Se vores Rejsekalender
Skriv til os på verden@risskov.com
Ring til os 70 22 66 00
Ring til os Åbent nu 70 22 66 00
Nelson Lakes National Park - New Zealand - Risskov Rejser

New Zealand fra nord til syd

21-dages kør-selv-ferie fra kr. 18210

Om rejsen

Vælger du denne kør-selv-ferie på New Zealand, får du i løbet af tre uger set hele landet – fra Bay of Islands i nord til Fiordland og Dunedin i syd. Det er en rejse, hvor naturoplevelserne står i kø, men hvor der også er tid til at opleve mange andre sider af New Zealand. Vil du have en komplet New Zealand kør-selv-ferie, skal du vælge denne tur til både Nordøen og Sydøen.

Highlights

  • God tid i et af landets smukkeste naturområder, Bay of Islands
  • Smukke strande og gode vandremuligheder på Coromandel-halvøen
  • Det termiske område Rotorua med den stærke maori-kultur
  • Aktive vulkaner i Tongariro National Park
  • Byoplevelser i Wellington, Queenstown, Christchurch, Dunedin og Auckland
  • Mulighed for at vandre ved Franz Josef-gletsjeren, der ligger lige ned til regnskoven
  • Mulighed for oplevelser og sejltur i den UNESCO-fredede nationalpark Fiordland

På denne tur får du mulighed for at vandre i et helt fortryllende landskab, som leder tankerne hen på Ringenes Herre-filmene. Se den ufattelig flotte vandretur fra Tongariro Crossing, som du kan tilkøbe på dag 8, i videoen nedenfor.

Vi skræddersyr også rejsen

Gå på opdagelse i vores nøje sammensatte udvalg af rejseforslag, hvor der er tænkt over stort og småt. Finder du ikke en rejse, som passer til dig, eller har du tilføjelser til vores rejseforslag, så skræddersyr vores rejseeksperter selvfølgelig din rejse.
Jane Bering Smedsrud

Rejseekspert

Ring til os på
70 22 66 00
Jane Bering Smedsrud

Rejseekspert

Vi skræddersyr også rejsen

Gå på opdagelse i vores nøje sammensatte udvalg af rejseforslag, hvor der er tænkt over stort og småt. Finder du ikke en rejse, som passer til dig, eller har du tilføjelser til vores rejseforslag, så skræddersyr vores rejseeksperter selvfølgelig din rejse.
Ring til os på
70 22 66 00

Kom med til et gratis inspirationsmøde

Dagsprogram

  • Dag 1 Auckland

    Du ankommer til Auckland, bliver modtaget i lufthavnen og bliver kørt til hotellet. Nyd resten af dagen i byen, tag evt. en tur op i det 328 m høje Sky Tower og nyd udsigten over Hauraki-bugten.

    Her bor du dag 1

    Copthorne Hotel Auckland City

    Copthorne Hotel ligger centralt i Auckland og tæt på både down town, havnefronten og grønne områder. De moderne værelser er velindrettede med...

  • Dag 2 Auckland – Bay of Islands

    Bilen afhentes, og der køres nordpå til Bay of Islands – et af New Zealands smukkeste områder med mennesketomme sandstrande og et væld af grønne øer omgivet af et himmelblåt hav. Læg hertil et dejligt subtropisk klima og et stort udbud af aktiviteter og oplevelser. Ruten nordpå går gennem et afvekslende landskab med små hyggelige byer, og der er mange muligheder for afstikkere undervejs.

    De næste to nætter overnattes der i Paihia, og herfra er der kun 20 min. til fods til Waitangi Treaty House, hvor den historiske aftale mellem maorierne og briterne blev underskrevet i 1840. Den lille by Russell, som man kan sejle til fra Paihia, var i øvrigt New Zealands første hovedstad.

    Dagens distance: 260 km

    Her bor du dag 2 & 3

    Kingsgate Hotel Autolodge Paihia

    Det er oplagt at bo et par dage i Paihia, og Kingsgate Hotel Autolodge Paihia er et godt valg. Ikke mindst på grund af den flotte beliggenhed næs...

  • Dag 3 Bay of Islands

    Bay of Islands skal opleves på en sejltur, f.eks. en tur til Hole in the Rock eller en tur, hvor man oplever delfiner. Kauritræerne, der når imponerende højder og alder, vokser kun på den nordlige del af Nordøen, og en udflugtsmulighed denne dag kunne være Waipoua Kauri Forest Sanctuary (ca. 60 km vest for Paihia), hvor man kan se New Zealands ældste og største kauritræer.

     

    Tilkøbsmuligheder

    Sejltur ved Bay of Islands

    En sejltur er et must i et af New Zealands smukkeste områder, hvor du kan opleve de legesyge delfiner på tæt hold. Du kommer bl.a. til den naturskønne Otehei Bay og Hole in the Rock – en stor klippe med et stort hul, som der sejles igennem hvis vejret er godt.

    Kr. 512 pr. voksen
    Kr. 255 pr. barn

    * Afgang: Dagligt. Varighed: kl. 9-13.

  • Dag 4 Bay of Islands – Coromandel

    Der er mange naturskønne steder i New Zealand, og halvøen Coromandel, der er kendt for sin uberørte natur og kilometervis af fredfyldte strande, er absolut et af dem. En stor del af dagens rute følger Thames-bugten, og måske bliver der tid til at besøge Pukorokoro Miranda Shorebird Centre, der ligger i et område, hvor mange vadefugle yngler. I Tapu nord for Thames kan du besøge Rapaura Watergardens – en privat have, hvor kreativiteten har fået frit løb, og hvor du bl.a. kan opleve newzealandsk flora.

    De næste to nætter bor du på Pauanui Pines Motor Lodge, der ligger tæt ved stranden i byen Pauanui på Coromandels østkyst. Vandremulighederne er lige uden for døren, og det er gratis at leje cykler. Lodgen består af selvstændige lejligheder med køkkenfaciliteter

    Dagens distance: 377 km

    Her bor du dag 4 & 5

    Pauanui Pines Motor Lodge

    Pauanui Pines Motor Lodge ligger tæt ved stranden i byen Pauanui på Coromandels østkyst. Lodgen består af selvstændige lejligheder med køkken...

  • Dag 5 Coromandel Peninsula

    En dag til at nyde naturen på Coromandel. Fra Pauanui kan du køre nordpå til Hot Water Beach med de varme kilder lige under sandet. Lidt længere nordpå ligger Cathedral Cove med de hvide klipper, der er et utroligt syn, ikke mindst når pohutukawa-træerne (landets nationaltræ) står i fuldt flor med røde blomster. Fra udsigtsplatformen ved P-pladsen kan man følge en vandresti gennem skoven ned til stranden – et godt sted at nyde en medbragte frokost. Hahei er en af de skønneste strande på Coromandel, og når det er lavvande kan man gå herfra til Cathedral Cove.

