Se vores Rejsekalender
Skriv til os på verden@risskov.com
Ring til os 70 22 66 00
Ring til os 70 22 66 00
Hooker Valley med udsigt til Mt Cook - Risskov Rejser
Off the beaten track - fra nord til syd i 4WD

22-dages kør-selv-ferie fra kr. 17240

Om rejsen

På denne 4WD kør-selv-tur får du mulighed for at opleve områder, man normalt ikke oplever som turist. Ruten går til uberørte nationalparker, gennem tyndtbefolkede landbrugsområder, over bjergpas og langs smukke kyststrækninger og tilbyder masser af naturoplevelser “off the beaten track”!

Highlights

  • De gigantiske Kauri-træer i Waipoua Forest
  • Fortryllende Bay of Islands
  • De termiske områder omkring Rotorua og Tongariro Nationalpark
  • Hovedstaden Wellington og hyggelige byer som Christchurch og Queenstown
  • Marlborough Sound og Queen Charlotte Drive på Sydøen
  • Mulighed for hvalsafari ved havnebyen Kaikoura
  • Den historiske guldmineby St. Bathans
  • Gletsjerlandskaberne ved Franz Josef og Fox Glacier

Vi skræddersyr også rejsen

Gå på opdagelse i vores nøje sammensatte udvalg af rejseforslag, hvor der er tænkt over stort og småt. Finder du ikke en rejse, som passer til dig, eller har du tilføjelser til vores rejseforslag, så skræddersyr vores rejseeksperter selvfølgelig din rejse.
Jane Bering Smedsrud

Rejseekspert

Ring til os på
70 22 66 00
Jane Bering Smedsrud

Rejseekspert

Vi skræddersyr også rejsen

Gå på opdagelse i vores nøje sammensatte udvalg af rejseforslag, hvor der er tænkt over stort og småt. Finder du ikke en rejse, som passer til dig, eller har du tilføjelser til vores rejseforslag, så skræddersyr vores rejseeksperter selvfølgelig din rejse.
Ring til os på
70 22 66 00

Dagsprogram

  • Dag 1 Auckland

    Velkommen til New Zealand! Du bliver modtaget i lufthavnen og kørt til hotellet. Resten af dagen kan nydes i Auckland.

  • Dag 2 Auckland - Waipoua Forest - Hokianga Harbour/Omapere

    I dag starter kør-selv-ferien for alvor, når du henter bilen og kører mod nord! Inden da, kan du evt. gøre et stop ved Aucklands vestkyst og opleve sulekolonierne og strandenes sorte sand ved Muriwai Beach.

    Længere mod nord er Matakohe det perfekte frokoststop. Her kan du også besøge Kaurimuseet, som fortæller den spændende historie om Kauri-træet, så du er godt forberedt inden dit besøg i Waipoua Forest. Kauritræet er blandt de største træarter i New Zealand og særligt værdsat på grund af dets anvendelige harpiks og smukke tømmer. I Waipoua Forest kan du udforske de mange skovstier og opleve den New Zealandske Kaurifyr på tætteste hold, inden du fortsætter mod dagens sidste stop: Omapere.

     

     

  • Dag 3 Omapere - Doubtless Bay - Kerikeri - Bay of Islands

    Rejs fra Hokianga med færgen til det subtropiske nord. Har du tid, kan du køre helt til New Zealands nordligste punkt, Cape Reinga, hvor det Tasmanske Hav og Stillehavet mødes, og ifølge Maori-mytologi er det her sjælene rejser til, når maorierne dør.

    Dagens strækning bringer dig bl.a. til Doubtless Bay, som i 1769 fik sit navn af James Cook, som i sin logbog noterede om bugten ’doubtless a bay’.

    På vejen til Bay of Islands kommer du forbi smukke sandstrande og små fiskerlandsbyer. Ved den historiske Stone Store i Kerikeri kan du gøre et stop og nyde den maleriske udsigt ved floden.

    Dagens distance: 215 km

  • Dag 4 Bay of Islands

    Brug dagen på en sejltur, og oplev for alvor områdets skønhed udfolde sig. Svøm med delfiner, eller oplev fra kajak The Hole in the Rock, hvis ø er særligt kendt for klippeformationens 18 meter høje åbning.

