Selv om I ikke skal køre mange timer, kommer I til at opleve himmelvide forskelle fra flade Danmark, når I ankommer til Harzen. Mellem dramatiske bjerge, dybe søer og frodige skove finder I byer som Goslar, Wernigerode og Lüneburg, som bugner af medrivende historie fra svundne tider. På denne rejse kommer I på byrundture gennem charmerende, gamle kvarterer med bindingsværkshuse og stejle gader, på besøg i imponerende stavkirker og slotte og kommer til at befinde jer midt i bjergtagende smuk natur.
Turen går som det første til Lüneburg, som er berømt for sin saltudvinding og ligger mellem Hamburg og Goslar. I tager på en lille byrundtur i Lüneburg, som i middelalderen var en vigtig og velhavende handelsby. Det moderne Lüneburg har med sit universitet, grundlagt i 1989, tilbagevundet lidt af sin fordums storhed.
I skal i dag på sightseeing i Goslar, der er på UNESCOs liste over verdenskulturarv. Denne placering skyldes primært byens fortid som kejserstad og bjergværket Rammelsberg. I lægger ud med en byrundtur i Goslar, hvor I ser det gamle Kaiserpfalz-slot, bygget i 1050 – et helt enestående bygningsværk. Slottet var gennem 200 år centrum for Rigsdagen, hvor lokale konger og kejsere mødtes. Slottet står i dag som monument over Tysklands rige historie, som kan ses inden for dets mure. Her hænger i et enormt værk 67 billeder, der skildrer Tysklands dramatiske historie. Bagefter ser I torvet med det fine Rådhus og de mange store bindingsværkshuse med skiferbelægning. Ved middagstid kan I høre det berømte klokkespil på Kämmergebäude lige over for Rådhuset.
I Rammelsberg-minerne har man i mere end 1.000 år udvundet sølv og andre metaller, og området er i dag optaget på UNESCOs verdensarvsliste. Minedriften blev lukket i 1988, men I skal i dag på et besøg ned i minerne og have historien om dem.
I dag skal I på heldagsudflugt rundt i Harzens smukke landskab. Dagens første stop er ved den store dæmning i Rappbode, som er den største i Harzen og den højeste i hele Tyskland. Der har altid været stor fare for oversvømmelse i området på grund af stor snesmeltning og meget nedbør, så der blev bygget et system, som opdæmmede vand i søer. Omkring disse søer er der i dag et enormt, naturskønt område.
Thale, som ligger i Bodetal-dalen, er kendt for Heksenes Danseplads, hvor heksene ifølge legenden danser hver Valborgsaften. Vi foreslår, at I indtager frokosten her i Bodetal-dalen, som er en klippeslugt med 250 m høje granitvægge og en skøn udsigt.
Den charmerende by Wernigerode er fyldt med bindingsværkshuse, et berømt rådhus og et slot. Stedet nævnes første gang i 1121 i forbindelse med en greveslægt, der boede der, og har siden haft en noget dramatisk historie med krige, plyndringer og brande. I besøger byen og får et indblik i, hvordan byen har udviklet sig fra grevesæde til industrialiseret, økonomisk centrum.
Dagens udflugt bringer jer ud på en flot tur i endnu en smuk og idyllisk del af Harzen. I besøger først den opdæmmede sø Okerstausee, som er Vestharzens største stillestående vand. Søen er mildt sagt mægtig og indbydende.
Fra Okerstausee går turen videre via Altenau til den højest beliggende by i Harzen, St. Andreasberg. Højdeforskellene i byen spænder mellem 600 og 900 m – lige til at blive forpustet af for selv den mest kompetente cykelrytter. Her læner kulørte træhuse sig op ad hinanden på byens stejle gader.
Turen går videre til Clausthal-Zellerfeld, hvor Europas største trækirke ligger. I kommer også til Wildemann, som også kaldes for Klein Tirol, og som bl.a. er kendt for sin bjergkirke, Maria Magdalene.
Dagens sidste stop er ved Hahnenklee, hvor stavkirken Gustav Adolf Stabkirche ligger. Det tog kun 10 måneder – fra 1907-1908 – at bygge kirken, som er inspireret af de norske stavkirker, men træet er det hjemlige grantræ. Kirkens klokkespil med 49 klokker spiller flere gange ugentligt.
Jan
0°Feb
0°Mar
4°Apr
8°Maj
12°Jun
15°Jul
17°Aug
17°Sep
14°Okt
9°Nov
5°Dec
2°Jan
59Feb
42Mar
52Apr
46Maj
56Jun
71Jul
78Aug
79Sep
64Okt
58Nov
63Dec
70Jan
Feb
Mar
Apr
Maj
Jun
Jul
Aug
Sep
Okt
Nov
Dec