     

    Tilkøbsmuligheder

    Naturoplevelser i kajak

    Næsten i paradis – det kommer du på denne tur, hvor du oplever området ved Hahei Beach og Cathedral Cove i kajak. Udforsk hemmelige huler, vær på udkig efter delfiner og nyd det azurblå vand, så langt øjet rækker. Ved Cathedral Cove kommer du i land til en forfriskning. Du behøver ikke at have sejlet havkajak tidligere – guiden skal nok lære dig teknikken.

    Kr. 570 pr. voksen
    Kr. 370 pr. barn

    * Afgang: Dagligt flere gang. Varighed: 3½ time

  • Dag 6 Coromandel – Rotorua

    Af alle de termiske områder, der findes i verden, ligger de mest farverige og spektakulære omkring Roturoa. Første møde med den termiske aktivitet er lugten fra de svovlholdige kilder, der bliver kraftigere og kraftigere, jo nærmere du kommer. Og selv om man ikke skulle tro det, så vænner man sig forbavsende hurtigt til denne mindre behagelige del af oplevelsen. Det er lidt overraskende at se kogende mudderhuller og varme kilder i vejkanten og se dampen stige op fra sprækker i fortovet i Rotorua.

    Om eftermiddagen kan du evt. besøge Waimangu Volcanic Valley eller Wai-o-Tapu syd for Rotorua. Begge områder er meget farverige og utroligt spændende. Om aftenen har du mulighed for at tilkøbe en maori-festaften. Her vil du opleve de karakteristiske danse og sange, der tager udgangspunkt i maori-legender, og få serveret en hangi – et traditionelt maori-måltid tilberedt i jordovn.

    Dagens distance: 181 km

    Her bor du dag 6 & 7

    Sudima Hotel Lake Rotorua

    Sudima Hotel Lake Rotorua ligger kun et stenkast fra Lake Rotorua og samtidig tæt ved shopping og seværdigheder. Hotellet har 250 værelser i for...

    Tilkøbsmuligheder

    En aften i maori-kulturens tegn

    Gå ikke glip af en maori-festaften hos Te Puia i Whakarewarewa-dalen – en både interessant og underholdende oplevelse. Du bliver budt velkommen ”the maori way” og oplever ceremonien, der udspiller sig, når to grupper møder hinanden for første gang. De karakteristiske danse og sange, der tager udgangspunkt i maori-legender, er også en del af programmet. Du får serveret en hangi – et traditionelt maori-måltid tilberedt i en jordovn.

    Kr. 610 pr. voksen
    Kr. 330 pr. barn

    * Afgang: Hver dag. Varighed: Kl. 18.00 – 21.00. Prisen er inkl. transport og hangi.

    Rotorua Diamond Pass

    Med dette pas får du meget forskellige oplevelser i Rotorua. Du kan se det hele på en dag eller strække oplevelserne over flere dage. Du oplever TePuia, hvor gejseren Pohutu springer regelmæssigt, og det er også her, du kan se, hvordan maori-træskærerne arbejder på Maori Arts & Crafts Institute. Du kommer til Rainbow Springs, der giver indsigt i new zealandsk flora og fauna og bliver tilskuer til det underholdende Agrodome Sheep Show. En tur med svævebanen til en flot udsigt over Rotorua er også inkluderet, og det samme gælder et besøg i Polynesian Spa, hvor det mineralholdige vand fra de varme kilder er en lise for krop og sjæl. Et perfekt valg til din kør-selv-ferie.

    Kr. 890 pr. voksen
    Kr. 650 pr. barn

    * Afgang: Hver dag. Varighed: Hele dagen.

  • Dag 7 Rotorua

    Denne dag i Rotorua kan du tilkøbe et Rotorua Pass, som giver dig en guidet tur i Te Puia Thermal Reserve, hvor du f.eks. kan opleve Pohutu-gejseren, der 20 gange om dagen sender kaskader af vand 30 m i luften. I Te Puia Thermal Reserve ligger også Maori Arts & Craft Institute, hvor man bl.a. kan se maori-træskærere arbejde. Besøget i Rainbow Springs giver et spændende indblik i newzealandsk flora og fauna, og i The Agrodome kan du blive tilskuer til et underholdende fåreshow. Rotorua er også kendt for sine mange mineralholdige bade, og efter en dag med mange indtryk kan vi anbefale et par timers afslapning i Polynesian Spa.

     

    Tilkøbsmuligheder

    Hobbiton Movie Set Tour

    Er du fan af Ringenes Herre eller Hobbitten?Her har du muligheden for at opleve en del af det fantastiske univers fra de verdensberømte filmatiseringer af J.R.R. Tolkiens elskede bøger. Du kører selv hen til adressen The Shire's Rest, 501 Buckland Road, Matamata, hvor du parkerer bilen og kan gøre dig klar til et fantastisk kig "behind the scenes" i Hobbitrup. Turen starter med en kort køretur gennem en 1.250 hektar stor fårefarms grønne arealer. Herefter er der mulighed for at se diverse kulisser, bl.a. Bilbo Sækkers hobbitbo, Sækkedyb, og kroen Den Grønne Drage. Guiden følger dig rundt i landskabet, og fortæller undervejs fascinerende detaljer om, hvordan kulisserne bag trilogierne blev skabt. Som afslutning på turen kan du nyde enten hjemmebrygget mjød eller cider på Den Grønne Drage, alt imens du slapper af i håndlavede læderstole foran pejsen, hvor der selvfølgelig hænger fire kapper i hobbitstørrelse, og med udsigt over søen og de smukke omgivelser.

    Kr. 425 pr. voksen
    Kr. 220 pr. barn

    * Den guidede tur varer cirka 2 timer. Der starter en tur hvert 45. minut fra kl. 9.30-kl. 15.30.

  • Dag 8 Rotorua – Tongariro National Park

    Turen går nu sydpå til Lake Taupo. Søen er dannet ved et vulkanudbrud og er New Zealands største. Huka Falls i nærheden er også imponerende, men det er ikke så meget på grund af størrelsen, men mere på grund af det turkisfarvede vand, der med stor kraft kommer igennem den smalle kløft. Der fortsættes til Tongariro National Park, der domineres af tre vulkaner, som alle er aktive – Mt Tongariro (1.967 m), Mt Ngauruhoe (2.287 m) og Mt Ruapehu (2.797 m). Nationalparken Tongariro er landets ældste og indbyder til vandring med de mange afmærkede vandrestier af varierende længde. Du kan vælge at bruge en ekstra dag og gå den kendte vandrerute “Tongariro Crossing” på 19 km sammen med en newzealandsk guide.

