Firma – og grupperejser

Galápagos-øerne – et dyreparadis til lands, til vands og i luften

Har du lyst til at opleve søløver, pingviner, flamingoer, hammerhajer og måske kæmpeskildpadder? Så behøver du ikke nøjes med en tur i zoologisk have. Nej, faktisk kan du opleve alle dyrearterne, og mange flere til, på de fortryllende Galápagos-øer, og endda i den helt frie natur. Ø-gruppen er et enestående paradis for alle dyreinteresserede og kan af samme grund findes på UNESCOs naturarvsliste over steder i verden, som er erklæret for bevaringsværdige.

Og det er med god grund. For de mange øer, som ligger ud for Ecuadors vestkyst, rummer et unikt dyreliv med blandt andet arter, som er endemiske og derfor ikke findes andre steder i verden. Faktisk er det hele 95 % af krybdyrsarterne og 49 % landlevende fuglearter, man kun kan finde på Galápagos.

Netop fordi dyrelivet og naturen er så speciel, gør Ecuador også meget for at passe godt på den. Når du ankommer til øerne, bliver alt din bagage tjekket igennem for skurke, der kan lave ubalance i økosystemet. Selv en smule jord under skoen, eller det medbragte æble fra flyet, kan være fatale syndere, når det handler om at beskytte øernes unikke fauna.

Da der findes et utal af spændende dyrearter på Galápagos-øerne, kommer her blot et lille udpluk af de dyr, som du kan skrive øverst på ønskelisten over oplevelser på de dejlige Galápagos-øer.

Til lands

Kæmpeskildpadder. De er nok et af de mest ikoniske dyr for Galápagos-øerne, da ø-gruppen er det eneste sted i verden, hvor de lever vildt. Skildpadden bliver typisk mellem 80 og 120 år gammel og kan nå en kampvægt på hele 400 kilo, hvilket gør den til den største nulevende skildpaddeart. Og det er selvom, den kun lever af planter, urter og frugt. Kæmpeskildpadden spiller en vigtig rolle i opretholdelsen af økosystemet på øerne, da de spreder plantefrø gennem afføringen.

Det fascinerende dyr kan ses på flere af øerne. På øen Santa Cruz, findes Charles Darwin Research Station, hvor du ikke bare kan opleve skildpadderne, men også blive klogere på deres biologiske historie og den store indsats for at bevare arten. Også på øen Isabela holder kæmpeskildpadden til, og her findes faktisk hele fem forskellige underarter af den. På Isabela kan du blandt andet opleve skildpadderne på Giant Tortoise Breeding Center, som arbejder med at genetablere skildpaddebestanden.

Kæmpeskildpadde i sin fulde størrelse

Leguaner. Du kan ikke undgå at komme forbi dynger af leguaner, der dovent ligger på fortovene og slikker solstråler. Der findes mange forskellige arter af øgledyret, men helt unik er havleguanen, da Galápagos-øerne er det eneste sted i verden, hvor den lever. På trods af navnet, lever havleguanerne mest på land, mens havet bruges som forrådskammer til at søge føde. Dog bliver de kølige havtemperaturer hurtigt for kolde for havleguanerne, og derfor er de nødt til at søge op på land for at få varmen igen. Havleguanen kan blive op til 60 år gammel.


Vidst du at …

Havleguanen kan holde vejret i hele 30-40 minutter, når den dykker efter føde i havet.

Havleguan får selskab af to skarver

Til vands

Søløver. Noget af det første, du lægger mærke til, når du ankommer til de små havne på Galápagos-øerne, er søløver, der slænger sig henover fortovenes brune træbænke. Søløverne er så mennesketamme, at du ikke skal blive forskrækket, hvis du pludselig har en nysgerrig søløve i hælene på dig. På Galápagos prioriteres dyrene og naturen over alt andet, og du skal derfor ikke regne med at kunne bade, lige hvor du har lyst til. Nogle af strandene er nemlig kun forbeholdt søløverne, og så må du som menneske udse dig et andet sted at snorkle.

Dyrene er førsteprioritet på Galapágosøerne

Pingviner. Ja, du læste rigtigt. Du behøver faktisk ikke helt til Sydpolen for at se det betagende dyr. På øerne Isabella og Fernandina er der størst sandsynlighed for at få et glimt af en pingvin på jagt efter fiskeføde eller dasende i solen på en af de mange klippeformationer.


Vidste du at …

Pingvinerne på Galápagos er en af de mindste pingvinarter i verden, da de har en gennemsnitshøjde på kun 49 cm. Helt specielt er også, at Galápagos er det eneste sted på den nordlige halvkugle, hvor der lever pingviner.

En lille pingvinflok, der spejder efter fiskeføde

I luften

Er du interesseret i fugle, så kommer du bestemt ikke til at kede dig på Galápagos. Selv, hvis du ikke er fugleinteresseret, kan du ikke undgå at blive betaget af det rige fugleliv, som øerne har at byde på.

Blåfodet sule. Fuglen er nem at spotte på lang afstand, for som navnet antyder, har den helt turkisblå fødder. Den flotte farve kommer af de pigmenter, som indgår i sulens føde. Faktisk findes der hele tre sulearter på Galápagos, og deriblandt er også en sule med helt postkasserøde fødder. Der er størst chance for at se fuglene, hvis du skuer op mod himlen, da de ofte befinder sig i luften, spejdende efter det næste fiskebytte. I juni og august måned, hvor det er parringssæson, kan du dog også være heldig at se dem på land.

Blåfodet suler får de karakteristiske blå fødder af pigmenter fra føden


Vidst du at …

Blåfodet suler kaldes på engelsk ”blue-footed booby”, som kommer fra det spanske ord ”Bobo”, der kan oversættes til ”dum”. 

Fregatfugle. Er det en rød ballon, den har på maven? Det skulle man næsten tro. Den kulsorte fregatfugl er nemlig udstyret med en strubesæk, som forvandler sig til en stor rød boble, når hannen bliver betaget af en smuk hun. Udover den flotte røde farve skiller fregatfuglen sig også ud fra fuglemængden med sit store vingefang, som kan blive helt op til to meter langt. Faktisk er fregatfuglen den fugleart i verden, der har det største vingefang i forhold til sin kropsvægt. Fregatfuglen lever på Galápagos hele året rundt, og der er derfor gode chancer for at se den. Ofte vil du opleve, at fuglen nysgerrigt følger efter turistbådene i luften.

Fregatfuglens strubesæk oppustes til en stor rød boble, når hannen bliver betaget af en smuk hun

Skal din næste rejse gå til Galápagos-øerne?

Er du blevet nysgerrig efter selv at spotte de fascinerende kæmpeskildpadder eller svømme en tur med en legesyg søløve? Så har du muligheden for at komme på en rundrejse til de naturrige Galápagos-øer. Du kan læse mere om vores spændende rejser til Galápagos-øerne her.

Du er også altid velkommen til at ringe til en af vores dygtige rejseeksperter på 70 22 66 00 eller kontakte os på verden@risskovrejser.dk. Vi glæder os til at høre fra dig.

YouTube

Trustpilot