Firma – og grupperejser

Når rejsen går til England

Når du tager afsted på en rundrejse til England med dansk rejseleder, er der nogle praktiske oplysninger, som du skal have styr på både før, under og efter rejsen. Nedenfor finder du et overblik over al den relevante praktiske information såsom pas- og visumregler, lokale skikke og gode råd til din rejse til England.

Har du spørgsmål til dine rejsedokumenter eller de lokale forhold, sidder vi klar til at hjælpe, så du får en tryg og behagelig rejse.

Pas skal medbringes som ID ved flyrejser og være gyldigt under opholdets varighed.

Det anbefales at medbringe en kopi af pas og forsikringspapirer, evt. både i papirform og tilgængeligt på telefon.

De aktuelle regler for, hvad du må bringe med hjem fra udlandet, kan du læse om på www.borger.dk’s hjemmeside her.

Vær opmærksom på, at væsker (drikkevarer, parfume, toiletartikler og lignende) kan blive konfiskeret ved flyskift, endda selv om de er blevet plomberet ved indkøb i foregående lufthavne. Derfor anbefaler vi, at du venter med toldfrie indkøb til den sidste lufthavn inden ankomstlufthavnen.

Møntfoden er pund sterling (GBP), der kan hæves i automater i de fleste byer. Alle gængse internationale kreditkort kan bruges, men enkelte steder tager man ikke mod kreditkort. Det er en god idé at medbringe flere kreditkort. Husk de nødvendige informationer, hvis du får brug for at spærre kortet.

Som bekendt er det blevet sværere at veksle kontanter når man er ude på rejse. Derfor anbefaler vi kreditkort samt at medbringe Euro på rejser i Europa, og Euro eller US dollars på oversøiske rejser.

Det er en god idé at informere rejselederen om specielle sygdomme – en information, som naturligvis bliver behandlet fortroligt. Tager du livsvigtig medicin, anbefaler vi, at du medbringer en beskrivelse af indholdet på engelsk. Kan fås hos egen læge eller på apoteket. Husk at pakke medicinen i håndbagagen.

Som udgangspunkt skal alle rejsende være selvhjulpne. Vores rejser er generelt ikke egnet for gangbesværede, da mange seværdigheder opleves til fods og kræver, at du er i stand til at gå min. 5 km dagligt.

På enhver udlandsrejse har du behov for en god rejseforsikring, som dækker i forbindelse med akut opstået sygdom mv. Risskov Rejser samarbejder med Gouda, som er specialiseret i rejseforsikringer og tilbyder produkter med dækninger, som hører til markedets bedste. Kontakt vores rejsekonsulenter – de kan rådgive dig, så du får en forsikring, der passer til dit behov.

Ved evt. bagageforsinkelse er det en fordel at have de vigtigste ting ved hånden. F.eks. pakkes medicin, kontaktlinsevæske, tandbørste og et ekstra sæt tøj gerne i håndbagagen. Temperaturen kan svinge en del, så det anbefales at medbringe en let jakke og regnjakke. Da du besøger byer og arkæologiske steder, anbefales det desuden at medbringe fornuftigt fodtøj.

Bemærk, at der er begrænset plads til håndbagage på busrejser. Håndbagagen skal kunne stå under sædet, da hattehylden er forbeholdt overtøj og andre bløde beklædningsdele.

Vi har som hovedregel valgt 3- og 4-stjernede hoteller på vores rundrejser, men da udenlandske hoteller ikke tildeles stjerner efter dansk standard, kan der være hoteller, hvor man vil opleve en anelse lavere standard. Vi gør opmærksom på, at der i sjældne tilfælde kan forekomme hotelændringer undervejs på rejsen. Eventuelle ændringer vil tilstræbes at være af tilsvarende standard.

De engelske pubber er en institution i sig selv; det er her mange mennesker mødes efter arbejde. På langt de fleste pubber serveres en lang række engelske og udenlandske øl, og derudover serveres varme retter på pubberne – såkaldt ”pub food”.