    Dagens distance: 150 km

    Her bor du dag 8 & 9

    Skotel Alpine Resort

    Hotellet ligger i Tongariro National Park, hvor det er naturen, der dagsordenen. Hotellet byder på hyggelige rustikke omgivelser. Alle værelser h...

    Tilkøbsmuligheder

    Tongariro Crossing

    De største naturoplevelser i Tongariro National Park er samlet på denne en-dags guidede vandretur på 19 km. Den begynder i Mangatepopo Valley i 1.000 meters højde og går til området mellem Mt Tongariro og Mt Ngauruhoe og videre til det berømte Red Crater med udsigt til de ørkenagtige områder Otarere og Rangipo. Frokosten nydes ved den smukke Emerald Lake, og måske skal der samles kræfter til næste udfordring, som er turen til toppen af Mt Tongariro (1.967 m).

    Kr. 1.250 pr. person

    * Afgang: Hver dag. Varighed: 8.00 – 17.00. Prisen er inkl. transport i nationalparken. Overtøj og fodtøj kan lejes.

  • Dag 9 Tongariro National Park – Wellington

    Wellington har været New Zealands hovedstad siden 1865, og at valget faldt på netop Wellington skyldtes den strategiske placering midt i landet. Nyd eftermiddagen i byen og gå endelig ikke glip af et besøg på nationalmuseet Te Papa, som mere er et oplevelsescenter end et museum, da avanceret computerteknologi er taget i anvendelse for at fortælle historien på en yderst spændende måde. Du kan f.eks. komme med på en rejse ud i fremtiden. Mærke rystelserne fra et jordskælv. Træde ind i en marskandiserbutik og i bogstaveligste forstand se 100 års historie blive levende. Forhåbentlig bliver der også tid til en tur med kabelbanen til Mount Victoria, der byder på en formidabel udsigt over Wellington.

    Dagens distance: 332 km

    Tilkøbsmuligheder

    Lord of the Rings

    Tag med på interessant halvdagstur i Wellington og ”genoplev” filmtrilogien Ringenes Herre. Turen går først til The Embassy Theatre, hvor verdenspremieren fandt sted i 2003, og efter at have nydt udsigten fra Mt Victoria kan du fordybe dig i Tolkiens univers. I Wellington blev der optaget adskillige scener om ”Herredet”, og du ser flere forskellige locations, der blev brugt i begyndelsen af trilogien. Wellington eller ”Wellywood” er base for Peter Jacksons filmstudie og Weta Workshop, og på en rundvisning får du et spændende kig ind filmens digitale verden.

    Kr. 465 pr. voksen
    Kr. 250 pr. barn

    * Varighed: Kl. 8.30 – 12.30 & kl. 13.30 – 17.30.

  • Dag 10 Wellington – Nelson

    Færgeturen mellem Nordøen og Sydøen er i øvrigt en dejlig naturoplevelse, ikke mindst strækningen gennem Marlborough Sound. Fra Picton følger ruten Queen Charlotte Drive til Havelock, og byder på mange flotte udsigtspunkter. Naturoplevelserne fortsætter efter Havelock, og stopper du ved Pelorus Bridge kan du få en meget fredfyldt naturoplevelse og samtidig se en lang række af landets oprindelige træer f.eks. træerne matai, rimu og totara. Her ved Pelorus Bridge blev der i øvrigt optaget scener til filmatiseringen af J.R.R. Tolkiens roman Hobitten. Dagen slutter i Nelson, og da byen har tiltrukket mange kunsterne, er der mange gallerier og værksteder, som man kan besøge.

    Dagens distance: 110 km

    Her bor du dag 10

    Hotel Rutherford

    Hotel Rutherford ligger i det centrale Nelson med mange attraktioner, heriblandt byens gallerier. Hotellet tilbyder luksuriøse værelser og 24-tim...

    Tilkøbsmuligheder

    En dag i Abel Tasman National Park

    Næste stop må være paradis! Den tanke vil helt naturligt dukke op, når du i havkajak udforsker de smukke kyststrækninger i nationalparken. Har du ikke sejlet i havkajak tidligere, får du en grundig instruktion, og nybegyndere sejler i øvrigt i dobbeltkajak. Guiden kender alle nationalparkens ”hidden secrets” og ved også, hvor de små blå pingviner holder til. Om eftermiddagen venter en sejltur til bl.a. sælkolonien ved Tonga Island. Senere kan du nyde de gyldne strande ved Onetahuti Bay og få en vandreoplevelse med fuglesang i regnskoven. 

    Kr. 785 pr. voksen
    Kr. 465 pr. barn

    * Afgang: Hver dag kl. 9.20 (okt. – april). Varighed: 7½ time

  • Dag 11 Nelson – Hokitika

    På ruten fra Nelson til Sydøens vestkyst kommer du bl.a. gennem Buller Gorge med den dramatiske natur. En afstikker til sælkolonien ved Cape Foulwind vest for byen Westport kan anbefales, da man fra en platform kan iagttage sælerne, der holder til på klipperne. Længere nede ad kysten ligger Paparoa National Park med de særprægede klipper, Pancake Rocks. De eroderede klipper ligner ganske rigtigt en stabel forstenede pandekager, men klipperne er også interessante på grund af de såkaldte “blowholes”.

    Bølgerne har i tidens løb eroderet grotterne under vandet, og når bølgerne presser luften ud af grotterne, er det med lyd på. Greenstone er newzealandsk jade, og flere steder på Sydøens vestkyst kan man se, hvordan den bliver forarbejdet. I Greymouth kan du f.eks. kigge indenfor i Jade Boulder Gallery, men der er også muligheder i Hokitika, der har status som ”jadens hovedstad”. I Hokitika er der i det hele taget mange fristende butikker med kunsthåndværk, så der er rig mulighed for en unik souvenir.

    Dagens distance: 340 km

    Her bor du dag 11

    Beachfront Hotel

    Det 3-stjernede hotel Beachfront Hotel er placeret i byen Hokitika blot få minutters gang fra stranden. Hotellet har bl.a. egen bar, hvor man kan ...

