Se mere: privatlivspolitik
Når du tager afsted på en rundrejse til Polen med dansk rejseleder, er der nogle praktiske oplysninger, som du skal have styr på både før, under og efter rejsen. Nedenfor finder du et overblik over al den relevante praktiske information såsom pas- og visumregler, lokale skikke og gode råd til din rejse i Polen.
Visum er ikke nødvendigt for danske statsborgere. Passet skal være gyldigt i mindst 6 måneder ud over opholdet og skal medbringes som ID ved flyrejser. Det anbefales at medbringe en kopi af pas og forsikringspapirer, evt. både i papirform og tilgængeligt på telefon.
Polen er medlem af EU, men står uden for Euro-samarbejdet. Landets valuta er Zloty (PLN). 1 Euro svarer til ca. 4,3 PLN. De fleste internationale betalingskort accepteres i butikker, hoteller, restauranter og caféer. Der kan være en begrænsning på, hvor meget man må hæve på kreditkort, og beløbet afhænger af den enkelte bank og det enkelte kort. Selv om kriminalitet med kreditkort er begrænset, er det vigtigt at holde øje med sit kort. Det er en god idé at medbringe flere kreditkort. Husk de nødvendige informationer, hvis du får brug for at spærre kortet.
For aktuelle regler om, hvad man må medbringe – se Skats hjemmeside www.skat.dk og søg på ”toldregler på rejsen”.
Det er en god idé at informere rejselederen om specielle sygdomme – en information, som naturligvis bliver behandlet fortroligt. Tager du livsvigtig medicin, anbefaler vi, at du medbringer et medicinpas med en beskrivelse af indholdet på engelsk. Dette kan fås hos egen læge eller på apoteket. Husk at pakke medicinen i håndbagagen.
Som udgangspunkt skal alle rejsende være selvhjulpne. Vores rejser er generelt ikke egnede for gangbesværede, da mange seværdigheder opleves til fods og kræver, at du er i stand til at gå min. 5 km dagligt.
På enhver udlandsrejse har du behov for en god rejseforsikring, som dækker i forbindelse med akut opstået sygdom mv. Risskov Rejser samarbejder med Gouda, som er specialiseret i rejseforsikringer og tilbyder produkter med dækninger, som hører til markedets bedste. Kontakt vores rejsekonsulenter – de kan rådgive dig, så du får en forsikring, der passer til dit behov.
Vi har som hovedregel valgt 3- og 4-stjernede hoteller på vores rundrejser, men da udenlandske hoteller ikke tildeles stjerner efter dansk standard, kan der være hoteller, hvor man vil opleve en anelse lavere standard. Vi gør opmærksom på, at der i sjældne tilfælde kan forekomme hotelændringer undervejs på rejsen. Eventuelle ændringer vil tilstræbes at være af tilsvarende standard.
Der vil typisk ikke være dyner som i Danmark, da man bruger lagner og tæpper som sengetøj. Tæpperne finder man ofte i et skab på værelset, ellers kan de fås i receptionen.
Transportmidler vil være af god turiststandard efter lokale forhold. Bemærk, at der på busrejser er begrænset plads til håndbagage, som skal kunne stå under sædet, da hattehylden er forbeholdt overtøj.
Det traditionelle polske køkken byder på retter som zeberka (spareribs), pierogis (dej fyldt med svampe, kål, ost eller kød), chlodnik (kold rødbedesuppe) og bigos (gryderet med kød, surkål og svampe). Vil du prøve den traditionelle polske husmandskost, kan du besøge såkaldte mælkebarer (bar mleczn), hvor der serveres mad som f.eks. gryderetter, surkål, pirogger og diverse syltede grøntsager. Mælkebarerne minder om store madsale, hvor der serveres mad til lave priser. Flere polske mikrobryggerier har også åbnet egne restauranter, hvor de enkle husmandsretter suppleres med øl. I Polen finder du desuden alt fra enkle fastfoodkæder til gourmetrestauranter og vegetarrestauranter. Til den søde tand er der italienskinspireret is mange steder.
Generelt er prisniveauet lavere end i Danmark.
Vi anbefaler, at man køber vand på flaske. Man kan drikke vandet i Polen, men det kan smage anderledes end dansk postevand, fordi det renses med flere kemikalier end i Danmark.
Polen er i samme tidszone som Danmark, så der er ingen tidsforskel.
Det er almindeligt at give drikkepenge til dem, der arbejder i servicebranchen, da det er en del af lønnen. På restaurant og café er det kutyme at runde op eller give 10 %. Taxachauffører forventer også drikkepenge, og 10 % oveni prisen er passende. Stuepiger og piccoloer på hotellerne sætter også pris på drikkepenge. På rundrejsen gives der drikkepenge til buschauffører, lokalguide. Vi anbefaler ca. 30-40 PLN pr. rejsedeltager, men det er naturligvis helt op til den enkelte, hvor meget man ønsker at give. Af denne grund, har vi derfor ikke inkluderet drikkepenge i rejsens pris.
Det er en god ide at opbevare værdigenstande i en sikkerhedsboks på værelset eller i receptionen. Enkelte hoteller tager depositum for nøglen, og beløbet refunderes ved returnering. Lommetyve er primært et storbyfænomen – også i Polen. Gå derfor ikke med pengepung i baglomme, åben taske eller rygsæk.
Polen bruger 220v – 50 hz. Det er en god idé at medbringe enadapter, da afvigende stik kan forekomme.
Det er sædvanligvis dyrt at bruge en dansk mobiltelefon uden for Danmark, bortset fra rejse i EU-lande, hvor der er indført roaming til hjemmetakst, således at du kan ringe, sende sms og bruge datatjenester uden ekstra omkostninger. Landekode til Danmark ved opkald fra udlandet er +45 før telefonnummeret. Vi anbefaler altid, at du kontakter din abonnementsudbyder, hvis du er i tvivl om, hvorvidt du kan bruge tele- og datatjenester uden ekstra omkostninger på din rejsedestination.
Rygning i bussen er ikke tilladt. Der er desuden forbud mod rygning i offentlige transportmidler, ved stoppesteder og på legepladser. På caféer og barer er det kun tilladt at ryge i særlige rygeafdelinger. Rejselederen vil naturligvis informere om de aktuelle rygeregler ved ankomst.
Polske åbningstider er lidt forskellige, men længere end i Danmark. Åbningstiderne kan være kortere i mindre byer og længere i større byer. Butikker og banker har typisk åbent fra mandag til lørdag (lørdag med kortere åbningstid) og lukket om søndagen. Posthuse har typisk åbent mandag til fredag, og i større byer kan der være døgnåbent.
Polen har et tempereret klima, der spænder fra kystklima til fastlandsklima, med alpint klima i bjergene. Generelt har Polen alle fire årstider med varme somre og kolde vintre. På grund af landets størrelse og placeringen ved Østersøen, er der mange regionale forskelle. Om sommeren i Polen er den gennemsnitlige temperatur på omkring 20 °C til 27 °C, med til tider kølige aftener. Vintrene kan være bidende kolde. I den nordlige del af Polen er den gennemsnitlige vintertemperatur på 3 °C , og i den sydlige del af Polen falder gennemsnittet til -8 °C. I dele af det sydlige Polen kan sommertemperaturerne nå op over 30 °C.
Vores rejser
her
Når du rejser med os
Bliv inspireret
Åbningstider
Randers
Østergade 10A,
8900 Randers
København
Store Kongensgade 62,
1264 København K
© Risskov Rejser A/S 2023