Se vores Rejsekalender
Skriv til os på verden@risskov.com
Ring til os 70 22 66 00
Ring til os 70 22 66 00
Nordøen i 4WD

11-dages kør-selv-ferie fra kr. 14.260

Om rejsen

En kør-selv-tur i 4WD er oplagt, hvis du vil opleve mindre kendte sider af det natuskønne land, og da der overnattes på hyggelige B&B’s, møder du gæstfrie new zealændere, der gladeligt indvier dig i deres hverdag. Denne tur koncentrerer sig om Nordøen. Vil du også opleve Sydøen, kan du vælge den del af turen ”På eventyr i 4WD”, der går til Sydøen.

Turen begynder i Auckland og slutter i Wellington. Undervejs oplever du de største seværdigheder på Nordøen.

Kom med til et gratis inspirationsmøde

Dagsprogram

  • Dag 1 Auckland

    Du lander i New Zealands største by, bliver modtaget i lufthavnen og kørt til hotellet, der ligger ikke langt fra havnefronten.

    Overnatning: The Heritage Auckland.

  • Dag 2 Auckland – Waipoua Forest – Omapere

    Bilen hentes, og efter en grundig introduktion kan du sætte dig bag rattet og køre til området vest for Auckland, hvor du kan opleve Muriwai Beach med det sorte sand og Karekare Beach, hvor oscarvinderen “The Piano” er optaget. Længere nordpå kan du i Waipoua Forest se de gigantiske kauritræer, der kun vokser på den nordlige del af Nordøen. Der overnattes i Omapere, og da der ikke er langt til Waipoua Forest, foreslår vi en aftentur, når natdyrene vågner.

    Overnatning: McKenzies B&B.

    Dagens distance: 290 km

  • Dag 3 Omapere – Kerikeri – Paihia/Bay of Islands

    Du kan evt. køre en tur til New Zealands nordligste punkt, Cape Reinga, hvor Det Tasmanske Hav og Stillehavet mødes. Eller du kan køre direkte til Bay of Islands og undervejs stoppe i Kerikeri og se Old Stone Store. Bygningen med de ekstra tykke mure blev bygget af missionærer i 1833 og er en af landets ældste. De næste to nætter skal du bo naturskønt på Appledore Lodge kun ca. fem min. kørsel fra Paihia.

    Dagens distance: 215 km

  • Dag 4 Paihia/Bay of Islands

    En dag til at nyde Bay of Islands, hvor et utal af små og store øer med bølgende grønne bakker ligger spredt med rund hånd i det blå hav, og hvor det solrige, subtropiske klima gør sit til, at Bay of Islands er et af de skønneste områder i New Zealand. Fra Paihia kan du tage med på en sejltur til Hole in the Rock eller sejle over Russell og på opdagelse i byen, der var New Zealands første hovedstad. Nord for Paihia kan du ved Waitangi Treaty House få en historisk oplevelse. Det var her, den skelsættende aftale mellem maorierne og briterne blev underskrevet i 1840. Du kan også vælge at køre nordpå til den uspolerede Doubtless Bay med de paradisiske sandstrande og få en fredfyldt strandoplevelse.

    Overnatning: Appledore Lodge.

    Tilkøbsmuligheder

    Sejltur ved Bay of Islands

    En sejltur er et must i et af New Zealands smukkeste områder, hvor du kan opleve de legesyge delfiner på tæt hold. Du kommer bl.a. til den naturskønne Otehei Bay og Hole in the Rock – en stor klippe med et stort hul, som der sejles igennem hvis vejret er godt.

    Kr. 512 pr. voksen
    Kr. 255 pr. barn

    * Afgang: Dagligt. Varighed: kl. 9-13.

  • Dag 5 Bay of Islands – Whangarei – Auckland

    Ruten følger biveje langs kysten, og du oplever et andet New Zealand. Undervejs er der skønne strande, smukke udsigter og hyggelige små byer, der invitere til et stop. Nyd resten af dagen i Auckland.

    Overnatning: Spencer on Byron Hotel.

