Den 2.000 år gamle karavaneby Tashkent ligger ved Chirchik-floden. Byens placering midt på Silkevejen har gjort, at Tashkent har bevidnet flere civilisationers storhed og fald. Arabere, tyrkere, persere, Djenghis Khan, Timur Lenk og Zar Rusland har alle efterladt deres aftryk på landet, og deres forskelligartede kulturer er vævet ind i byens og landets historie.

Tashkent er på den ene side en nybygget hovedstad fyldt med regeringsbygninger med rødder tilbage i Sovjettiden, og på den anden, en gammel usbekisk by, hvor traditionelt klædte mænd trækker deres oksekærer gennem den gamle bys labyrintiske stræder.

Tashkent er en fascinerende blanding af nyt og gammelt, og vi stifter bekendtskab med porten til Silkevejens hemmeligheder på dagens byrundtur.

Midt i Tashkent ligger den imponerende selvstændighedsplads. På pladsen ses ”den grædende mors monument” hvor en evig flamme brænder til minde om de 400.000 usbekiske soldater, der døde under anden verdenskrig. Den store plads med dens brede boulevarder står i stærk kontrast til de omkringliggende små lerklinede huse.

Vi oplever også den imponerende koranskole Barak Khan-madrassaen, hvis facade er udsmykket med farvestrålende mosaikmønstre, og hvis bibliotek rummer verdens ældste udgave af koranen.

Undervejs stifter vi også bekendtskab med traditionelt usbekisk håndværk – alt fra små forgyldte æsker, miniaturemalerier, træudskæringer og Ikat-vævning.

Lige bag pladsen ligger den gamle Chorsu Basar, hvor gamle traditionelle varer bl.a. krydderier og tæpper forhandles. Her får vi et indblik i det traditionelle Usbekistan.

Ved siden af basaren ligger den imponerende og arkitektonisk smukke Kukeldash-madrassa fra 1570.

Vi slutter turen rundt i den gamle bydel med en traditionel usbekisk tecermoni med søde sager til i Akhbar og Alisher Rakhimovs hus.

Om aftenen spiser vi velkomstmiddag på en usbekisk restaurant.

Efter morgenmaden kører vi til lufthavnen og flyver til Urgench.

Dagens mål er den uovertrufne gamle karavaneby Khiva. Byens strategiske placering som det naturlige bindeled mellem øst og vest på kanten af ørkenen gjorde Khiva til en af de vigtigste handelsbyer på Silkevejen.

Vi befinder os i Khorezm-regionen, og vi når ikke langt uden for regionshovedstaden Urgench, inden det er som at blive transporteret tilbage i tiden til forsvundne kongeriger og Silkevejens gamle karavaner.

Vi når vores destination Khiva, som består af to bydele – den nye uden for de gamle bymure og den gamle indenfor. Hele den gamle by er et pragteksempel på traditionel centralasiatisk arkitektur, og ved ankomsten går vi en spadseretur i denne kulturelle perle.

Den gamle bydel, Ichan Kala, fremstår uberørt af tidens tand og er fortsat omkranset af en fem-seks m tyk og seks km lang ringmur. Inden for murene fandt områdets største slavemarked sted helt frem til 1873, hvor russerne annekterede området.

Flere kalder Khiva for ”museet under åben himmel”, og på dagens byrundtur ser vi flere smukke bygninger og monumenter, som tidligere herskere har brugt ufattelige rigdomme på.

Turen går bl.a. forbi Kalta Minor – en smuk kakkelbeklædt minaret, der ved anlæggelsen skulle have været den største i hele Centralasien. Byggeriet stoppede dog i utide, og derfor er minareten 14,2 meter bred og kun 26 meter høj – ret utraditionelt for en minaret, der er kendt for at være et højt og slankt tårn.

Af andre spændende seværdigheder ser vi mausoleet for krigerpoeten Makhmud Pakhlavan, Rakhim Khon-madrassaen og det gamle citadel Kunya Ark.

Glæd dig også til at se Islam Khodja-minareten, hvorfra udsigten over hele byen og den langstrakte ørken bag den folder sig ud for dine øjne.

Om eftermiddagen går vores vej forbi Juma-moskéen og Tashauli-paladset, inklusive haremmet.

Senere vil vi også se en demonstration af silkefarvning, få indblik i processen med at væve ægte tæpper og også selv få lov til at prøve kræfter med kunsten.