    Bay of Islands er desuden rig på historiske milepæle. Besøg det historiske Treaty House i Waitangi, hvor ’The Treaty of Waitangi’-dokumentet blev underskrevet i 1840 og erklærede New Zealand en britisk koloni eller overnat i romantiske Russell, som var landets første hovedstad.

  • Dag 5 Bay of Islands - Whangarei - Auckland

    Kør mod syd langs østkysten forbi smukke bugter og strande indtil du ankommer til multikulturelle Auckland. Her kan du f.eks. udforske byens interessante butikker og restauranter, slentre langs havnen eller beundre byens skyline fra Bastion Point eller Mount Eden.

    Dagens distance: 250 km

  • Dag 6 Auckland - Coromandel

    Rejs mod syd langs Coromandel-halvøens vestkyst. I Coromandel Town inviterer butikker og caféer til et stop, og ved Hot Water Beach kan du grave din egen private varmtvandsspa i sandet, når der er ebbe – skovle kan lejes ved den lokale strandbutik. Et andet højdepunkt er den korte gåtur fra Hahei Beach til Cathedral Cove, hvis landskab med de hvide, eroderede klipper er helt specielt og berømt i hele landet.

    Du overnatter i Tairua – husk endelig at gå en tur til toppen af Mount Paku, hvorfra du får en smuk udsigt over landskabet.

    Dagens distance: 260 km

  • Dag 7 Coromandel - Rotorua

    Kør langs østkysten gennem Te Puke, hvor der dyrkes kiwi-frugter i stor stil. Gør f.eks. holdt ved besøgscentret her og lær alt, hvad der læres kan, om den new zealandske nationalfrugt. Kør videre til Rotorua, hvor Maori-kulturen trives. Her er der også koncentreret termisk aktivitet med kogende mudderhuller, springende gejsere og søer med farver, der overgår den vildeste fantasi. Områdets største gejser, Pohuto, springer villigt 30 m op i luften flere gange om dagen.

    Dagens distance: 215 km

  • Dag 8 Rotorua

    Rotorua er et område fyldt med bjergtagende landskaber. I Te Puia Thermal Reserve ligger Maori Arts & Crafts Institute, hvor man bl.a. kan se maori-træskærere arbejde.

    Rotorua er også kendt for sine mange mineralholdige bade, og efter en dag med mange indtryk kan vi anbefale et par timers afslapning i Polynesian Spa.

  • Dag 9 Rotorua - Te Urewera National Park - Lake Waikaremoana - Napier

    I dag krydser du Te Urewera National Park – og du bliver glad for, at du kører i en stor bil! Ruten fører dig ad grusveje gennem frodige regnskovsområder til afsidesliggende Lake Waikaremoana, hvor du kan nyde de rolige omgivelser på en gåtur i området.

    Dagens rute slutter i Napier, som i 1931 var tæt på at blive udslettet af et voldsomt jordskælv. Store dele af byen blev genopbygget i tidens stil, og anses i dag som verdens Art Deco hovedstad. Områdets vingårde er værd at lægge vejen forbi, og er man naturinteresseret er en attraktion at besøge sulekolonien ved Cape Kidnappers.

    Dagens distance: 320 km

  • Dag 10 Napier - Tongariro National Park

    Ruten fra Napier til Tongariro giver dig et indblik i New Zealands landbrugsområder og bringer dig bl.a. forbi nogle af de største fårefarme i landet. Dele af vejen blev tidligere brugt til at forbinde indlandets farme med havnen i Napier, og man benyttede bl.a. hestevogne i det svært fremkommelige terræn.

    Tongariro National Park domineres af tre vulkaner, som alle er aktive – Mt Tongariro (1.967 m), Mt Ngauruhoe (2.287 m) og Mt Ruapehu (2.797 m). Nationalparken Tongariro er landets ældste og indbyder til vandring på de mange afmærkede vandrestier af varierende længde. Du overnatter ved foden af Mount Ruapehu og har god tid til at udforske området om eftermiddagen.