  • Dag 12 Hokitika – Franz Josef

    Naturoplevelserne står i kø på ruten til Westland National Park. I nationalparken kan du opleve gletsjerene Franz Josef og Fox, og det specielle er, at de to gletsjere næsten ”rører” den tempererede regnskov. Den 14 km lange Fox-gletsjer kommer helt ned i 250 meters højde, og synet af gletsjeren, der kommer fra bjergene og slynger sig gennem den skovklædte dal er et fantastisk syn. Denne dag eller den næste kan der blive tid til en ”glacier walk” på Fox-gletsjeren med en lokal guide.

    Dagens distance: 135 km

    Her bor du dag 12

    Scenic Hotel Franz Josef Glacier

    Det 4-stjernede hotel Scenic Hotel Franz Josef Glacier er placeret i byen Franz Josef på kanten af Westland World Heritage Park og i naturskønne ...

    Tilkøbsmuligheder

    Helikoptertur til gletsjerlandskabet

    Gletsjerne er i konstant bevægelse, og på en helikoptertur får du et godt indtryk af naturkræfterne, ser isskruninger, de uendelige sprækker og det skiftende farvespil med de blålige farver. Der landes på sneen, og der er et kort ophold i omgivelser, hvor kun få har sat deres fødder, og du kan glæde dig til en storslået udsigt til Mt Cook og Mt Tasman. Der er helikopterture til henholdsvis Fox- og Franz Josef-gletsjeren.

     

    Kr. 1.275 pr. voksen
    Kr. 900 pr. barn

    * Afgang: Hver dag (afhængig af vejret). Varighed: 20 min. inkl. landing

    Vandring i gletsjerdalen

    På guidede ture er det muligt at komme tættere på gletsjeren, og på denne tur oplever du Franz Josef-gletsjeren på nærmeste hold. Først går turen gennem regnskoven. Snart er der udsyn til gletsjertungen i 300 meters højde, og vandreturen følger gletsjertungen et stykke. Undervejs fortæller guiden om det spektakulære naturfænomen. Vandreturen afgår fra byen Franz Josef.

     

    Kr. 410 pr. voksen
    Kr. 335 pr. barn

    * Afgang: Hver dag kl. 10.15 og 14.15. Varighed: 3 timer.

  • Dag 13 Franz Josef – Wanaka

    Begynd dagen med at gå en tur (ca. en time) rundt om Lake Matheson og se de højeste sneklædte tinder i Southern Alps spejle sig i søen, og du vil opleve, at for en gangs skyld overgår virkeligheden postkortene. Turen fortsætter gennem Haast Pass og igennem et område, der var helt utilgængeligt indtil 1965, og til endnu flere naturoplevelser i Mt Aspiring National Park. I Wanaka kan fly- og bilnørder besøge Warbirds & Wheels Museum og se militærfly og klassiske biler, der vil røre ethvert drengehjerte.

    Dagens distance: 287 km

    Her bor du dag 13

    Oakridge Resort Lake Wanaka

    Det 4-stjernede hotel Oakridge Resort Lake Wanaka ligger i naturskønne omgivelser og blot fem kilometer fra New Zealands fjerdestørste sø. Hotel...

  • Dag 14 Wanaka – Queenstown

    På turen til Queenstown kan du tage en afstikker til Arrowtown, der kan fortælle historie fra guldfeberens dage. Der blev fundet guld i området i 1861, og selv om man forsøgte at holde det hemmeligt, havde 1.500 lykkeriddere slået sig ned et år senere, og byen begyndte at tage form. I dag kan man se mindst 50 autentiske bygninger fra guldgravertiden og også de ydmyge boliger, hvor de kinesiske minearbejdere boede indtil 1928.

    Dagens distance: 117 km

    Her bor du dag 14 & 15

    Copthorne Resort Lakefront

    Hotellet ligger centralt i Queenstown og kun 5 min. gang fra henholdsvis centrum og Lake Wakatipu. Hotellet er kendt for sin venlige atmosfære og ...

  • Dag 15 Queenstown

    Queenstown har alt, hvad hjertet begærer af aktivitetsmuligheder – jetboating, river rafting, bungy jumping og paragliding er kun et lille udpluk. Senere kan du vandre i bjergene, besøge en vingård – eller hvorfor ikke prøve bungy jumping, der er en newzealandsk opfindelse. Det første spring blev taget fra Kawarau Suspension Bridge, hvor der er 43 m ned til den brusende flod, men skal springet være “højere”, skal du tage til Skippers Canyon (72 m) eller Nevis River, hvor der er 137 m ned til floden.

    Tilkøbsmuligheder

    Vin & natur

    En tur for livsnydere med fokus på new zealandsk vin og gourmetoplevelser. Central Otago er verdens sydligste vinområde, og varme sommerdage og kølige nætter skaber Pinot Noir-rødvine, der berømmes langt uden for New Zealands grænser. Der er inkluderet vinsmagning på fem vingårde, og på en af dem får du serveret smagsprøver på new zealandske oste og på en anden en lækker gourmetfrokost. Turen går også til historiske guldminebyer og er en stor naturoplevelse.

     

    Kr. 1.095 pr. person

    * Afgang: Hver dag. Varighed: 7 timer. Prisen er inkl. transport, vinsmagning, osteplatte og gourmetfrokost.

    Sejltur med TSS Earnslaw

    Tag med på en afslappende sejltur på Lake Wakatipu med det historiske dampskib TSS Earnslaw. Der sejles til søens vestlige side, forbi Cecil Peak og Walter Peak, og undervejs fortæller kaptajnen. På turen tilbage er der musikalsk underholdning og mulighed for at studere det interessante skib nærmere.

     

    Kr. 405 pr. voksen
    Kr. 105 pr. barn

    * Afgang: Dagligt kl. 10, 12 og 14. Varighed: 3,5 timer

  • Dag 16 Queenstown – Te Anau

    Ruten følger Lake Wakatipu et langt stykke sydpå, og der bliver længere og længere mellem de små byer på turen til den lille by Te Anau og søen af samme navn, der i øvrigt er den største på Sydøen. I Te Anau foreslår vi en tur til Te Anau Glowworm Caves, hvor de lysende Sankt Hans-orme lyser op i de mørke huler. Fiordland National Park dækker et område på størrelse med Jylland og er uden tvivl det flotteste naturområde i New Zealand. Der falder 8.000 mm regn om året, og bjergsiderne er en symfoni i grønt. En sand frodighed med mos, bregner og gigantiske træer dækker bjergene, og den store regnmængde giver kraft til vandfaldene, der vælter ud over bjergsiderne. Dybe fjorde skærer sig ind i det bjergrige område, og det er da også fjordene, der gør det muligt at opleve nationalparken, som mange mener er “verdens 8. vidunder”.