    Dagens distance: 250 km

  • Dag 6 Auckland – Whitianga på Coromandel

    Dagens mål er Coromandel-halvøen, der er kendt for sine dejlige sandstrande og fortryllende kystlandskaber. Ruten følger den vestlige side af Coromandel-halvøen til byen Coromandel, og herfra går turen tværs over halvøen til Cathedral Cove med de hvide klipper, der er et utroligt syn, ikke mindst når pohutukawa-træerne står i fuldt flor med røde blomster. Fra udsigtsplatformen ved P-pladsen kan man følge en vandresti gennem skoven ned til stranden.

    Overnatning: Ohuka Place Homestay.

    Dagens distance: 200 km

    Tilkøbsmuligheder

    Naturoplevelser i kajak

    Næsten i paradis – det kommer du på denne tur, hvor du oplever området ved Hahei Beach og Cathedral Cove i kajak. Udforsk hemmelige huler, vær på udkig efter delfiner og nyd det azurblå vand, så langt øjet rækker. Ved Cathedral Cove kommer du i land til en forfriskning. Du behøver ikke at have sejlet havkajak tidligere – guiden skal nok lære dig teknikken.

    Kr. 570 pr. voksen
    Kr. 370 pr. barn

    * Afgang: Dagligt flere gang. Varighed: 3½ time

    Vintur til Waiheke Island

    På Waiheke Island i Hauraki-bugten er der i gennemsnit fem grader varmere end i Auckland, og der falder 30 % mindre regn, så klimaet er ideelt til vindyrkning. På denne spændende vintur er der besøg inkl. vinsmagning på tre forskellige vingårde – Stonyridge, Wild on Waiheke og Mudbrick – men fælles for dem er, at der lægges vægt på kvalitet frem for kvantitet. Der dyrkes også oliven på Waiheke Island, og på Rangihoua Estate får du et indblik i olivenproduktionen. Ud over disse oplevelser kan du glæde dig til øens naturskønne landskaber, og du kan tage med en senere færge tilbage, hvis du vil blive lidt længere på øen.

     

    Kr. 760 pr. person

    * Afgang: Dagligt Varighed: Kl. 10.30 - 17. Inkl. let frokost og vinsmagning på 3 vingårde samt færgebillet.

  • Dag 7 Whitianga – Rotorua

    Denne dag skal du sætte tid af til et stop ved Hot Water Beach. De varme kilder ligger under sandet, og hvis det er lavvande, kan du grave et “badekar” med det dejligste varme vand. Ruten fortsætter gennem et område, hvor kiwiplantagerne ligger tæt og til Te Puke, der er kiwifrugtens “hovedstad”. Du kan stoppe ved KIWI 360 i nærheden af Te Puke og få “hele kiwi-historien”. I Rotorua får du en hilsen fra jordens indre, da byen ligger i et område med stor termisk aktivitet, og selv inde i byen står dampen op fra spækker i fortovet.

    Overnatning: 124 on Brunswick.

    Dagens distance: 215 km

  • Dag 8 Rotorua

    Her er ideer til en dag i Rotorua. Whakarewarewa ligger i udkanten af Rotorua, og her kan du stå ansigt til ansigt med Pohuto-gejseren, der springer regelmæssigt 20 gange om dagen op til 30 m i luften, men overalt i hele området er der dampende kilder og boblende mudderhuller. Her ligger også en autentisk maori-landsby, hvor den termiske aktivitet bliver udnyttet, f.eks. når middagen skal tilberedes. Rotorua var en af maoriernes første bosættelser i New Zealand, og du må ikke gå glip af en maorifestaften, hvor du får serveret hangi – et traditionelt måltid tilberedt i jordovn – og bliver underholdt med sang og musik og de karakteristiske danse.

    Overnatning: 124 on Brunswick.

