Firma – og grupperejser

Når rejsen går til Balkan

Når du tager afsted på en rundrejse til Balkan med dansk rejseleder, er der nogle praktiske oplysninger, som du skal have styr på både før, under og efter rejsen. Nedenfor finder du et overblik over al den relevante praktiske information såsom pas- og visumregler, lokale skikke og gode råd til din rejse til Balkan-landene Kroatien, Serbien, Bosnien-Hercegovina og Montenegro.

Har du spørgsmål til dine rejsedokumenter eller de lokale forhold, sidder vi klar til at hjælpe, så du får en tryg og behagelig rejse.

Passet skal være gyldigt i mindst tre måneder ud over opholdet og medbringes som ID ved flyrejser. Det anbefales at medbringe en kopi af pas og forsikringspapirer, evt. både i papirform og tilgængeligt på telefonen. Visum til Montenegro er ikke nødvendigt for danske statsborgere.

Vi anbefaler for alle fire lande, at man medbringer et beløb i euro, som kan veksles lokalt.

Møntfoden i Kroatien er kuna (HRK), og der er mange hæveautomater i byerne. Varehuse, hoteller og restauranter tager imod alle gængse kreditkort. I de små lokale butikker skal der som regel betales med kontanter.

I Bosnien-Hercegovina er møntfoden convertible mark (BAM). Enkelte butikker, restauranter og caféer tager ikke imod internationale kreditkort.

I Montenegro bruges euro (EUR). Kreditkort kan bruges i butikker, hoteller og restauranter, og hæveautomater bør kun benyttes indenfor i banker, supermarkeder eller i andre større kommercielle bygninger.

Vær opmærksom på, at væsker (drikkevarer, parfume, toiletartikler og lignende) kan blive konfiskeret ved flyskift, endda selv om de er blevet plomberet ved indkøb i foregående lufthavne. Derfor anbefaler vi, at du venter med toldfrie indkøb til den sidste lufthavn inden ankomstlufthavnen.

 

 

Det er en god idé at informere rejselederen om specielle sygdomme – en information, som naturligvis bliver behandlet fortroligt. Tager du livsvigtig medicin, anbefaler vi, at du medbringer en beskrivelse af indholdet på engelsk. Kan fås hos egen læge eller på apoteket. Husk at pakke medicinen i håndbagagen.

Som udgangspunkt skal alle rejsende være selvhjulpne. Vores rejser er generelt ikke egnet for gangbesværede, da mange seværdigheder opleves til fods og kræver, at du er i stand til at gå min. 5 km dagligt.

På enhver udlandsrejse har du behov for en god rejseforsikring, som dækker i forbindelse med akut opstået sygdom mv. Risskov Rejser samarbejder med Gouda, som er specialiseret i rejseforsikringer og tilbyder produkter med dækninger, som hører til markedets bedste. Kontakt vores rejsekonsulenter – de kan rådgive dig, så du får en forsikring, der passer til dit behov.

Ved evt. bagageforsinkelse er det en fordel at have de vigtigste ting ved hånden. Det er derfor en god idé at pakke f.eks. medicin, kontaktlinsevæske, tandbørste og et ekstra sæt tøj i håndbagagen.

Vi har som hovedregel valgt 3- og 4-stjernede hoteller på vores rundrejser, men da udenlandske hoteller ikke tildeles stjerner efter dansk standard, kan der være hoteller, hvor man vil opleve en anelse lavere standard. Vi gør opmærksom på, at der i sjældne tilfælde kan forekomme hotelændringer undervejs på rejsen. Eventuelle ændringer vil tilstræbes at være af tilsvarende standard.

På Balkan oplever du en anderledes kultur, og standarder er ikke nødvendigvis som i Danmark. Transportmidler vil være af god turiststandard efter lokale forhold. Bemærk, at der på busrejser er begrænset plads til håndbagage, som skal kunne stå under sædet, for hattehylden er forbeholdt overtøj og lignende.

Fælles for Bosnien-Hercegovina, Kroatien, Montenegro og Serbiens køkkener er, at de er vidunderligt varierede og tydeligt bærer præg af indflydelse fra de omkringliggende lande.

