Firma – og grupperejser

Når rejsen går til Indien

Når du tager afsted på en rundrejse til Indien med dansk rejseleder, er der nogle praktiske oplysninger, som du skal have styr på både før, under og efter rejsen. Nedenfor finder du et overblik over al den relevante praktiske information såsom pas- og visumregler, lokale skikke og gode råd til din rejse i Indien.

Har du spørgsmål til dine rejsedokumenter eller de lokale forhold, sidder vi klar til at hjælpe, så du får en tryg og behagelig rejse.

Dit pas skal være gyldigt i 6 måneder ud over visumperioden. Der skal være minimum 2 blanke sider i passet.

Der er visumpligt til Indien. Du skal søge et E-Tourist Visa. Det gøres via dette link https://indianvisaonline.gov.in/evisa/tvoa.html på den officielle visa-ansøgningsside for Indiens immigrationsmyndigheder.

Vær opmærksom på, at E-Visa kan søges med 3 forskellige gyldighedsperioder. 1 måned (30 dage) til 25 USD, 1 år til 40 USD eller 5 år til 80 USD. (Vejl.priser pr. 1. september 2019)
Vær særligt opmærksom på, at visum er gældende fra udstedelsesdato, og vi anbefaler derfor, at man søger visum med 1 års gyldighed.

Et E-Visa til Indien er kun en forhåndsgodkendelse. Selve forhåndsgodkendelsen modtages på mail, og her skal der stå “Application Status: Granted”. Denne forhåndsgodkendelse og referencenummer skal printes ud og fremvises ved gaten i lufthavnen inden afrejse fra Danmark. Hvis man ikke kan fremvise en gyldig visumgodkendelse eller ikke bliver godkendt, kommer man ikke med flyet fra København, og Risskov Rejser kan ikke stilles til ansvar herfor. Det er altid den rejsendes eget ansvar at søge visum og medbringe det i lufthavnen.

Selve visummet udstedes ved ankomsten til Indien og er gældende fra den oprindelige ansøgningsdato.

Vi anbefaler, at du altid læser Udenrigsministeriets opdaterede rejsevejledning inden afrejse. http://um.dk/da/rejse-og-ophold/rejse-til-udlandet/pas-og-visum/indien-pas-og-visum/

Den indiske møntfod hedder indiske rupi (INR). Man skal ikke veksle til indisk valuta i Danmark, derimod anbefaler vi at medbringe amerikanske dollars og veksle dem ved ankomst. Man kan også veksle på de fleste hoteller, men her anbefaler vi, at man medbringer mindre sedler, da det ikke er alle steder, de tager imod store sedler. Husk at medbringe pas, når du veksler penge. Store sedler kan være svære at slå i stykker, når man kommer uden for de større byer, så det er en fordel at have en samling mindre sedler.

Det er muligt at betale med kreditkort på hoteller og i større forretninger. Mod gebyr er det muligt at hæve på sit kreditkort i bankernes hæveautomater. Det kan anbefales at medbringe mere end ét kreditkort. På den måde er du på den sikre side, hvis der skulle opstå problemer med det ene kort. Husk de nødvendige informationer, hvis du får brug for at lukke dit kreditkort.

De aktuelle regler for, hvad du må bringe med hjem fra udlandet, kan du læse om på www.borger.dk’s hjemmeside her.

Vær opmærksom på, at væsker (drikkevarer, parfume, toiletartikler o.l.) kan blive konfiskeret ved flyskift, endda selv om de er blevet plomberet ved indkøb i foregående lufthavne. Derfor anbefaler vi, at du venter med toldfrie indkøb til den sidste lufthavn inden ankomstlufthavnen.

Kontakt egen læge eller Danske Lægers Vaccinations Service på www.sikkerrejse.dk for at få rådgivning om, hvilke vaccinationer, der er påkrævet eller anbefales i forbindelse med din rejse. Som grundregel bør du sikre dig, at du har en gyldig vaccination mod difteri, stivkrampe og hepatitis A.

Det er en god idé at informere rejselederen om specielle sygdomme – en information, som naturligvis bliver behandlet fortroligt. Tager du livsvigtig medicin, anbefaler vi, at du medbringer en beskrivelse af indholdet på engelsk. Kan fås hos egen læge eller på apoteket. Husk at pakke medicinen i håndbagagen.