    Dagens distance: 190 km

  • Dag 11 Tongariro National Park - Whanganui National Park - Wellington

    Dagens køretur byder på smukke landskaber langs Whanganui River, som af mange betegnes som Nordøens smukkeste flod. Kør via Raetihi til Pipiriki og følg blot floden langs den gamle Whanganui River Road til du kommer til Whanganui og siden Wellington.

    Wellington har været New Zealands hovedstad siden 1865, og at valget faldt på netop Wellington skyldtes den strategiske placering midt i landet. Nyd eftermiddagen i byen og gå endelig ikke glip af et besøg på nationalmuseet Te Papa, som mere er et oplevelsescenter end et museum, da avanceret computerteknologi er taget i anvendelse for at fortælle historien på en yderst spændende måde. Du kan f.eks. komme med på en rejse ud i fremtiden, mærke rystelserne fra et jordskælv, træde ind i en marskandiserbutik og i bogstavligste forstand se 100 års historie blive levende. Forhåbentlig bliver der også tid til en tur med kabelbanen til Mount Victoria, der byder på en formidabel udsigt over byen.

    Dagens distance: 315 km

  • Dag 12 Wellington - Picton - Nelson Lakes National Park/St Arnaud

    Færgeturen mellem Nordøen og Sydøen er en dejlig naturoplevelse, ikke mindst strækningen gennem Marlborough Sound. Fra Picton følger du ruten Queen Charlotte Drive, som byder på mange flotte udsigtspunkter.

    Du overnatter i St Arnaud, som er en hyggelig lille bjerglandsby beliggende ved grænsen til Nelson Lakes National Park. Parkens to gletsjerformede søer Rotoiti og Rotoroa er omkranset af bøgeskov og skaldede bjergtinder. Det dramatiske landskab opleves bedst til fods på en af områdets mange naturstier.

    Dagens distance: 140 km

  • Dag 13 St Arnaud - Murchison - Lewis Pass - Hanmer Springs

    Vejen fra St Arnaud til Murchison er belagt med øde grusveje og flodkrydsninger, inden du efter frokost rejser via Lewis Pass og områdets store skove til Hanmer Springs. Her er der mulighed for at gå en tur, leje en mountainbike eller måske udforske området til hest, inden du får mulighed for at slappe af i de termiske pools under åben himmel.

    Dagens distance: 250 km

  • Dag 14 Hanmer Springs - Kaikoura

    Byen Kaikoura er placeret lige ved havet med de smukke, sneklædte bjergtoppe Kaikorua Ranges i baggrunden. Kaikoura er det bedste sted at opleve hvaler – heriblandt kaskelothvaler og spækhuggere. Du har også mulighed for at svømme med delfiner eller sæler og afslutte dagen med den lokale specialitet: krebs tilberedt direkte fra havet.

    Dagens distance: 135 km

  • Dag 15 Kaikoura - Christchurch - Mt Hutt

    Efter en køretur langs kysten når du Christchurch. Byen blev hårdt ramt af jordskælvet, som i 2011 kostede 185 mennesker livet og skabte store materielle skader på de gamle bygninger. Heldigvis har byens optimistiske indbyggere formået at bringe byen til live igen. Christchurch bliver også kaldt The Garden City på grund af de mange grønne områder og smukke parker – læg f.eks. vejen forbi byens Botaniske Have. Udforsk byen, inden du kører videre til Mt Hutt ved foden af The Southern Alps, hvor du overnatter.

    Dagens distance: 275 km

  • Dag 16 Mt Hutt - Lake Tekapo - Waitaki Valley

    Rejsen fortsætter gennem bakkede landskaber mod Lake Tekapo, der er med sin placering i hjertet af Sydøen ikke bare kendt for sine dramatiske landskaber og imponerende nattehimmel, men også for sine vine. Nyd de varme kilder ved Tekapo Springs, og husk også at besøge Church of the Good Shepherd, som med sin maleriske placering ved Lake Tekapo er landets nok mest fotograferede kirke.

