Se mere: privatlivspolitik
Hjem » Kina & Sydkorea krydstogt
På dette krydstogt til Kina og Sydkorea kommer du på en storslået rundrejse med krydstogtskibet Celebrity Cruise Millennium. På krydstogtet kommer du bl.a. forbi den politiske og kulturelle mastodont Kina, spektakulære Taipei, Nagasaki i Japan og det autentiske vulkanområde Jeju Island i Sydkorea.
Krydstogtskibet bringer os sikkert og behageligt fra havn til havn, hvor vi har udplukket de bedste highlights, som de forskellige områder har at byde på. På turen dykker vi ned i kendte kulturskatte og mærker historiens vingesus på Den Kinesiske Mur, i Den Forbudte By og i byen Nagasaki, hvis navn stadig klinger af grusomme begivenheder. Vi besøger også traditionelle lerhyttelandsbyer og prutter om prisen på farverige kunsthåndværks- og fiskemarkeder og ser gamle konfucianske helligdomme og bygninger. Glæd dig til en rejse med et unikt indblik i hverdagen for de indfødte.
Et krydstogt med Celebrity Cruises er en gennemført kvalitetsoplevelse. Den udsøgte service, de gastronomiske oplevelser, den eksklusive underholdning og det stilfulde design, der følger dig overalt – alt er i top hos et af verdens førende krydstogtrederier. Det er ikke overraskende, at Celebrity Cruises har vundet mange internationale priser.
Glæd dig fordi:
5
![]() |
---|
![]() |
---|
![]() |
---|
![]() |
---|
![]() |
---|
![]() |
---|
Afrejse
Kina – ankomst til Hong Kong
Ankomst til den administrative region Hong Kong, hvis navn på kinesisk betyder Den Duftende Havn. Hong Kong er en endeløs kilde til nye opdagelser, og det er som om de skæve kontraster mellem topmoderne skyskrabere og nedslidte boligblokke indbyder til udforskning. Vores hotel ligger i praktisk gåafstand til centrum og er beliggende ud mod Hong Kong Harbour.
Efter indkvartering tager rejselederen dig med på en lille orienteringstur til The Metropolis Mall, der ligger i forbindelse med hotellet. Vi nyder her en velkomstmiddag på en nærliggende restaurant, inden vi går en tur langs Victoria Harbour, hvor vi skal opleve de imponerende bygninger ved havnefronten, præsenteret med lyd og lys. Showet er verdens største af sin art og fejrer byens energi og diversitet. Et must-see, når man er i Hong Kong.
Inkluderede måltider: Aftensmad.
Hong Kong Island og ankomst på Celebrity Millennium
I dag venter en udflugt til den historiske Hong Kong Island. Efter morgenmaden sejler vi over til øen i små færger, hvor vi undervejs har mulighed for at nyde Hong Kongs skyline. På øen skal vi bl.a. prøve at køre med de berømte rulletrapper, som er nogle af verdens længste. Vi slår vejen forbi Hong Kong Zoo og Botaniske Have, som blev anlagt i 1864 som en af verdens første, og ser på den tidligere britiske guvernørbolig. Derefter tager vi tandhjulsbanen, Peak Tram, op til The Peak, som tilbyder en enestående udsigt over til Kowloon-halvøen og ud over de moderne skyskrabere på Hong Kong Island.
Når vi igen er nede på gadeniveau, er det tid til frokost. Vi køber en sandwich og laver en picnic i den smukke Hong Kong Park, som er kilet ind mellem skyskrabere og bjergskråningen, og tilbyder et åndehul med frodig flora, springvand og søer. Her findes også et fantastisk voliere med et væld af farvestrålende asiatiske fugle. Efterfølgende går vi gennem den smukke park og passerer på vejen til færgen flere af de monumentale bygninger, som vi også så i lysshowet i aftes.
Sidst på eftermiddagen kører vi til vores krydstogtskib Celebrity Millennium, hvor vi tjekker ind og får vores kahytter, inden vi mødes til middag på skibet og krydstogtet for alvor går i gang.
Inkluderede måltider: Morgenmad og helpension fra vi går ombord på krydstogtskibet.
En dejlig dag på havet
Vi nyder hele dagen til søs. I dag er der rig lejlighed til at udforske skibets mange tilbud og få et indtryk af de mange muligheder, som findes ombord.
Inkluderede måltider: Helpension.
