Se mere: privatlivspolitik
Når du tager afsted på en rundrejse til Dubai med dansk rejseleder, er der nogle praktiske oplysninger, som du skal have styr på både før, under og efter rejsen. Nedenfor finder du et overblik over al den relevante praktiske information såsom pas- og visumregler, lokale skikke og gode råd til din rejse i Dubai.
Ophold i Dubai er visumfrit i maksimalt 90 dage. Passet skal være gyldigt i mindst 6 måneder fra ankomstdagen. Vær opmærksom på, at hvis du har et stempel fra Israel i dit pas, kan du risikere at blive afvist i immigrationskontrollen ved ankomst. Det anbefales, at du medbringer en kopi af dit pas og dine forsikringspapirer – enten i papirform eller på telefonen.
Vi anbefaler, at du altid læser Udenrigsministeriets opdaterede rejsevejledning inden afrejse.
I Dubai anvendes valutaen Arabiske dirham (AED), som kan hæves i hæveautomater og banker. Hæveautomaterne findes overalt i byen og accepterer de sædvanlige kreditkort som Visa og Mastercard. Det er derfor ikke en nødvendighed at hæve kontanter hjemmefra. Det kan være en god idé at medbringe flere kreditkort. Husk de nødvendige informationer i tilfælde af, at du får brug for at spærre kortet.
De aktuelle regler for, hvad du må bringe med hjem fra udlandet, kan du læse om på
www.borger.dk’s hjemmeside her.
Vær opmærksom på, at væsker (drikkevarer, parfume, toiletartikler og lignende) kan blive konfiskeret ved flyskift, også selvom de er blevet plomberet ved indkøb i foregående lufthavne. Vi anbefaler derfor, at du venter med toldfrie indkøb til den sidste lufthavn inden ankomstlufthavnen.
Kontakt egen læge eller Danske Lægers Vaccinations Service på www.sikkerrejse.dk for at få rådgivning om, hvilke vaccinationer, der er påkrævet eller anbefales i forbindelse med din rejse.
Det er en god idé at informere rejselederen om specielle sygdomme – en information som naturligvis bliver behandlet fortroligt. Tager du livsvigtig medicin, anbefaler vi, at du medbringer et medicinpas med en beskrivelse af indholdet på engelsk. Denne kan fås hos egen læge eller på apoteket. Husk at pakke medicinen i håndbagagen.
Som udgangspunkt skal alle rejsende være selvhjulpne. Vores rejser er generelt ikke for gangbesværede, da mange seværdigheder opleves til fods og kræver, at du er i stand til at gå min. 5 km dagligt.
På enhver udlandsrejse har du behov for en god rejseforsikring, som dækker i forbindelse med akut opstået sygdom mv. Risskov Rejser samarbejder med Gouda, som er specialiseret i rejseforsikringer og tilbyder produkter med dækninger, som hører til landet bedste. Kontakt vores rejsekonsulenter – de kan rådgive dig, så du får en forsikring, der passer til dit behov.
Busserne er af god turiststandard efter lokale forhold. Bemærk, at der på busrejser er begrænset plads til håndbagagen, som skal kunne stå under sædet, da hattehylden er forbeholdt overtøj.
Vi har som hovedregel valgt 3- og 4-stjernede hoteller på vores rundrejser, men da udenlandske hoteller ikke tildeles stjerner efter dansk standard, kan der være hoteller, hvor man vil opleve en anelse lavere standard. Vi gør opmærksom på, at der i sjældne tilfælde kan forekomme hotelændringer undervejs på rejsen. Eventuelle ændringer vil tilstræbes at være af tilsvarende standard.
Vi anbefaler altid, at værdigenstande såsom livsnødvendig medicin, kamera, smykker og penge opbevares i håndbagagen. Det kan også være en god ide at pakke et ekstra sæt tøj og tandbørste i håndbagagen, så de vigtigste ting er ved hånden ved en eventuel bagageforsinkelse.
Rejser I to sammen kan det være en fordel at fordele bagagen 50/50.
En del flyselskaber tillader ikke, at man medbringer batterier eller batteridrevne enheder i den indleverede bagage. Disse skal i stedet medbringes i håndbagagen. Det gælder eksempelvis bærbare computere, tablets, power banks etc.
Dubai er et multikulturelt madmekka, hvor man finder retter fra hele verden. Autentiske arabiske retter er kendetegnet ved at indeholde især krydderier som kanel, gurkemeje og saffran. Måltiderne vil ofte bestå af en stuvning af enten grøntsager, kød eller fisk og tilhørende ris.