    Fra Lake Tekapo kører du gennem en øde dal dækket af tyk vegetation og forcerer et forlængst glemt og sjældent benyttet bjergpas, inden du når dagens mål Waitaki Valley, hvor du overnatter.

    Dagens distance: 235 km

  • Dag 17 Waitaki Valley - Cromwell - Queenstown

    Dagen starter med at passere endnu et øde bjergpas og kommer gennem et område, som engang var centrum for landets guldfeber. Besøg den lille landsby St Bathaus, hvor en håndfuld historiske huse, en pub og en hyggelig sø vidner om den storhedstid, som guldfeberen førte med sig.

    Dagens sidste strækning fører dig via Central Otagos vinregioner til Wakatipu Basin og videre til Queenstown, hvor du overnatter.

    Dagens distance: 350 km

  • Dag 18 Queenstown

    Queenstown har status som New Zealands førende actionby, men selv hvis man ikke er til river rafting og jetboating, er byen et godt bekendtskab . Der ligger adskillige vingårde i nærheden af Queenstown, og vil du vandre, er der mange afmærkede ruter. Du kan også tage kabelvognene op på toppen af Bob’s Peak, hvorfra man har en eminent udsigt over Queenstown, søen og de smukke bjerge – og husk så i øvrigt at besøge den legendariske burgerbar FERG-burger, som er berømt på hele New Zealand.

  • Dag 19 Queenstown - Wanaka - Westland National Park - Franz Josef

    På vejen fra Queenstown til Wanaka krydser du New Zealands højest beliggende vej Crown Range. Byen Wanaka, og ikke mindst søen, tilbyder et væld af aktiviteter lige fra vandreture til jetboating, men du kan også bare nyde stemningen i en af de hyggelige caféer eller slappe af ved søbredden. Wanaka er desuden et sandt paradis for mad- og vinelskeren. Områdets vingårde høster jævnligt priser for deres vine, og markederne bugner af spændende lokale produkter. Kør herfra over Haast-bjergpasset, som byder på et utal af vidunderlige udsigter over bjerge, søer og vandfald.

    Gletsjere, tæt regnskov og kyststrækninger ligger tæt i Westland National Park. Vi anbefaler at tage en afstikker til Monro Beach Walk og Ship Creek Walk. Fra oktober til december kan du være heldig at se pingviner og Hectors delfiner, som kun findes i New Zealand og som sammen med kiwifuglen er et nationalsymbol.

    Dagens distance: 360 km

  • Dag 20 Franz Josef - Hoktika/Greymouth

    Brug formiddagen på en gåtur på gletsjerne Franz Josef eller Fox Glacier – eller book en helikopter-flyvning og kom endnu længere ind på isen.

    Du kan også besøge byen Okarito, som ligger afsides og forholdsvist isoleret ved kysten mod det Tasmanske Hav. Her kan du tage en sejltur i kajak gennem den stille lagune. Der er også mulighed for at tage på en jetboat-tur i Whataroa, hvor du kan se de sjældne hvide hejrer. Hokitika og Greymouth er kendt for deres kunstfærdige jade-ornamentik, og du kan selv prøve kræfter med håndværket i en jade-workshop eller blot observere de dygtige kunstnere, når de udfører deres håndværk.

    Dagens distance: 160 km

  • Dag 21 Hoktika/Greymouth - Arthur's Pass - Christchurch

    Tag en afstikker til the Pancake Rocks i Punakaiki om morgenen – ved højvande kan du se de kraftfulde ”blowholes”, der skyder vand op i voldsomme og varierede sprøjt. Når du fortsætter rejsen, kører du over bjergpasset Arthur’s Pass inden turen når sin sidste destination Christchurch.

    Dagens distance: 260 km

  • Dag 22 Christchurch

    Bilen afleveres, og du flyver hjem fra Christchurch.

  • Tilkøb Forlæng rejsen

    Er rejsen for kort til dig? Har du mere tid og drømmer du om at opleve noget mere? Vi skræddersyr gerne rejsen til dig, så du får alle dine ønsker opfyldt.