    Tilkøbsmuligheder

    Rotorua Diamond Pass

    Med dette pas får du meget forskellige oplevelser i Rotorua. Du kan se det hele på en dag eller strække oplevelserne over flere dage. Du oplever TePuia, hvor gejseren Pohutu springer regelmæssigt, og det er også her, du kan se, hvordan maori-træskærerne arbejder på Maori Arts & Crafts Institute. Du kommer til Rainbow Springs, der giver indsigt i new zealandsk flora og fauna og bliver tilskuer til det underholdende Agrodome Sheep Show. En tur med svævebanen til en flot udsigt over Rotorua er også inkluderet, og det samme gælder et besøg i Polynesian Spa, hvor det mineralholdige vand fra de varme kilder er en lise for krop og sjæl. Et perfekt valg til din kør-selv-ferie.

    Kr. 890 pr. voksen
    Kr. 650 pr. barn

    * Afgang: Hver dag. Varighed: Hele dagen.

    En aften i maori-kulturens tegn

    Gå ikke glip af en maori-festaften hos Te Puia i Whakarewarewa-dalen – en både interessant og underholdende oplevelse. Du bliver budt velkommen ”the maori way” og oplever ceremonien, der udspiller sig, når to grupper møder hinanden for første gang. De karakteristiske danse og sange, der tager udgangspunkt i maori-legender, er også en del af programmet. Du får serveret en hangi – et traditionelt maori-måltid tilberedt i en jordovn.

    Kr. 610 pr. voksen
    Kr. 330 pr. barn

    * Afgang: Hver dag. Varighed: Kl. 18.00 – 21.00. Prisen er inkl. transport og hangi.

    Hobbiton Movie Set Tour

    Er du fan af Ringenes Herre eller Hobbitten? Her har du muligheden for at opleve en del af det fantastiske univers fra de verdensberømte filmatiseringer af J.R.R. Tolkiens elskede bøger. Du kører selv hen til adressen The Shire's Rest, 501 Buckland Road, Matamata, hvor du parkerer bilen og kan gøre dig klar til et fantastisk kig "behind the scenes" i Hobbitrup. Turen starter med en kort køretur gennem en 1.250 hektar stor fårefarms grønne arealer. Herefter er der mulighed for at se diverse kulisser, bl.a. Bilbo Sækkers hobbitbo, Sækkedyb, og kroen Den Grønne Drage. Guiden følger dig rundt i landskabet, og fortæller undervejs fascinerende detaljer om, hvordan kulisserne bag trilogierne blev skabt. Som afslutning på turen kan du nyde enten hjemmebrygget mjød eller cider på Den Grønne Drage, alt imens du slapper af i håndlavede læderstole foran pejsen, hvor der selvfølgelig hænger fire kapper i hobbitstørrelse, og med udsigt over søen og de smukke omgivelser.

    Kr. 425 pr. voksen
    Kr. 220 pr. barn

    * Den guidede tur varer cirka 2 timer. Der starter en tur hvert 45. minut fra kl. 9.30-kl. 15.30.

  • Dag 9 Rotorua – Napier

    Der venter en stor naturoplevelse i Te Urewera National Park, som er en af landets mindst tilgængelige nationalparker. Her får du naturoplevelser i Nordøens største oprindelige skovområde, og du vil sætte pris på 4-hjuls-trækket, da mange veje i nationalparken er grusveje. I området ved søerne Waikaremoana og Waikareiti er der mange afmærkede vandrestier.

    Dagen slutter i Napier, der i 1931 blev ramt af et voldsomt jordskælv, der lagde en stor del af byen øde. Det er baggrunden for, at der i dag er en stor koncentration af bygninger i art déco stil. Det blev nemlig besluttet, at Napier hurtigst muligt skulle genopbygges, og da art déco var arkitektur-trenden i 1930’erne, kan man i dag se mange pastelfarvede bygninger med geometriske mønstrer, som er typisk for stilen. På Cobden Garden Homestay i Napier byder Rayma og Phillip velkommen til to dage med forkælelse. Her fra toppen af Bluff Hill er der en storslået udsigt over Hawke´s Bay.

    Overnatning: Cobden Garden Homestay.