    Dagens distance: 170 km

    Her bor du dag 16 & 17

    Distinction Luxmore Hotel

    Det 4-stjernede hotel Distinction Luxmore Hotel er placeret i hjertet af Anaus shoppingcenter og i nærheden af Lake Te Anau, som er Sydøens stør...

  • Dag 17 Te Anau. Mulighed for sejltur i nationalparken Fiordland

    Byerne Te Anau og Manapouri er udgangspunkt for sejlture på henholdsvis Milford Sound og Doubtful Sound, og denne dag er oplagt til at prøve den spektakulære oplevelse. Først i forbindelse med bygningen af det underjordiske kraftværk ved West Arm i slutningen af 1960’erne blev det muligt at komme til Doubtful Sound via landjorden, og det er den af de to fjorde, hvor der sejler færrest turistbåde. Husk at bestille sejlturen inden afrejsen!

    Tilkøbsmuligheder

    Heldagstur til Doubtful Sound

    En heldagstur til Doubtful Sound består faktisk af flere sejlture. Turen går med bus fra Queenstown til byen Manapouri, og her begynder den første sejltur, som går tværs over Lake Manapouri til West Arm. Her holder en bus, der kører deltagerne over Wilmot Pass til Deep Cove, hvor sejlturen på Doubtful Sound begynder. Der sejles ud til Det Tasmanske Hav, hvor der er store chancer for at se sæler, delfiner og pingviner ved de øer, der ligger her. Efter sejlturen på Doubtful Sound køres der igen til West Arm og tilbage til Queenstown.

    Turen kan også starte/slutte i Te Anau.

    Kr. 1.540 pr. voksen
    Kr. 780 pr. barn

    * Afgang: Dagligt kl. 7.15. Varighed: 12,5 timer. Inkl. Thé og kaffe ombord på skibet.

    Doubtful Sound med overnatning

    På en 2-dages tur med overnatning er der endnu bedre tid til at nyde og opleve Doubtful Sound. Også denne tur går via Lake Manapouri til West Arm og med bus gennem regnskoven til Deep Cove, hvor sejlturen på fjorden begynder midt på eftermiddagen. Der kastes anker for natten i en af fjordens mange skjulte forgreninger, og fornemmelsen af at være lysår fra civilisationen vil helt sikkert trænge sig på.

    Prisen er for 2 personers kahyt. Pris for 4 personers kahyt er kr. 2.105 pr. person.

    Turen kan også starte/slutte i Queenstown.

     

    Kr. 3.350 pr. voksen
    Kr. 1.680 pr. barn

    * Varighed: 2 dage - kl. 11.00 - 12.45. Afgang: Dagligt. Inkl. en overnatning om bord, 3-retters middag og morgenmad.

    Heldagstur til Milford Sound

    Turen fra Te Anau til Milford Sound foregår med bus. Den spektakulære rute, Milford Road, er meget naturskøn og går bl.a. via Homer Tunnel, som først i 1953 blev gjort bred nok til biltrafik. Undervejs stoppes også ved det imponerende vandfald The Chasm og spejlsøen Mirror Lakes. Sejlturen på Milford Sound går helt ud til Det Tasmanske Hav, forbi Harrison Cove, Stirling og Lady Bowen Falls, og undervejs kan du være heldig at se sæler, delfiner og måske også pingviner.

    Kr. 805 pr. voksen
    Kr. 410 pr. barn

    * Afgang: Dagligt (1/10-30/4). Varighed: Kl. 8.00-16.30. Inkl. te og kaffe om bord på skibet.

    Milford Sound med overnatning - på Milford Mariner

    Den 22 km lange fjord er den mest kendte i Fiordland med lodrette klippesider, der fortsætter mere end 1.200 m under havoverfladen. Milford Sound bliver ofte betegnet som verdens ottende vidunder, og det skyldes ikke mindst Mitre Peak og vandfaldene Bowen og Stirling. Den absolut bedste oplevelse får du på en 2-dages sejltur. Der sejles i hele fjordens længde til Det Tasmanske Hav, og på tilbagevejen kastes der anker ved Harrison Cove. Har du lyst, kan du udforske fjorden i kajak – måske dukker de legesyge delfiner op og gør dig selskab. Du kan glæde dig til en eventyrlig aften under stjernerne og til at vågne op til en ny dag midt i et ubeskriveligt natursceneri. Sætter du pris på komfort, skal du vælge denne tur med Milford Mariner med overnatning i dobbeltkahyt med bad/toilet.

    Turen kan også starte/slutte i Queenstown.

    Kr. 2.835 pr. voksen
    Kr. 1.595 pr. barn

    * Afgang: Hver dag - kl. 12.45 - 12.30 til/fra Te Anau. Priser er inkl. overnatning i 2-personers kahyt, middag og morgenmad.

  • Dag 18 Te Anau – Dunedin

    Om eftermiddagen kan du udforske Dunedin, som emmer af skotsk atmosfære, eller køre en tur til Otago Peninsula – et eldorado for naturelskere og ornitologer. Ved Taiaro Head ligger en koloni med kongealbatrosser, og som er det eneste sted, hvor de yngler på fastlandet. Det er et fantastisk syn at se den kæmpemæssige fugl med et vingefang på tre meter elegant komme flyvende gennem luften og se ungerne lave” flyveøvelser”. På Otago Peninsula er det også muligt at opleve den sjældne guløjede pingvin. Her på halvøen ligger i øvrigt også New Zealands eneste slot, Lanarch Castle, der overrasker med et overdådigt interiør og en udsigt over Otago-fjorden, der slår alt.

    Dagens distance: 290 km

    Her bor du dag 18

    Mercure Leisure Lodge

    Mercure Leisure Lodge ligger i grønne omgivelser og i nærheden af den botaniske have og Otago University, og man kan gå til mange af byens sevæ...

    Tilkøbsmuligheder

    Albatrosser & pingviner

    Otago-halvøen er et eldorado for naturelskere. Ved Taiaro Head ligger der en koloni med kongealbatrosser – eneste sted, hvor de yngler på fastlandet – og albatroskolonien er målet for denne tur. På en sejltur er der rig mulighed for at se de svævende albatrosser med et vingefang på tre meter, og måske dukker der også delfiner og søløver op. I løbet af dagen møder du også den sjældne guløjede pingvin. Et net af overdækkede og kamuflerede gange gennemskærer Yellow Eyed Penguin Reserve, og det er muligt at komme tæt på de sky pingviner.