En dag i livlige Taipei med besøg på National Palace Museum og en fantastisk udsigt fra Taipei 101
I dag anløber vi havnen i Keelung og bevæger os i vores egen bus mod Taipei i Taiwan, som summer af liv i de små stræder. Taipei rummer vidunderlige kontraster med de moderne skyskrabere, der tårner over de gamle templer, og livlige markeder som modsætning til fredfyldte parkområder. Vi kommer på dagens tur forbi National Palace Museum i Taipei, som oprindeligt var tiltænkt som værende en del af Jingzhao Difangs Forbudte By i 1925. I dag fungerer det dog som museum og indeholder en betragtelig samling af over 8.000 års kinesiske kulturskatte.
Vi lægger også vejen forbi skyskraberen Taipei 101, som har 101 etager over jorden – og fem underjordiske etager – og verdens hurtigste elevatorer, som garanterer et sus i maven på vej mod toppen. Vi besøger også Taipeis Presidential Office Building, som rummer en rig kolonihistorie og er et af Taipeis mest letgenkendelige vartegn, og det 8-kantede landemærke Chiang Kai-Shek Memorial Hall. Turen afsluttes med et besøg i det buddhistiske Longshan Temple, hvor der hersker en ophøjet ro. Her er der mulighed for at studere detaljerigdommen i de farverige udsmykninger.
Sidst på eftermiddagen stiger vi igen ombord på skibet og kan nyde en middag mens vi lægger fra kaj.
Inkluderede måltider: Morgenmad og helpension fra vi går ombord på krydstogtet igen sidst på
eftermiddagen.
En dejlig dag til søs
I dag er der mulighed for at slappe af og nyde de mange indtryk fra gårsdagens besøg i Taipei. Gør for eksempel brug af spa- og træningsmulighederne eller udnyt lejligheden til at udleve gambler-drømme på kasino.
Inkluderede måltider: Helpension.
Japan – en dag i historiske Nagasaki
Vi er nået til Nagasaki på øen Kyushu i Japan. Nagasakis havn var fra 1600-tallet til midten af 1800-tallet den eneste havn, hvor udenlandske skibe kunne få tilladelse til at anløbe. Bynavnet Nagasaki associeres for mange i den vestlige verden med atombombeangrebet på byen d. 9. august 1945. Denne grusomme dag mindes vi i Peace Park, hvor vi besøger atombombemuseet og ser monumenterne. Før området blev angrebet og omdannet til park, fungerede det som byens livlige politiske og handelsmæssige centrum. Efter besøget i fredsparken nyder vi udsigten fra Mt. Inasa og Glover Garden, hvor den europæiske overklasse fra sidste halvdel af 1800-tallet boede, da Japan blev åbnet for udlændinge.
Om eftermiddagen vender vi igen tilbage til krydstogtskibet.
Inkluderede måltider: Morgenmad og helpension fra vi går ombord på krydstogtskibet igen sidst på eftermiddagen.
Sydkorea – tempelbesøg og smukke Haeundae Beach
Vi er nu nået til Busan, som er Sydkoreas andenstørste by med ca. 3,6 mio. indbyggere og et energisk storbyliv. Her besøger vi det buddhistiske Haedong Yonggungsa Temple, som er placeret med en bjergtagende udsigt over havet, og Haeundae Beach med sit smukke hvide sand, som breder sig 1,5 km og om sommeren er fyldt med mennesker. Der er også tid til en tur på Jagalchi Fish Market, hvor ”ajumma” – lokale midaldrende, gifte kvinder – falbyder makrel, hvalkød og alverdens farverige skal- og bløddyr til interesserede forbipasserende.
Om eftermiddagen vender vi igen tilbage til krydstogtskibet og kan nyde en middag her, mens kaptajnen sætter kursen mod Jeju Island.
Inkluderede måltider: Morgenmad, frokost og helpension fra vi går ombord på krydstogtskibet.
Autentiske landsbyer og markeder på Jeju Island
Jeju Island i Sydkorea byder på en overflod af smuk natur, delikatesser og kulturelle kuriositeter. Om morgenen lægger vi til havnen og begiver os mod Seongsan Ilchulbong, som er at finde på UNESCOs verdensarvsliste og kendt for sin uovertruffet smukke solopgang. Seongsan Ilchulbong, også kendt som ”Sunrise Peak”, er et vulkanisk område skabt for mere end 5.000 år siden. I dag står det som et 182 m højt skålformet bjerg, der lokker besøgende til sin top og den maleriske udsigt over det dybblå hav.
Efter vi har nydt den betagende udsigt på Sunrise Peak besøger vi den lille landsby Seongeup Folk Village, hvor beboerne stadig bor i små lerhytter. På trods af sin beskedne størrelse rummer landsbyen en stor mængde kultur, som er blevet overleveret gennem generationer. Skatte som konfucianske helligdomme og skolebygninger, fortruiner, stenmonumenter og gamle regeringssæder vidner om et rigt kulturliv. Vi besøger også Olle Market, som er en farverig oplevelse for både syns- og lugtesans og designet, så besøgende nemt kan finde rundt blandt de utallige stande med noget for enhver smag.
