragh, og det er denne rute, der kaldes Ring of Kerry. Her vil du støde på vekslende landskaber som dramatiske kystlinjer og rolige sandstrande langs Atlanterhavet og stenede øde områder lige så vel som tætte skove med smukke vandfald. Varmen fra den milde Golfstrøm er med til at skabe grobund for mange forskelligartede planter, som ellers ikke ses på så nordlige punkter – heriblandt forskellige palmer.
Ruten bevæger sig også ind mellem små hyggelige landsbyer, som fiskerbyen Waterville, der er omringet af bjerge eller byen Sneem, der er fuld af pastelfarvede huse og lækre caféer.
I den nordlige del af Ring of Kerry ligger landets første nationalpark, Killarney National Park, der har et rigt fugleliv og massere af kronvildt samt mange historiske bygninger og ruiner, der er værd at besøge. I området omkring parken ligger de verdensberømte søer, The Lakes of Killarney, omringet af Irlands højeste bjerge, der giver spektakulære udsigter.
Det er selvfølgelig ikke udelukkende store naturoplevelser, der venter dig i Irland – du kan også glæde dig til hyggeligt storbyliv som krøllen på halen af din rejse!
Ved Irlands østkyst finder du hovedstaden Dublin, der også er landets største by. Selvom det er en storby fuld af liv, er Dublin en meget overskuelig by med mange seværdigheder i gåafstand, og de gamle irske traditioner er stadig ikke langt væk. Der er altid en pub i nærheden, hvor du kan nyde en Guinness eller måske en ægte Irish Coffee til noget levende irsk folkemusik. Du kan også gå på opdagelse i et væld af gademarkeder eller vintagebutikker, som er meget udbredte i byen, eller du kan besøge nogle af byens mange parker – heriblandt kan Phoenix Park nævnes, hvor præsidentboligen befinder sig.
Byen er delt i to af Liffey-floden, hvor den nordlige side af floden hovedsageligt er beboet af arbejderklassen, mens den sydlige del er hjem for den mere borgerlige del. Nogle af de mest populære attraktioner i Dublin er Saint Patrick´s Cathedral, Trinity College og National Museum of Ireland, der alle er placeret syd for floden. De to sider af floden forbindes med et væld af charmerende broer – bare i det centrale Dublin er der hele 16 broer! Langs flodens sydlige side finder du kvarteret Temple Bar med brostensbelagte gågader fuld af pubber, restauranter med irsk mad og spændende butikker med blandt andet kunsthåndværk.
Kelterne er betegnelsen for et folkeslag, der tilbage i jernalderen beboede store dele af det vestlige Europa. Den keltiske religion var meget varieret og inkluderede mange forskellige guder – kun én gud, Lugh, optrådte i alle dele af den keltiske verden. Guderne blev ofte knyttet til elementer fra naturen, som floder eller torden i stedet for at have en menneskelig form. Ritualer og ofringer af dyr og mennesker var heller ikke uvant blandt datidens keltere. Ifølge keltisk mytologi endte de døde i Tir inna beo – De levendes land – som var et slags paradis med evig ungdom.
Der er endnu ikke fastlagt et bestemt oprindelsessted for kelterne, men cirka 400 år f.v.t. begyndte de deres vandringer, hvor de plyndrede og bosatte sig i mange byer. I de sidste tre århundreder f.v.t. blev de keltiske områder langsomt overtaget af det romerske imperium. Storbritannien blev besat af romerne, og den keltiske kultur blev også her langsomt udfaset på nær den nordlige del, hvor Irland ligger. Efter Romerrigets fald genvandt mange keltere områder tilbage og småriger opstod. I dag regner befolkningsgrupper i både Irland, Skotland, Wales, Cornwall, Bretagne og på Isle of Man sig for keltiske.
Den keltiske kultur, der kommer til udtryk i dag ses hovedsagligt i de keltiske sprog, musik og poesi, som du kan opleve i Irland. I dag er der en stigende interesse for den keltiske kultur og for at bevare sproget, der er inddelt i to grene, gælisk og britannisk. Et af verdens længste stednavne er forresten på gælisk, nemlig Llanfairpwllgwyngyllgogerychwyrndrobwllllantysiliogogogoch, der er navnet på en walisisk landsby.
Er du blevet fortryllet af den spændende irske kultur og de mange spændende seværdigheder? På en rundrejse til den grønne ø, vil du opleve alt dette og meget mere.
Du er også altid velkommen til at ringe til en af vores dygtige rejseeksperter på 70 22 66 00 eller kontakte os på verden@risskovrejser.dk. Vi glæder os til at høre fra dig!