Se mere: privatlivspolitik
Florida er et slaraffenland for strandløver og vandhunde! Staten har en kystlinje på 13.576 km. Det er måske et lidt svært tal at forholde sig til, men jeg kan afsløre, at det er meget kystlinje. Med den lange kystlinje hører mange strande, og strandene i sig selv gør Florida værd at holde ferie i. Sammenlagt med alle temaparkerne, glimrende shoppemuligheder og lækre restauranter er det et af de skønneste steder at holde familieferie. Du får her mit bud på de 5 bedste strande i Florida, så du bliver klar til at hoppe i badetøjet.
Miami Beach er berømt langt ud over landets grænser, og den skal man bare besøge. Miami Beach er ikke blot en sandstrand, men en hel lille bydel med spændende gader, restauranter, museer og butikker. Når du er blevet mættet af alle de spændende indtryk, så bevæg dig ned til stranden, som er ikke mindre end 17 km lang. Strækningen mellem 6th og 14th Street er nok den mest kendte. Det er den, hvor farverige livredderhuse i art deco-stil er drysset hele vejen hen over stranden, og der er tit photoshoots og reklameskydninger her. Den strækning kaldes Glitter Beach, og det er virkelig en ikonisk del af Miami. Ved 53th Street er der familievenlige strande med legeplads og toiletter.
Clearwater Beach ligger på vestsiden af Florida og i læ af den mexicanske golf, hvilket betyder, at det ikke blæser så meget, og vandet er roligere. Generelt er afstandene i Florida ret overskuelige, og der skal ikke køres langt, før der er noget nyt at opleve. Hvis du f.eks. overnatter i Tampa, er Clearwater Beach kun en halv times kørsel væk. Det er en rigtig skøn strand med fint sand og roligt vand, hvor ungerne kan boltre sig.
På Fort Myers Beach finder du det reneste, hvideste sand. Min datter døbte stranden ”kartoffelmelstranden”, fordi det simpelthen er så pudret og fint, og ungerne havde en fest med at lave sneengle i sandet. Der er masser af muligheder for aktiviteter for alle i familien, men det er også et skønt sted bare at ligge og dase. Her skal vi helt sikkert tilbage til, næste gang vi skal til Florida. Fort Myers Beach ligger tæt på Everglades, så her vil det være helt ideelt at kombinere en udflugt med både alligatorsafari og strandafslapning.
Bahia Honda State Park and Beach har den flotteste strand med vajende palmer, der skråner ind over det flødefarvede sand. Den er ikke så ”renskuret” som mange andre strande på Floridas kyster, men det er virkelig en del af charmen her. Der er udsigt til Florida Keys brosystem herfra, og det er virkelig et imponerende syn, og der er en snackbar til den lille sult. Man kan leje kajakker og campere her, men det er også et dejligt sted bare at ligge og sole sig.
Captiva Beach på Captiva Island er en lille skive af paradis. Da vi var der, var der kun få andre besøgende – svært at forstå, for det er en dejlig strand. Der er rigtig mange muslingeskaller, som er hyggelige at gå og samle op og sammenligne. Det kan både børn og voksne få lang tid til at gå med.
Captiva Island er forbundet med Sanibel Island, som også er så skøn. Her er der ofte flere besøgende, men der er til gengæld også bedre muligheder for aktiviteter for ungerne.
Har du fået lyst til at hoppe ud i bølgen blå i Florida? Så tag et kig på vores kør-selv-ferier i USA eller vores feriehuse i Florida.
Du er også altid velkommen til at kontakte os på 70 22 66 00 eller verden@risskovrejser.dk.