Se mere: privatlivspolitik
Når du tager afsted på en rundrejse til Sydafrika med dansk rejseleder, er der nogle praktiske oplysninger, som du skal have styr på både før, under og efter rejsen. Nedenfor finder du et overblik over al den relevante praktiske information såsom pas- og visumregler, lokale skikke og gode råd til din rejse i Sydafrika.
Passet skal være gyldigt minimum 30 dage fra hjemrejsedatoen. Der skal være to blanke sider efter hinanden i passet ved indrejse til Sydafrika. Disse skal bruges til ind- og udrejsestempler. Opbevar altid passet et sikkert sted på rejsen. Det anbefales desuden, at du altid har en kopi af dit pas med dig – enten i papirform eller på telefonen.
Som dansk statsborger skal man ikke have visum for indrejse til Sydafrika, hvis rejsen er under 90 dage.
Rejser du til Sydafrika med børn, så vær opmærksom på særskilte indrejseregler for børn under 18 år: Ved rejse med begge forældre skal børn under 18 år hver især medbringe et gyldigt pas efter ovenstående regler og desuden en dåbs- eller navneattest på engelsk. Kontakt Borgerservice eller det nærmeste kirkekontor for at få en engelsk version af attesten. Ved rejse med kun den ene forælder skal børn under 18 år hver især medbringe et gyldigt pas efter ovenstående regler, dåbs- eller navneattest på engelsk samt en underskrevet edsvoren erklæring af den forælder, som ikke rejser med. Erklæringen kan findes her. Den edsvorne skal påtegnes af enten politiet eller den sydafrikanske ambassade i Danmark. Ved rejse med en myndig ledsager, som ikke er juridisk forælder eller værge for barnet, skal barnet medbringe gyldigt pas, engelsk dåbsattest eller navneattest samt en edsvoren erklæring underskrevet af begge forældre. For mere information henviser vi til Sydafrikas ambassade i Danmark.
Den lokale valuta er sydafrikanske rand (ZAR). Man kan veksle til valutaen i Danmark, eller man kan medbringe euro og amerikanske dollars, som veksles ved ankomsten. Danske penge kan være svære at få vekslet. De fleste internationale kreditkort kan benyttes næsten overalt, og der er hæveautomater i de større byer. Det er en god idé altid at have lidt kontanter til mindre indkøb og drikkepenge. Det er fornuftigt at medbringe mere end ét kreditkort. På den måde er du på den sikre side, hvis der skulle opstå problemer med det ene kort. Husk de nødvendige informationer, hvis du får brug for at spærre dit kreditkort.
Som bekendt er det blevet sværere at veksle kontanter når man er ude på rejse. Derfor anbefaler vi kreditkort samt at medbringe Euro på rejser i Europa, og Euro eller US dollars på oversøiske rejser.
De aktuelle regler for, hvad du må bringe med hjem fra udlandet, kan du læse om på www.borger.dk’s hjemmeside her.
Vær opmærksom på, at væsker (drikkevarer, parfume, toiletartikler og lignende) kan blive konfiskeret ved flyskift, endda selv om de er blevet plomberet ved indkøb i foregående lufthavne. Derfor anbefaler vi, at du venter med toldfrie indkøb til den sidste lufthavn inden ankomstlufthavnen.
Kontakt egen læge eller Danske Lægers Vaccinations Service på www.sikkerrejse.dk for at få rådgivning om, hvilke vaccinationer, der er påkrævet eller anbefales i forbindelse med din rejse. Som grundregel bør du sikre dig, at du har en gyldig vaccination mod difteri, stivkrampe og hepatitis A.
Det er en god idé at informere rejselederen om specielle sygdomme – en information, som naturligvis bliver behandlet fortroligt. Tager du livsvigtig medicin, anbefaler vi, at du medbringer en beskrivelse af indholdet på engelsk. Kan fås hos egen læge eller på apoteket. Husk at pakke medicinen i håndbagagen.
