Se mere: privatlivspolitik
Det italienske køkken er verdenskendt for pizza, pasta og cremet gelato. Men har du allerede mæsket dig i italienske retter som pizza margherita, pasta bolognese og stracciatella-is alt for mange gange før, så læs med her og bliv inspireret til hvilke kulinariske egnsretter, du ikke må gå glip af, næste gang du rejser til Italien.
Nyd den som en digestivo – en iskold snaps – eller i en forfriskende drink i en af kystens små, labyrintiske byer.
Et andet ubestridt ikon fra disse kanter er bøffelmozzarellaen, der er lavet på mælk fra vandbøflen. Smag den i en lækker pastaret eller på toppen af en salat. Allerbedst er det, hvis du får den frisklavet fra en af regionens mange bøffelfarme.
Colosseum-besøg, vandring op ad Den Spanske Trappe, møntkastning i Trevi-fontænen og fortællinger fra romerriget i Forum Romanums autentiske kulisser. En byvandring rundt i Roms snørklede gader og historiske kvarterer kræver et godt måltid mad, og det kan du med garanti finde i den kulinariske hovedstad.
Du kender sikkert carbonara. Friskkværnet peber, pisket æg, saltet pancetta, revet hård ost og selvfølgelig lange spaghettisnører – vupti, så har du en portion af den cremede italienske klassiker, som faktisk har sine rødder i Roms køkken.
Snorlige rækker af cypresser, gule solsikkemarker og charmerende middelalderbyer er, hvad du har i vente i fantastiske Toscana. Vil du leve dig helt ind i den middelalderlige stemning, skal du smage ribollita, en traditionel toscansk bønnesuppe med grøntsager. Retten blev oprindeligt udviklet af tjenere, der genkogte deres herres madrester til dette nye måltid.
Husk også at nyde et glas Chianti-vin til udsigten af det skæve tårn i Pisa, eller del en flaske Brunello-rødvin ved en af verdens største domkirker, Santa Maria del Fiore i Firenze. Begge vine er dyrket på saftige druer fra Toscanas bølgende vinplantager.
En rejse til Apulien er som at være en del af et eventyr. Magiske borge, charmerende trullihuse med kegleformede tage, labyrintiske hulebyer og et landskab prydet af ældgamle oliventræer. Regionen er Italiens største producent af “det flydende guld”, også kaldet ekstra jomfru olivenolie, og det kan smages i egnsretterne. Orecchiette con cime di rapa består af den lokale, ørelignende pasta, orecchiette. Retten tilberedes med broccoli, hvidløg, krydderier og selvfølgelig en god slat olivenolie – velbekomme!
Glem heller ikke at forkæle smagsløgene med en lækker pastaret toppet med burrata. Ostens bløde kerne af fløde og mozzarellatråde kan løfte enhver pastaret til en ægte kulinarisk oplevelse.
Oplev Etnas golde vulkanlandskab og Cappella Palatinas kunstfærdige mosaikker og bibelske motiver. Bliv grebet af fængslende mafiafortællinger i den sicilianske by Corleone, og spis cannoli som en ægte mafiaboss. For som mafiosoerne siger det i Godfather-filmen: “Leave the gun. Take the cannoli”. Mafiadelikatessen består af et sødt, sprødstegt rør fyldt med cremet ricottafyld med eksempelvis chokolade eller citron.
Er du mere til det salte køkken, skal du prøve Siciliens gode streetfood-køkken. Sæt tænderne i en sprød arancini og nyd eksplosionen af smeltet mozzarella, kødsovs og grønne ærter – alt sammen indsvøbt i en dybstegt risottokugle.
I Norditalien er det områdets smukke søer og omkransende byer, der stjæler billedet. Gardasøens bjergtagende panoramaudsigter, høje bjergtinder der spejler sig i den billedskønne Iseosø og Comos befæstede gamle bydel med udsigt til den funklende Comosø.
Den norditalienske stemning fuldendes med et måltid på lokal manér. Prøv menukortets saftige osso bucco og tilhørende risotto alla milanese. Den møre kalveskank med cremet safranrisotto er en smagsoplevelse, som de færreste vil gå glip af.
Løber din mund også i vand ved tanken om en trøffellignende isbombe af hasselnødde- og chokoladeis fyldt med en flydende fondantmidte, der sender dig til den syvende himmel med ekspresfart, når du tager en bid?
Så skal kursen sættes mod Italiens upolerede perle Calabrien, hvor den lækre tartufo-dessert gemmer sig på caféer i de små charmerende byer, der klatrer op ad regionens bølgende bjerge. Trænger du til lidt isvariation, kan du også prøve at sætte tænderne i en rødløgsis. Calabrierne er nemlig så vilde med det søde, røde Tropealøg, at de ikke nøjes med at spise det bagt eller syltet, men også kommer dem i deres is.
Udover isbomber og røde løg, som er en oplevelse i sig selv, kan du også glæde dig til sydende naturlige kilder, græske tempelruiner og dramatiske klipper, der skyder op fra Tropeas hvide sandstrande.
Banker dit rejsehjerte lidt hurtigere ved tanken om trøffeljagt, ostesmagning og lilla safranmarker krydret med brusende vandfald i spektakulære grottehuler? Så er Abruzzo lige noget for dig. Smag på det “sorte guld” fra Abruzzo-regionen, der er indehaver af hele 40 % af de italienske trøfler. Prøv også egnsretten Agnello cacio e ova, hvor møre lammestykker tilberedes i en cremet ægge-ostesauce smagt til med presset citronsaft – mums.
Er mundvandet allerede begyndt at løbe? Find din næste rejse til Italien, der kan stille din sult. Du er også altid velkommen til at ringe til en af vores dygtige rejseeksperter på 70 22 66 00 eller kontakte os på verden@risskovrejser.dk. Vi glæder os til at høre fra dig.