Firma – og grupperejser

Når rejsen går til Argentina, Brasilien, Peru og Chile

Når du tager afsted på en rundrejse til Sydamerika med dansk rejseleder, er der nogle praktiske oplysninger, som du skal have styr på både før, under og efter rejsen. Nedenfor finder du et overblik over al den relevante praktiske information såsom pas- og visumregler, lokale skikke og gode råd til din rejse til Sydamerika, når du lægger vejen forbi Argentina, Brasilien, Peru og Chile.

Har du spørgsmål til dine rejsedokumenter eller de lokale forhold, sidder vi klar til at hjælpe, så du får en tryg og behagelig rejse.

Dit pas skal være gyldigt i mindst seks måneder efter hjemkomst. Opbevar altid passet et sikkert sted på rejsen. Det anbefales desuden, at du altid har en kopi af dit pas med dig – enten i papirform eller på telefonen.

Der kræves ikke visum af danske statsborgere, når det drejer sig om en turistrejse på under 90 dage. Det er påkrævet at bære legitimation på sig, men en fotokopi af passet vil i de fleste tilfælde være tilstrækkeligt.

For yderligere information se www.um.dk’s hjemmeside her.

Argentinas møntfod hedder pesos (MXN).

Brasiliens møntfod hedder real (BRL) og er lig 100 centavos.

Chiles møntfod hedder chilenske pesos (CLP).

Møntenheden i Peru hedder nuevo sol (PEN).

For alle fire lande gælder, at det er bedst at medbringe amerikanske dollars og kreditkort. Der kan hæves kontanter i automater med Mastercard og Visa i de største byer. På markeder, i kiosker og endda på restauranter har man sjældent byttepenge, så sørg altid for at have rigeligt med småpenge – små sedler og mønter – til brug ved mindre køb. Det kan være en tryghed at medbringe kontanter i amerikanske dollars (100-200 amerikanske dollars), i tilfælde af, at man skulle løbe tør for lokalvaluta. Mindre lokalsamfund har ikke altid hæveautomater, men det er oftest muligt at finde vekselkontorer.

Det er en god idé altid at have mønter og mindre sedler i pungen til drikkepenge og mindre indkøb, da det mange steder kan være svært at få byttepenge. Husk at medbringe pas ved enhver veksling eller hævning i banken. Det er en god idé at medbringe mere end ét kreditkort. Husk de nødvendige informationer, hvis du får brug for at spærre kortet.

De aktuelle regler for, hvad du må bringe med hjem fra udlandet, kan du læse om på www.borger.dk’s hjemmeside her.

Vær opmærksom på, at væsker (drikkevarer, parfume, toiletartikler og lignende) kan blive konfiskeret ved flyskift, endda selv om de er blevet plomberet ved indkøb i foregående lufthavne. Derfor anbefaler vi, at du venter med toldfrie indkøb til den sidste lufthavn inden ankomstlufthavnen.

Som bekendt er det blevet sværere at veksle kontanter når man er ude på rejse. Derfor anbefaler vi kreditkort samt at medbringe Euro på rejser i Europa, og Euro eller US dollars på oversøiske rejser.

Kontakt egen læge eller Danske Lægers Vaccinations Service på www.sikkerrejse.dk for at få rådgivning om, hvilke vaccinationer, der er påkrævet eller anbefales i forbindelse med din rejse. Som grundregel bør du sikre dig, at du har en gyldig vaccination mod difteri, stivkrampe og hepatitis A.

Det er en god idé at informere rejselederen om specielle sygdomme – en information, som naturligvis bliver behandlet fortroligt. Tager du livsvigtig medicin, anbefaler vi, at du medbringer en beskrivelse af indholdet på engelsk. Kan fås hos egen læge eller på apoteket. Husk at pakke medicinen i håndbagagen.

Som udgangspunkt skal alle rejsende være selvhjulpne. Vores rejser er generelt ikke egnet for gangbesværede, da mange seværdigheder opleves til fods og kræver, at du er i stand til at gå min. 5 km dagligt.