I Dubai finder man også kamel på menukortet. Fyldt kamel er en traditionel ret, hvor kødet fyldes med eksempelvis kylling, æg, fisk eller krydderier. I iskiosken kan man også finde is lavet på den salte kamelmælk. Beduinerne har i mange år anvendt kamelmælk i madlavningen, da det indeholder meget C-vitamin og jern.
En anden klassisk ret er Harees. Retten har en konsistens som budding og består af kogt eller formalet hvede, blandet med kød og krydderier.
Har man lyst til at prøve street food, kan sharwarma anbefales. Det er krydrede langtidsstegte kødstrimler, ofte kylling eller lam, som serveres i et pitabrød.
Det anbefales at købe vand på flaske i Dubai, da vandet ikke er rent nok til at kunne drikke.
Dubai bruger ikke sommertid og er derfor 3 timer efter dansk vintertid og 2 timer efter dansk sommertid.
I Dubai er det god skik at give drikkepenge til chauffører, hotelansatte og guider. Der er ikke et fast beløb, men det kan være en god ide at give omkring 5-10 Dirham. På restauranter, cafeer og barer vil der ofte blive pålagt et servicegebyr på 10-15 % på regningen.
Der er generelt meget høj sikkerhed i Dubai, da kriminaliteten lav. Det anbefales dog stadigvæk at udvise forsigtighed i forhold til penge og værdiggenstande. Opbevar penge, pas og kreditkort tæt på kroppen og vær ekstra opmærksom, når du handler eller hæver penge. Det kan være en god ide at opbevare værdiggenstande, der ikke medbringes på udflugter, i sikkerhedsboksen på hotellet.
Der anvendes 220 volt i stikkontakten, men man bør medbringe en adapter, da stikket fra danske el-apparater ofte ikke passer i stikkontakten. Adapteren kan købes i lufthavnen eller i elektronikbutikker.
Det er ofte dyrt at bruge en dansk mobiltelefon uden for Europa. Internettelefoni er den billigste løsning, og der er adgang til gratis Wi-Fi på de fleste hoteller. Landekode til Danmark ved opkald fra udlandet er +45 før telefonnummeret. Vi anbefaler altid, at du kontakter din abonnementsudbyder, hvis du er i tvivl om, hvorvidt du kan bruge tele- og datatjenester uden ekstra omkostninger på din rejsedestination.
Det er tilladt at ryge almindelige cigaretter eller lignende i Dubai, men vær opmærksom på, at E-cigaretter er ulovlige.
Dubai er en god shoppingby med mange store indkøbscentre. Hvis du vil have en spiselig souvenir med hjem fra Dubai, kan du kigge efter chokolade lavet på kamelmælk. Det er en delikatesse, som kun produceres af virksomheden Al Nassama. Chokoladen fås i fem varianter blandt andet dadler og stærke krydderier.
Der er lang tradition for at dyrke kaffe i Mellemøsten, og derfor kan det anbefales at købe traditionel arabisk kaffe med hjem. Hvis man vil fuldende drikkeoplevelsen, kan man gå på jagt efter de arabiske kobberfarvede kaffekander, kaldet dallah. Vær dog opmærksom på, at nogle kun sælges til dekorativt brug.
Dubai er også kendt for sine persiske tæpper. De farverige tæpper produceres i høj kvalitet, og kan derfor være en investering at købe. Hvis man ønsker at købe et tæppe med hjem, anbefales det at tjekke kvaliteten og autenciteten af tæppet, inden man betaler.
I Dubai er en stor andel af befolkningen muslimer, og man bør derfor respektere deres skikke og kultur. Det anbefales at gå anstændigt klædt, og det kan være en god ide at undgå at vise skuldre og knæ. Ligeledes bør man kun bære badetøj ved stranden og poolen.
Dubai accepterer ikke, at man indtager alkohol i det offentlige rum. Dette kan i stedet købes på restauranter, cafeer og barer.
Vær desuden forsigtig med at vise intimitet i det offentlige rum eksempelvis at kysse eller omfavne, da dette betragtes som uacceptabelt adfærd.
Vær opmærksom på, at det er ulovligt at tage billeder i militære områder, havne, lufthavne og statslige bygninger.
Dubai har et tropisk klima og temperaturerne ligger derfor gennemsnitligt på 30 grader. Der forekommer ikke meget nedbør, men dette kan opleves i vinterperioden fra december til februar. Nætterne kan være køligere med temperaturer ned til 20 grader.
Vores rejser
her
Når du rejser med os
Bliv inspireret
Åbningstider
Randers
Østergade 10A,
8900 Randers
København
Store Kongensgade 62,
1264 København K
© Risskov Rejser A/S 2023