Se mere: privatlivspolitik
Når du tager afsted på en rundrejse til Mauritius med dansk rejseleder, er der nogle praktiske oplysninger, som du skal have styr på både før, under og efter rejsen. Nedenfor finder du et overblik over al den relevante praktiske information såsom pas- og visumregler, lokale skikke og gode råd til din rejse til Mauritius.
Danske statsborgere kan rejse visumfrit ind i Mauritius ved ophold på under 3 måneder. Dit pas skal være gyldigt under hele opholdet. Du kan læse nærmere på Udenrigsministeriets rejsevejledning
Det anbefales, at du medbringer en kopi af dit pas og dine forsikringspapirer – enten i papirform eller på telefonen.
Du skal udfylde en indrejseformular før din ankomst til Mauritius. Find og udfyld rejseformularen her. Husk at printe et fysisk eksemplar ud, med den QR kode der bliver genereret. Dette skal du medbringe på rejsen.
Du kan finde en vejledning til udfyldning af indrejseformular til Mauritius her.
Mauritius anvender valutaen Mauritiske rupier (MUR). Valutaen kan hæves i hæveautomater og banker med kreditkort som Visa og Mastercard, eller du kan veksle med Euro og US-dollars. Det kan være en god idé at medbringe flere kreditkort. Husk de nødvendige informationer i tilfælde af, at du får brug for at spærre kortet.
Som bekendt er det blevet sværere at veksle kontanter når man er ude på rejse. Derfor anbefaler vi kreditkort samt at medbringe Euro på rejser i Europa, og Euro eller US dollars på oversøiske rejser.
De aktuelle regler for, hvad du må bringe med hjem fra udlandet, kan du læse om på www.borger.dk’s hjemmeside.
Vær opmærksom på, at væsker (drikkevarer, parfume, toiletartikler og lignende) kan blive konfiskeret ved flyskift, også selvom de er blevet plomberet ved indkøb i foregående lufthavne. Vi anbefaler derfor, at du venter med toldfrie indkøb til den sidste lufthavn inden ankomstlufthavnen.
Kontakt egen læge eller Danske Lægers Vaccinations Service på www.sikkerrejse.dk for at få rådgivning om, hvilke vaccinationer, der er påkrævet eller anbefales i forbindelse med din rejse.
Det er en god idé at informere rejselederen om specielle sygdomme – en information som naturligvis bliver behandlet fortroligt. Tager du livsvigtig medicin, anbefaler vi, at du medbringer et medicinpas med en beskrivelse af indholdet på engelsk. Denne kan fås hos egen læge eller på apoteket. Husk at pakke medicinen i håndbagagen.
Som udgangspunkt skal alle rejsende være selvhjulpne. Vores rejser er generelt ikke for gangbesværede, da mange seværdigheder opleves til fods og kræver, at du er i stand til at gå min. 5 km dagligt.
På enhver udlandsrejse har du behov for en god rejseforsikring, som dækker i forbindelse med akut opstået sygdom mv. Risskov Rejser samarbejder med Gouda, som er specialiseret i rejseforsikringer og tilbyder produkter med dækninger, som hører til landets bedste. Kontakt vores rejsekonsulenter – de kan rådgive dig, så du får en forsikring, der passer til dit behov.
Vi anbefaler altid, at værdigenstande såsom livsnødvendig medicin, kamera, smykker og penge opbevares i håndbagagen. Det kan også være en god ide at pakke et ekstra sæt tøj og tandbørste i håndbagagen, så de vigtigste ting er ved hånden ved en eventuel bagageforsinkelse.
Rejser I to sammen, kan det være en fordel at fordele bagagen 50/50.
En del flyselskaber tillader ikke, at du medbringer batterier eller batteridrevne enheder i den indleverede bagage. Disse skal i stedet medbringes i håndbagagen. Det gælder eksempelvis bærbare computere, tablets, power banks etc.
Vi har som hovedregel valgt 3- og 4-stjernede hoteller på vores rundrejser, men da udenlandske hoteller ikke tildeles stjerner efter dansk standard, kan der være hoteller, hvor du vil opleve en anelse lavere standard. Vi gør opmærksom på, at der i sjældne tilfælde kan forekomme hotelændringer undervejs på rejsen. Eventuelle ændringer vil tilstræbes at være af tilsvarende standard.
Busserne er af god turiststandard efter lokale forhold. Bemærk, at der på busrejser er begrænset plads til håndbagagen, som skal kunne stå under sædet, da hattehylden er forbeholdt overtøj.
Mauritius’ køkken bærer bræg af landets mange forskellige etniciteter. Menukortet kan derfor byde på retter fra det britiske, franske, kinesiske, indiske og afrikanske køkken eller en blanding af disse. Du må heller ikke blive forbavset, hvis du får serveret fransk forret, indisk hovedret og kinesisk dessert.