På enhver udlandsrejse har du behov for en god rejseforsikring, som dækker i forbindelse med akut opstået sygdom mv. Risskov Rejser samarbejder med Gouda, som er specialiseret i rejseforsikringer og tilbyder produkter med dækninger, som hører til markedets bedste. Kontakt vores rejsekonsulenter – de kan rådgive dig, så du får en forsikring, der passer til dit behov.

Vi anbefaler altid, at værdigenstande såsom kamera, smykker og penge samt livsnødvendig medicin medbringes i håndbagagen. Ved evt. bagageforsinkelse er det en fordel at have de vigtigste ting ved hånden. Det er derfor en god idé at pakke f.eks. medicin, kontaktlinsevæske, tandbørste og et ekstra sæt tøj i håndbagagen. Rejser I to sammen, kan det være en fordel at fordele bagagen 50/50.

En del flyselskaber tillader ikke, at man medbringer batterier eller batteridrevne enheder i den indleverede bagage. Disse skal i stedet medbringes i håndbagagen. Det gælder eksempelvis bærbare computere, tablets, power banks etc.

Vores busser i Argentina, der kun er til dagsture, er samme standard som i Europa og med aircondition og gode sæder.

Busserne i Brasilien, Chile og Peru har ikke helt samme standard som i Europa, men vi har naturligvis valgt den bedste kategori med aircondition. Bemærk, at der er begrænset plads til håndbagage på busrejsen. Håndbagagen skal kunne stå under sædet eller være på hattehylden.

Vi har som hovedregel valgt 3- og 4-stjernede hoteller på vores rundrejser, men da udenlandske hoteller ikke tildeles stjerner efter dansk standard, kan der være hoteller, hvor man vil opleve en anelse lavere standard. Vi gør opmærksom på, at der i sjældne tilfælde kan forekomme hotelændringer undervejs på rejsen. Eventuelle ændringer vil tilstræbes at være af tilsvarende standard.

Argentina

Argentina er verdens ottendestørste land og kaldes for ”landet med de seks kontinenter”. Det udtryk bunder i landets mangfoldige geografi, der også inden for gastronomi giver udslag i delikate retter fra Buenos Aires og de 23 provinser. I nordøst og nordvest er maden præget af det subtropiske klima med mange frugter og flodfisk, herunder den klassiske argentinske te – “mate” – der dyrkes her og indtages af alle i hele landet med metalsugerør i smukt dekorerede bægre. Argentina har verdens bedste oksekød. End of story. Udskæringerne “lomo” (mørbrad), “bife de chorizo” (sirloin) og “ojo de bife” (ribeye) er verdensklasse, hvor man skal bede om at få den “a punto”, hvis den skal være almindeligt gennemstegt og “jugoso”, hvis saftig. Der følger altid tilbehør, “guarnicion”, med i form af kartofler, pommes frites, salat m.m. Argentinas pizza og “empanadas” – dejbrød med kød og grøntsagsfyld – er Sydamerikas bedste. De mange italienske indvandrere gør is i Buenos Aires til verdensklasse. Argentina har med Chile Sydamerikas bedste rød-, hvid- og rosévine, hvor Argentina udmærker sig med druen malbec inden for rødvine.

Brasilien

Brasilien er verdens femtestørste land, og landets store regionale forskelle gælder også madkulturen. F.eks. er Amazonas kendetegnet ved et stort udbud af spændende ferskvandsfisk og specielle frugter, og i delstaten Bahia gør den afrikanske indflydelse sig gældende med krydrede retter med forskellige slags chili. Der er dog et par retter, der er udbredt fra nord til syd. Det gælder f.eks. nationalretten “feijoada”bestående af sorte bønner kogt med soltørret kød, pølser og ”rester” som grisetæer og tryner, som serveres med ris. “Farofa” er en anden udbredt brasiliansk specialitet, der spises som tilbehør – den består af maniokmel ristet på panden med f.eks. bananstykker, rosiner eller bacon. Brasilien er også kendt for sit gode oksekød, og bønner og ris har samme status som kartofler på vores breddegrader. Brasilien er en øldrikkende nation, og “chopp” er fadøl, der drikkes iskoldt. Øl på dåse/flaske – “ceveja” – er generelt af bedre kvalitet. Da der findes en overflod af tropiske frugter i landet, kan man næsten overalt få friskpresset juice i mange varianter.

