Firma – og grupperejser

Når rejsen går til Italien

Når du tager afsted på en rundrejse til Italien med dansk rejseleder, er der nogle praktiske oplysninger, som du skal have styr på både før, under og efter rejsen. Nedenfor finder du et overblik over al den relevante praktiske information såsom pas- og visumregler, lokale skikke og gode råd til din rejse i Italien.

Har du spørgsmål til dine rejsedokumenter eller de lokale forhold, sidder vi klar til at hjælpe, så du får en tryg og behagelig rejse.

Pas skal medbringes som ID ved flyrejser. Det anbefales at medbringe en kopi af pas og forsikringspapirer, evt. både i papirform og tilgængeligt på telefonen.

De aktuelle regler for, hvad du må bringe med hjem fra udlandet, kan du læse om på www.borger.dk’s hjemmeside her.

Vær opmærksom på, at væsker (drikkevarer, parfume, toiletartikler o.l.) kan blive konfiskeret ved flyskift, endda selv om de er blevet plomberet ved indkøb i foregående lufthavne. Derfor anbefaler vi, at du venter med toldfrie indkøb til den sidste lufthavn inden ankomstlufthavnen.

Som bekendt er det blevet sværere at veksle kontanter når man er ude på rejse. Derfor anbefaler vi kreditkort samt at medbringe Euro på rejser i Europa, og Euro eller US dollars på oversøiske rejser.

Det er en god idé at informere rejselederen om specielle sygdomme – en information, som naturligvis bliver behandlet fortroligt. Tager du livsvigtig medicin, anbefaler vi, at du medbringer en beskrivelse af indholdet på engelsk. Kan fås hos egen læge eller på apoteket. Husk at pakke medicinen i håndbagagen.

Som udgangspunkt skal alle rejsende være selvhjulpne. Vores rejser er generelt ikke egnet for gangbesværede, da mange seværdigheder opleves til fods og kræver, at du er i stand til at gå min. 5 km dagligt.

På enhver udlandsrejse har du behov for en god rejseforsikring, som dækker i forbindelse med akut opstået sygdom mv. Risskov Rejser samarbejder med Gouda, som er specialiseret i rejseforsikringer og tilbyder produkter med dækninger, som hører til markedets bedste. Kontakt vores rejsekonsulenter – de kan rådgive dig, så du får en forsikring, der passer til dit behov.

Ved evt. bagageforsinkelse er det en fordel at have de vigtigste ting ved hånden. Det er en god idé at pakke f.eks. medicin, kontaktlinsevæske, tandbørste og ekstra tøj i håndbagagen.

I Italien rejser du rundt i en spændende og anderledes kultur, og standarder og forhold er derfor ikke nødvendigvis som i Danmark. Transportmidler vil være af god turiststandard efter lokale forhold.

Vi har som hovedregel valgt 3- og 4-stjernede hoteller på vores rundrejser, men da udenlandske hoteller ikke tildeles stjerner efter dansk standard, kan der være hoteller, hvor man vil opleve en anelse lavere standard. Vi gør opmærksom på, at der i sjældne tilfælde kan forekomme hotelændringer undervejs på rejsen. Eventuelle ændringer vil tilstræbes at være af tilsvarende standard.

Det italienske køkken er et af verdens bedste. Det er smagsfuldt, rustikt og veltillavet. Pasta og pizza er velkendte lokalretter, men også andre delikatesser kommer fra Italien. I Umbrien og Piemonte findes trøfler, i det sydlige Italien laves bøffelmozzarella, og risotto er en typisk norditaliensk ret. Italien er kendt for desserten tiramisu og verdensberømt for is. Af italienske oste kan nævnes parmesan, grana padano, mozzarella, pecorino (fåreoste) og gorgonzola. Prøv også småretterne anti-pasti – den italienske version af de spanske tapas. Kaffe, der minder om den danske, hedder ”cafe lungo” eller ”cafe americano”. Italien producerer også noget af Europas bedste vin og er kendt for amarone og barolo fra Norditalien, brunello og chianti fra Toscana, den søde dessertvin Vin Santo fra Toscana, den lette hvidvin frascati fra Lazio og dessertvinen marsala fra Sicilien.

Man kan drikke vandet i Italien, men man kan komme ud for, at det smager anderledes, fordi det bliver renset med langt flere kemikalier end herhjemme og tilsat klor. Vi anbefaler, at man køber vand på flaske som ”frizzante” med brus eller ”naturale” uden brus.

Tidsforskel
Der er samme tid som i Danmark.