    Tilkøbsmuligheder

    Stopover i Sydney

    Sydney-pakke inkl. 3 nætter på Cambridge Hotel med morgenmad, 2 timers havnerundfart, rundvisning i Sydney Opera House og transfer fra/til Sydney lufthavn.

    Kr. 4.195 pr. person

    Forlæng rejsen i Singapore

    Pakken inkluderer 2 nætter på Peninsular Excelsior inkl. morgenmad, transfer til/fra lufthavnen og giver desuden adgang til en række rabatter og fribilletter på byens turistattraktioner og spisesteder – spørg din rejsekonsulent for yderligere information.

    Kr. 1.315 pr. person

    Ekstra dage i Hong Kong

    Tilføj en spændende storby til rejsen! Pakken indeholder 2 nætter på Harbour Plaza Metropolis Hotel (ekskl. morgenmad) og 3 timers guidet rundtur til fods.

    Kr. 1.370 pr. person

Priser

Prisen inkluderer

  • 20 dages leje af bil i kategorien Intermediate 4x4 ved 2 personer og Large 4x4 ved 4 personer
  • Fri km og alle forsikringer med selvrisiko på 0 kr.
  • 21 overnatninger i standardværelse
  • Modtagelse i lufthavnen i Auckland
  • Færge mellem Nord og Sydøen
  • Kørselsvejledning inkl. dag til dag-program, vejatlas og GPS
DatoerPris pr. person
16. marts 2018 - 31. marts 2019Fra kr. 20650
Bestilling

Vi vil meget gerne give dig et tilbud på din rejse. Send os dine oplysninger og ønsker, så kontakter vi dig snarest.

Få et tilbud
DatoerPris pr. person
16. marts 2018 - 31. marts 2019Fra kr. 17240
Bestilling

Vi vil meget gerne give dig et tilbud på din rejse. Send os dine oplysninger og ønsker, så kontakter vi dig snarest.

Få et tilbud

Alt det praktiske

  • Inden du rejser til New Zealand

    Hvad er reglerne om visum og pas til New Zealand?

    Der kræves ikke visum til New Zealand for danske statsborgere, der rejser som turister, når opholdet er under 90 dage. Dog skal passet være gyldigt mindst 6 måneder efter hjemkomst.

    Hvordan er toldreglerne i New Zealand?

    For aktuelle regler om hvad der må medbringes til/fra New Zealand – se Skats hjemmeside: www.skat.dk

    Det er f.eks. strengt forbudt at indføre animalske produkter, frø og planter, og overtrædelse kan medføre fængselsstraf. Hvis man medbringer vandrestøvler skal disse være renset for jord, da de vil blive undersøgt ved ankomst til New Zealand. Bemærk, at ved flyskifte kan væsker (drikkevarer, parfume, toiletartikler) blive konfiskeret, selv om de er blevet plomberet ved indkøb i foregående lufthavne. Derfor anbefaler vi, at man venter med toldfrie indkøb til den sidste lufthavn inden ankomstlufthavnen.

    Skal jeg have en rejseforsikring inden rejsen til New Zealand?

    Den offentlige sygesikring dækker ikke uden for Europa og dermed heller ikke i New Zealand. Det er derfor vigtigt at tegne en rejseforsikring, der f.eks. dækker omkostninger ved sygdomsbehandling og hjemtransport og i forbindelse med stjålne og ødelagte ejendele, da Risskov Rejser ikke påtager sig noget ansvar i den forbindelse. Vi samarbejder med Europæiske ERV, fordi dækningen på deres produkter hører til markedets bedste. Kontakt vores rejsekonsulenter – de kan rådgive dig, så du får en forsikring, der passer til dit behov.

    Vær opmærksom på, at der kan være særlige betingelser for personer over 70 år.

    Det anbefales at medbringe en kopi af pas, vaccinationskort og forsikringspapirer, evt. både i papirform og tilgængeligt på telefon.

    Medicin og vaccinationer inden rejsen til New Zealand

    Der er ingen krav om vaccinationer, når rejsen går til New Zealand. Vi gør opmærksom på, at vaccinationer altid bør drøftes med egen læge. Det er en god idé at informere rejselederen om specielle sygdomme – en information som naturligvis bliver behandlet fortroligt. Tager du livsvigtig medicin, anbefaler vi, at du medbringer en beskrivelse af indholdet på engelsk. Denne kan fås hos egen læge eller på apoteket. Husk at pakke medicinen i håndbagagen.