Ved tidlig eftermiddagstid tager vi tilbage til krydstogtskibet, hvor der er tid til at slappe af inden aftensmaden.
Inkluderede måltider: Morgenmad, frokost og helpension fra vi går ombord på krydstogtskibet.
En dag i Seoul
Vi er nået til Seoul, hvor vi bl.a. besøger Gyeongbokgung Palace, som fungerede som hovedsæde for Joseon-dynastiet, der varede fra slutningen af det 14. årh. til begyndelsen af det 20. årh. Paladset går for at være det smukkeste og mest storslåede af de fem paladser bygget i perioden. Når vi har følt historiens vingesus på de åbne pladser og i de storslåede haller, besøger vi den historiske Insadong Antique Street, som er fyldt med kunstgallerier, kunsthåndværksforretninger, traditionelle tehuse og restauranter. Vi afslutter dagens tur med et besøg hos landsbyen Samchung-Dong Han-Ok, som er kendt for sine velbevarede traditionelle koreanske huse.
Om aftenen tager vi tilbage til krydstogtskibet, hvor det er tid til at spise aftensmad.
Inkluderede måltider: Morgenmad, frokost og helpension fra vi går ombord på krydstogtskibet.
En dag på havet
I dag er der mulighed for at slappe af og nyde alle indtrykkene fra gårsdagens besøg i Seoul. Gør for eksempel brug af Celebrity Millenniums spa-muligheder eller aflæg et besøg hos biblioteket eller en af de mange butikker. Du kan også tage en svømmetur i swimmingpoolen eller nyde den friske havluft på dækket.
Inkluderede måltider: Helpension.
Kina – overnatning i Beijing og udflugt til Himlens Tempel, Den Forbudte By og Sommerpaladset
Nu er vi nået til Beijing, og vi har tre spændende dage i sigte. Da havnen ligger et godt stykke uden for byen, skal vi de næste to nætter overnatte på et hotel inde i Beijing for at udnytte tiden bedst muligt. Så pak en lille weekendtaske til at tage med.
Først på programmet er et besøg i Himlens Tempel. Her aflagde kejseren et rituelt besøg to gange årligt for at bede om en god høst. Det var ganske fornuftigt, set i lyset af de mange hungersnødkatastrofer, der har ramt Kina i tidens løb. Templet er et mesterværk inden for kinesisk arkitektur og udsmykning. Efter besøget i templet går turen til Den Forbudte By, som er et enestående kompleks af bygningsværker, som siges at indeholde 9.999 værelser. Området tjente som bolig for kejseren, hans familie, konkubiner, embedsmænd og alle andre tjenende ånder. Almindelige mennesker var forment adgang til byen – deraf navnet.
Efter frokost besøger vi Sommerpaladset, der ligger i naturskønne omgivelser ved en stor kunstig sø. Qing-dynastiets kejsere lod den udgrave ved håndkraft! Paladset indeholder en 700 meter lang korridor, hvor de bærende bjælker i loftet er bemalet med motiver fra Kinas mange legender. Vi sejler herefter en tur på søen, inden vi kører tilbage til Beijing og besøger det kendte perlemarked, hvor det er muligt at gøre gode indkøb, inden vi kører til vores hotel og tjekker ind.
Om aftenen bliver der tid på egen hånd, og rejselederen hjælper gerne med gode idéer til, hvor du kan tage hen.
Inkluderede måltider: Morgenmad og frokost.
Den Kinesiske Mur og Ming-gravene
I dag besøger vi en af verdens mest imponerende konstruktioner: Den Kinesiske Mur. Landets første kejser, Qin Shi Huangdi, “samlede” for godt 2.000 år siden Kina og Den Kinesiske Mur, som strækker sig over 6.000 km gennem Kina. I de nordlige egne af Kina eksisterede der allerede et væld af kortere og længere mursystemer, som kejseren forbandt til ét system. Vi besøger den del af muren, som hedder Badaling og har en forrygende udsigt. Mens vi går en lille tur på muren, hører vi fortællingen om de tusindvis af håndværkere, soldater og bønder, som var med til at skabe forsvarsanlægget. Derefter besøger vi en cloisonné-fabrik, hvor vi får et indblik i den gamle kinesiske emaljeringteknik, hvor fade, vaser og skåle beklædes med kobbertråd i fantasifulde mønstre, brændes og emaljeres adskillige gange.