Forretter på Mostar i Bosnien-Hercegovina består typisk af meze, som er en række småretter som de spanske tapas. Det kan være forskellige slags kød – ofte lamme-, svine- og oksekød – gerne suppleret med små ostefyldte peberfrugter og ajvar, som er en smagfuld pasta lavet på soltørrede tomater og peberfrugter. Kød er i det hele taget en vigtig del af det serbiske måltid, og portionsstørrelsen er gerne så stor, at den for en dansker virker overvældende. Hvis der er plads i maven efter det store festmåltid, så bestil en baklava, som er en sød filodej-kage, som ofte ledsages af en kugle vaniljeis.

Kroatien er et lille land, men dets køkken er imponerende varieret, fordi det med sin geografiske placering og rige historie har fået lov til at udvikle sig i mange forskellige retninger. Mange kroatiske fester er uløseligt forbundne med mad, hvad enten begivenheden er privat – fødselsdag, bryllup eller dåb – eller om den er religiøs med fejring af lokale helgener eller jul. I Dalmatien er køkkenet præget af retter med fisk, skaldyr, grøntsager og middelhavsurter som rosmarin, salvie og laurbær, men her tilbederes også alverdens kød til den store guldmedalje – dog sjældent svinekød. Traditionelle dalmatiske restauranter kaldes konobaCevapcici er en ret, der er gået i arv fra tyrkerne og dengang de var del af det osmanniske imperium. Den er lavet af hakket oksekød, formet som en lille pølse serveret med f.eks. kajmak (et cremet mejeripordukt) og løg – ganske velsmagende.

I Montenegro vil man opleve en blanding af det kontinentale og det mediterranske køkken. Montenegro er bl.a. kendt for deres oste – prøv f.eks. Njegusi-osten, som er en blanding af ko- og gedeost – og deres skinke, som også lyder navnet Njegusi og minder om parmaskinke.

Serbisk mad er en skøn forening af græske, tyrkiske og ungarske ingredienser og smage. Kød, grøntsager, ris og kartofler udgør en stor del af menuen i Serbien.

Vi anbefaler, at man køber vand på flaske på besøg i de fire lande. Man kan drikke vandet fra hanen, men det smager anderledes end dansk postevand, fordi det tilsættes klor og renses med flere kemikalier, end vi er vant til.

Elektricitet, mobil & Wi-Fi

Husk opladeren til f.eks. kamera og mobiltelefon. Bosnien-Hercegovina, Kroatien, Montenegro og Serbien benytter alle 220 volt, og stikkene er de samme som i Danmark. Det er derfor ikke nødvendigt med en adapter.

Det er sædvanligvis dyrt at bruge en dansk mobiltelefon uden for Danmark, bortset fra rejse i EU-lande, hvor der er indført roaming til hjemmetakst, således at du kan ringe, sende sms og bruge datatjenester uden ekstra omkostninger.  Landekode til Danmark ved opkald fra udlandet er +45 før telefonnummeret.

Tidsforskel

På Balkan har de samme tid som i Danmark.

Drikkepenge

Det er almindeligt at give drikkepenge til dem, der arbejder i servicebranchen, da det for dem er en del af lønnen. Derfor er det vigtigt, at man er opmærksom på denne skik. På restauranter lægger man typisk 10-15 % oven i regningen. Taxachauffører forventer også drikkepenge, og 10 % oven i prisen er passende. Stuepigerne på hotellerne sætter også pris på drikkepenge (1 euro pr. nat pr. rejsedeltager). Der vil være tale om drikkepenge til buschauffører og lokalguide, og det beløber sig til ca. 25-30 euro, men det er naturligvis helt op til den enkelte, hvor meget man ønsker at give. Af denne grund har vi ikke inkluderet drikkepenge i rejsens pris, og det skal understreges, at drikkepenge er frivillige.

Rygning

Rygning i bussen er ikke tilladt. Rejselederen vil naturligvis informere om de aktuelle rygeregler ved ankomst.

Sikkerhed

Opbevar værdigenstande i sikkerhedsboks på værelset eller i receptionen. Enkelte hoteller tager depositum for nøglen, og beløbet refunderes ved returnering. Lommetyve er primært et storbyfænomen – også i Kroatien, Serbien, Montenegro og Bosnien-Hercegovina. Gå derfor ikke med pengepung i baglomme, åben taske eller rygsæk.

