Se mere: privatlivspolitik
Når du tager afsted på en rundrejse til Thailand med dansk rejseleder, er der nogle praktiske oplysninger, som du skal have styr på både før, under og efter rejsen. Nedenfor finder du et overblik over al den relevante praktiske information såsom pas- og visumregler, lokale skikke og gode råd til din rejse i Thailand.
Dit pas skal være gyldigt mindst seks måneder efter hjemrejse. Opbevar altid passet et sikkert sted på rejsen. Det anbefales desuden, at du altid har en kopi af dit pas med dig – enten i papirform eller på telefonen.
Der kræves ikke visum til Thailand ved rejser under 30 dage. Ved indrejse i Thailand får danske statsborgere et indrejsestempel, og ophold i landet er tilladt fra stemplets dato og 30 dage frem.
Om bord på flyet skal du udfylde en formular med personoplysninger. Den ene halvdel af formularen afleveres i paskontrollen, og den anden halvdel skal du selv opbevare sammen med dit pas indtil hjemrejsen. Ved udrejse afleveres også denne del i paskontrollen.
Den lokale valuta hedder thailandske baht (THB). Vi anbefaler, at man veksler til THB hjemmefra eller hæver i automat (såkaldt ATM) ved ankomst i Thailand.
Visa og Mastercard kan bruges på adskillige hoteller, restauranter, i butikker og i større supermarkeder.
Selv om kriminalitet med kreditkort er begrænset, er det en god idé at holde øje med sit kort. Det er en god idé at medbringe mere end ét kreditkort. På den måde er du sikret, hvis der skulle opstå problemer med det ene kort. Husk de nødvendige informationer, hvis du får brug for at spærre dit kreditkort.
Som bekendt er det blevet sværere at veksle kontanter når man er ude på rejse. Derfor anbefaler vi kreditkort samt at medbringe Euro på rejser i Europa, og Euro eller US dollars på oversøiske rejser.
De aktuelle regler for, hvad du må bringe med hjem fra udlandet, kan du læse om på www.borger.dk’s hjemmeside her.
Vær opmærksom på, at væsker (drikkevarer, parfume, toiletartikler o.l.) kan blive konfiskeret ved flyskift, endda selv om de er blevet plomberet ved indkøb i foregående lufthavne. Derfor anbefaler vi, at du venter med toldfrie indkøb til den sidste lufthavn inden ankomstlufthavnen.
Kontakt egen læge eller Danske Lægers Vaccinations Service på www.sikkerrejse.dk for at få rådgivning om, hvilke vaccinationer, der er påkrævet eller anbefales i forbindelse med din rejse. Som grundregel bør du sikre dig, at du har en gyldig vaccination mod difteri, stivkrampe og hepatitis A.
Det er en god idé at informere rejselederen om specielle sygdomme – en information, som naturligvis bliver behandlet fortroligt. Tager du livsvigtig medicin, anbefaler vi, at du medbringer en beskrivelse af indholdet på engelsk. Kan fås hos egen læge eller på apoteket. Husk at pakke medicinen i håndbagagen.
Som udgangspunkt skal alle rejsende være selvhjulpne. Vores rejser er generelt ikke egnet for gangbesværede, da mange seværdigheder opleves til fods og kræver, at du er i stand til at gå min. 5 km dagligt.
På enhver udlandsrejse har du behov for en god rejseforsikring, som dækker i forbindelse med akut opstået sygdom mv. Risskov Rejser samarbejder med Gouda, som er specialiseret i rejseforsikringer og tilbyder produkter med dækninger, som hører til markedets bedste. Kontakt vores rejsekonsulenter – de kan rådgive dig, så du får en forsikring, der passer til dit behov.
Vi anbefaler altid, at værdigenstande såsom kamera, smykker og penge samt livsnødvendig medicin medbringes i håndbagagen. Ved evt. bagageforsinkelse er det en fordel at have de vigtigste ting ved hånden. Det er derfor en god idé at pakke f.eks. medicin, kontaktlinsevæske, tandbørste og et ekstra sæt tøj i håndbagagen. Rejser I to sammen, kan det være en fordel at fordele bagagen 50/50.