    Hvad er valutaen i New Zealand?

    Møntfoden hedder New Zealandske dollars. Man behøver ikke at veksle til new zealandske dollars hjemmefra, da alle de kendte betalings- og kreditkort kan anvendes i New Zealand. Der kan ved ankomsten hæves kontanter i pengeautomaterne – de såkaldte ATMs (Automatic Teller Machines), som findes overalt også i lufthavnene. Da der betales et gebyr pr. hævning, er det bedst at undgå for mange små hævninger. I butikkerne kan der kun hæves det beløb, som varen koster. Undervejs er det en god idé altid at have kontanter med til mindre indkøb og til drikkepenge. Det er en god ide at medbringe mere end ét kreditkort. På den måde er du på den sikre side, hvis der skulle opstå problemer med det ene kort. Husk de nødvendige informationer, hvis du får brug for at spærre dit kreditkort.

  • Lokale forhold

    Hvad er tidsforskellen i New Zealand?

    Der er kun en tidszone i New Zealand. I princippet er New Zealand 11 timer foran dansk tid, men da New Zealand har sommertid fra oktober til marts, er forskellen 12 timer. I deres vinter mellem april og september er forskellen til gengæld 10 timer på grund af den danske sommertid.

    Hvad er reglerne med drikkepenge i New Zealand?

    Det er kutyme at give drikkepenge i New Zealand. Lønningerne i servicebranchen er generelt lave, så for mange, der arbejder i branchen, er det vigtigt, at man er opmærksom på denne skik. På restauranter og i taxa’er er drikkepenge inkluderet i priserne, men det er ikke ualmindeligt, at give 10 % ekstra, hvis man har været tilfreds med maden eller servicen. Stuepigerne på hotellerne sætter også pris på drikkepenge (1$ pr nat pr. rejsedeltager). På rundrejsen vil der være tale om drikkepenge til buschauffører, lokalguider og hotelpersonale. Det beløber sig ca. til 75$ pr. rejsedeltager, men det er naturligvis helt op til den enkelte, hvor meget man ønsker at give. Af denne grund har vi derfor ikke inkluderet drikkepenge i rejsens pris.

    Hvordan er hotellerne i New Zealand?

    Vi har valgt dejlige 3-stjernede hoteller med god beliggenhed, men da hotellerne i New Zealand ikke tildeles stjerner efter dansk standard, kan der være hoteller, hvor man vil opleve en lavere standard. Der er desuden områder f.eks. på Sydøen, hvor udvalget af hoteller er begrænset. Vi gør opmærksom på, at der i sjældne tilfælde kan forekomme hotelændringer undervejs på rejsen. Eventuelle ændringer vil tilstræbes at være af tilsvarende standard.

    Hvordan er sikkerheden i New Zealand?

    New Zealand er et af de lande i verden med mindst kriminalitet. Trods det skal man udvise forsigtighed med hensyn til penge og værdigenstande og f.eks. undlade at medbringe værdifulde smykker. Opbevar penge, pas og kreditkort tæt på kroppen og vær ekstra opmærksom, når du handler.

    Skal jeg bringe en adapter med til New Zealand?

    Husk opladeren til f.eks. kamera og mobiltelefon. Vær opmærksom på, at stikkene i New Zealand er anderledes, og det er nødvendigt med en adapter. Denne kan købes i el-forretninger, hos isenkræmmere og i lufthavnen.

    Hvad koster det at ringe fra New Zealand?

    Det er dyrt at ringe til Danmark fra hotellerne i New Zealand, og det kan også blive en dyr fornøjelse at bruge sin mobiltelefon i New Zealand. Har du brug for at tale meget i telefon på rejsen, så benyt internettelefoni. Der er adgang til internettet på de fleste hoteller, der ofte har et ”business center”, og en del hoteller tilbyder helt eller delvist gratis WiFi. Internetcafeer er udbredt i de fleste byer.