Chile

Det smalle land Chile strækker sig over 4.000 km langs Stillehavet med Andesbjergene i sin baghave, og med et utroligt varieret klima er der grobund for en ligeså varieret gastronomi alt efter hvor i landet, man befinder sig. De regionale køkkener er baseret på de lokalt tilgængelige råvarer kombineret med en fusion af de oprindelige folks madtraditioner og den spanske indflydelse.

De oprindelige folks bidrag til det chilenske køkken er især majs, bønner, fisk og skaldyr, og europæerne bidrog med svin, høns, får, kvæg, hvede og vin. Nogle af de mest populære lokale retter er “asado”, stegt kød, “empanadas”, der er brød med fyld af kød eller fisk, og “sopapillas”, der er friturestegte gærbrød, som både kan være dessert med sødt fyld og lækre snacks med kødfyld. Og er du vinentusiast, kan du glæde dig til at rejse rundt i et land, der er kendt for sine gode vine.

Peru

Maden i Peru er enormt varieret ligesom landets geografi, og den er ved at komme på det gastronomiske verdenskort. Smagene er definerede, men sjældent stærkt krydrede. Populære retter er supper, butterdejspakker med kødfyld og kødretter – oftest serveret med kartofler, ris og salat. Det peruvianske køkken er meget varieret, og af specialiteter kan nævnes stegt marsvin, “cuy”, og “ceviche”, som er rå seafood marineret i lime og chili (som man bør passe en smule på som turist) og kartoffel-causa, som er en kartoffelmos med lime, kylling og avokado. Det internationale, især sydeuropæiske, afrikanske og japanske køkken har desuden gjort sit spændende indtog i Peru.

Favoritdrikken i Peru er inka-cola eller øl. De lokale øl er af høj kvalitet. Pisco er en klar brandy brygget på druer, er landets nationaldrik og bliver brugt til at mixe Pisco Sour.

Det frarådes at drikke vand fra hanen i de fire lande, og isterninger skal man også undgå. Vand på flaske kan købes overalt. Tjek, at flasken er uåbnet/forseglet inden brug. Brug ligeledes vand på flaske til tandbørstning.

Elektricitet, mobil & Wi-Fi

Husk opladeren til f.eks. kamera og mobiltelefon.

I Argentina bruger man 220 volt, og stikkene er skæve – dog har mange hoteller også danske stikdåser.

I de fleste storbyer i Brasilien benytter man 110 volt, men man kan også komme ud for steder med 220-240 volt. Danske stik er lidt tykkere end brasilianske.

Chile bruger 220 volt, og stikdåserne er trebenede med runde stik.

Strømstyrken i Peru er som regel 220 volt. De fleste steder kan danske stik uden jordforbindelse bruges. Enkelte stikkontakter er kun til flade to-benede stik.

En adapter er altså nødvendig på denne rejse.

Det er sædvanligvis dyrt at bruge en dansk mobiltelefon uden for Europa. Internettelefoni er den billigste løsning, og der er adgang til gratis Wi-Fi på de fleste hoteller. Landekode til Danmark ved opkald fra udlandet er +45 før telefonnummeret. Vi anbefaler altid, at du kontakter din abonnementsudbyder, hvis du er i tvivl om, hvorvidt du kan bruge tele- og datatjenester uden ekstra omkostninger på din rejsedestination.

Tidsforskel

Hele Argentina har samme tidszone og er fire timer efter dansk normaltid og fem timer efter dansk sommertid.

Brasilien har fire tidszoner. I kystregionen til og med hovedstaden Brasília er man fire timer efter dansk tid, og i Pantanal fem timer efter.

Chile har to tidszoner. Hovedstaden Santiago de Chile er fem timer bagud i forhold til dansk normaltid og seks timer i forhold til dansk sommertid.