    Dagens distance: 320 km
    Køretid: ca. 6,5 time

    Tilkøbsmuligheder

    Vinoplevelser på cykel

    Oplev vinområdet ved Hawkes’s Bay på en cykeltur i dit eget tempo. Cyklen står klar i Hastings (Napiers naboby), og ruten er planlagt, så du kommer til syv forskelige vingårde. Ruten er på 14 km – 22 km – alt efter hvor mange vingårde du får lyst til at besøge.  

    Kr. 280 pr. person

    * Afgang: Hver dag. Varighed: 3 – 6 timer. Prisen er inkl. cykeludstyr og kortmateriale.

  • Dag 10 Napier – Tongariro National Park

    Ruten fra Napier følger en historisk vej gennem et vanskeligt terræn, som tidligere tiders farmere brugte, når de skulle have deres kvæg til Napier. Tongariro National Park domineres af tre vulkaner, der alle er aktive, og lodgen, hvor du skal bo, ligger kun et kvarters kørsel fra nationalparken, så der kan sikkert blive tid til en vandretur i det vulkanske landskab om eftermiddagen.

    Overnatning: Ruapehu Country Lodge.

    Dagens distance: 190 km

    Tilkøbsmuligheder

    Tongariro Crossing

    De største naturoplevelser i Tongariro National Park er samlet på denne en-dags guidede vandretur på 19 km. Den begynder i Mangatepopo Valley i 1.000 meters højde og går til området mellem Mt Tongariro og Mt Ngauruhoe og videre til det berømte Red Crater med udsigt til de ørkenagtige områder Otarere og Rangipo. Frokosten nydes ved den smukke Emerald Lake, og måske skal der samles kræfter til næste udfordring, som er turen til toppen af Mt Tongariro (1.967 m).

    Kr. 1.250 pr. person

    * Afgang: Hver dag. Varighed: 8.00 – 17.00. Prisen er inkl. transport i nationalparken. Overtøj og fodtøj kan lejes.

  • Dag 11 Tongariro National Park – Wellington

    Turen går til Raetihi og videre Pipiriki, hvorfra du følger Whanganui River Road til Wanganui. Det er en strækning, der trods sparsom civilisation fortæller newzealandsk historie. Ved floden ligger der bl.a. mange maori-mødehuse, da området var et af de første steder på Nordøen, maorierne slog sig ned. Kør-selv-turen slutter i hovedstaden Wellington. Bilen afleveres, hvis du ikke vælger at fortsætte på Sydøen.

    Dagens distance: 310 km

    Tilkøbsmuligheder

    Lord of the Rings

    Tag med på interessant halvdagstur i Wellington og ”genoplev” filmtrilogien Ringenes Herre. Turen går først til The Embassy Theatre, hvor verdenspremieren fandt sted i 2003, og efter at have nydt udsigten fra Mt Victoria kan du fordybe dig i Tolkiens univers. I Wellington blev der optaget adskillige scener om ”Herredet”, og du ser flere forskellige locations, der blev brugt i begyndelsen af trilogien. Wellington eller ”Wellywood” er base for Peter Jacksons filmstudie og Weta Workshop, og på en rundvisning får du et spændende kig ind filmens digitale verden.

    Kr. 465 pr. voksen
    Kr. 250 pr. barn

    * Varighed: Kl. 8.30 – 12.30 & kl. 13.30 – 17.30.

  • Tilkøb Forlæng rejsen

    Er rejsen for kort til dig? Har du mere tid og drømmer om at opleve noget mere? Vi skræddersyr gerne rejsen til dig, så du får alle dine ønsker opfyldt.

    Tilkøbsmuligheder

    Stopover i Sydney

    Sydney-pakke inkl. 3 nætter på Cambridge Hotel med morgenmad, 2 timers havnerundfart, rundvisning i Sydney Opera House og transfer fra/til Sydney lufthavn.

    Kr. 4.195 pr. person

    Forlæng rejsen i Singapore

    Pakken inkluderer 2 nætter på Peninsular Excelsior inkl. morgenmad, transfer til/fra lufthavnen og giver desuden adgang til en række rabatter og fribilletter på byens turistattraktioner og spisesteder – spørg din rejsekonsulent for yderligere information.

