Firma – og grupperejser

Når rejsen går til Laos

Når du tager afsted på en rundrejse til Laos med dansk rejseleder, er der nogle praktiske oplysninger, som du skal have styr på både før, under og efter rejsen. Nedenfor finder du et overblik over al den relevante praktiske information såsom pas- og visumregler, lokale skikke og gode råd til din rejse i Laos.

Har du spørgsmål til dine rejsedokumenter eller de lokale forhold, sidder vi klar til at hjælpe, så du får en tryg og behagelig rejse.

Bemærk, at dit pas skal være gyldigt mindst 180 dage efter indrejse, og der skal være to sammenhængende sider ledige i passet. Opbevar altid passet et sikkert sted på rejsen. Det anbefales desuden, at du altid har en kopi af dit pas med dig – enten i papirform eller på telefonen.

Der er visumpligt til Laos. Visum fås ved ankomst i lufthavnen. Det koster ca. 35 amerikanske dollars plus evt. administrationsgebyr på 5 amerikanske dollars og kræver et pasfoto og to blanke sider i passet. Vi anbefaler, at du altid læser Udenrigsministeriets opdaterede rejsevejledning inden afrejse.

Valutaen i Laos hedder laotiske kip (LAK), og er en lukket valuta, der ikke må udføres og dermed heller ikke kan købes i Danmark. Vi anbefaler, at man medbringer amerikanske dollars og kreditkort. Man kan betale med amerikanske dollars mange steder, hvis man har små sedler, og ellers kan man veksle i lufthavnen, banker og på de fleste hoteller.

Kreditkort kan bruges i lufthavnen og i de fleste større byer med hæveautomater. Selv om kriminalitet med kreditkort er begrænset, er det altid en god idé at holde øje med sit kort. Det kan anbefales at medbringe mere end ét kreditkort. På den måde er du på den sikre side, hvis der skulle opstå problemer med det ene kort. Husk de nødvendige informationer, hvis du får brug for at lukke dit kreditkort.

De aktuelle regler for, hvad du må bringe med hjem fra udlandet, kan du læse om på www.borger.dk’s hjemmeside her.

Vær opmærksom på, at væsker (drikkevarer, parfume, toiletartikler o.l.) kan blive konfiskeret ved flyskift, endda selv om de er blevet plomberet ved indkøb i foregående lufthavne. Derfor anbefaler vi, at du venter med toldfrie indkøb til den sidste lufthavn inden ankomstlufthavnen.

Kontakt egen læge eller Danske Lægers Vaccinations Service på www.sikkerrejse.dk for at få rådgivning om, hvilke vaccinationer, der er påkrævet eller anbefales i forbindelse med din rejse. Som grundregel bør du sikre dig, at du har en gyldig vaccination mod difteri, stivkrampe og hepatitis A.

Det er en god idé at informere rejselederen om specielle sygdomme – en information, som naturligvis bliver behandlet fortroligt. Tager du livsvigtig medicin, anbefaler vi, at du medbringer en beskrivelse af indholdet på engelsk. Kan fås hos egen læge eller på apoteket. Husk at pakke medicinen i håndbagagen.

Som udgangspunkt skal alle rejsende være selvhjulpne. Vores rejser er generelt ikke egnet for gangbesværede, da mange seværdigheder opleves til fods og kræver, at du er i stand til at gå min. 5 km dagligt.

På enhver udlandsrejse har du behov for en god rejseforsikring, som dækker i forbindelse med akut opstået sygdom mv. Risskov Rejser samarbejder med Gouda, som er specialiseret i rejseforsikringer og tilbyder produkter med dækninger, som hører til markedets bedste. Kontakt vores rejsekonsulenter – de kan rådgive dig, så du får en forsikring, der passer til dit behov.

Vi anbefaler altid, at værdigenstande såsom kamera, smykker og penge samt livsnødvendig medicin medbringes i håndbagagen. Ved evt. bagageforsinkelse er det en fordel at have de vigtigste ting ved hånden. Det er derfor en god idé at pakke f.eks. medicin, kontaktlinsevæske, tandbørste og et ekstra sæt tøj i håndbagagen. Vi anbefaler desuden altid, at værdigenstande såsom kamera, smykker og penge samt livsnødvendig medicin medbringes i håndbagagen. Rejser I to sammen, kan det være en fordel at fordele bagagen 50/50.

En del flyselskaber tillader ikke, at man medbringer batterier eller batteridrevne enheder i den indleverede bagage. Disse skal i stedet medbringes i håndbagagen. Det gælder eksempelvis bærbare computere, tablets, power banks etc.

Busserne i Laos har ikke samme standard som i Europa, men vi har naturligvis valgt den bedste kategori med aircondition. Bemærk, at der er begrænset plads til håndbagage på busrejsen. Håndbagagen skal kunne stå under sædet eller være på hattehylden.

Vi har som hovedregel valgt 3- og 4-stjernede hoteller på vores rundrejser, men da udenlandske hoteller ikke tildeles stjerner efter dansk standard, kan der være hoteller, hvor man vil opleve en anelse lavere standard. Vi gør opmærksom på, at der i sjældne tilfælde kan forekomme hotelændringer undervejs på rejsen. Eventuelle ændringer vil tilstræbes at være af tilsvarende standard.

Laos byder på masser af kulinariske oplevelser som bl.a. lækre supper, nudler, risretter med kylling, forårsruller samt frisk fisk og skaldyr. Det sydøstasiatiske køkken er sjældent stærkt krydret i sig selv. I stedet får man små skåle med bl.a. sojasauce, chili, salt, peber, lime og nuoc mam, som er en delikat fiskesauce. Derved kan man selv krydre sin mad. En oplevelse, man ikke må snyde sig selv for, er gadekøkkenerne, som byder på godt og spændende mad til billige penge. Vælg et sted, hvor der kommer mange mennesker, så der hele tiden er friske råvarer.