Peru er seks timer bagud i forhold til dansk normaltid og syv timer i forhold til dansk sommertid.

Drikkepenge

Det er almindeligt at give drikkepenge i Argentina, Brasilien Chile og Argentina. Lønningerne i servicebranchen er generelt meget lave, så for mange af dem, der arbejder i servicebranchen, er det en del af lønnen. Derfor er det vigtigt, at man er opmærksom på denne skik.

Taxachauffører bliver glade for drikkepenge, og her runder man op eller giver 10 % oven i prisen. Stuepigerne på hotellerne sætter også pris på drikkepenge (1 amerikansk dollar pr. nat pr. rejsedeltager). Rejselederen samler ind for alle deltagere og uddeler løbende under hele rejsen drikkepenge til lokalguider, chauffører, tjenere (hvor måltider er inkl.) og piccoloer på hotellerne.

Sammen med rejsedokumenterne sender vi information om, hvad vi vurderer som et passende beløb på den pågældende rejse, men det er naturligvis helt op til den enkelte, hvor meget man ønsker at give. Af denne grund har vi ikke inkluderet drikkepenge i rejsens pris, og det skal understreges, at drikkepenge er frivillige.

Rygning

Rygning i bussen er ikke tilladt. Ligeledes vil der på de fleste restauranter, hoteller, strande og offentlige områder være rygeforbud. Rejselederen vil naturligvis informere om de aktuelle rygeregler ved ankomst.

Sikkerhed

Det er generelt sikkert at rejse i Peru og Chile, men man skal selvfølgelig passe på sine ejendele. Hold dig til turistområderne, og gå ikke alene ud, når det er mørkt.

Argentina hører til et af Sydamerikas sikreste lande at rejse rundt i. Alligevel skal man ikke friste svage sjæle ved at efterlade kameraer eller tegnebog på bordet, hvis man går fra det. I hovedstaden Buenos Aires skal man passe på med store kameraer og andre værdigenstande på åben gade. I Buenos Aires er der et særligt kontor for turistpolitiet.

Brasilien har et blakket ry, når det gælder kriminalitet, men man skal tænke på, at det er mest farligt dér, hvor turisterne ikke kommer, f.eks. i storbyernes slumkvarterer. De brasilianske myndigheder har stort fokus på lov og orden, og der er ligesom i Argentina et særligt turistpoliti.

For alle fire lande gælder det, at man skal udvise forsigtighed med hensyn til penge og værdigenstande og f.eks. undlade at medbringe værdifulde smykker. Opbevar penge, pas og kreditkort tæt på kroppen og vær ekstra opmærksom, når du handler eller hæver penge. Det er en god idé at opbevare værdigenstande, der ikke medbringes på udflugter, i sikkerhedsboks på hotellet.

Ideér til indkøb

Man kan købe stort set alt i Sydamerika, og her findes hele spektret fra farverige, lokale markeder til mondæne shoppingcentre med aircondition.

Argentina har masser af gode lædervarer og dermed ikke kun frakker, men også handsker og sko i verdensklasse. Argentinsk “dulce de leche” – mælke- og sukkerbaseret karamelcreme – er ideelt til pandekager og landets uofficielle nationalspise. “Mate”, urteteen, der indtages i bæger og metalsugerør, er en god gaveidé, og teen er ikke noget problem i den danske told.

Brasilien har en spændende musikkultur, så her er her virkelig noget for musikelskere. Sportsinteresserede kan med fordel købe sportstøj. Brasilien producerer 90 % af verdens halvædelstene, som kan købes til overkommelige priser og i alskens udformninger. Indiansk kunsthåndværk, tekstiler og lertøj er også typiske brasilianske souvenirs.

Chile besidder over en tredjedel af verdens kobberressourcer og er Chiles største eksportvare. Du kan derfor f.eks. tage et bogmærke eller en lille kobberplade med et kort over landet med hjem. Smykkestenen lapis lazuli findes kun i to lande i verden, hvoraf Chile er et af dem. Smykker i alle stilarter findes i mange små butikker og på markeder over hele landet. En “indio pícaro” er en kæk souvenir – løft den op ved hovedet og find hurtigt ud af, om det er en herre- eller dame-indianer …

Peru er kendt for sin fine kvalitet af baby-alpakauld. Sweatere og sjaler er noget af det mest solgte, men du kan finde alt i alpakauld. Pisco er en lokalt produceret klar brandy, der bl.a. bruges til den forfriskende aperitif Pisco Sour. Kunsthåndværk og malerier kan også med fordel købes.