    Kr. 1.315 pr. person

    Ekstra dage i Hong Kong

    Tilføj en spændende storby til rejsen! Pakken indeholder 2 nætter på Harbour Plaza Metropolis Hotel (ekskl. morgenmad) og 3 timers guidet rundtur til fods.

    Kr. 1.370 pr. person

    5-stjernet ophold på Fiji

    Glæd dig til en 5-stjernet "bounty-oplevelse" på det 5-stjernede Sheraton Fiji, der ligger på hovedøen Viti Levu. Du bor her 5 nætter og der er tale om et fantastisk hotel i meget eksotiske omgivelser, og samtidig ligger resortet tæt på både hovedstaden Nadi og lufthavnen. Her kan du dyrke alle former for vandsport, deltage i forskellige aktiviteter og – ikke mindst – nyde livet ved poolen eller på stranden. Inkl. transfer fra lufthavnen og retur.

    Kr. 5.420 pr. person

    * Prisen kan varierer da Fiji er sæson betonet

Priser

Prisen inkluderer

  • 11 dages billeje (4WD)
  • Bilforsikringer og fri km
  • 10 overnatninger i standardværelse
  • Detaljeret rutebeskrivelse
  • Modtagelse i lufthavnen i Auckland
Datoer Pris pr. person
Bestilling

Vi vil meget gerne give dig et tilbud på din rejse. Send os dine oplysninger og ønsker, så kontakter vi dig snarest.

Få et tilbud
Datoer Pris pr. person
Bestilling

Vi vil meget gerne give dig et tilbud på din rejse. Send os dine oplysninger og ønsker, så kontakter vi dig snarest.

Få et tilbud

Bemærk venligst! Prisen inkluderer ikke flybilletten. Kontakt os og vi finder en flybillet til den bedst mulige pris.

Alt det praktiske

  • Inden du rejser til New Zealand

    Hvad er reglerne om visum og pas til New Zealand?

    Der kræves ikke visum til New Zealand for danske statsborgere, der rejser som turister, når opholdet er under 90 dage. Dog skal passet være gyldigt mindst 6 måneder efter hjemkomst.

    Hvordan er toldreglerne i New Zealand?

    For aktuelle regler om hvad der må medbringes til/fra New Zealand – se Skats hjemmeside: www.skat.dk

    Det er f.eks. strengt forbudt at indføre animalske produkter, frø og planter, og overtrædelse kan medføre fængselsstraf. Hvis man medbringer vandrestøvler skal disse være renset for jord, da de vil blive undersøgt ved ankomst til New Zealand. Bemærk, at ved flyskifte kan væsker (drikkevarer, parfume, toiletartikler) blive konfiskeret, selv om de er blevet plomberet ved indkøb i foregående lufthavne. Derfor anbefaler vi, at man venter med toldfrie indkøb til den sidste lufthavn inden ankomstlufthavnen.

    Skal jeg have en rejseforsikring inden rejsen til New Zealand?

    Den offentlige sygesikring dækker ikke uden for Europa og dermed heller ikke i New Zealand. Det er derfor vigtigt at tegne en rejseforsikring, der f.eks. dækker omkostninger ved sygdomsbehandling og hjemtransport og i forbindelse med stjålne og ødelagte ejendele, da Risskov Rejser ikke påtager sig noget ansvar i den forbindelse. Vi samarbejder med Europæiske ERV, fordi dækningen på deres produkter hører til markedets bedste. Kontakt vores rejsekonsulenter – de kan rådgive dig, så du får en forsikring, der passer til dit behov.

    Vær opmærksom på, at der kan være særlige betingelser for personer over 70 år.

    Det anbefales at medbringe en kopi af pas, vaccinationskort og forsikringspapirer, evt. både i papirform og tilgængeligt på telefon.

    Medicin og vaccinationer inden rejsen til New Zealand

    Der er ingen krav om vaccinationer, når rejsen går til New Zealand. Vi gør opmærksom på, at vaccinationer altid bør drøftes med egen læge. Det er en god idé at informere rejselederen om specielle sygdomme – en information som naturligvis bliver behandlet fortroligt. Tager du livsvigtig medicin, anbefaler vi, at du medbringer en beskrivelse af indholdet på engelsk. Denne kan fås hos egen læge eller på apoteket. Husk at pakke medicinen i håndbagagen.