Som udgangspunkt skal alle rejsende være selvhjulpne. Vores rejser er generelt ikke egnet for gangbesværede, da mange seværdigheder opleves til fods og kræver, at du er i stand til at gå min. 5 km dagligt.

På enhver udlandsrejse har du behov for en god rejseforsikring, som dækker i forbindelse med akut opstået sygdom mv. Risskov Rejser samarbejder med Gouda, som er specialiseret i rejseforsikringer og tilbyder produkter med dækninger, som hører til markedets bedste. Kontakt vores rejsekonsulenter – de kan rådgive dig, så du får en forsikring, der passer til dit behov.

Vi anbefaler altid, at værdigenstande såsom kamera, smykker og penge samt livsnødvendig medicin medbringes i håndbagagen. Ved evt. bagageforsinkelse er det en fordel at have de vigtigste ting ved hånden. Det er derfor en god idé at pakke f.eks. medicin, kontaktlinsevæske, tandbørste og et ekstra sæt tøj i håndbagagen. Vi anbefaler desuden altid, at værdigenstande såsom kamera, smykker og penge samt livsnødvendig medicin medbringes i håndbagagen. Rejser I to sammen, kan det være en fordel at fordele bagagen 50/50.

En del flyselskaber tillader ikke, at man medbringer batterier eller batteridrevne enheder i den indleverede bagage. Disse skal i stedet medbringes i håndbagagen. Det gælder eksempelvis bærbare computere, tablets, power banks etc.

Busserne i Indien har ikke helt samme standard som i Europa, men vi har naturligvis valgt den bedste kategori med aircondition. Der vil altid være en buschauffør og en bushjælper med i bussen. Bushjælperen sørger for, at der er rent i bussen og koldt vand til gæsterne. Bemærk, at der er begrænset plads til håndbagage på busrejsen. Håndbagagen skal kunne stå under sædet eller være på hattehylden.

Vi har som hovedregel valgt 3- og 4-stjernede hoteller på vores rundrejser, men da udenlandske hoteller ikke tildeles stjerner efter dansk standard, kan der være hoteller, hvor man vil opleve en anelse lavere standard. Vi gør opmærksom på, at der i sjældne tilfælde kan forekomme hotelændringer undervejs på rejsen. Eventuelle ændringer vil tilstræbes at være af tilsvarende standard.

Det indiske køkken er kendetegnet ved brugen af masser af spændende krydderier. Specielt karry findes i de fleste retter. Karry i Indien er ikke, som vi kender det, men en eksotisk blanding af 5-6 forskellige planter og krydderier, som giver den karakteristiske smag. Kødretter fås mest med kylling eller lam, men mange retter er rene grønsagsretter og med en dejlig, velkrydret smag. Den mest almindelige drik er te, men kaffe er også ved at blive populært.

Man bør ikke drikke vandet fra hanen, og ligeledes frarådes isterninger. Vand på flaske kan købes de fleste steder.

Tidsforskel
Indien er 4,5 time foran dansk vintertid og 3,5 time foran dansk sommertid.

 

Drikkepenge
Det er almindeligt at give drikkepenge i Indien. Lønningerne er generelt meget lave, så for mange af dem, der arbejder i servicebranchen, er det en del af lønnen, og derfor er det vigtigt, at man er opmærksom på denne skik. På rundrejserne i Indien vil der være tale om drikkepenge til bl.a. buschauffører, bushjælper, lokalguider og hotelpiccoloer. Det beløber sig ca. 333 rupier eller 5 amerikanske dollars pr. dag pr. rejsedeltager. Rejselederen vil i starten af rundrejsen lave en indsamling, som vil ske i amerikanske dollars. Nærmere information vil blive tilsendt herom sammen med afrejsedokumenterne, men det er naturligvis helt op til den enkelte, hvor meget man ønsker at give. Af denne grund har vi ikke inkluderet drikkepenge i rejsens pris.