Det engelske køkken har i mange år haft et kedeligt ry, men dette har heldigvis ændret sig. Af klassiske engelske retter kan nævnes Yorkshire pudding, pølseretten Toad in the hole og lammeretten Lancashire hotpot. I alle engelske byer findes ligeledes gode fish’n’chips-restauranter. Five o’clock tea er en hel engelsk institution. Her serveres der scones med marmelade og curd og god engelsk te. Englands koloni-fortid betyder, at der i langt de fleste byer findes gode indiske og kinesiske restauranter.

Man kan drikke vandet fra vandhanen i hele Storbritannien.

Tidsforskel
England er 1 time bagud i forhold til Danmark.

Drikkepenge
Det er almindeligt at give drikkepenge til personer, der arbejder i servicebranchen. På restaurant og café er drikkepenge ofte inkluderet. Såfremt det ikke er inkluderet, er det kutyme at give 10 % af regningens beløb i drikkepenge. Stuepigerne på hotellerne sætter også pris på drikkepenge. På rundrejsen vil der være tale om drikkepenge til buschauffører og restaurantpersonale ved de måltider, der er inklusiv i rejsens pris. Sammen med rejsedokumenterne sender vi information om, hvad vi vurderer som et passende beløb på den pågældende rejse, men det er naturligvis helt op til den enkelte, hvor meget man ønsker at give. Af denne grund har vi derfor ikke inkluderet drikkepenge i rejsens pris, og det skal understreges, at drikkepenge er frivillige.

 

Sikkerhed
Det er en god idé at opbevare værdigenstande i en sikkerhedsboks på værelset eller i receptionen. Enkelte hoteller tager betaling for brug af sikkerhedsboks. Lommetyve er primært et storbyfænomen – også i England. Gå derfor ikke med pengepung i baglomme, åben taske eller rygsæk.

Elektricitet, mobil & Wi-Fi
England benytter 240 volt, og trebens-stik er standard. Derfor anbefales det at medbringe adapter.

Det er sædvanligvis dyrt at bruge en dansk mobiltelefon uden for Danmark, bortset fra rejse i EU-lande, hvor der er indført roaming til hjemmetakst, således at du kan ringe, sende sms og bruge datatjenester uden ekstra omkostninger.  Landekode til Danmark ved opkald fra udlandet er +45 før telefonnummeret. Vi anbefaler altid, at du kontakter din abonnementsudbyder, hvis du er i tvivl om, hvorvidt du kan bruge tele- og datatjenester uden ekstra omkostninger på din rejsedestination.

Rygning
Rygning i bussen er ikke tilladt. Ligeledes vil der på de fleste restauranter, hoteller, strande og offentlige områder være rygeforbud. Rejselederen vil naturligvis informere om de aktuelle rygeregler ved ankomst.

Idéer til indkøb
Overalt i England kan købes souvenirs præget med Union Jack. Derudover kan det anbefales at købe engelsk te fra specialforretninger. De fleste museer har tilknyttet forretninger, hvor man med fordel kan købe reproduktioner af kendte kunstværker og souvenirs af en høj kvalitet.

Nogle museer giver rabat til studerende og ældre, så medbring gerne billeddokumentation. Aldersgrænserne kan variere.

England har maritimt, tempereret klima. Det betyder, at vintertemperaturerne sjældent kommer langt under frysepunktet, og at vejret typisk er fugtigt og omskifteligt. Englands milde vejr hænger bl.a. sammen med den lune Golfstrøm, der går forbi.

  • Statsform: England er del af Storbritannien og har konstitutionelt monarki.
  • Hovedstad: London med 8,1 mio. indbyggere.
  • Befolkning: 55,3 mio. indbyggere. Hele Storbritannien 65,6 mio. indbyggere.
  • Religion: 53 % protestanter, hovedsagelig anglikanere, 10 % romerske katolikker, 2,6 % muslimer, 34,4 % andre (hele Storbritannien).
  • Sprog: Officielle sprog er engelsk, ellers tales walisisk, gælisk samt de emigrerede folkeslags egne sprog.
  • Areal: 130.345 km² – Skotland, Wales og Nordirland ikke medregnet (Danmark 43.094 km²).

Vores rejser til England

Vores rejser

Alle rejser
Foto
Kort

her