    Hvad er valutaen i New Zealand?

    Møntfoden hedder New Zealandske dollars. Man behøver ikke at veksle til new zealandske dollars hjemmefra, da alle de kendte betalings- og kreditkort kan anvendes i New Zealand. Der kan ved ankomsten hæves kontanter i pengeautomaterne – de såkaldte ATMs (Automatic Teller Machines), som findes overalt også i lufthavnene. Da der betales et gebyr pr. hævning, er det bedst at undgå for mange små hævninger. I butikkerne kan der kun hæves det beløb, som varen koster. Undervejs er det en god idé altid at have kontanter med til mindre indkøb og til drikkepenge. Det er en god ide at medbringe mere end ét kreditkort. På den måde er du på den sikre side, hvis der skulle opstå problemer med det ene kort. Husk de nødvendige informationer, hvis du får brug for at spærre dit kreditkort.

  • Lokale forhold

    Hvad er tidsforskellen i New Zealand?

    Der er kun en tidszone i New Zealand. I princippet er New Zealand 11 timer foran dansk tid, men da New Zealand har sommertid fra oktober til marts, er forskellen 12 timer. I deres vinter mellem april og september er forskellen til gengæld 10 timer på grund af den danske sommertid.

    Hvad er reglerne med drikkepenge i New Zealand?

    Det er kutyme at give drikkepenge i New Zealand. Lønningerne i servicebranchen er generelt lave, så for mange, der arbejder i branchen, er det vigtigt, at man er opmærksom på denne skik. På restauranter og i taxa’er er drikkepenge inkluderet i priserne, men det er ikke ualmindeligt, at give 10 % ekstra, hvis man har været tilfreds med maden eller servicen. Stuepigerne på hotellerne sætter også pris på drikkepenge (1$ pr nat pr. rejsedeltager). På rundrejsen vil der være tale om drikkepenge til buschauffører, lokalguider og hotelpersonale. Det beløber sig ca. til 75$ pr. rejsedeltager, men det er naturligvis helt op til den enkelte, hvor meget man ønsker at give. Af denne grund har vi derfor ikke inkluderet drikkepenge i rejsens pris.

    Hvordan er hotellerne i New Zealand?

    Vi har valgt dejlige 3-stjernede hoteller med god beliggenhed, men da hotellerne i New Zealand ikke tildeles stjerner efter dansk standard, kan der være hoteller, hvor man vil opleve en lavere standard. Der er desuden områder f.eks. på Sydøen, hvor udvalget af hoteller er begrænset. Vi gør opmærksom på, at der i sjældne tilfælde kan forekomme hotelændringer undervejs på rejsen. Eventuelle ændringer vil tilstræbes at være af tilsvarende standard.

    Hvordan er sikkerheden i New Zealand?

    New Zealand er et af de lande i verden med mindst kriminalitet. Trods det skal man udvise forsigtighed med hensyn til penge og værdigenstande og f.eks. undlade at medbringe værdifulde smykker. Opbevar penge, pas og kreditkort tæt på kroppen og vær ekstra opmærksom, når du handler.

    Skal jeg bringe en adapter med til New Zealand?

    Husk opladeren til f.eks. kamera og mobiltelefon. Vær opmærksom på, at stikkene i New Zealand er anderledes, og det er nødvendigt med en adapter. Denne kan købes i el-forretninger, hos isenkræmmere og i lufthavnen.

    Hvad koster det at ringe fra New Zealand?

    Det er dyrt at ringe til Danmark fra hotellerne i New Zealand, og det kan også blive en dyr fornøjelse at bruge sin mobiltelefon i New Zealand. Har du brug for at tale meget i telefon på rejsen, så benyt internettelefoni. Der er adgang til internettet på de fleste hoteller, der ofte har et ”business center”, og en del hoteller tilbyder helt eller delvist gratis WiFi. Internetcafeer er udbredt i de fleste byer.