    Skal du ringe fra Danmark til New Zealand: tast 0064 + tlf. nr.
    Skal du ringe fra New Zealand til Danmark: tast 0045 + tlf.nr.

    Hvordan er maden og vandet i New Zealand?

    Det new zealandske køkken forener det bedste fra Asien, Europa og Stillehavsøerne. Udbuddet af friske kvalitetsråvarer er stort, og fisk, skaldyr og kød fra lam og kvæg er ofte på menukortet. Nationalretten er lammekølle med mintsauce, og marengsdesserten “Pavlova” med kiwifrugter er også en typisk new zealandsk ret. De new nealandske vine har i løbet af få år taget verden med storm, og den new zealandske Sauvignon Blanc har især vundet mange internationale priser. Vinområderne ligger primært i de tørre, solrige regioner på østkysten, men også omkring Auckland, Nelson og Queenstown dyrkes der vin. New zealænderne er også gode til at brygge øl. De mest populære ølmærker er Steinlager og Kiwi Lager, men der findes også mange mindre bryggerier, der laver udmærket øl. Drikkevand fra hanen er lige så godt som i Danmark og kan drikkes uden betænkelighed.

    Hvordan er reglerne for rygning i New Zealand?

    Al rygning på offentlige steder er forbudt. New zealænderne værner meget om deres natur, og man skal undlade at efterlade cigaretskodder i naturen.

  • Gode råd

    Hvad skal jeg medbringe til New Zealand?

    New zealænderne har en meget afslappet livsstil og klæder sig derefter, så det vil være en god retningslinje. Der kan være meget svingende temperaturer i løbet af rejsen, da vi både opholder os ved kysten og i bjergene. Medbring derfor tøj til alle vejrforhold. Man kan om sommeren forvente temperaturer på ned til 10-12 grader om morgenen, og senere på dagen op mod 25-28 grader. På sejlturene har man brug for en varm jakke. Har du ikke har fået det helt rigtige med, producerer new zealænderne ”outdoor wear” af god kvalitet. Skulle der blive behov for myggespray, kan det med fordel købes i New Zealand, og det gælder også solcreme med høj faktor.

    Ved evt. bagageforsinkelse er det en fordel at have de vigtigste ting med i håndbagagen f.eks. medicin, kontaktlinsevæske, tandbørste og et ekstra sæt tøj. I Østen er det vigtigt, at man klæder sig passende, når vi besøger helligdomme.

  • Fakta

    Fakta om New Zealand

    • Statsform: Konstitutionelt monarki
    • Hovedstad: Wellington med 412.500 indbyggere.
    • Største by: Auckland med 1,5 mio. indbyggere.
    • Befolkning: 4,5 mio. indbyggere. 80 % er af europæisk afstamning, 15 % er maorier, 5 % er polynesiere og asiater.
    • Sprog: Engelsk og maori.
    • Areal: 269.057 km² – ca. 6 gange større end Danmark
    • Fra nord til syd: Der er 1.600 km fra toppen af Nordøen til sydspidsen af Sydøen.
    • Højeste punkt: Mount Cook – 3.765 m.
    • Længste flod: Waikato – 425 km.
    • Nationaldag: Waitangi Day 6. februar – den dag i 1840, hvor Treaty of Waitangi blev underskrevet.
    • Nationalfugle: Kiwi og tui.
    • Nationaltræ: Pohutukawa – det new zealandske juletræ.
    • Nationalsymbol: Et bregneblad.
    • Klima: New Zealands beliggenhed på den sydlige halvdel af jordkloden betyder, at det er sommer i New Zealand, når vi har vinter i Danmark og omvendt. Landet strækker sig over flere klimabælter – fra subtropisk i nord til næsten subarktisk i syd. Det karakteristiske ved det new zealandske vejr er, at det veksler meget inden for små afstande. På Sydøens vestkyst falder der næsten syv meter regn om året, hvorimod der på den østlige side af Southern Alps kun falder 30 cm regn om året. Det gennemsnitlige antal solskinstimer er på 2.400 og er langt højere end Danmarks 1.700.