Firma – og grupperejser

Top-10 oplevelser i Norge, du ikke må være foruden!

Norge er et kludetæppe af charmerende byer, historiske fæstninger og UNESCO-fredede oplevelser – og størst af alt er den rå og dramatiske natur, der ofte sammenlignes med naturen i Canada eller New Zealand. 

Om sommeren prydes de stejle fjeldsider af grønne sommerfarver, og du kan opleve den norske natur for fuld udblæsning med flotte, dybe fjorde, sprudlende vandfald og nogle af verdens smukkeste togstrækninger. Om vinteren dækkes landskaberne af  sne, og drømmen om at se det magiske nordlys danse på den norske nattehimmel kan blive til virkelighed. 

Der er mange gode grunde til at rejse til Norge, men der er især 10 oplevelser, du bestemt ikke må gå glip af, når du besøger vores naturskønne nabo mod nord. 

1. Nordlys i Tromsø

Himmelsk nordlys over Tromsø

At se det magiske nordlys er en oplevelse, du måske kun er heldig at få én gang i livet. Pludselig ud af ingenting begynder den kulsorte stjernehimmel at lyse op i grønne, violette og rødlige nuancer, og midt i det smukke snedækkede landskab dukker nordlyset op som blafrende ”gardiner” på himlen. Der er noget helt hypnotiserende over at stå og se op på nordlyset, og det er et af de absolut smukkeste fænomener i verden!

Norges arktiske hovedstad Tromsø er beliggende lige under Nordlysovalen og er derfor et af de bedste steder at opleve nordlyset. Du kan f.eks. tage med på en nordlys-rundrejse i Tromsø  med flere nordlysudflugter for at øge chancerne for den fortryllende oplevelse. Ofte varer det farvestrålende lysshow kun et par minutter, men andre gange er du heldig at kunne se det i flere timer. Uanset hvor lang tid det varer, bliver du aldrig træt af at iagttage farverne danse hen over himlen.

2. Slædetur med rensdyr

Rensdyrslæde

I det nordlige Norge venter en absolut favoritoplevelser – nemlig en slædetur med rensdyr. Sneen knirker under fødderne, rensdyrene er spændt for, og deres ånde ses tydeligt i den frostklare luft. De åbne vidder strækker sig i det uendelige, og der er noget næsten terapeutisk over at glide gennem sneen med de flittige rener spændt for, ligesom samerne har gjort det gennem århundreder.

3. Bergen

Bryggen med de ikoniske træhuse

Et besøg i Norges anden største by Bergen er bestemt også et must! I den charmerende by klatrer husene idyllisk op ad fjeldsiden, og du kan slentre gennem hyggelige, snævre brostensbelagte gader. Det er også her, den UNESCO-fredede Bryggen ligger med de ikoniske gamle træhuse i alverdens farver, der giver dig et indblik i byens historie fra dengang, Bergen var Hansestad. Byen også er kendt som ”Porten til fjordene”, og tager du op til toppen af byens højeste bjerg Ulriken, får du en fabelagtig udsigt over havet, fjeldene og fjordene.

4. Med kabelbane til toppen af Fløyen

Fløibanen på vej op ad bjerget Fløyen med udsigt over Bergen

Bergen kan i øvrigt prale af tilnavnet ”byen mellem de syv fjelde”. Du kan tage Fløibanen de 320 m op til toppen af bjerget Fløyen, der er det lettest tilgængelige fjeld af dem alle. Den historiske kabelbane fra 1918 er den eneste af sin slags i Norge, og på den 5-8 minutter lange tur op ad den stejle fjeldside venter smukke udsigter, der kulminerer med et storslået vue over hele Bergen og fjordlandskabet.

5. Tur med Bergensbanen

Naturskøn togtur med Bergensbanen

Den berømte Bergensbanen er en af de højest beliggende jernbaner i hele Europa og er en fantastisk måde at komme fra Bergen til Oslo på, samtidig med, at du får unikke naturoplevelser undervejs. Turen med Bergensbanen er kåret som en af verdens smukkeste togrejser, og det er ikke uden grund, da turen går gennem meget varierende naturlandskaber med dybe dale, grønne fjelde og nogle af de smukkeste naturperler, som landet har at byde på. Oplev den fantastiske togstrækning som et af højdepunkterne på rundrejsen “På skinner i naturskønne Norge”.

6. Naturskøn sejltur på fjordene

Nærøyfjorden omgivet af grøntklædte fjelde

En ferie i Norge er intet uden en sejltur på de fantastisk smukke fjorde! Her venter spektakulære panoramaudsigter med sprudlende vandfald, høje fjelde og charmerende små landsbyer.  