     

    Kr. 715 pr. voksen
    Kr. 270 pr. barn

    * Afgang: Hver dag kl. 8.30 og 13.30. Varighed: 5 timer

  • Dag 19 Dunedin – Mt Cook

    Turen fortsætter til Mt Cook National Park. En tredjedel af nationalparkens areal er dækket af evig is og sne, og New Zealands højeste bjerge ligger i dette område. Den newzealandske folkehelt Sir Edmund Hil besteg Mt Everest i 1953, og forud for den bedrift trænede han i nationalparken Mt Cook og blev fortrolig med bjergbestigning. Hvis vejret er klart, vil det være en god ide at tage med på en helikoptertur og se Tasman-gletsjeren.

    Dagens distance: 331 km

    Her bor du dag 19

    The Hermitage Hotel Mt Cook

    Det 4-stjernede hotel The Hermitage Hotel Mt Cook er placeret midt i den storslåede natur i New Zealand – nærmere bestemt i Mount Cook Village....

  • Dag 20 Mt Cook – Christchurch

    På turen til Christchurch skulle der gerne blive tid til et stop ved den idylliske Church of the Good Shepherd. I stedet for altertavle har kirken et stort panorama-vindue med frit udsyn til bjergene, der spejler sig i Lake Tekapo. Fortsæt over Canterbury-sletten til Christchurch, der især er kendt for sin engelske arkitektur og atmosfære, og som bliver kaldt ”The Garden City” på grund af de mange grønne områder og parker. I 2011 blev Christchurch ramt af et alvorligt jordskælv, som gik hårdt ud over de historiske bygninger i centrum. Byen har skiftet ansigt, og et eksempel er Cardboard Church i nærheden af Cathedral Square.

    Dagens distance: 331 km

    Her bor du dag 20

    Chateau on the Park

    Christchurch bliver også kaldt “The Garden City”, og den rammende beskrivelse gælder også dette hotel, der ligger i et stort grønt område ...

    Tilkøbsmuligheder

    Middag i unikke omgivelser

    Sæt dig til bords i en af Christchurchs stemningsfulde gamle sporvogne, der er flot restaureret, og få serveret en dejlig middag, mens du nyder byens centrum. Der er kun plads til 36 gæster, så det er en god ide at bestille bord inden afrejsen for at være sikker på denne unikke oplevelse, som kun Christchurch kan byde på. 

    Kr. 595 pr. person

    * Afgang: kl. 19.30. Varighed: 2 1/2 time. Inkl. 4 retters middag, velkomst drink og the/kaffe.

  • Dag 21 Christchurch

    Kør-selv-turen slutter her i Christchurch, og bilen afleveres.

    Tilkøbsmuligheder

    Naturskøn togtur med TranzAlpine

    Strækningen forbinder Christchurch med Greymouth på Sydøens vestkyst, og den 223 km lange strækning går igennem bjergkæden Southern Alps og snor sig gennem tunneler og bjergpas og over viadukter. Vi kan sørge for, at der står en bil klar i Greymouth.

     

    Kr. 1.195 pr. voksen
    Kr. 795 pr. barn

    * Afgang: Dagligt kl. 8.15 - 12-45. Varighed: 4½ time.

    Coastal Pacific

    Denne strækning forbinder Christchurch og Picton, og togplanen passer med færgens afgange/ankomster fra/til Picton. Glæd dig til en togtur, hvor du bl.a. kommer igennem vinområderne ved Blenheim og ser sæler og pingviner langs kysten. Kaikoura ligger på ruten, og her kan du afbryde rejsen og tage på hvalsafari. 

    Kr. 875 pr. voksen
    Kr. 625 pr. barn

    * Afgang: Dagligt (1/4 - 3/5 + 1/10 - 31/3) kl. 7 - 12.15. Varighed: 5 timer og 15 min.

  • Tilkøb Forlæng rejsen

    Er rejsen for kort til dig? Har du mere tid og drømmer om at opleve noget mere? Vi skræddersyr gerne rejsen til dig, så du får alle dine ønsker opfyldt.

    Tilkøbsmuligheder

    Stopover i Sydney

    Sydney-pakke inkl. 3 nætter på Cambridge Hotel med morgenmad, 2 timers havnerundfart, rundvisning i Sydney Opera House og transfer fra/til Sydney lufthavn.

    Kr. 4.195 pr. person

    Forlæng rejsen i Singapore

    Pakken inkluderer 2 nætter på Peninsular Excelsior inkl. morgenmad, transfer til/fra lufthavnen og giver desuden adgang til en række rabatter og fribilletter på byens turistattraktioner og spisesteder – spørg din rejsekonsulent for yderligere information.

    Kr. 1.315 pr. person

    Ekstra dage i Hong Kong

    Tilføj en spændende storby til rejsen! Pakken indeholder 2 nætter på Harbour Plaza Metropolis Hotel (ekskl. morgenmad) og 3 timers guidet rundtur til fods.

    Kr. 1.370 pr. person

    Nyd livet på Bali

    Forlæng din rejse med et dejligt ophold på den skønne ø Bali. Bo 5 nætter i Sanur på 4-stjernet hotel i delt dobbeltværelse inkl. morgenmad og transfer fra lufthavnen og retur.

    Kr. 3.285 pr. person

    5-stjernet ophold på Fiji

    Glæd dig til en 5-stjernet "bounty-oplevelse" på det 5-stjernede Sheraton Fiji, der ligger på hovedøen Viti Levu. Du bor her 5 nætter og der er tale om et fantastisk hotel i meget eksotiske omgivelser, og samtidig ligger resortet tæt på både hovedstaden Nadi og lufthavnen. Her kan du dyrke alle former for vandsport, deltage i forskellige aktiviteter og – ikke mindst – nyde livet ved poolen eller på stranden. Inkl. transfer fra lufthavnen og retur.

    Kr. 5.420 pr. person

    * Prisen kan varierer da Fiji er sæson betonet

    Forlæng i 2-personers værelse | New Zealand fra nord til syd

    Du kan forlænge rejsen med alle de dage, du ønsker. Skriv blot i kommentarfeltet i bestillingsformularen, hvor du ønsker at forlænge rejsen og hvor mange dage, det drejer sig om. NB: Du kan kun forlænge rejsen med ekstra dage på de hoteller, som du i forvejen opholder dig på undervejs. Nedenstående pris gælder pr. person pr. ekstra nat.

    Kr. 975 pr. person

    Forlæng i 4-personers værelse | New Zealand fra nord til syd

    Du kan forlænge rejsen med alle de dage, du ønsker. Skriv blot i kommentarfeltet i bestillingsformularen, hvor du ønsker at forlænge rejsen og hvor mange dage, det drejer sig om. NB: Du kan kun forlænge rejsen med ekstra dage på de hoteller, som du i forvejen opholder dig på undervejs. Nedenstående pris gælder pr. person pr. ekstra nat.