 

Drikkepenge
Det er almindeligt at give drikkepenge til dem, der arbejder i servicebranchen i Italien. På enkelte restauranter er drikkepengene inkluderet, ellers lægger man typisk 10 % oven i regningen. Mange restauranter beregner stadig et mindre beløb til brød og opdækning ”pane e coperto” – typisk 2-3 euro pr. person. På mange caféer og barer skal man bestille og betale ved kassen inden servering, og prisen stiger, hvis man vælger at sidde ned i stedet for at stå ved baren. Taxachauffører forventer også drikkepenge, og 10 % oven i prisen er passende. Stuepigerne på hotellerne sætter også pris på drikkepenge (1 euro pr. nat pr. værelse).  På rundrejsen vil der være tale om drikkepenge til buschauffører og restaurantpersonale ved de måltider, der er inklusiv i rejsens pris. Sammen med rejsedokumenterne sender vi information om, hvad vi vurderer som et passende beløb på den pågældende rejse, men det er naturligvis helt op til den enkelte, hvor meget man ønsker at give. Af denne grund har vi derfor ikke inkluderet drikkepenge i rejsens pris, og det skal understreges, at drikkepenge er frivillige.

 

Sikkerhed
Det er generelt sikkert at opholde sig i Italien, men pas på ejendele i lufthavne, offentlig transport og større menneskemængder, og hav gerne vigtige dokumenter og kontanter tæt på kroppen. Lommetyve er dog primært et storbyfænomen – også i Italien. Gå derfor ikke med pengepung i baglomme, åben taske eller rygsæk. Det er en god idé at opbevare værdigenstande i sikkerhedsboks på værelset eller i receptionen. Enkelte hoteller tager depositum for nøglen, som refunderes ved returnering.

 

Elektricitet, mobil & Wi-Fi
Husk opladeren til f.eks. kamera og mobiltelefon. Italien benytter strøm som i Danmark (220 volt), men stikkontakternes udformning kan variere. Da ikke alle hoteller har adapter til udlejning, anbefaler vi, at man selv køber en til rejsen.

Det er sædvanligvis dyrt at bruge en dansk mobiltelefon uden for Danmark bortset fra rejse i EU-lande, hvor der er indført roaming til hjemmetakst, således at du kan ringe, sende sms og bruge datatjenester uden ekstra omkostninger. Landekode til Danmark ved opkald fra udlandet er +45 før telefonnummeret. Vi anbefaler altid, at du kontakter din abonnementsudbyder, hvis du er i tvivl om, hvorvidt du kan bruge tele- og datatjenester uden ekstra omkostninger på din rejsedestination.

Rygning
Rygning i bussen er ikke tilladt. Ligeledes vil der på de fleste restauranter, hoteller, strande og offentlige områder være rygeforbud. Rejselederen vil naturligvis informere om de aktuelle rygeregler ved ankomst.

 

Åbningstider
Butikker: Mandag-lørdag 09:30-13:00 og 16:00-20:00. Lukket søndage og mandag formiddag. Supermarkeder har døgnåbent, men tit lukket om søndagen.

Da benzinstationer ikke har kiosk, kan det være svært at købe ind om søndagen.

Banker: Mandag-fredag kl. 08:30- 13:30 og 15:00-16:00 og lukket i weekenden.

Posthuse: mandag-lørdag kl. 08:30-13:30 og søndagslukket.

 

Idéer til indkøb
Frimærker og tobak købes på posthuset eller i ”Tabacchi” – hvor der udenfor er et skilt med et stort T. Nogle museer giver rabat til studerende og ældre, aldersgrænsen kan variere, medbring billeddokumentation. Der er gratis entré på de fleste statsejede museer den 1. søndag hver måned.

Ved besøg i kirker forventes det, at skuldre og knæ er dækkede, da man ellers risikerer at blive afvist ved indgangen.

Italien er meget værdsat for sit milde klima, der skyldes placeringen midt i den tempererede zone, hvor Middelhavet varmer og Alperne beskytter mod de kolde vinde i nord. Minimumtemperaturer varierer fra -20 grader i alpedalene til 10 grader i kystområderne og Syditalien. Maksimumtemperaturer ligger omkring 24-25 grader i hele Italien, dog med udsving på op til 40 graders varme.

  • Statsform: Republik.
  • Hovedstad: Rom (3,5 mio. indbyggere).
  • Befolkning: 62,1 mio. indbyggere.
  • Religion: Altovervejende romersk katolsk, ca. 98 %.
  • Sprog: Italiensk.
  • Areal: 301.338 km² (Danmark 43.094 km²).

Vores rejser til Italien

Vores rejser

Alle rejser
Foto
Kort

her