Firma – og grupperejser

Hvad SKAL du opleve i Sydamerika? – rejseeksperten fortæller

Hvorfor skal man besøge Sydamerika? Rejseekspert Peter David Jensen var ikke i tvivl, da vi tog en snak med ham om det fantastiske kontinent. Du får i dette interview Peters bedste tips og tricks til din rejse til Sydamerika. 

”Amazonas, Iguazú-vandfaldene, Andesbjergene, Patagonien, inkakultur, Galápagosøerne, livsglade befolkninger… jeg er bare vild med Sydamerika,” lyder det fra Peter, der selv har rejst rundt i Sydamerika mange gange.

”Rejser til Sydamerika byder på næsten alt, hvad hjertet begærer – storslåede attraktioner, et rigt dyreliv, kolonihistorie, kultur og fantastisk smuk natur. Kontinentet er samtidig enormt mangfoldigt, og det kan derfor være svært at begrænse sig til kun ét land,” fortæller Peter og tilføjer: “Mange vælger derfor ofte at besøge flere af de sydamerikanske lande på én gang, hvor Peru, Argentina, Ecuador og Galápagosøerne, Chile og Brasilien er blandt de helt store favoritter”.

Peru

”Når man taler om Sydamerika, er det svært at komme uden om Peru,” fortæller Peter og tilføjer: ”En af de helt store oplevelser i Peru er den berømte ruinby Machu Picchu, der ligger 2.057 m over Urubamba-dalen og er et af verdens helt store vidundere. Man finder også en lang række arkæologiske perler og spændende kolonihistorie, og så kan du desuden smage på et af verdens bedste køkkener,” fortæller Peter begejstret.

Machu Picchu er måske den mest kendte inkaby, men Peru rummer meget mere end det: Her findes nogle af inkarigets mest betydningsfulde levn fra en stolt, indiansk kultur. Det er utroligt spændende at se de mange levn fra fortiden. Det er også en stor oplevelse at besøge landets gamle hovedstad Cusco og Den Hellige Dal, hvor man stadig den dag i dag kan spore inkatidens aftryk,” tilføjer Peter.

Den glemte inkaby, Machu Picchu - Risskov Rejser
Et glimt af ruinbyen Machu Picchu

Argentina

Don´t cry for me Argentina – sådan lyder omkvædet fra temasangen i filmen Evita fra 1996. Og netop denne tekst afspejler den argentinske kultur meget godt. ”Argentina er en verden af lidenskab,” fortæller Peter: ”Hvad end det gælder dans, musik, fodbold, vin eller gastronomi, så er argentinerne kendte for at være passionerede. Denne lidenskab gør landet til et festligt bekendtskab og ikke mindst et skønt sted at rejse i,” fortæller Peter.

Men Argentina er også en verden af variation. “Fra tropisk jungle i nord til snedækkede polarlandskaber i syd, og man må bestemt ikke glemme at nævne de verdenskendte Iguazú-vandfald, som strækker sig fra Brasilien ind i Argentina,” siger Peter og tilføjer: ”Det er et absolut must-see”.

“Og så er der jo også Pampas og Patagonien, som begge byder på guddommeligt smukke naturlandskaber med bjerge, frodige skove, gletsjere og mageløse søer. Og er du til lammekød, så vil du befinde dig i himlen på en restaurant i Patagonien,” fortæller Peter og tilføjer: ”Her er der nemlig cordero – bedre kendt som lammekød – i alle tænkelige afskygninger på langt de fleste restauranter”.

Iguazú-vandfaldene - Risskov Rejser
Iguazú-vandfaldene

Ecuador og Galápagosøerne

”Selv om Ecuador er et af de mindste lande i Sydamerika, så byder landet på spændende kolonihistorie, vulkaner, berigende inkahistorie – og så selvfølgelig også Andesbjergene,” fortæller Peter og tilføjer: “Landet er også kendt for sin særlige delikatesse cuy, bedre kendt som marsvin, som både kan smages i Ecuador og Peru … og her taler vi altså ikke om hvalarten”.

Ækvator går tværs gennem landet, hvilket betyder, at man kan stå med én fod på hver side af grænsen. ”Det er faktisk en meget sjov oplevelse for både store og små,” siger Peter.

Peter, der smager cuy i Tipón, Peru

Ecuador er verdenskendt for de skønne paradisøer Galápagosøerne. ”Det var her, at Darwin i sin tid udviklede sine teorier, og det er bare en kæmpe oplevelse at udforske øerne,” fortæller Peter. Her finder du et væld af endemiske dyr, og øerne er særligt kendte for deres kæmpe landskildpadder, der menes at stamme fra én enkelt forfader. ”Der er altid garanti for at opleve mange dyr, når du bevæger dig rundt på øerne,” fortæller Peter: “Og specielt kæmpeskildpadderne, de dovne, men frygtindgydende strandleguaner og de sjove blue-footed boobies er helt unikke for øerne og bestemt et billede eller 10 værd,” siger Peter begejstret. 

Kæmpe landskildpadde, der søger efter mad

Chile

Chile udgør en smal stribe land mellem Andesbjergene og Stillehavet. Landet er mere end 4.000 km langt, og kun få steder er landet mere end 200 km bredt. Naturen er meget varieret med en af verdens tørreste ørkener i nord, der strækker sig hele vejen til Patagonien i syd. ”Der er altså tale om enorme geografiske forskelle rundt i Chile,” pointerer Peter.

I klart vejr kan du opleve en smuk udsigt til Andesbjergene fra landets stemningsfyldte hovedstad Santiago, hvor gammelt og nyt mødes i en skøn kombination. Ikke langt derfra finder man vidstrakte vinmarker, og så er det også i Chile, man finder verdens mest isolerede ø, Påskeøen, med de gigantiske og meget imponerende moai-stenfigurer.

Peter, der nyder den smukke udsigt over Santiago by på en lettere tåget dag

Brasilien

Landet er kendt for Amazonas-floden, fodbold, samba og karneval. Og så er det nok også Sydamerikas mest farverige land. ”Det er umuligt ikke at forelske sig i landet,” fortæller Peter. Brasiliens tidligere hovedstad og den i dag verdenskendte storby Rio er nok den by, de fleste typisk tænker på, når de hører om Brasilien. Her ligger nemlig det verdensberømte kvarter Copacabana, der med sine livlige sambarytmer og sin halvmåneformede strand hvert år tiltrækker mange besøgende. ”Og som et absolut must-see har vi den store kristusfigur, der troner på toppen af Corcovado-bjerget og byder alle besøgende velkommen med sine mere end 700 m,” fortæller Peter og tilføjer: “Vi må heller ikke glemme de verdenskendte Iguazú-vandfald, der strækker sig hele vejen fra Argentina ind i Brasilien”.

Udsigt over Copacabana

Er du også klar til at forelske dig i Sydamerika? Så læs mere om vores fantastiske rundrejser til Sydamerika her.

YouTube

Trustpilot