Se mere: privatlivspolitik
Med vores håndplukkede anbefalinger får du det bedste af det bedste med alt fra tips til berigende bogoplevelser og seværdige rejse- og naturprogrammer til underholdende quizzer og virtuelle rundvisninger på museer, attraktioner og nationalparker. Sæt dig godt til rette – klar, parat, eventyr!
Her er hvad du kan læse om:
Onlinehandlen boomer i disse tider, så du kan sagtens bestille en masse bøger, der kommer med pakkeposten, hvis du er mest til at sidde i lænestolen med bøgerne i papirform.
Er du til e-bøger kan du med bibliotekernes app E-reolen låne en masse gode e-bøger samt lydbøger, og abonnerer du på nogle af de mange streamingtjenester, som eksempelvis Mofibo, er der et utal af muligheder for at sende tankerne på rejse.
Du får her 13 uimodståelige grunde til at rejse væk i tankerne, der tæller både klassikere, rejseberetninger og god gedigen indføring i andre landes historie og kultur via ordets magt.
“Turen går til”-rejsebøgerne fra Politikens Forlag
– der lige nu tæller hele 97 af slagsen at vælge imellem.
“Vide verden”-rejsebøgerne fra Aarhus Universitetsforlag
– en anderledes rejsebogsserie, hvor en håndfuld forfattere i hver bog belyser en storby med hver deres personlige vinkel. Tæller 18 titler indtil videre.
“Lonely Planet”-rejsebøgerne (findes på både engelsk og dansk)
– for mange er det Lonely Planet-bøgerne, der er med i kufferten på rejsen. Nu kan du fornøje dig med detaljerigdommen og insidertipsene hjemme fra stuen i stedet for.
“Rejse gennem Sydamerika” af Ernesto Che Guevara
– revolutionsheltens dagbogsoptegnelser om hans rejse gennem Sydamerika på motorcykel.
“Kon-Tiki Ekspeditionen” af Thor Heyerdahl
– bogen der beretter om Thor Heyerdahls færd over Stillehavet fra Peru til Polynesien på en balsatømmerflåde.
“De eventyrlige: Jorden rundt i 80 år med Eventyrernes Klub” redigeret af Alex Frank Larsen
– læs de spændende rejseberetninger fra medlemmerne af Eventyrernes Klub, der blev stiftet af polarforskeren og eventyreren Peter Freuchen.
“Trækopfuglens krønike” af Haruki Murakami
– den japanske forfatters hovedværk er både en dannelsesroman, en mystisk fortælling, filosofi og en historisk skildring af den japansk-kinesiske krig.
“Afrikas grønne bjerge” af Ernest Hemingway
– tag med på safari i selskab med Hemingway, når han i sin selvbiografiske rejseberetning maner støvet, varmen, jagten og aftenbålet under den afrikanske himmel frem.
“Elskeren” og “Elskeren fra Nordkina” af Marguerite Duras
– læs den berømte selvbiografiske kærlighedshistorie mellem en ung fransk pige og en kinesisk forretningsmand, der finder sted i 1920’ernes Indokina.
“Ind i vildmarken” af Jon Krakauer
– kom med på den unge mand Christopher McCandles færd ind i Alaskas vildmark, hvor han vil udleve sin drøm: blive ét med naturen.
“Profeterne i Evighedsfjorden” af Kim Leine
– selvom handlingen er fiktion, kan du her få et indblik i det kulturmøde, der fandt sted, da danskerne rejste til Grønland i 1700-tallet.
“Min afrikanske farm” af Karen Blixen
– hvis du aldrig har nået det, så er tiden der nu til at læse den selvbiografiske klassiker fra Karen Blixens hånd om hendes liv i Afrika.
“Vilde svaner” af Jung Chang
– få et unikt indblik i Kinas historie i det 20. århundrede gennem bogen, der følger tre generationer af kvinder, nemlig forfatterens bedstemor, mor og sig selv.
DR bugner af rejse- og naturprogrammer, som man ikke kan andet end at fortabe sig i, når først man er gået i gang. Prøv fx at se, hvad de har liggende af gode rejseprogrammer eller naturprogrammer ved at taste ‘rejser’ eller ‘natur’ i DR’s søgefelt.
Det er også værd at se nogle af de mange ikoniske programmer lavet eller fortalt af den verdensberømte naturforsker sir David Attenborough. Du finder bl.a. “Vores planet” på DR, men ellers er både BBC og YouTube fyldt med hans programmer.
Ud over deciderede rejseprogrammer, er det også en oplagt mulighed at opleve og lære et andet land gennem deres madkultur. Derfor er de mange kombinerede rejse- og madprogrammer en god idé til en yderst informativ og underholdende adspredelse, som du kan give dig i kast med.
En af de bedste omrejsende kokke var nu afdøde Anthony Bourdain, der har lavet en perlerække af madprogrammer, som tager dig rundt i hele verden, imens du får serveret en masse baggrundsviden og møder spændende lokale. Han står bl.a. bag programmerne “Parts Unknown”, “The Layover” eller “No Reservations”, som DR nogle gange viser, men du kan også finde mange af afsnittene på YouTube og dplay.