Tag f.eks. på en skøn katamaran-tur ud på den smalle, UNESCO-fredede Nærøyfjord, hvor de stejle fjeldsider troner dramatisk over dig, og du bliver blæst omkuld af de fantastiske naturlandskaber allerede fra første færd. I vandkanten til Nærøyfjorden ligger Gudvangen, et kendt historisk hjemsted for vikinger og en aktiv vikingelandsby, som du kan gå på opdagelse i. Sørg også for at opleve området omkring Aurlandsfjorden – en fjordarm til Sognefjorden, der er landets længste – og verdens næstlængste – fjord. Her kan du også være heldig at møde noget af områdets dyreliv både til vands og til lands. 

7. Akershus i Oslo

Akershus i Oslo

Den imponerende middelalderfæstning Akershus blev opført i 1200-tallet og er siden hen blevet ombygget til renæssanceslot og senere brugt af militæret og som fængsel. I dag er det et yndet friområde midt i Oslo. Slottet fungerer som museum, og både slot og fæstning anvendes til særlige lejligheder som f.eks. statsbesøg. Er du ude efter at få det bedste billede af fæstningen, skal du om på den anden side af havnen ved Aker Brygge – her får du nemlig en helt fantastisk udsigt over hele bygningsværket.

8. Smag på Norge

Friskfangede norske laks

Da Norge er kendt for sine mange dybe fjorde, kommer det nok ikke som en overraskelse, at fisk og skaldyr altid har været en central del af det norske køkken. Særligt frisk laks og arktiske torsk står øverst på menuen hos de fiskeglade nordmænd.

Er du glad for lam, er Norge dog også et udsøgt sted for dig at være. Her får dyrene nemlig lov til at gå frit rundt ude på de fjerntliggende græsgange, hvor naturen er uspoleret og fyldt med proteinrig vegetation, og netop dette gør lammekødet særligt mørt og saftigt.

Når jagtsæsonen for alvor skydes i gang i efteråret, er der desuden fire helt særlige norske specialiteter, du bør unde dig selv at sætte tænderne i – nemlig elg, rensdyr, rype og hjort. Smagen er ren og skær udsøgt!

Åh ja … Og så er der jo den famøse norske brunost – karamelliseret valleost, der mest af alt minder om en flødekaramel i konsistensen. Den spises typisk på brød af høj kvalitet. Det er dog ikke alle, der bryder sig om den specielle ost, og mange turister prøver den derfor kun en enkelt gang.

9. Posebyen i Kristiansand

Et af Posebyens hvide træhuse i Kristiansand

Måske du er en af de mange danskere, der kender til Sørlandets hovedstad Kristiansand på grund af færgeforbindelsen, der går fra Hirtshals og hertil? Faktisk er byen utrolig berømt for sin gamle bydel, Posebyen. Her står de gamle træhuse side om side og udgør Nordeuropas længste sammenhængende træhusbebyggelse. I 1892 overlevede bydelen en stor brand, og historien sidder stadig prentet ind i væggene på de lave træhuse den dag i dag. Efter branden blev der indført ’murtvang’, hvor nyopførte huse skulle bygges i mursten for at undgå flere katastrofale brande i fremtiden. Tag en slentretur rundt i det idylliske område og mærk historiens vingesus.   

10. Flåm

Udsigt til den smukkeste togstrækning, Flåmsbanen

Inderst i Aurlandsfjorden ligger den fine perle Flåm. Byen er ikke større, end du kan gå fra den ene ende til den anden på få minutter. Her er hverken mange mennesker eller leben, men her er ubeskriveligt smukt! Og så er det naturligvis også her, du kan køre med den berømte Flåmsbanen, der en af verdens absolut smukkeste togstrækninger. Fra Flåm kører du op på fjeldet forbi elve, der skærer sig gennem dybe kløfter, vandfald, der buldrer i det fjerne, smalle dale og gårde, der idyllisk klatrer op ad de stejle fjelde – et helt fantastisk syn, som du bestemt ikke må være foruden.

I de omkringliggende fjelde og dale er der desuden et hav af gode vandreruter, som du kan udforske på egen hånd eller med en guide, og er du mere til fart og sus i maven, kan du også prøve kræfter med Rallarvegen, der er en af Norges mest maleriske cykelruter.  

Har du fået appetit på at udforske det naturskønne land i nord? Så læs mere om, hvad du kan glæde dig til på vores spændende rejser til Norge her.

YouTube

Trustpilot