I dag venter en fascinerende køretur langs Amu Darja-floden og derefter gennem ørkenen Kizil Kum, der betyder det røde sand. Amu Darja-floden, i oldtiden kendt som Oxus, udspringer i de centralasiatiske bjerge og 2400 km senere munder den ud i Aralsøen.

Floden har gennem historien været den naturlige grænse mellem det persiske riges indflydelse og lokale centralasiatiske kongedømmer.

Vi gør et stop ved denne historiske flod, som Aleksander den Store krydsede tre gange mellem 329-327 f.Kr.

Næste stop på dagens køretur er Kizil Kum-ørkenen, som dækker et areal på 298.000 km². Der skal ikke meget fantasi til for at forestille sig kamelkaravanerne, der bevægede sig gennem ørkenen med fuld oppakning.

Hen ad eftermiddagen ankommer vi til den gamle silkevejsby Bukhara. Bukhara er som et blik tilbage i tiden, og den gamle bydel er den bedst bevarede i Centralasien og på UNESCOs verdensarvsliste.

Bukharas historie strækker sig mere end 2.000 år tilbage i tiden og har altid haft en status som Centralasiens helligste by. Hele den gamle by er en arkitektonisk perle, og over byen hviler der en helt speciel orientalsk stemning.

Vi bruger hele dagen i Bukharas gamle bydel og ser alle dens flotteste seværdigheder – både kendte kulturskatte og skjulte perler. Midt i Bukhara ligger Lyab-i Hauz-torvet, og omkring det gamle bassin, Lyab, findes små tehuse, hvor ældre usbekiske mænd fordriver tiden med at spille brætspil og drikke te i morbærtræernes skygge.

Rundt om pladsen ligger nogle af Bukharas vigtigste religiøse bygninger, heriblandt den ældste Nadir Divanbegi Medressa. Bygningen var oprindeligt et herberg for karavanerejsende, hvor de overnattede og solgte deres varer. Senere hen blev bygningen omdannet til en koranskole.

På pladsen ligger et af de gamle markeder, hvor varerne fra Silkevejens handlende skiftede hænder.

Vi fortsætter rundt i byen og lader os betage af den ene orientalske bygning efter den anden, blå kupler, de gamle basarer, fantastiske kakkeludsmykkede facader og livet, der fortsætter, som det har gjort i tusindvis af år. Mange af byens største seværdigheder er samlet i Po-i-Kalyan-komplekset, hvor også byens højeste minaret, Arslan Khan, der er kendt som Dødens Minaret, tårner op.

På vores vej rundt i Bukhara ser vi også bl.a. madrassaerne Aziz Khan og Ulugbek og Mogaki Attari-moskéen.

Denne dag kommer vi også på besøg hos en af landets dygtigste suzani-skræddere, som åbner sit værksted og private samling af antikke suzani-broderier for os.

Her vil vi også nyde dagens frokost, som består af den traditionelle usbekiske plov, som består af kød, ris, løg, gulerødder og olie samt ingredienser, som er afhængig af både geografi og kokken selv. Plov er omgærdet af megen tradition og etikette, og den tilberedes traditionelt af mænd.

Efter frokost besøger vi fæstningen Bukhara Ark. Arken er en royal by, som blev anlagt i 500-tallet og er dermed Bukharas ældste bygning. Arken var emirens palads og var beboet indtil 1920, og vi får et godt indtryk af den overdådighed, der var i paladsets indre.

Vi besøger også værksteder, hvor dygtige kunsthåndværkere bl.a. viser deres metalarbejder, suzani-broderier og malerier frem.

Lidt uden for Bukhara ligger den tidligere emirs sommerpalads, Sitora-i-Mokhikhosa. Navnet kan oversættes til ”stjerne- og månepaladset” og paladset fik dette navn, da emirens unge kone døde en alt for tidlig død. Paladset er et kunststykke i detaljerede udsmykninger, som tydeligt bærer præg af russisk indflydelse, som smelter ind i lokale kunsttraditioner.

Turen fortætter videre til Bahauddin Naqshbandi-mausoleet, som huser den berømte sufistiske, spirituelle leder af regionen i det 14. århundrede. Bahauddin Naqshbandis sufisme-kult var højagtet blandt indbyggerne i området, og mausoleets rige udsmykning vidner om, at kulten havde mange velhavende velyndere.