    Skal du ringe fra Danmark til New Zealand: tast 0064 + tlf. nr.
    Skal du ringe fra New Zealand til Danmark: tast 0045 + tlf.nr.

    Hvordan er maden og vandet i New Zealand?

    Det new zealandske køkken forener det bedste fra Asien, Europa og Stillehavsøerne. Udbuddet af friske kvalitetsråvarer er stort, og fisk, skaldyr og kød fra lam og kvæg er ofte på menukortet. Nationalretten er lammekølle med mintsauce, og marengsdesserten “Pavlova” med kiwifrugter er også en typisk new zealandsk ret. De new nealandske vine har i løbet af få år taget verden med storm, og den new zealandske Sauvignon Blanc har især vundet mange internationale priser. Vinområderne ligger primært i de tørre, solrige regioner på østkysten, men også omkring Auckland, Nelson og Queenstown dyrkes der vin. New zealænderne er også gode til at brygge øl. De mest populære ølmærker er Steinlager og Kiwi Lager, men der findes også mange mindre bryggerier, der laver udmærket øl. Drikkevand fra hanen er lige så godt som i Danmark og kan drikkes uden betænkelighed.

    Hvordan er reglerne for rygning i New Zealand?

    Al rygning på offentlige steder er forbudt. New zealænderne værner meget om deres natur, og man skal undlade at efterlade cigaretskodder i naturen.

  • Gode råd

    Hvad skal jeg medbringe til New Zealand?

    New zealænderne har en meget afslappet livsstil og klæder sig derefter, så det vil være en god retningslinje. Der kan være meget svingende temperaturer i løbet af rejsen, da vi både opholder os ved kysten og i bjergene. Medbring derfor tøj til alle vejrforhold. Man kan om sommeren forvente temperaturer på ned til 10-12 grader om morgenen, og senere på dagen op mod 25-28 grader. På sejlturene har man brug for en varm jakke. Har du ikke har fået det helt rigtige med, producerer new zealænderne ”outdoor wear” af god kvalitet. Skulle der blive behov for myggespray, kan det med fordel købes i New Zealand, og det gælder også solcreme med høj faktor.

    Ved evt. bagageforsinkelse er det en fordel at have de vigtigste ting med i håndbagagen f.eks. medicin, kontaktlinsevæske, tandbørste og et ekstra sæt tøj. I Østen er det vigtigt, at man klæder sig passende, når vi besøger helligdomme.

  • Fakta

    Fakta om New Zealand

    • Statsform: Konstitutionelt monarki
    • Hovedstad: Wellington med 325.000 indbyggere.
    • Største by: Auckland med 1,5 mio. indbyggere.
    • Befolkning: 4.5 mio. indbyggere. 80 % er af europæisk afstamning, 15 % er maorier, 5 % er polynesiere og asiater.
    • Sprog: Engelsk og maori
    • Areal: 269.057 km2 – ca. 6 gange større end Danmark
    • Fra nord til syd: Der er 1.600 km fra toppen af Nordøen til sydspidsen af Sydøen.
    • Højeste punkt: Mount Cook – 3.765 m
    • Længste flod: Waikato – 425 km
    • Nationaldag: Waitangi Day 6. februar – den dag i 1840, hvor Treaty of Waitangi blev underskrevet.
    • Nationalfugle: Kiwi og tui
    • Nationaltræ: Pohutukawa – det new zealandske juletræ.
    • Nationalsymbol: Et bregneblad
    • Klima: New Zealands beliggenhed på den sydlige halvdel af jordkloden betyder, at det er sommer i New Zealand, når vi har vinter i Danmark og omvendt. Landet strækker sig over flere klimabælter – fra subtropisk i nord til næsten subarktisk i syd. Det karakteristiske ved det new zealandske vejr er, at det veksler meget inden for små afstande. På Sydøens vestkyst falder der næsten syv meter regn om året, hvorimod der på den østlige side af Southern Alps kun falder 30 cm regn om året. Det gennemsnitlige antal solskinstimer er på 2.400 og er langt højere end Danmarks 1.700.