Se mere: privatlivspolitik
Når du tager afsted på en rundrejse til Indonesien med dansk rejseleder, er der nogle praktiske oplysninger, som du skal have styr på både før, under og efter rejsen. Nedenfor finder du et overblik over al den relevante praktiske information såsom pas- og visumregler, lokale skikke og gode råd til din rejse i Indonesien.
Bemærk, at dit pas skal være gyldigt mindst 6 måneder dage efter udrejse, og der skal være to sammenhængende sider ledige i passet. Opbevar altid passet et sikkert sted på rejsen. Det anbefales desuden, at du altid har en kopi af dit pas med dig – enten i papirform eller på telefonen.
Der er visumpligt for danske statsborgere. Et turistvisum koster 35 USD og er gyldigt for ophold op til 30 dage. Turistvisum fås ved indrejse.
Vi anbefaler, at du altid læser Udenrigsministeriets opdaterede rejsevejledning inden afrejse.
Valutaen i Indonesien hedder rupiah (IDR). Vi anbefaler, at man medbringer amerikanske dollars og Visa-kort. Visa-kort kan anvendes som hævekort i større indonesiske byer. Husk dog at veksle rigeligt med rupiah i små sedler, inden du bevæger dig uden for de gængse turistområder, hvor der ofte ikke er mulighed for at veksle. Bemærk, at man i de fleste hæveautomater kun kan hæve op til det, der svarer til ca. 750 danske kr.
Selv om kriminalitet med kreditkort er begrænset, er det altid en god idé at holde øje med sit kort. Det kan anbefales at medbringe mere end ét kreditkort. På den måde er du på den sikre side, hvis der skulle opstå problemer med det ene kort. Husk de nødvendige informationer, hvis du får brug for at lukke dit kreditkort
De aktuelle regler for, hvad du må bringe med hjem fra udlandet, kan du læse om på www.borger.dk’s hjemmeside her.
Vær opmærksom på, at væsker (drikkevarer, parfume, toiletartikler o.l.) kan blive konfiskeret ved flyskift, endda selv om de er blevet plomberet ved indkøb i foregående lufthavne. Derfor anbefaler vi, at du venter med toldfrie indkøb til den sidste lufthavn inden ankomstlufthavnen.
Som bekendt er det blevet sværere at veksle kontanter når man er ude på rejse. Derfor anbefaler vi kreditkort samt at medbringe Euro på rejser i Europa, og Euro eller US dollars på oversøiske rejser.
Kontakt egen læge eller Danske Lægers Vaccinations Service på www.sikkerrejse.dk for at få rådgivning om, hvilke vaccinationer, der er påkrævet eller anbefales i forbindelse med din rejse. Som grundregel bør du sikre dig, at du har en gyldig vaccination mod difteri, stivkrampe og hepatitis A.
Det er en god idé at informere rejselederen om specielle sygdomme – en information, som naturligvis bliver behandlet fortroligt. Tager du livsvigtig medicin, anbefaler vi, at du medbringer en beskrivelse af indholdet på engelsk. Kan fås hos egen læge eller på apoteket. Husk at pakke medicinen i håndbagagen.
Som udgangspunkt skal alle rejsende være selvhjulpne. Vores rejser er generelt ikke egnet for gangbesværede, da mange seværdigheder opleves til fods og kræver, at du er i stand til at gå min. 5 km dagligt.
Rejser i en tid med COVID-19
Vi anbefaler, at du altid holder dig opdateret på Udenrigsministeriets hjemmeside angående indrejseregler, karantæne- og testkrav for dit rejsemål. Du kan finde Udenrigsministeriets rejsevejledninger her.
På enhver udlandsrejse har du behov for en god rejseforsikring, som dækker i forbindelse med akut opstået sygdom mv. Risskov Rejser samarbejder med Gouda, som er specialiseret i rejseforsikringer og tilbyder produkter med dækninger, som hører til markedets bedste. Kontakt vores rejsekonsulenter – de kan rådgive dig, så du får en forsikring, der passer til dit behov.