Ideér til indkøb og museer

Ottomanerne bragte glæden ved kobber til Bosnien-Hercegovina, og i dag er forskellige kobbervarer glimrende køb på et besøg her. Der er mange uægte kobbervarer i omløb, så køb kun ved butikker eller boder, hvor der er kobberværksted tilknyttet, og du kan se varerne blive forarbejdet. I Bosnien-Hercegovina tager man sine sko af, når man træder ind i et privat hjem, og træder i stedet ned i et par hjemmesko eller slippers. Du kan finde dem i uld eller skinnende og farvestrålende og med udsmykninger og detaljer på de fleste markeder.

I den gamle bydel i Split, Kroatien finder du fine shoppinggader med moderne modebutikker, og næsten hver dag er der marked med kreative, originale kunstværker, hjemmelavede smykker og tøj med håndtrykt print. Splits store grøntsagsmarked bugner af frugt og grønt i sæson, og her kan du også finde en god olivenolie, ost eller et glas honning til at tage med hjem i kufferten.

Montenegro er ikke kendt for at være et shoppe-mekka, men i f.eks. Budva og Kotor er der gode muligheder for at købe souvenirs med hjem.

I nogle dele af Kosovo, Bosnien-Hercegovina og Kroatien vil du blive mødt med skæve blikke og hovedrysten, hvis du giver udtryk for at være på udkig efter jugoslaviske souvenirs, men i Serbien bliver det stolt vist frem og solgt med et smil. Kommunistisk inspirerede metal-emblemer, smykker og andre insignier er klassiske køb fra Serbien. Rakia er en frugt-brandy, som findes i forskellige versioner over hele Balkan, mens dessertvinen Bermet er særlig for Serbien. Potter og andre lervarer er også typiske gode køb i Serbien.

 

Ved besøg i kirker og andre religiøse bygninger forventes det, at skuldre og knæ er dækkede. Hvis ikke, risikerer man at blive afvist ved indgangen. Ved besøg i moskéer må hverken mænd eller kvinder være iført shorts eller sko. Kvinder skal desuden bære langærmet bluse og hovedtørklæde. Fotografering er ikke altid tilladt i religiøse bygninger – spørg rejselederen eller de lokale til råds.

Bosnien-Hercegovina har varme somre og kolde vintre. Ved kysten er vintrene milde og regnfulde.

Kroatien har et varieret klima. I nord og øst er der fastlandsklima, ved kysten middelhavsklima og i landets sydlige og centrale dele er der højlandsklima.

Montenegro har mildt tempereret klima, kolde overskyede våde vintre og varme, klare, tørre somre.

Serbien har kontinentalt klima i nord med varme somre og kolde vintre. I den sydlige del af landet er der kontinentalt middelhavsklima med milde til varme somre og kolde vintre.

Bosnien-Hercegovina

  • Statsform: Bosnien-Hercegovina består af to autonome stater: en muslimsk-kroatisk føderation og en serbisk republik.
  • Hovedstad: Sarajevo med 697.000 indbyggere
  • Befolkning: 3,9 mio. indbyggere
  • Religion: Muslimer 50 %, ortodokse 31 % og romerskkatolske 15 %.
  • Sprog: Bosnisk, serbisk og kroatisk er alle officielle sprog.
  • Areal: 51.1597 km² (Danmark 43.094 km²).

Kroatien

  • Statsform: Republik.
  • Hovedstad: Zagreb med 800.000 indbyggere.
  • Befolkning: 4,3 mio. indbyggere.
  • Religion: Katolikker 86 %, ortodokse 4 %, muslimer 2 %.
  • Sprog: Kroatisk.
  • Areal: 56.594 km².

Montenegro

  • Statsform: Republik.
  • Hovedstad: Podgorica 156.000 indbyggere.
  • Befolkning: 614.250 indbyggere.
  • Religion: Ortodokse 72 %, muslimer 20 %, katolikker 3 %.
  • Sprog: Officielt montegrinsk, men også serbisk, bosnisk og albansk.
  • Areal: 13.812 km² (Danmark 42.094 km2).

Serbien

  • Statsform: Republik.
  • Hovedstad: Beograd 1,4 mio.
  • Befolkning: 7,1 mio. indbyggere.
  • Religion: Ortodokse kristne 85 %, katolikker 5 % og muslimer 3 %.
  • Sprog: Officielt serbisk 88 %, ungarsk 3 %, bosnisk 2 %.
  • Areal: 77.474 km² (Danmark 43.094 km²).

Rejsetips, spændende artikler & de bedste tilbud – direkte i din indbakke