Da Mauritius er omgivet af hav, vil du ofte opleve, at fisk og skaldyr fylder en stor del af menukortet. Det bedste seafood finder du på restauranter ved stranden, hvor du kan nyde den friske fangst.
Vil du prøve en mauritisk klassiker, skal du bestille en Rougaille, som er en tomatsauce kogt op med hvidløg, ingefær, timian og chili og tilsat enten pølser eller fisk. Dertil serveres en portion ris. En anden ret, som du ofte vil finde på restauranterne, er mauritisk karry. Den kan bestilles i mange forskellige variationer og minder om indiske karryretter. Dog er den knap så stærk og er lavet på en base af hvidløg, løg og karryblade.
Skal du have noget at slukke tørsten i, kan du bestille en Alouda, som er en mælkedrik med chiafrø og sirup, der ofte serveres i en grøn eller pink farve. Er du mere til en sikker kending, kan du bestille te, som er en af øens helt store industrivarer. Al teen håndplukkes, og især vanilje-teen er en populær mauritisk variant. En anden flydende lokalvare er rom. Prøv den kendte Chamarel-rom, der er fremstillet på sukkerrør, som er håndplukket fra Chamarel-destilleriets egne plantager.
Det anbefales at købe vand på flaske, da vandet ikke er rent nok til at kunne drikkes.
Tidsforskel
Mauritius bruger ikke sommertid og er derfor 3 timer efter dansk vintertid og 2 timer efter dansk sommertid.
Drikkepenge
I Mauritius gives drikkepenge oftest som en påskønnelse af god service. Guider og chauffører modtager normalvis drikkepenge, men på hoteller og restauranter vil du ofte blive opkrævet et servicegebyr på regningen.
Elektricitet, mobil, Wi-Fi
Der anvendes 220 volt i stikkontakten i begge lande, men du bør medbringe en adapter, da stikket fra danske el-apparater ofte ikke passer i stikkontakten. Adapteren kan købes i lufthavnen eller i elektronikbutikker.
Det er ofte dyrt at bruge en dansk mobiltelefon uden for Europa. Internettelefoni er den billigste løsning, og der er adgang til gratis Wi-Fi på de fleste hoteller. Landekode til Danmark ved opkald fra udlandet er +45 før telefonnummeret. Vi anbefaler altid, at du kontakter din abonnementsudbyder, hvis du er i tvivl om, hvorvidt du kan bruge tele- og datatjenester uden ekstra omkostninger på din rejsedestination.
Sikkerhed
I Mauritius er det sikkert at være turist, men almindelig påpasselighed anbefales, især efter mørkets frembrud. Vær opmærksom på, hvor du bevæger dig hen og følg rejselederens råd. Pas på ejendele i lufthavne og i større menneskemængder, og hav gerne vigtige dokumenter og kontanter tæt på kroppen. Undgå at bære kostbare smykker, og hold lav profil med dyre kameraer og mobiltelefoner. Det kan være en god idé at opbevare værdigenstande, der ikke medbringes på udflugter, i sikkerhedsboksen på hotellet.
Rygning
I Mauritius er rygning ikke tilladt i offentlig transport. Ligeledes vil der på de fleste restauranter, hoteller, strande og offentlige områder være rygeforbud. Rejselederen vil naturligvis informere om de aktuelle rygeregler ved ankomst.
Ideer til indkøb
Er du tedrikker, er Mauritius det helt rigtige sted at hamstre nye varianter til tesamlingen. Øen er storproducent af håndplukket kvalitetste. Ved tefabrikken Bois Cheri finder du mange forskellige varianter, men vanilje og kokos er blandt de mest populære hos turister.
Til den søde tand kan Mauritius byde på rørsukker i massevis. Øen er tapetseret af grønne sukkerrørsmarker, som bidrager til en rørsukkerproduktion af højeste kvalitet. Du finder sukkeret i flere forskellige varianter og mængder lige fra krystaller til fint raffineret.
Møde med en anden kultur
I Mauritius er der ingen krav til påklædningen. Dog er det kutyme at være pænt klædt på, hvis du skal ud at spise om aftenen, eksempelvis bør mænd bære lange bukser og lukkede sko. Vil du besøge templer og moskéer, skal du undgå at vise skuldre og knæ.
Dubai og Mauritius har begge et tropisk klima, og temperaturerne ligger derfor gennemsnitligt på 30 grader. Nætterne er dog ofte køligere med temperaturer ned til 20 grader. I Mauritius ligger vandtemperaturerne inde ved kysten sjældent under 25 grader.
Mauritius
Vores rejser
her
Når du rejser med os
Bliv inspireret
Åbningstider
Randers
Østergade 10A,
8900 Randers
København
Store Kongensgade 62,
1264 København K
© Risskov Rejser A/S 2023