    Kr. 885 pr. person

  • Dag 1-21 Opgradér hotel

    Ønsker du at opgradere hotellerne på rejsen? Det hjælper vi dig gerne med. Du kan her se, hvilke hoteller du opgraderer til.

    Dag 1: Grand Millenium Auckland

    Dag 2 & 3: Copthorne Hotel & Resort Bay of Islands

    Dag 4 & 5: Grand Mercure Puka park

    Dag 6 & 7: Millenium Hotel Rotorua

    Dag 8: Chateau Tongario Hotel

    Dag 9: Rydges Wellington

    Dag 10: Rutherford Hotel Nelson

    Dag 11: Beachfront Hotel

    Dag 12: Scenic Hotel Franz Josef

    Dag 13: Edgewater

    Dag 14 & 15: Millenium Queenstown

    Dag 16 & 17: Distinction Te Anau Hotels & Villas

    Dag 18: Distinction Dunedin

    Dag 19: The Hermitage Hotel

    Dag 20: Novotel Christchurch Cathedral Square

    Pris pr. person kr. 4.935 i dobbeltværelse og kr. 4.935 i 4-pers. værelse (lægges oven i prisen i skemaet).

    OBS! Hvis du ønsker at opgradere på enkelte hoteller/dage, så kontakt en af vores rejseeksperter på 70 22 66 00 eller på verden@risskov.com.

Priser

Prisen inkluderer

  • 20 dages leje af bil i kategorien Fullsize ved 2 personer og Intermediate SUV ved 4 personer
  • Fri km og alle forsikringer med selvrisiko på 0 kr.
  • 20 overnatninger i dobbeltværelse
  • Transport mellem lufthavn og hotel
  • Færge mellem Nordøen og Sydøen
  • Kørselsvejledning inkl. dag til dag-program og GPS
DatoerPris pr. person
01. oktober 2018 - 19. december 2018Fra kr. 21750
20. december 2018 - 31. marts 2019Fra kr. 20495
Bestilling

Vi vil meget gerne give dig et tilbud på din rejse. Send os dine oplysninger og ønsker, så kontakter vi dig snarest.

Få et tilbud
DatoerPris pr. person
01. oktober 2018 - 19. december 2018Fra kr. 18210
20. december 2018 - 31. marts 2019Fra kr. 18470
Bestilling

Vi vil meget gerne give dig et tilbud på din rejse. Send os dine oplysninger og ønsker, så kontakter vi dig snarest.

Få et tilbud

Hvis du vælger at starte i Christchurch og slutte i Auckland kan du spare 1.075 kr. pr. person v. 2 personer og 785 kr. pr. person v. 4 personer.

Bemærk venligst! Prisen inkluderer ikke flybilletten. Kontakt os og vi finder en flybillet til den bedst mulige pris.

Det siger gæsterne om rejsen

Alt det praktiske

  • Inden du rejser til New Zealand

    Hvad er reglerne om visum og pas til New Zealand?

    Der kræves ikke visum til New Zealand for danske statsborgere, der rejser som turister, når opholdet er under 90 dage. Dog skal passet være gyldigt mindst 6 måneder efter hjemkomst.

    Hvordan er toldreglerne i New Zealand?

    For aktuelle regler om hvad der må medbringes til/fra New Zealand – se Skats hjemmeside: www.skat.dk

    Det er f.eks. strengt forbudt at indføre animalske produkter, frø og planter, og overtrædelse kan medføre fængselsstraf. Hvis man medbringer vandrestøvler skal disse være renset for jord, da de vil blive undersøgt ved ankomst til New Zealand. Bemærk, at ved flyskifte kan væsker (drikkevarer, parfume, toiletartikler) blive konfiskeret, selv om de er blevet plomberet ved indkøb i foregående lufthavne. Derfor anbefaler vi, at man venter med toldfrie indkøb til den sidste lufthavn inden ankomstlufthavnen.

    Skal jeg have en rejseforsikring inden rejsen til New Zealand?

    Den offentlige sygesikring dækker ikke uden for Europa og dermed heller ikke i New Zealand. Det er derfor vigtigt at tegne en rejseforsikring, der f.eks. dækker omkostninger ved sygdomsbehandling og hjemtransport og i forbindelse med stjålne og ødelagte ejendele, da Risskov Rejser ikke påtager sig noget ansvar i den forbindelse. Vi samarbejder med Europæiske ERV, fordi dækningen på deres produkter hører til markedets bedste. Kontakt vores rejsekonsulenter – de kan rådgive dig, så du får en forsikring, der passer til dit behov.

    Vær opmærksom på, at der kan være særlige betingelser for personer over 70 år.

    Det anbefales at medbringe en kopi af pas, vaccinationskort og forsikringspapirer, evt. både i papirform og tilgængeligt på telefon.

    Medicin og vaccinationer inden rejsen til New Zealand

    Der er ingen krav om vaccinationer, når rejsen går til New Zealand. Vi gør opmærksom på, at vaccinationer altid bør drøftes med egen læge. Det er en god idé at informere rejselederen om specielle sygdomme – en information som naturligvis bliver behandlet fortroligt. Tager du livsvigtig medicin, anbefaler vi, at du medbringer en beskrivelse af indholdet på engelsk. Denne kan fås hos egen læge eller på apoteket. Husk at pakke medicinen i håndbagagen.

    Hvad er valutaen i New Zealand?

    Møntfoden hedder New Zealandske dollars. Man behøver ikke at veksle til new zealandske dollars hjemmefra, da alle de kendte betalings- og kreditkort kan anvendes i New Zealand. Der kan ved ankomsten hæves kontanter i pengeautomaterne – de såkaldte ATMs (Automatic Teller Machines), som findes overalt også i lufthavnene. Da der betales et gebyr pr. hævning, er det bedst at undgå for mange små hævninger. I butikkerne kan der kun hæves det beløb, som varen koster. Undervejs er det en god idé altid at have kontanter med til mindre indkøb og til drikkepenge. Det er en god ide at medbringe mere end ét kreditkort. På den måde er du på den sikre side, hvis der skulle opstå problemer med det ene kort. Husk de nødvendige informationer, hvis du får brug for at spærre dit kreditkort.

  • Lokale forhold

    Hvad er tidsforskellen i New Zealand?

    Der er kun en tidszone i New Zealand. I princippet er New Zealand 11 timer foran dansk tid, men da New Zealand har sommertid fra oktober til marts, er forskellen 12 timer. I deres vinter mellem april og september er forskellen til gengæld 10 timer på grund af den danske sommertid.

    Hvad er reglerne med drikkepenge i New Zealand?

