Dagens rute går til Rapid City i South Dakota. På vejen kan du gøre holdt i Hot Springs og følge The Freedom Trail langs Fall River. Mere end 100 varme kilder løber ud i floden, der året rundt har en temperatur på over 30 grader.
Vest for Rapid City er The Black Hills – et område med stor betydning for indianerne. Det er her, du kan se Mt Rushmore med de fire amerikanske præsidentansigter, der er hugget ud i bjergsiden, og som er et symbol på det amerikanske demokrati. Hvert af de fire ansigter er omkring 18 m høje, og på afstand virker de udtryksfulde, og man er ikke i tvivl om, at det drejer sig om George Washington, Thomas Jefferson, Theodore Roosevelt og Abraham Lincoln. 40 km herfra ligger et andet monument – Crazy Horse – en hyldest til den oprindelige befolkning, selv om det kæmpemæssige monument efter mere end 60 år ikke er færdigt! Der overnattes to nætter i Rapid City.
Dagens distance: 465 km