For at få det fulde udbytte af rejsen og det bedste indblik i landet bør man vise respekt for landet og indbyggerne. Man må være forberedt på, at sydamerikanerne er mere kropslige end os danskere, og ritualet med adskillige kindkys, når man mødes, er helt almindeligt. På en rejse til Sydamerika skal man skal væbne sig med tålmodighed, for punktlighed er ikke lokale dyder, ligesom bureaukrati er meget udbredt. Sydamerikanerne er fotogene, og mange har ikke noget imod at blive fotograferet – men det er ikke alle. Spørg derfor, hvis du er i tvivl.

Jo længere ud på landet man kommer, jo lavere bliver standarden. De såkaldte pedaltoiletter er udbredte, og toiletpapir er ikke almindeligt, så tag selv noget med i tasken sammen med håndspritten. Solcreme og insektmiddel kan med fordel købes lokalt, da de er udviklet til de lokale forhold. Vi anbefaler, på alle vores rejser, at man medbringer håndsprit, da hygiejnen og bakterierne kan være anderledes end i Danmark.

Argentinas længde gør, at det strækker sig fra subtropisk i nord over tempereret til subarktisk i syd. November til marts er sommersæson i hele Sydamerika og dermed også Argentina.

Det meste af Brasilien ligger i den tropiske klimazone, og den sydlige del af landet i den subtropiske zone.

Klimaet er utroligt varieret i landet, der strækker sig over 4.000 km med en gennemsnitlig bredde på 200 km. Mod nord findes verdens tørreste ørken, den centrale del af landet har middelhavsklima, alpint klima oppe i Andesbjergene og polarklima helt sydligt.

Klimaet varierer fra tropisk i øst, tør ørken i vest, til tempereret i Andesbjergene. Fra oktober til april regner det i bjergene og er tørt i Lima. Middeltemperaturerne svinger fra 19 til 27 om dagen, med de koldeste temperaturer i bjergene.

Argentina

  • Statsform: Føderal republik.
  • Befolkning: 44,7 mio. indbyggere.
  • Hovedstad: Buenos Aires med 2,9 mio. indbyggere (metropolområde 17 mio.).
  • Religion: Katolikker 83 %.
  • Sprog: Det officielle sprog er spansk.
  • Areal: 2.780.400 km2 (Danmark 43.094 km2).

Brasilien

  • Statsform: Føderal republik.
  • Hovedstad: Brasília med 2,8 mio. indbyggere.
  • Befolkning: 208,8 mio. indbyggere.
  • Religion: Katolikker 65 %, protestanter 22 %, spiritister 2 %.
  • Sprog: Portugisisk.
  • Areal: 8.456.510 km² (Danmark 43.094 km²).

Chile

  • Statsform: Demokrati.
  • Hovedstad: Santiago de Chile med 6,2 mio. indbyggere (metropolområde 7,5 mio.).
  • Befolkning: 17,8 mio. indbyggere.
  • Religion: Katolikker 67 %, protestanter 16 %.
  • Sprog: Officielt spansk, som tales af 99,5 % af befolkningen.
  • Areal: 756.102 km² (Danmark 43.094 km²).

Peru

  • Statsform: Republik.
  • Hovedstad: Lima med 8,6 mio. indbyggere.
  • Befolkning: 31,3 mio. indbyggere.
  • Religion: 92,5 % katolikker.
  • Sprog: De officielle sprog er spansk, som de fleste taler, samt quechua og aymara.
  • Areal: 1.285.216 km² (Danmark 43.094 km²).

Vores rejser til Argentina, Brasilien, Peru og Chile

Vores rejser

Alle rejser
Foto
Kort

her