Vi anbefaler altid, at værdigenstande såsom kamera, smykker og penge samt livsnødvendig medicin medbringes i håndbagagen. Ved evt. bagageforsinkelse er det en fordel at have de vigtigste ting ved hånden. Det er derfor en god idé at pakke f.eks. medicin, kontaktlinsevæske, tandbørste og et ekstra sæt tøj i håndbagagen. Vi anbefaler desuden altid, at værdigenstande såsom kamera, smykker og penge samt livsnødvendig medicin medbringes i håndbagagen. Rejser I to sammen, kan det være en fordel at fordele bagagen 50/50.
En del flyselskaber tillader ikke, at man medbringer batterier eller batteridrevne enheder i den indleverede bagage. Disse skal i stedet medbringes i håndbagagen. Det gælder eksempelvis bærbare computere, tablets, power banks etc.
Busserne i Indonesien har ikke samme standard som i Europa, men vi har naturligvis valgt den bedste kategori med aircondition. Bemærk, at der er begrænset plads til håndbagage på busrejsen. Håndbagagen skal kunne stå under sædet eller være på hattehylden.
Vi har som hovedregel valgt 3- og 4-stjernede hoteller på vores rundrejser, men da udenlandske hoteller ikke tildeles stjerner efter dansk standard, kan der være hoteller, hvor man vil opleve en anelse lavere standard. Vi gør opmærksom på, at der i sjældne tilfælde kan forekomme hotelændringer undervejs på rejsen. Eventuelle ændringer vil tilstræbes at være af tilsvarende standard.
Det indonesiske køkken er typisk ganske krydret og stærkt, men lad dig ikke afskrække; indoneserne er gode til at tilpasse smagsstyrken til udefrakommendes smagsløg uden at gå på kompromis med smagen. Ofte serveres der en lille skål chili ved siden af retten, så man selv kan få lov at tilpasse smagen.
Risretten nasi goreng er måske den mest udbredte i Indonesien. Det er en enkel ret, som består af stegte ris med grøntsager og også gerne kylling eller rejer. Hvis du foretrækker nudler frem for ris, så spørg efter mi goreng.
Nasi campur er den indonesiske pendant til tapas. Her får du serveret ris og så en masse små delikatesser, og det er derfor en glimrende måde at få flere forskelige smagsoplevelser i ét måltid.
Sate eller satay ayam er kyllingespyd marineret og stegt i barbecue-sauce serveret med peanutsauce. Denne ret findes ofte i gadekøkkener og er meget populær.
Babi guling er grisekød, som pakkes ind i proteinrige cassavablade og grilles over kul, og bebek betutu er langtidsstegt and eller kylling, som krydres godt og pakkes ind i bananblade og bliver forrygende mørt.
Man bør ikke drikke vandet fra hanen. Ligeledes frarådes isterninger. Vand på flaske kan købes de fleste steder.
Tidsforskel
Indonesien er seks timer foran dansk normaltid og fem timer foran dansk sommertid.
Drikkepenge
I Indonesien er drikkepenge oftest ikke inkluderet. Lønningerne er generelt meget lave, så for mange er det en del af lønnen, og derfor er det vigtigt, at man er opmærksom på denne skik.
På restauranter lægger man typisk 10-15 % oven i regningen. Taxachauffører (10 %) og stuepigerne på hotellerne sætter også pris på drikkepenge (1 amerikansk dollar pr. nat pr. rejsedeltager).
På rundrejserne i Indonesien vil der bl.a. være tale om drikkepenge til buschauffører, lokalguider og hotelpiccoloer. Det beløber sig til ca. 5 amerikanske dollars pr. dag pr. rejsedeltager. Rejselederen vil i starten af rundrejsen lave en indsamling, som vil ske i amerikanske dollars. Nærmere information vil blive tilsendt herom sammen med afrejsedokumenterne, men det er naturligvis helt op til den enkelte, hvor meget man ønsker at give. Af denne grund har vi ikke inkluderet drikkepenge i rejsens pris.
