Efter morgenmad på hotellet, holder vores bus klar, og kører os op til den nordlige del af øen – nærmere bestemt Inishowen. Her skal vi på turens første vandretur på den berømte rute Inishowen Head Loop, som er en forholdsvis let vandring på 8,5 kilometer. Undervejs på ruten er der flere smukke udsigtspunkter, som vi naturligvis gør stop ved og nyder den barske natur.
I klart vejr kan man se helt til Skotland, og ellers er det kyststrækningen ved Lough Foyle, som vi oplever. Selve vandreturen tager cirka 2-3 timer alt afhængig af varigheden af vores stop undervejs.
Efter vores vandring ved kysten, sætter vi os tilbage i bussen, som bringer os til Derry/Londonderry i Nordirland, der er en historisk by, som måske er mest kendt for ”Bloody Sunday” tilbage i 1972. Her blev 14 mennesker dræbt under en borgerrettighedsmarch, og denne tragiske begivenhed har afstedkommet flere kendte sange, hvor den mest berømte nok er U2-sangen af samme navn, ”Bloody Sunday”.
Vi tager på en byvandring rundt til flere af byens kendte steder, eksempelvis den godt 400 år gamle bymur. Der bliver også tid på egen hånd til at spise frokost eller kigge på butikker. Sidst på eftermiddagen kører vi tilbage til vort hotel i Donegal, hvor der venter os aftensmad.
Dagens distance: 8,5 km