Som udgangspunkt skal alle rejsende være selvhjulpne. Vores rejser er generelt ikke egnet for gangbesværede, da mange seværdigheder opleves til fods og kræver, at du er i stand til at gå min. 5 km dagligt.
På enhver udlandsrejse har du behov for en god rejseforsikring, som dækker i forbindelse med akut opstået sygdom mv. Risskov Rejser samarbejder med Gouda, som er specialiseret i rejseforsikringer og tilbyder produkter med dækninger, som hører til markedets bedste. Kontakt vores rejsekonsulenter – de kan rådgive dig, så du får en forsikring, der passer til dit behov.
Vi anbefaler altid, at værdigenstande såsom kamera, smykker og penge samt livsnødvendig medicin medbringes i håndbagagen.
Ved evt. bagageforsinkelse er det en fordel at have de vigtigste ting ved hånden. Det er derfor en god idé at pakke f.eks. medicin, kontaktlinsevæske, tandbørste og et ekstra sæt tøj i håndbagagen. Rejser I to sammen, kan det være en fordel at fordele bagagen 50/50.
Bemærk, at der om aftenen kan være markant køligere. Medbring derfor en jakke.
En del flyselskaber tillader ikke, at man medbringer batterier eller batteridrevne enheder i den indleverede bagage. Disse skal i stedet medbringes i håndbagagen. Det gælder eksempelvis bærbare computere, tablets, power banks etc.
Busserne i Sydafrika har ikke samme standard som i Europa, men vi har naturligvis valgt den bedste kategori med aircondition. Bemærk, at der er begrænset plads til håndbagage på busrejsen. Håndbagagen skal kunne stå under sædet eller være på hattehylden.
Vi har som hovedregel valgt 3- og 4-stjernede hoteller på vores rundrejser, men da udenlandske hoteller ikke tildeles stjerner efter dansk standard, kan der være hoteller, hvor man vil opleve en anelse lavere standard. Vi gør opmærksom på, at der i sjældne tilfælde kan forekomme hotelændringer undervejs på rejsen. Eventuelle ændringer vil tilstræbes at være af tilsvarende standard.
Sydafrikas befolkningssammensætning afspejler sig i madkulturen, der er lige så farverig og varieret som kulturen. Der findes et stort udvalg af asiatiske og europæiske retter, der ofte er fusioneret med afrikanske retter.
Fisk og skaldyr er en væsentlig del af den traditionelle kost langs kysterne, hvor der findes et kæmpe udvalg af arter. Den del af befolkningen, der bor inde i landet, spiser meget kød, og der er mulighed for at smage specialiteter som f.eks. struds, antilope, krokodille og springbuk. En populær snack er biltong, som er tørret kød.
Sydafrika er et af verdens nye vinlande, selv om hollænderne allerede i 1652 plantede vinstokke ved den første handelsstation. Klimaet og jordbunden i den sydlige del af landet er perfekt til vindyrkning, og det solrige klima giver druerne et højt sukkerindhold.
Man bør ikke drikke vandet fra hanen. Ligeledes frarådes isterninger. Køb i stedet vand på flaske.
Tidsforskel
Sydafrika er 1 time foran dansk vintertid.
Drikkepenge
Det er almindeligt at give drikkepenge i Sydafrika. Lønningerne er generelt meget lave, så for mange af dem, der arbejder i servicebranchen, er det en del af lønnen, og derfor er det vigtigt, at man er opmærksom på denne skik. På restauranter lægger man typisk 10-15 % oveni regningen. Stuepigerne på hotellerne sætter også pris på drikkepenge (20 ZAR pr. nat pr. rejsedeltager).
På rundrejserne i Sydafrika vil der bl.a. være tale om drikkepenge til buschauffører, lokalguider og hotelpiccoloer. Det beløber sig ca. 70 ZAR pr. dag pr. rejsedeltager. Rejselederen vil i starten af rundrejsen lave en indsamling, som vil ske i ZAR, nærmere information vil blive tilsendt herom sammen med afrejsedokumenterne, men det er naturligvis helt op til den enkelte, hvor meget man ønsker at give. Af denne grund har vi ikke inkluderet drikkepenge i rejsens pris.
