Se mere: privatlivspolitik
Går du og overvejer en rejse til Australien, men har du ikke helt styr på alt det praktiske? Bare rolig, vi har lavet en guide til dig, der gerne vil på eventyr i Australien! Læs med her, hvis du vil have styr på reglerne om pas og visum til Australien og andre praktiske ting, der er værd at vide, inden du sætter kursen Down Under.
Der er visumpligt til Australien, og du skal derfor søge om visum til Australien, inden du rejser. De australske myndigheder opererer med en del forskellige visa, alt efter dit formål med rejsen. Dog vil det for de fleste gøre sig gældende at søge det visum, der hedder eVisitor Subclass 651, der gælder turistrejser på under 3 måneder og som søges online. Det er gratis og de australske myndigheder oplyser, at de behandler 90 % af disse ansøgninger inden for 1 dag.
Vores rejseeksperter skal selvfølgelig nok guide dig, og hjælpe med relevant information, så din visum-ansøgningsproces forløber uden problemer.
Så lang tid dit pas ikke udløber, førend du er hjemme igen, kan du roligt rejse til Australien. Vi anbefaler dog alligevel, at dit pas er gyldigt i mindst 6 måneder efter den dato, du planlægger at være hjemme igen i Danmark, da der kan gælde andre regler i eventuelle transitlande.
Som så mange andre ting i livet, så kan der hurtigt ske ændringer – vi anbefaler derfor altid, at du også kaster et blik på Udenrigsministeriets hjemmeside.
Der er ingen krav om vaccinationer til Australien. Som grundregel bør du sikre dig, at du har en gyldig vaccination mod difteri, stivkrampe og hepatitis A. Vi anbefaler altid at kontakte egen læge eller Danske Lægers Vaccinations Service på www.sikkerrejse.dk for at få rådgivning om, hvilke vaccinationer, der er påkrævet eller anbefales i forbindelse med din rejse til Australien.
Tager du livsvigtig medicin, anbefaler vi, at du medbringer en beskrivelse af indholdet på engelsk. Kan fås hos egen læge eller på apoteket. Husk desuden at pakke medicinen i håndbagagen.
Møntfoden i Australien er australske dollars (AUD). Man behøver ikke at veksle til australske dollars inden afrejsen, da alle de kendte betalings- og kreditkort kan anvendes i Australien. Der kan ved ankomsten hæves kontanter i hæveautomater (ATM) som findes overalt, også i lufthavnene. Da der betales et gebyr pr. hævning, er det bedst at undgå for mange små hævninger.
I butikker kan der kun hæves det beløb, som varen koster, så undervejs på rejsen er det en god idé altid at have kontanter med til mindre indkøb. Det kan anbefales at medbringe mere end ét kreditkort. På den måde er du på den sikre side, hvis der skulle opstå problemer med det ene kort. Husk de nødvendige informationer, hvis du får brug for at spærre kreditkortet.
Australien strækker sig over et enormt areal og er inddelt i flere tidszoner i forhold til dansk normaltid:
Eastern Time Zone (Queensland, New South Wales, Victoria og Tasmania): 10 timer foran Danmark.
Central Time Zone (Northern Territory og South Australia): 9,5 timer foran Danmark.
Western Time Zone (Western Australia): 7 timer foran Danmark.
Kriminaliteten er meget lav i Australien. Men vi opfordrer selvfølgelig altid til, at du udviser forsigtighed med hensyn til penge og værdigenstande og f.eks. undlader at medbringe værdifulde smykker på din rejse. Opbevar penge, pas og kreditkort tæt på kroppen, og vær ekstra opmærksom, når du handler.
Den australske madkultur henter inspiration fra Østen, Afrika, Europa og Stillehavsøerne. Det, der kendetegner det australske køkken, er bl.a. de mange friske råvarer – friske fisk og skaldyr fra både tropiske, subtropiske og tempererede have, fristende tropiske frugter, en overflod af grøntsager og store bøffer, der kan fylde en hel tallerken. Og så er der naturligvis specialiteter som krokodille, kamel, kænguru og emu – mere australsk kan det ikke blive.
Australien er en nation af øldrikkere, og Fosters, Swan Lager, Victoria Bitter (forkortes VB) og Xxxx (udtales four x) er eksempler på kendte ølmærker. Australien er i dag et af verdens førende vinlande, og der har været dyrket vin på kontinentet, siden de første europæiske nybyggere og straffefanger gik i land i 1788. Selv om de australske druesorter er indført fra Europa, giver de mange solskinstimer, andre jordbundsforhold og fremstillingsmetoder ofte vinen en anden karakter.
Du kan sagtens drikke vandet direkte fra hanen. Vær dog opmærksom på, at postevandet i de større byer tilsættes klor og derfor smager anderledes end i Danmark. Her kan det være en god idé at drikke mineralvand fra flaske.
Klima og vejr i Australien
Australien dækker flere klimazoner – fra tropisk i nord til tempereret i syd. Da Australien er et enormt land, er der store regionale forskelle, og samme dag kan det sne på Tasmanien og være 40 grader i Kimberley-området i Western Australia.
Vi anbefaler altid, at værdigenstande såsom kamera, smykker og penge samt livsnødvendig medicin medbringes i håndbagagen. Ved evt. bagageforsinkelse er det en fordel at have de vigtigste ting ved hånden. Det er derfor en god idé at pakke f.eks. medicin, kontaktlinsevæske, tandbørste og et ekstra sæt tøj i håndbagagen. Rejser I to sammen, kan det være en fordel at fordele bagagen 50/50.
En del flyselskaber tillader ikke, at man medbringer batterier eller batteridrevne enheder i den indleverede bagage. Disse skal i stedet medbringes i håndbagagen. Det gælder eksempelvis bærbare computere, tablets, power banks etc.
Der kan være meget svingende temperaturer i løbet af din rejse, hvis du både opholder dig ved kysten og inde i landet. Medbring derfor tøj til alle vejrforhold, så du er på den sikre side. Og ellers se det som en god mulighed til at shoppe, hvis det viser sig, at du enten har for varmt tøj eller for koldt tøj med!
Skulle der blive behov for myggespray, kan det med fordel købes i Australien, og det gælder også solcreme med høj faktor.
De aktuelle regler for, hvad du må bringe med hjem fra Australien, kan du læse om på www.borger.dk’s hjemmeside – men generelt gælder det, at det du tager med hjem kun skal være til eget brug, og at det selvfølgelig ikke må være ulovlige souvenirs.
Vær opmærksom på, at væsker (drikkevarer, parfume, toiletartikler og lignende) kan blive konfiskeret ved flyskift, endda selv om de er blevet plomberet ved indkøb i foregående lufthavne. Derfor anbefaler vi, at du venter med toldfrie indkøb til den sidste lufthavn inden ankomstlufthavnen.
Derudover er Australien meget strikse med, hvad der indføres af eksempelvis madvarer, hvorfor det er en god idé at lade være, så du ikke ender med at få en bøde.
Vi sidder klar til at hjælpe dig med de spørgsmål, du måtte have til din rejse. Uanset om du rejser til Australien med dansk rejseleder, eller skal på eventyr på egen hånd i bil eller ferie i autocamper, så sørger vores rejseeksperter for at hjælpe dig hele vejen – både før, under og efter rejsen.