Vi tager hul på de første oplevelser i Japans hovedstad, Tokyo – en by, som kan tage pusten fra de fleste. Undervejs på dagens byrundtur benytter vi os af Japans fantastiske metrosystem og får oplevelsen af at komme ned i de menneskefyldte undergrundsbaner.
Vi oplever også, at trods de mange mennesker, så fungerer alting upåklageligt. Det er nogle flotte dekorerede og velholdte metrosystemer, vi skal se.
Visse steder i byen vil du føle, at du er trådt ind i fremtiden med flotte skyskrabere, neonlys og masser af liv, for i næste øjeblik at føle dig trukket tilbage i tiden ved byens gamle templer.
Oplevelserne vil være store fra starten af med besøg i Shinjuku-kvarteret, som er Tokyos moderne bydel og knudepunkt. Her findes nogle af byens flotte og også anderledes højhuse, såsom Tokyo Metropolitan Government Building. Fra toppen af denne bygning får du en af byens flotteste udsigter, hvor man på en god dag kan se helt til Mt. Fuji.
På gåturen kommer vi også forbi det livlige Kabukicho-område, der ligger tæt Shinjuku Station, som er Tokyos knudepunkt nummer ét.
Efter frokost bruger vi et par timer på besøg på øen Odaiba. Den er i de senere år blevet bygget op som en hel underholdningsø. Her findes bl.a. Toyotas udstillingshal, et tivoliområde, shoppingcentre og en flot udsigt over Tokyos skyline.
Herefter går vi en hyggelig tur gennem en stor park for at besøge Tokyos vigtigste shintotempel – Meiji-templet. Her kan vi være heldige at opleve et af de unge smukke shinto-brudepar, da dette er et meget smukt og helligt sted at blive viet.
Vi afslutter dagen med et besøg i Harajuku-området, som er området, hvor de unge i Tokyo hænger ud. Nogle af dem er klædt ud i deres helt egen specielle tøjstil, som er en spøjs blanding af punkere og tegneseriefigurer.
Vi ser verdens mest berømte lyskryds, Shibuya Cross, der optræder i mange film med de ikoniske krydsende fodgængerfelter. Her går ca. 5 millioner mennesker hver dag frem og tilbage over gaden, der ligger i et stort og farverigt shoppingområde.
Lige uden for Shibuya Station finder man en statue af hunden Hachiko, som mange måske kender fra filmen Hachiko – En ven for livet. For japanerne er denne hund blevet en nationalhelt og symbolet på loyalitet.
Efter aftensmaden vil der være mulighed for at tage med rejselederen tilbage til Shibuya-området for at kigge på de særegne ”love hotels” og for at se alle neonlysene om aftenen.