I dag begynder rejsens højdepunkt, nemlig vores fantastisk flotte færd på tværs af landet fra Bergen til Oslo via nogle af de smukkeste perler, landet har at byde på. Rejsen foregår med to forskellige jernbaner, bus og det smukke katamaranskib ”Vision of the Fjords”.
Fra morgenstunden stiger vi om bord på Bergensbanen og kører en times tid til Voss. Undervejs kommer vi bl.a. forbi dybe dale. I Voss stiger vi fra toget over i en bus, der tager os op i fjeldet via den lille landsby Stalheim og ned til Gudvangen. Her venter os nogle gevaldige hårnålesving, og den dramatiske natur begynder for alvor at vise sig.
Gudvangen er kendt som historisk hjemsted for vikinger og byder på den fineste aktive vikingelandsby. Gudvangen ligger i vandkanten til den UNESCO-fredede Nærøyfjorden. Vi nyder omgivelserne, og er tiden til det, bliver der også mulighed for et hurtigt visit i vikingelandsbyen.
Omkring middag stiger vi om bord på det smukke skib ”Vision of The Fjords”, en panorama/hybrid-katamaran, der primært sejler på strøm, og som tager os fra Nærøyfjorden til Aurlandsfjorden.
Vi har to timer om bord til at nyde den unikke natur, der fra første færd blæser os omkuld gennem den smalle Nærøyfjord, hvor de stejle fjeldsider troner dramatisk over os. Aurlandsfjorden, der udgør sidste del af sejladsen, er en fjordarm til Sognefjorden, der er landets længste – og verdens næstlængste – fjord. Er vi heldige, møder vi også noget af områdets vildtliv undervejs, både til vands og til lands. På skibet er der mulighed for at proviantere.
Vi er fremme i Flåm først på eftermiddagen, hvor der bliver god tid til at slappe af og nyde den fine perle af en lille by. Byen er ikke større, end man kan gå fra den ene ende til den anden på få minutter – og man kan se hele byen allerede ved indsejlingen. Her er hverken mange mennesker eller leben – men her er så ubeskriveligt smukt. Vores hotel ligger i kort afstand fra kajen.
I Flåm lader vi roen falde over os, og der er tid til at gå en tur – eller vandre for de mere aktive. Der er små butikker med fint norsk håndværk, og ikke mindst en lille afdeling af Auerland-sko, de fineste håndsyede skindsko, som har haft så godt som samme design siden de blev til i 1930’erne. Desuden er der et mindre museum som vi besøger, her er der en udstilling om hvordan byen og togbanen blev til.