    Det er kutyme at give drikkepenge i New Zealand. Lønningerne i servicebranchen er generelt lave, så for mange, der arbejder i branchen, er det vigtigt, at man er opmærksom på denne skik. På restauranter og i taxa’er er drikkepenge inkluderet i priserne, men det er ikke ualmindeligt, at give 10 % ekstra, hvis man har været tilfreds med maden eller servicen. Stuepigerne på hotellerne sætter også pris på drikkepenge (1$ pr nat pr. rejsedeltager). På rundrejsen vil der være tale om drikkepenge til buschauffører, lokalguider og hotelpersonale. Det beløber sig ca. til 75$ pr. rejsedeltager, men det er naturligvis helt op til den enkelte, hvor meget man ønsker at give. Af denne grund har vi derfor ikke inkluderet drikkepenge i rejsens pris.

    Hvordan er hotellerne i New Zealand?

    Vi har valgt dejlige 3-stjernede hoteller med god beliggenhed, men da hotellerne i New Zealand ikke tildeles stjerner efter dansk standard, kan der være hoteller, hvor man vil opleve en lavere standard. Der er desuden områder f.eks. på Sydøen, hvor udvalget af hoteller er begrænset. Vi gør opmærksom på, at der i sjældne tilfælde kan forekomme hotelændringer undervejs på rejsen. Eventuelle ændringer vil tilstræbes at være af tilsvarende standard.

    Hvordan er sikkerheden i New Zealand?

    New Zealand er et af de lande i verden med mindst kriminalitet. Trods det skal man udvise forsigtighed med hensyn til penge og værdigenstande og f.eks. undlade at medbringe værdifulde smykker. Opbevar penge, pas og kreditkort tæt på kroppen og vær ekstra opmærksom, når du handler.

    Skal jeg bringe en adapter med til New Zealand?

    Husk opladeren til f.eks. kamera og mobiltelefon. Vær opmærksom på, at stikkene i New Zealand er anderledes, og det er nødvendigt med en adapter. Denne kan købes i el-forretninger, hos isenkræmmere og i lufthavnen.

    Hvad koster det at ringe fra New Zealand?

    Det er dyrt at ringe til Danmark fra hotellerne i New Zealand, og det kan også blive en dyr fornøjelse at bruge sin mobiltelefon i New Zealand. Har du brug for at tale meget i telefon på rejsen, så benyt internettelefoni. Der er adgang til internettet på de fleste hoteller, der ofte har et ”business center”, og en del hoteller tilbyder helt eller delvist gratis WiFi. Internetcafeer er udbredt i de fleste byer.

    Skal du ringe fra Danmark til New Zealand: tast 0064 + tlf. nr.
    Skal du ringe fra New Zealand til Danmark: tast 0045 + tlf.nr.

    Hvordan er maden og vandet i New Zealand?

    Det new zealandske køkken forener det bedste fra Asien, Europa og Stillehavsøerne. Udbuddet af friske kvalitetsråvarer er stort, og fisk, skaldyr og kød fra lam og kvæg er ofte på menukortet. Nationalretten er lammekølle med mintsauce, og marengsdesserten “Pavlova” med kiwifrugter er også en typisk new zealandsk ret. De new nealandske vine har i løbet af få år taget verden med storm, og den new zealandske Sauvignon Blanc har især vundet mange internationale priser. Vinområderne ligger primært i de tørre, solrige regioner på østkysten, men også omkring Auckland, Nelson og Queenstown dyrkes der vin. New zealænderne er også gode til at brygge øl. De mest populære ølmærker er Steinlager og Kiwi Lager, men der findes også mange mindre bryggerier, der laver udmærket øl. Drikkevand fra hanen er lige så godt som i Danmark og kan drikkes uden betænkelighed.

    Hvordan er reglerne for rygning i New Zealand?

    Al rygning på offentlige steder er forbudt. New zealænderne værner meget om deres natur, og man skal undlade at efterlade cigaretskodder i naturen.

  • Gode råd

    Hvad skal jeg medbringe til New Zealand?

    New zealænderne har en meget afslappet livsstil og klæder sig derefter, så det vil være en god retningslinje. Der kan være meget svingende temperaturer i løbet af rejsen, da vi både opholder os ved kysten og i bjergene. Medbring derfor tøj til alle vejrforhold. Man kan om sommeren forvente temperaturer på ned til 10-12 grader om morgenen, og senere på dagen op mod 25-28 grader. På sejlturene har man brug for en varm jakke. Har du ikke har fået det helt rigtige med, producerer new zealænderne ”outdoor wear” af god kvalitet. Skulle der blive behov for myggespray, kan det med fordel købes i New Zealand, og det gælder også solcreme med høj faktor.

    Ved evt. bagageforsinkelse er det en fordel at have de vigtigste ting med i håndbagagen f.eks. medicin, kontaktlinsevæske, tandbørste og et ekstra sæt tøj. I Østen er det vigtigt, at man klæder sig passende, når vi besøger helligdomme.

  • Fakta

    Fakta om New Zealand

    • Statsform: Konstitutionelt monarki
    • Hovedstad: Wellington med 412.500 indbyggere.
    • Største by: Auckland med 1,5 mio. indbyggere.
    • Befolkning: 4,5 mio. indbyggere. 80 % er af europæisk afstamning, 15 % er maorier, 5 % er polynesiere og asiater.
    • Sprog: Engelsk og maori.
    • Areal: 269.057 km² – ca. 6 gange større end Danmark
    • Fra nord til syd: Der er 1.600 km fra toppen af Nordøen til sydspidsen af Sydøen.
    • Højeste punkt: Mount Cook – 3.765 m.
    • Længste flod: Waikato – 425 km.
    • Nationaldag: Waitangi Day 6. februar – den dag i 1840, hvor Treaty of Waitangi blev underskrevet.
    • Nationalfugle: Kiwi og tui.
    • Nationaltræ: Pohutukawa – det new zealandske juletræ.
    • Nationalsymbol: Et bregneblad.
    • Klima: New Zealands beliggenhed på den sydlige halvdel af jordkloden betyder, at det er sommer i New Zealand, når vi har vinter i Danmark og omvendt. Landet strækker sig over flere klimabælter – fra subtropisk i nord til næsten subarktisk i syd. Det karakteristiske ved det new zealandske vejr er, at det veksler meget inden for små afstande. På Sydøens vestkyst falder der næsten syv meter regn om året, hvorimod der på den østlige side af Southern Alps kun falder 30 cm regn om året. Det gennemsnitlige antal solskinstimer er på 2.400 og er langt højere end Danmarks 1.700.