 

Sikkerhed
Selv om kriminaliteten er lav i Indien, skal man udvise forsigtighed med hensyn til penge og værdigenstande og f.eks. undlade at medbringe værdifulde smykker. Opbevar penge, pas og kreditkort tæt på kroppen og vær ekstra opmærksom, når du handler eller hæver penge. Det er en god idé at opbevare værdigenstande, der ikke medbringes på udflugter, i sikkerhedsboks på hotellet.

 

Elektricitet, mobil & Wi-Fi
Indien bruger 220 volt. Danske stik passer i mange stikkontakter, men da der findes mange stiktyper, er det en fordel at medbringe en adapter.

Det er sædvanligvis dyrt at bruge en dansk mobiltelefon uden for Europa. Internettelefoni er den billigste løsning, og der er adgang til gratis Wi-Fi på de fleste hoteller. Landekode til Danmark ved opkald fra udlandet er +45 før telefonnummeret. Vi anbefaler altid, at du kontakter din abonnementsudbyder, hvis du er i tvivl om, hvorvidt du kan bruge tele- og datatjenester uden ekstra omkostninger på din rejsedestination.

Rygning
Rygning i bussen er ikke tilladt. Ligeledes vil der på de fleste restauranter, hoteller, strande og offentlige områder være rygeforbud. Rejselederen vil naturligvis informere om de aktuelle rygeregler ved ankomst.

Vær opmærksom på, at der er forbud mod E-cigaretter i Indien. Undlad derfor at medbringe E-cigaretter, E-væske og vandpiber. Disse elementer vil blive konfiskeret ved ankomst, og man risikerer at få en bøde eller fængselstraf, hvis man findes skyldig.

 

Idéer til indkøb
Uanset om du er mand, kvinde, til de sidste nye trends eller klassisk beklædning, er Indien et festligt shoppingbekendtskab. Farverige sarier, tæpper, pudebetræk og ikke mindst de berømte pashminatørklæder er klassiske Indien-køb. Hvis du vil have sidstnævnte i den ægte kvalitet, så køb det i en butik med godt renommé. Mange indiske markeder bugner også af overdådige smyker i ægte Bollywood-stil, sirligt udskårne træfigurer og krydderier. Duft dig frem, hvis du vil have krydderier med hjem til hylden – de stærkest duftende er typisk af den bedste kvalitet.

For at få det fulde udbytte af rejsen og det bedste indblik i Indien bør man vise respekt for landet og dets indbyggere. Vi skal som gæster i Indien især være opmærksomme på passende påklædning på gaden, og når vi besøger templer og andre hellige steder. Religion sætter på mange måder standarden for, hvordan livet leves, og derfor bør kvindelige turister undgå meget korte shorts og meget korte og nedringede kjoler.

Også når det gælder fotografering, er det vigtigt at vise hensyn. Lokalbefolkningen har som regel intet imod at blive fotograferet, men spørg først og giv et lille beløb til gengæld. Det frarådes generelt at fotografere kvinder i traditionelle og konservative samfund. Visse steder koster det penge at fotografere historiske seværdigheder og templer.

Kun på de større hoteller og restauranter kan man forvente toiletforhold som i Danmark. Jo længere ud på landet man kommer, jo lavere bliver standarden. De såkaldte pedaltoiletter er udbredte, og der er ikke altid toiletpapir til rådighed. Medbring derfor selv toiletpapir fra hotellet eller vådservietter og evt. desinfektionsgelé til hænderne.

Størstedelen af Indien har tropisk klima, men med tempereret klima længst mod nord.

  • Statsform: Republik.
  • Befolkning: 1,3 mia. indbyggere.
  • Hovedstad: New Delhi med 260.000 indbyggere (metropolområde 22,5 mio. indbyggere).
  • Areal: 3.287.263 km² (Danmark 43.094 km²).
  • Religion: Hinduer 80 %, muslimer 14 %, 2,4 % kristne, 2 % sikh.
  • Sprog: Hindi 44 %, bengali 8 %, marathi 7 %, telugu 7 %, tamil 6 % – samt mere end 1.000 andre forskellige sprog eller dialekter. Desuden betragtes engelsk som underordnet officielt sprog og er det vigtigste sprog hvad angår f.eks. politisk og kommerciel rækkevidde.