”Aloha e komo mai” og en ”lei” rundt om halsen – sådan bliver du budt velkommen til det tropiske paradis Hawaii. Øerne Big Island, Maui og Kauai har en yderst afvekslende natur med hver deres individuelle særpræg. Det er derfor oplagt at tage på øhop for at opleve de varierede omgivelser, der spænder lige fra vulkaner til frodig regnskov og kridhvide sandstrande.
På denne rejse til det eksotiske ørige Hawaii er der i den grad dømt luksus for pengene! Du flyver med KLM’s Comfort Plus på den oversøiske strækning, så du er sikret komfort og service i topklasse under flyrejsen, og under hele rejsen bor du på eksklusive 4- og 5-stjernede hoteller med paradisiske omgivelser. Du kører skiftevis rundt i lejede jeeps og lækre Cabrioleter, og der er inkluderet hele tre ekstravagante udflugter undervejs på turen.
Turen starter på Big Island, hvor du kan se den brændende lava, der flyder ud i Stillehavet, og vandre i lavalandskabet, og du kan også besøge en af de mange kaffeplantager og smage på verdens mest eksklusive kaffe. Du kommer også på en udflugt til toppen af Hawaiis højeste vulkan Maunakea og oplever den smukkeste og klareste stjernehimmel – et helt fantastisk syn!
Derefter går turen videre til Maui, hvor du kan glæde dig til at gå en tur op på den slumrende vulkan i Haleakala National Park, hvor landskabet mest af alt ligner et fra det ydre rum, og på samme ø finder du tropisk regnskov med brusende vandfald. Som noget helt unikt kommer du også med på en fantastisk sejltur om bord på en luksuriøs katamaran og oplever øerne Maui, Lanai og Molokai fra søsiden, imens du får serveret et gourmetmåltid præpareret af den prisvindende kok Paris Nabavi.
På øen Kauai finder du Waimea Canyon, som er Hawaiis svar på Grand Canyon og et farveorgie af dimensioner. Det er ikke svært at forstå, hvorfor dette område har dannet bagtæppe for et utal af filmoptagelser. Du oplever også øens formidable natur fra luften på en spændende helikoptertur, hvor du får mulighed for at se flere af øens skjulte vidundere fra et unikt perspektiv.