Sikkerhed
Det er generelt meget sikkert at opholde i Indonesien, men almindelig forsigtighed anbefales naturligvis. Det er en god idé at udvise forsigtighed med hensyn til penge og værdigenstande og eksempelvis undlade at medbringe værdifulde smykker. Pas på ejendele i lufthavne og i større menneskemængder. Opbevar penge, pas og kreditkort tæt på kroppen eller allerhelst i en sikkerhedsboks på hotellet, og vær ekstra opmærksom, når du handler eller hæver penge.
Elektricitet, mobil & Wi-Fi
Indonesien bruger 220 volt, og nogle stik minder om de danske. Dog kan en adapter nogle gange være nødvendig, specielt hvis stikkene har jordforbindelse.
Det er sædvanligvis dyrt at bruge en dansk mobiltelefon uden for Europa. Internettelefoni er den billigste løsning, og der er adgang til gratis Wi-Fi på de fleste hoteller. Landekode til Danmark ved opkald fra udlandet er +45 før telefonnummeret. Vi anbefaler altid, at du kontakter din abonnementsudbyder, hvis du er i tvivl om, hvorvidt du kan bruge tele- og datatjenester uden ekstra omkostninger på din rejsedestination.
Rygning
Rygning i bussen er ikke tilladt. Ligeledes vil der på de fleste restauranter, hoteller, strande og offentlige områder være rygeforbud. Rejselederen vil naturligvis informere om de aktuelle rygeregler ved ankomst.
Idéer til indkøb
Indonesere har gennem århundreder brugt dukker til at opføre skuespil. De kan overordnet deles op i to kategorier: wayang kulit (læder- eller skyggedukker) og wayang golek (trædukker). Begge typer er sjove souvenirs at have med hjem, især hvis man har overværet en forestilling på rejsen.
Batik i alverdens afskygninger er en fremragende gave at have med hjem i kufferten. Hver region i Indonesien har sine egne mønstre med blomster, dyr, mennesker og folklore, og der findes farver og mønstre specifikt til brug i forskellige typer ceremonier eller livsbegivenheder.
Kopi Luwak-kaffe er verdenskendt og siges at være verdens bedste. Det er selvfølgelig en smagssag. Det vil det desmeragtige dyr, der spiser kaffebønnerne og efterlader dem til opsamling for kaffebønderne, nok være enig i.
Håndudskårne smykker, træ- og stenfigurer er også glimrende køb.
Befolkningen i Indonesien er gæstfri, nysgerrig og glad, og turister bliver mødt med venlighed. Det ligger ikke til befolkningen at rette på folk, og de går ud fra, at man som gæst selv har sat sig ind i, hvordan man opfører sig i landet.
Det forventes, at man respekterer deres helligdomme og skikke med ærbødighed og korrekt påklædning. Man tager skoene af, før man betræder et tempel, og husk, at fodsålerne aldrig må pege eller være vendt mod buddhafigurer eller helligdomme, idet fødderne betragtes som urene. I de mere konservative landområder bør man have tøj på, der dækker knæ og skuldre. Det gælder for både mænd og kvinder.
Kun på de større hoteller og restauranter kan man forvente toiletforhold som i Danmark. Jo længere ud på landet man kommer, jo lavere bliver standarden. De såkaldte pedaltoiletter er udbredte, og der er ikke altid toiletpapir til rådighed. Medbring derfor selv toiletpapir fra hotellet eller vådservietter og evt. desinfektionsgelé til hænderne.
Indonesien strækker sig tværs over ækvator og har tropeklima med næsten konstante temperaturer på omkring 30 grader og høj luftfugtighed.
Vores rejser
her
Når du rejser med os
Bliv inspireret
Åbningstider
Randers
Østergade 10A,
8900 Randers
København
Store Kongensgade 62,
1264 København K
© Risskov Rejser A/S 2023