Se mere: privatlivspolitik
Hvad spiser man egentlig i Australien? Hvad er det australske køkken kendt for? Og hvad skal man derfor sørge for at smage, når rejsen går Down Under? Vi giver dig en guide til den australske mad. Så find appetitten frem til herlige australske måltidsklassikere.
Når du rejser til Australien, kan du se frem til at spise godt. Australierne værner om de gode råvarer og samler bedst appetit ved udsigten til et måltid med god samvittighed. Derfor er meget mad tilberedt af fritgående dyr og friskplukkede, sæsonaktuelle råvarer, der er produceret økologisk. Og derudover har det australske køkken et tvist af resten af verden.
Ja, det lyder måske ikke særlig australsk. Men det er det faktisk. For betegnelsen ”fusionskøkken” opstod i Australien, da den malaysisk fødte kok Cheong Liew i 1975 vovemodigt fusionerede Australiens råvarer med Asiens krydderier ud fra en fransk tilberedningsmetode. En ny retning inden for gastronomien var født! Og den trives fortsat i bedste velgående i de australske køkkener og på de finere restauranter. I Australiens storbyer som f.eks. Sydney, Melbourne, Adelaide, Brisbane og Perth kan du således lade tjenerne opvarte dig med menuer i verdensklasse – på yderst bogstavelig vis. Nemlig en tallerkenfuld delikatesser fusioneret fra hele verden.
Allerede inden konceptet fik et formelt navn, har de australske kulinariske oplevelser dog haft et multikulturelt præg. Australien er i de sidste 200 år blevet influeret af opskrifter, tilberedningsmetoder og råvarer fra hele verden. Der venter derfor et spændende sammensurium af lokale og internationale smagsoplevelser i australske restauranter og caféer.
Men skal menuen være ærkeaustralsk, er det disse måltider, du skal gå på opdagelse i.
Når du er på ferie i Australien er det oplagt at starte dagens eventyr med Brekky. Navnet er en forkortelse af det engelske ord morgenmad og har desuden fået kælenavnet ”brekky barbie”, der henviser til aussiernes forkærlighed for barbecue – også når det kommer til dagens første måltid. Rejser du med autocamper kan du derfor passende starte dagen med at tænde op i grillen til brød, rigeligt kød, tomater og løg. Typisk er den australske morgenmad mere proteinrig end den danske. Det sikrer, at du er tanket op til en oplevelsesrig dag blandt de uendelige australske seværdigheder. Du kan dog også byde en ny dag velkommen med en måske lidt mindre bastant omgang. Nemlig det søde bananbrød, der gerne ledsages af honning og yoghurt.
Selv om Australien ikke er en lige så kaffedrikkende nation som Danmark, kan du dog stadig uden problemer skyde dagen i gang med den sædvanlige kop koffein. Australien er nemlig kendt for at have en af de mest veletablerede og højtagtede kaffekulturer i verden.
Når det er ved at være frokosttid, kan du svinge forbi et klassisk road house. Er du på ferie i bil eller autocamper i Australien, er det et perfekt måltid, da du blot kan gøre holdt ved en af de mange servicestationer, der ligger langs landets hovedveje. Her kan du sætte tænderne i en burger, der på madscenen er lige så legendarisk australsk, som kænguruen er, når det kommer til dyrelivet. Ganske enkelt en ”burger med det hele”. Eller sagt med en sprød australsk accent: ”burger with the lot”. Der findes adskillige variationer over burgeren, men spejlæg og rødbeder finder gerne vej til klassikeren. Ligesom med den proteinholdige morgenmad er der ingen undskyldning for ikke at gå mæt fra bordet. Portionerne er oftest enorme. Men så holder maven sig jo også i form helt indtil aftensmad.
Okay, du er jo på ferie, ikke? Så måske kan der alligevel klemmes lidt sødt ned, inden du når aftensmaden. Her kan du gnaske dig igennem det østlige Australiens vidunder: chokolade med smørfede macadamianødder. Og skal chokoladen have ekstra selskab, kan du kaste din søde tand over Cherry Ripe, der er en chokoladebar af mørk chokolade, kokos og kirsebær. Du kan også stille sukkertrangen med chokoladekiksen Tim Tam eller kagen Rocky Road, der på herlig vis forener chokolade, kiks og skumfiduser. Og hvem kan få nok af chokolade? Smag også Australiens nationalkage, lamington, der er lys kagedej klædt i chokolade og drysset med kokos.
Og nu tilbage, hvor dagen startede. Det er nemlig blevet barbecue-tid! Aussierne er vilde med at grille, og det kan de nok takke deres særdeles grillvenlige vejr for. Men hvad skal på grillen? Snup f.eks. pølser, lam eller fisk, som du kender det fra sommergrillen hjemmefra. Du kan også være mere vovet og forsøge dig med en eksotisk variant i form af kænguru, emu, kamel eller måske krokodille? Du kan også vinge klassikeren ”surf n’ turf” af på listen ved at toppe din bøf med skaldyr. Slå jer ned ved bordet, skænk lækker sydaustralsk vin i glassene, klink og vend dagens mange oplevelser, mens I BBQ-hygger på bedste aussie-manér. Rejser I med autocamper og overnatter på campingplads, kan I med fordel slå pjalterne sammen med andre af pladsens rejsende. Så kan der komme endnu flere lækkerier på grillen, og I kan socialisere lidt med andre rejsende.
Skal måltidet være lidt mindre omstændeligt, men ingenlunde mindre ikonisk, er meat pie det rette valg. Tærten består af kød og krydderier i butterdej, og den går glimrende med kartoffelmos og brun sovs. Tærten er også en populær snack som mellemmåltid eller som natmad efter en festlig aften.
Når hovedretten er indtaget, er det naturligvis tid til dagens søde højdepunkt – desserten! Og ikke en hvilken som helst en af slagsen, men derimod en dessert, der får Down Under-naboerne til at strides. Når det kommer til pavlova, hævder newzealænderne nemlig at være indehavere af den ældste opskrift, mens australierne fortæller, at desserten blev opfundet i 1920’erne af kokken Herbert Sachse på Esplanande Hotel Perth til ære for Ruslands balletdanser Anna Pavlova i forbindelse med hendes besøg i Australien. Du kan heldigvis blande dig uden om diskussionen og bare fryde dig over den florlette marengskage med flødeskum og lækker frisk frugt. Hvad end første version så dagens lys i Australien eller nabolandet New Zealand, er det ikke spor mærkeligt, at desserten stadig topper på det australske menukort.
Rumler din mave allerede efter en smagfuld bid af Australien? Så find inspiration til din rejse til Australien her. Du kan også læse nærmere om vores forskellige rejsetyper til Australien og finde den helt rigtige rejse for dig nedenfor:
Autocamper-ferier i Australien
Rundrejser i Australien med dansk rejseleder
Du er også altid velkommen til at ringe til os på 70 22 66 00 eller sende en mail på verden@risskovrejser.dk, så hjælper vores dygtige rejseeksperter dig med din drømmerejse til Australien.