En del flyselskaber tillader ikke, at man medbringer batterier eller batteridrevne enheder i den indleverede bagage. Disse skal i stedet medbringes i håndbagagen. Det gælder eksempelvis bærbare computere, tablets, power banks etc.
Busserne i Thailand har ikke helt samme standard som i Europa, men vi har naturligvis valgt den bedste kategori med aircondition. Bemærk, at der er begrænset plads til håndbagage på busrejsen. Håndbagagen skal kunne stå under sædet eller være på hattehylden.
På vores rundrejser bliver bussen på enkelte udflugter skiftet ud med mindre biler for, at vi kan komme uden for byerne og op i bjergområderne, hvor det ikke er muligt for en bus at køre.
Vi har som hovedregel valgt 3- og 4-stjernede hoteller på vores rundrejser, men da udenlandske hoteller ikke tildeles stjerner efter dansk standard, kan der være hoteller, hvor man vil opleve en anelse lavere standard. Vi gør opmærksom på, at der i sjældne tilfælde kan forekomme hotelændringer undervejs på rejsen. Eventuelle ændringer vil tilstræbes at være af tilsvarende standard.
Thaierne elsker mad. Faktisk får man let det indtryk, at de spiser næsten hele tiden. Det betyder også, at man sjældent er langt fra mad i Thailand. Og hvilken mad! Som mange andre steder i Østen er maden i Thailand en oplevelse ud over det sædvanlige. Her findes alt fra gode, billige boder og gadekøkkener til meget fine restauranter, hvor service og kvalitet absolut er på højde med niveauet i Europa. Ved gadekøkkenerne skal man dog være opmærksom på hygiejnen, som kan variere. Thailandsk mad er ofte meget stærkt – stærkere end den thaimad, der findes uden for Thailand. Thaierne spiser ikke så meget kød, og som regel består et måltid af mange grøntsager med ris og måske en smule kød. De fleste steder i Thailand er det muligt at finde restauranter, der serverer internationale retter. Thailand er fyldt med friske, lækre frugter, og det er muligt at få skønne friskpressede juicer rigtig mange steder. Stærkt vanedannende! Øl kan man få på de fleste restauranter, caféer, barer og i supermarkeder. Man kan få de kendte internationale øl, men prøv gerne lokale mærker som Chang og Singha.
Drik ikke postevand fra hanen og vær også opmærksom på, om isterningerne i din drink kommer fra postevand. Køb i stedet vand på flaske.
Tidsforskel
Thailand er seks timer foran dansk normaltid og fem timer foran sommertid.
Drikkepenge
Det er almindeligt at give drikkepenge i Thailand. Lønningerne er generelt meget lave, så for mange, der arbejder i servicebranchen, er det en del af lønnen, og derfor er det vigtigt, at man er opmærksom på denne skik. På restauranter lægger man typisk 10-15 % oven i regningen.
På rundrejsen i Thailand vil der være tale om drikkepenge til buschauffører, lokalguider og hotelpiccoloer. Det beløber sig ca. 150 THB pr. dag pr. rejsedeltager. Rejselederen vil i starten af rundrejsen lave en indsamling, som skal være i thailandske baht (THB). Nærmere information vil blive tilsendt herom sammen med afrejsedokumenterne, men det er naturligvis helt op til den enkelte, hvor meget man ønsker at give. Af denne grund har vi ikke inkluderet drikkepenge i rejsens pris.
Sikkerhed
Det er generelt meget sikkert at opholde sig i Thailand, men almindelig forsigtighed anbefales naturligvis – især i storbyerne. Opbevar penge, pas og kreditkort tæt på kroppen, og vær ekstra opmærksom i større menneskemængder, og når du handler. Opbevar penge, pas og kreditkort tæt på kroppen eller allerhelst i en sikkerhedsboks på hotellet, og vær ekstra opmærksom, når du handler eller hæver penge.
Elektricitet, mobil & Wi-Fi
Thailand bruger 220 volt, men stikkontakterne er ofte anderledes end i Danmark, så det anbefales at medbringe en adapter.