Når vi har spist frokost, fortsætter vi til Ming-gravene, hvor 13 af Ming-dynastiets kejsere – og deres hustruer – ligger begravet i en dal. Konstruktionen af gravene, som ligger i en smuk dal, påbegyndtes i 1409 og afsluttedes med Ming-dynastiets fald. Alle gravene er forbundne med den 7 km lange ”den hellige vej”, men Kejser Yong Les grav er en af de eneste grave, som stadig er bevaret i fin stand.
Inkluderede måltider: Morgenmad og frokost.
Den Himmelske Freds Plads og besøg i de gamle hutonger i Beijing
Denne dag skal vi se Den Himmelske Freds Plads, som efter sigende er verdens største med plads til over en halv million mennesker. Formand Mao erklærede her i 1949 oprettelsen af Den Kommunistiske Folkerepublik Kina, og pladsen bærer stadig stor symbolsk betydning. Mod den sydlige ende af pladsen ligger Maos mausoleum, hvor det nogle dage er muligt at komme forbi og se den balsamerede formand i sin krystalkiste.
Vi bliver på cykel-rickshaws kørt en tur rundt i de gamle kvarterer, også kaldet “hutonger”. Hutongerne er rektangulære, og nogle af dem er ganske store. Husene er til gengæld små og kan findes i et mylder af smalle gyder og pladser. Mange af bydelene ryddes for at gøre plads til moderne skyskrabere og boligkvarterer, så vores besøg i hutongerne er måske et kig ind i en tid og levevis, som om få år er forbi. Vi besøger også en te-forretning og overværer en traditionel te-ceremoni, hvor vi også får lov at smage på varerne. Desuden besøger vi en lokal familie og får et indblik i de vilkår, som mange af Beijings indbyggere lever under, inden vi vender næsen mod krydstogtskibet og aftensmåltidet.
Inkluderede måltider: Morgenmad, frokost og helpension fra vi går ombord på krydstogtskibet.
To dejlige dage til søs
Disse to dage er der mulighed for at slappe af og fordøje alle indtrykkene fra de sidste tre dage i Beijing.
Inkluderede måltider: Helpension.
Shanghai
Vi tjekker ud, og straks efter morgenmaden forlader vi krydstogtskibet og kører til vores hotel og stiller bagagen, inden vi fortsætter videre.
Vi kører vi til den smukke park Yuyuan Garden, som ligger i et område, der, pudsigt nok, kaldes Shanghais ”China Town”, fordi den ligner ”det gamle” Kina med sine traditionelle bygninger. Vi når også en tur forbi den travle gågade Nanjing Road og tager på en hyggelig sejltur på Huangpu-floden, hvorfra der er udsigt til promenaden The Bund og det moderne Pudong-område på den ene side af floden. Her er alle de topmoderne bygninger placeret, og kontrasten til de gamle, traditionelle bygninger er slående. Om eftermiddagen er der også tid til et besøg i tv-tårnet The Oriental Pearl og det tilhørende museum nedenunder.
Om aftenen går vi en tur langs The Bund, hvor vi ser det flotte lyshav og nogle af verdens største skyskrabere, som stråler om kap med hinanden på Pudong-siden af Huangpu-floden.
Inkluderede måltider: Morgenmad og frokost.
En formiddag i Shanghai
Formiddagen er til fri disposition i Shanghai. Til middag kører vi til lufthavnen, og vi starter hjemrejsen mod Danmark, hvor vi ankommer sidst på aftenen.
Inkluderede måltider: Morgenmad.
Der er desværre ikke flere afgange lige nu – hold øje med siden eller kontakt os på verden@risskovrejser.dk eller 70 22 66 00.
De nye datoer bliver også annonceret i vores nyhedsbrev, så hvis du ikke allerede er tilmeldt, er det en god idé at melde dig til her.
Er du interesseret i at opleve en af vores andre rundrejser, så se mere her.
Rundrejser med dansk rejseleder
Kina – Østens perler
16-dages rundrejse
Næste afgang
Rundrejser med dansk rejseleder
Kejserriget Japan
13-dages rundrejse
37495 kr.
Næste afgang
29. sep
Rundrejser med dansk rejseleder
Kina – Østens perler
16-dages rundrejse
Næste afgang
Rundrejser med dansk rejseleder
Kejserriget Japan
13-dages rundrejse
37495 kr.
Næste afgang
29. sep
Når du rejser med os
Bliv inspireret
Åbningstider
Randers
Østergade 10A,
8900 Randers
København
Store Kongensgade 62,
1264 København K
© Risskov Rejser A/S 2023