Har du Netflix, kan du også forlyste dig med en masse kombinerede rejse- og madprogrammer, prøv fx “Street Food i Asien”, den charmerende “Somebody feed Phil” eller følg den dygtige kok David Chang, når han undersøger historien bag diverse rundt om i verden i serien “Ugly Delicious”.
Internettet er et overflødighedshorn af virtuelle rundvisninger, og er du en af dem, der elsker at snuse et lands historie i sig ved at se smuk arkitektur, kunstsamlinger og spændende historiske artefakter, så har du nu flere måneders indhold til sightseeing hjemme fra sofaen.
Du kan bl.a. besøge kunstsamlingerne i Louvre i Paris, besøge dinoerne på Naturhistorisk Museum i London eller besøge en af verdens betydeligste malerisamlinger, der findes i kunstmuseet Galleria degli Uffizi i Firenze.
Men det her er blot toppen af isbjerget. Google Arts & Culture har nemlig allieret sig med over 2.500 museer og kulturinstitutioner, der alle byder på virtuelle besøg. Og når først du er inde i Google Arts & Culture-universet, er der også mange andre ting at tage på opdagelse i. Du finder bl.a. en masse spændende seværdigheder og lokationer, som du kan udforske gennem Google Street View og som er krydret med spændende historiske fakta.
Trænger du til nogle herlige natur-indspark, kan du også komme på fantastiske rundvisninger i noget af USA’s smukkeste natur, fx Kenai Fjords i Alaska, Bryce Canyon i Utah eller imponerende vulkanlandskaber på Hawaii – vælg mellem fem vidunderlige, virtuelle rundvisninger i USA’s nationalparker her.
Du kan lære mere om verden – eller genopfriske din geografi-viden – ved at fornøje dig med spillet Seterra. Du kan også quizze dig selv i alverdens geografispørgsmål, prøv eksempelvis denne side, hvor der findes et par sjove geografi-quizzer.
Du kan også prøve din geografi-viden af herinde på DUDA, hvor du alt efter dagsformen kan bestemme om det skal være på begynderniveau eller som superekspert.
Den nemmeste måde at lære et nyt sprog er som bekendt, hvis man opholder sig i landet, hvor sproget tales. Men hey, når nu det ikke er muligt, så findes der heldigvis også en masse andre gode digitale alternativer.
Der findes en del online sprogkurser på eksempelvis FOF, hvis du søger på online sprogkurser. Har du ikke noget imod, at grundsproget er engelsk, kan du også komme langt med appen Duolingo, der er en af de hurtigst voksende digitale sprogtjenester.
YouTube er også en guldgrube af hjælp til sprog – især hvis du er helt nybegynder og mangler de basale ord og vendinger, som du efterfølgende kan bygge videre på. Tjek eksempelvis denne video ud, hvor du på 17 minutter kan lære 150 italienske sætninger for begyndere.
Hvad enten du trænger til at sortere i dine fysiske feriebilleder og få sat dem i albummer, eller måske mere realistisk: få ordnet og sorteret de mange billedmapper på computeren – så er tiden til det nu.
Når først du har fået luget ud i de mange digitale billeder, og slettet de 20 forsøg det tog at få det helt rigtige billede af familieflokken foran Grand Canyon, så kan du vælge at lave et album, som du kan få printet fysisk.
For selvom der ikke er meget, der slår et lysbilledshow på storskærm, så er det nu også hyggeligt at sidde forsamlet i sofaen med feriealbummet i skødet, imens I deler ferieminder og taler om alt det sjove, I har oplevet sammen.
Der findes en masse gode rejseblogs på nettet. Du kan eksempelvis dykke ned i vores rejseblog, der er spækket med spændende indlæg, der både giver dig smagsprøver på verden derude, men også en masse praktiske insidertips, så du så småt kan begynde at gøre dig tanker om, hvordan din næste rejse skal være.
Sidder du og har lyst til at se og lytte til noget spændende inspiration, kan du suse ind på vores YouTube-kanal, hvor du finder en masse videoer, vi har lavet sammen med nogle af vores mange dygtige rejseledere, der fortæller levende om et udpluk af vores rundrejser med dansk rejseleder.
Vi beklager meget, hvis det her blogindlæg kradser yderligere i det myggestik, der lige nu er din rejsetrang! Men bare rolig, vi lader dig ikke sidde uforløst tilbage.
Som en salve til stikket sidder vores rejseeksperter nemlig klar til at hjælpe dig allerede nu med at få stykket din kommende rejse sammen, så meget som det overhovedet er muligt. Så er det nemlig blot at trykke på bestil-knapperne, når man igen kan booke fly, hoteller, lejebiler, entréer til seværdigheder og hvad vi ellers har.
Hiv fat i os, hvis du vil ud at opleve på egen hånd i USA, Canada, Australien eller New Zealand – og er du mere til rundrejser med dansk rejseleder, kan vi helt sikkert guide dig hen til den rejse, der er lige noget for dig, da vi har intet mindre end Danmarks bedste rundrejser med Danmarks bedste rejseledere.