Man bør ikke drikke vandet fra hanen. Ligeledes frarådes isterninger. Vand på flaske kan købes de fleste steder.

Tidsforskel
Laos er seks timer foran dansk normaltid og fem timer foran dansk sommertid.

 

Drikkepenge
I Asien er drikkepenge oftest ikke inkluderet. Lønningerne er generelt meget lave, så for mange er det en del af lønnen, og derfor er det vigtigt, at man er opmærksom på denne skik.

På restauranter lægger man typisk 10-15 % oven i regningen. Taxachauffører (10 %) og stuepigerne på hotellerne sætter også pris på drikkepenge (1 amerikansk dollar pr. nat pr. rejsedeltager).

På rundrejserne i Lao vil der bl.a. være tale om drikkepenge til buschauffører, lokalguider og hotelpiccoloer. Det beløber sig til ca. 5 amerikanske dollars pr. dag pr. rejsedeltager. Rejselederen vil i starten af rundrejsen lave en indsamling, som vil ske i amerikanske dollars. Nærmere information vil blive tilsendt herom sammen med afrejsedokumenterne, men det er naturligvis helt op til den enkelte, hvor meget man ønsker at give. Af denne grund har vi ikke inkluderet drikkepenge i rejsens pris.

 

Sikkerhed
Det er generelt meget sikkert at opholde i Sydøstasien, men almindelig forsigtighed anbefales naturligvis. Det er en god idé at udvise forsigtighed med hensyn til penge og værdigenstande og eksempelvis undlade at medbringe værdifulde smykker. Pas på ejendele i lufthavne og i større menneskemængder. Opbevar penge, pas og kreditkort tæt på kroppen eller allerhelst i en sikkerhedsboks på hotellet, og vær ekstra opmærksom, når du handler eller hæver penge.

 

Elektricitet, mobil & Wi-Fi
Laos bruger 220 volt, og nogle stik minder om de danske. Dog kan en adapter nogle gange være nødvendig, specielt hvis stikkene har jordforbindelse.

Det er sædvanligvis dyrt at bruge en dansk mobiltelefon uden for Europa. Internettelefoni er den billigste løsning, og der er adgang til gratis Wi-Fi på de fleste hoteller. Landekode til Danmark ved opkald fra udlandet er +45 før telefonnummeret.

 

Rygning
Rygning i bussen er ikke tilladt. Ligeledes vil der på de fleste restauranter, hoteller, strande og offentlige områder være rygeforbud. Rejselederen vil naturligvis informere om de aktuelle rygeregler ved ankomst.

Vær opmærksom på, at der er forbud mod E-cigaretter i Laos. Undlad derfor at medbringe E-cigaretter, E-væske og vandpiber. Disse elementer vil blive konfiskeret ved ankomst, og man risikerer at få en bøde eller fængselstraf, hvis man findes skyldig.

 

Idéer til indkøb
I Laos er tekstiler som tæpper – både bløde tæpper, sengetæpper og gulvtæpper – og pudevår, tasker og punge ofte i en blanding af bomuld og silke. Traditionelt er selve basen af bomuld med indvævede eller broderede elementer i farvestrålende silke. Laos er desuden kendt for at dyrke glimrende kaffebønner, så det er et godt sted at købe frisk kvalitetskaffe. Mange stamme-folk er dygtige håndværkere og præsterer f.eks. smukke træskærerarbejder. Husk at prutte om prisen, hvis du vil gøre et godt køb.

Laos er et af de mindre turistede lande i Asien, hvilket betyder, at det er ekstra vigtigt at opføre sig respektfuldt over for kulturen. Befolkningen er gæstfri, nysgerrig og glad, og turister bliver mødt med venlighed. Det ligger ikke til befolkningen at rette på folk, og de går ud fra, at man som gæst selv har sat sig ind i, hvordan man opfører sig i landet.

Det forventes, at man respekterer deres helligdomme og skikke med ærbødighed og korrekt påklædning. Man tager skoene af, før man betræder et tempel, og husk, at fodsålerne aldrig må pege eller være vendt mod buddhafigurer eller helligdomme, idet fødderne betragtes som urene. I de mere konservative landområder bør man have tøj på, der dækker knæ og skuldre. Det gælder for både mænd og kvinder.

Kun på de større hoteller og restauranter kan man forvente toiletforhold som i Danmark. Jo længere ud på landet man kommer, jo lavere bliver standarden. De såkaldte pedaltoiletter er udbredte, og der er ikke altid toiletpapir til rådighed. Medbring derfor selv toiletpapir fra hotellet eller vådservietter og evt. desinfektionsgelé til hænderne.

Vejret i Laos er meget varieret. De nordlige egne er kølige, mens de sydlige egne har tropisk klima. Fra maj til oktober er det monsunsæson, og her falder der godt med regn. Den tørre sæson ligger fra november til april.

  • Statsform: Kommunistisk republik.
  • Hovedstad: Vientiane (Viangchan) med ca. 760.000 indbyggere.
  • Befolkning: 7,1 mio. indbyggere.
  • Religion: Buddhister 65 %, kristne 2 %.
  • Sprog: Det officielle sprog er lao, desuden tales der fransk, engelsk og en række lokale sprog.
  • Areal: 236.800 km2 (Danmark 43.094 km2).