Det er sædvanligvis dyrt at bruge en dansk mobiltelefon uden for Europa. Internettelefoni er den billigste løsning, og der er adgang til gratis Wi-Fi på de fleste hoteller. Hvis der skal ringes til udlandet fra Thailand, tastes der først +1 og derefter landekoden på det land, der skal ringes til. Landekode til Danmark ved opkald fra udlandet er +45 før telefonnummeret. Hvis der skal ringes til Thailand fra Danmark, er landekoden +66. Vi anbefaler altid, at du kontakter din abonnementsudbyder, hvis du er i tvivl om, hvorvidt du kan bruge tele- og datatjenester uden ekstra omkostninger på din rejsedestination.
Rygning
Rygning i bussen er ikke tilladt. Ligeledes vil der på de fleste restauranter, hoteller, strande og offentlige områder være rygeforbud. Rejselederen vil naturligvis informere om de aktuelle rygeregler ved ankomst.
Vær opmærksom på, at der er forbud mod E-cigaretter i Thailand. Undlad derfor at medbringe E-cigaretter, E-væske og vandpiber. Disse elementer vil blive konfiskeret ved ankomst, og man risikerer at få en bøde eller fængselsstraf, hvis man findes skyldig.
Idéer til indkøb
I Thailand er smukke tekstiler, elektronik, træskærerarbejder og andre kunsthåndværk klassiske souvenirs. Der findes mange udendørs markeder, som har åbent på forskellige tider af døgnet – bogstaveligt talt findes der natmarkeder – og ligeledes store shoppingcentre i flere etager, hvor små boder er kilet ind mellem hinanden. Husk at prutte om prisen, hvis du vil gøre en god handel.
Thaierne er utroligt venlige og gæstfrie, og turister bliver mødt med smil og venlighed. Det ligger ikke til thaierne at rette på andre, og de tolererer næsten alt. For at få den bedst mulige oplevelse i Thailand er der dog nogle retningslinjer, man bør følge. Thaierne giver ikke hånd, når de hilser på hinanden, men i stedet samler de håndfladerne som i bøn og bukker let. Denne hilsen er dog ikke passende i alle situationer, så betragt det som erstatning for et håndtryk.
Thaierne sætter ikke pris på høje stemmer og store armbevægelser, og man skal desuden være diskret med offentlige kærtegn og stirren. Mad serveres ofte på gulvet, og man skal være forsigtig med ikke at træde hen over maden. Fødder betragtes som urene, og fodsålerne bør aldrig pege mod andre mennesker eller helligdomme. Ved besøg i pagoder og templer skal man derfor huske at tage skoene af, og det er vigtigt at udvise respekt for thaiernes helligdomme med korrekt påklædning og opførsel. Skuldre og knæ skal være tildækkede. Rejselederen vil være behjælpelig med råd om, hvordan man bedst begår sig i den thailandske kultur.
Jo længere ud på landet man kommer, jo lavere bliver standarden. De såkaldte pedaltoiletter er udbredte, og toiletpapir er ikke almindeligt, så tag selv noget med i tasken sammen med håndspritten. Vi anbefaler, på alle vores rejser, at man medbringer håndsprit, da hygiejnen og bakterierne kan være anderledes end i Danmark.
Tropisk klima med regntid i løbet af sommeren. Meget varmt og fugtigt året rundt. Regntiden begynder normalt i starten af maj, hvor den fugtige sydvestmonsun slår igennem. Kraftige regn- og tordenbyger passerer, med sol ind imellem. Fugtigheden er derimod høj, og varmen bliver trykkende. Mest regnfuldt i september-oktober. Derefter slutter regntiden hurtigt, og i slutningen af året og frem til marts er der mest tørt pga. den tørre nordøstmonsun. Det vil sige, at der er mest solrigt om vinteren og foråret.
Vores rejser
her
Når du rejser med os
Bliv inspireret
Åbningstider
Randers
Østergade 10A,
8900 Randers
København
Store Kongensgade 62,
1264 København K
© Risskov Rejser A/S 2023