Sikkerhed
Det er generelt sikkert at være turist i Sydafrika, men almindelig påpasselighed anbefales naturligvis, især efter mørkets frembrud. Vær opmærksom på, hvor du bevæger dig hen og følg rejselederens råd. Pas på ejendele i lufthavne og i større menneskemængder, og hav gerne vigtige dokumenter og kontanter tæt på kroppen. Undgå at bære kostbare smykker, og hold lav profil med dyre kameraer og mobiltelefoner. Opbevar penge, pas og kreditkort tæt på kroppen eller allerhelst i en sikkerhedsboks på hotellet, og vær ekstra opmærksom, når du handler eller hæver penge.
Elektricitet, mobil & Wi-Fi
Sydafrika benytter 220 volt. Stikkontakterne er anderledes end de danske, så det er nødvendigt med en adapter.
Det er sædvanligvis dyrt at bruge en dansk mobiltelefon udenfor Europa. Internettelefoni er den billigste løsning, og der er adgang til gratis Wi-Fi på de fleste hoteller. Landekode til Danmark ved opkald fra udlandet er +45 før telefonnummeret. Vi anbefaler altid, at du kontakter din abonnementsudbyder, hvis du er i tvivl om, hvorvidt du kan bruge tele- og datatjenester uden ekstra omkostninger på din rejsedestination.
Rygning
Rygning i bussen er ikke tilladt. Ligeledes vil der på de fleste restauranter, hoteller, strande og offentlige områder være rygeforbud. Rejselederen vil naturligvis informere om de aktuelle rygeregler ved ankomst.
Idéer til indkøb
Prisniveauet i Sydafrika er ganske rimeligt, da Rand-kursen er faldet meget i de seneste år, og man kan med fordel købe guld og ædelsten. Overalt i landet kan man købe smukt kunsthåndværk, hvoraf meget er lavet af genbrugsmaterialer. Hvis du vil være sikker på, at det, du køber, rent faktisk er lavet i landet, skal du spørge, da meget er importeret fra andre afrikanske lande.
Sydafrikanerne er kendt for at være meget afslappede og muntre, og de sætter familie og sociale relationer højt. Generelt bliver turister mødt med stor gæstfrihed, men ligesom i alle andre lande er der sociale spilleregler, som er vigtige at overholde. Sydafrikanere betragter det f.eks. som uhøfligt, hvis man taler til dem med hænderne i lommen eller peger på dem, når man taler.
Vi anbefaler, at man medbringer en lommelygte, så man har lys, hvis strømmen skulle gå og særligt, hvis man kommer til at bo et sted, hvor der er manglende belysning på lodgen om aftenen.
De fleste steder i Sydafrika kan man forvente toiletforhold som i Danmark. Jo længere ud på landet man kommer, jo lavere bliver standarden. Vi anbefaler, på alle vores rejser, at man medbringer håndsprit, da hygiejnen og bakterierne kan være anderledes end i Danmark.
Da vindforholdene omkring Cape Town kan være meget foranderlige, kan vi indimellem være nødt til at ændre i programrækkefølgen for at nå Taffelbjerget og Robben Island, mens der er klart vejr og vindstille.
Sommerperioden er fra oktober til april, og vinterperioden er fra maj til august. Størstedelen af Sydafrika har subtropisk klima med solrige dage og kølige nætter. Sydafrika er et tørt land med en gennemsnitlig nedbørsmængde på 502 mm, men landet ligger højt på verdensplan, når det gælder solskinstimer. I området omkring Cape Town, i det sydvestlige hjørne af Sydafrika, er der hovedsageligt et tørt klima med megen sol. I takt med, at man bevæger sig mod nordøst, ændrer klimaet sig, og sydøstkysten hører til den ”regnfulde” del af Sydafrika.
Når du rejser med os
Bliv inspireret
Åbningstider
Randers
Østergade 10A,
8900 Randers
København
Store Kongensgade 62,
1264 København K
© Risskov Rejser A/S 2023