Eftermiddagen er fri til at udforske Bukhara på egen hånd.

I dag skal vi køre gennem den centrale del af Usbekistan via den historiske by Shahrisabz.

Shahrisabz er Timur Lenks hjemby og i tidernes morgen overstrålede byen Samarkand. Timur blev født i 1336 i en landsby lidt syd for Shahrisabz og blev grundlæggeren af et imperium, der strakte sig fra Centralasien over Persien til Mellemøsten.

Vi skal se nærmere på levnene fra byens storhedstid. Timur Lenks sommerpalads, Det Hvide Palads, skulle have været den største og prægtigste af hans bygninger, som persiske krigsfanger blev sat til at udsmykke. Det eneste, der står tilbage i dag, er kun det gigantiske 65 m høje tårn fra indgangspartiet.

På vores tur rundt i byen stifter vi bekendtskab med det daglige usbekiske liv, hvor traditionelt klædte kvinder og mænd kommer til byen fra de omkringliggende landsbyer og sælger deres varer.

Vi lægger også vejen forbi den fine lokale basar fra 1800-tallet.

På vej mod Samarkand passerer vi det historiske Amankutan-bjergpas. Dette var vejen fra Samarkand mod Indien, og ruten blev brugt af både Aleksander Den Store og Timur Lenk. Det var også gennem dette bjergpas, at silkevejens karavaner passerede på deres vej til og fra Samarkand.

Vi ankommer til Samarkand sent om eftermiddagen.

Ingen by er så tæt forbundet med Silkevejens myter og mystik som den mageløse og sagnomspundne Samarkand, der går for at være Usbekistans mest prægtige by.

Byens gamle kultur og handelscentrum har en så rig historie og lang tradition som kun få andre byer, og det er her, vi finder nogle af de prægtigste centralasiatiske arkitektoniske perler.

Samarkand er en smeltedigel af kulturer, som ligger på en korsvej, midt på karavaneruterne fra Kina, Persien og Indien til Middelhavet. Timur Lenk gjorde byen til hovedstad for sit imperium i 14-1500-tallet, og de prægtige bygninger stammer fra denne periode.

Vi starter dagen med at besøge Registan-pladsen, der i hundredvis af år var byens centrum. I middelalderen var pladsen Samarkands kommercielle centrum med en stor overdækket basar.

Rundt om pladsen ligger tre af Centralasiens vigtigste bygninger, der er nogle af verdens bedst bevarede og majestætiske madrassaer. Ulugbeks madrassa er den ældste af de tre, og det var her, Ulugbek underviste i astronomi, matematik og filosofi.

Turen går videre til Timur Lenks mausoleum, Gur-E-Amir, hvor han i dag ligger begravet sammen med sine to sønner og barnebarn.

Vejen går også forbi den gamle silkevejsbasars farverige vrimmel, som er et overflødighedshorn af lækkerier. Her kan du smage og dufte til varerne, f.eks. frisklavet ost og tørret frugt. Vi får garanteret gode historier fra folkene i boderne om krydderierne, som lige er høstet fra marken, eller om det friskbagte brød, som barnebarnet har bragt til markedet på vej til skole.

Vi kommer også forbi den imponerende nekropolis Shah-i-Zinda, der er et kompleks af mausoleer, der udgøres af udsøgt udsmykkede facader og kupler med de kendetegnende farvede fliser.

Vinproduktion er nok ikke det, man typisk vil forbinde med Usbekistan, men hos Centralasiens største vinproducent, Hovrenko Wine Factory, får vi mulighed for at smage på lokal samarkansk vin og cognac.

Om aftenen samles vi og spiser middag hos en lokal usbeker, hvor vi får en god, hjemmelavet usbekisk middag.

Om morgenen besøger vi Ulugbeks observatorium fra 1429. Observatoriet var blandt de ypperste i verden i 1400-tallet, og de observationer, der blev foretaget dengang, er stadig gyldige i dag.

Vi fortsætter videre til oldtidsbyen Afrosiab, der blev grundlagt i det 7. årh. f.Kr. og hurtigt blev en del af det persiske rige. Aleksander Den Store invaderede byen og gjorde den til en vigtig base for sine angreb mod perserne og sine felttog længere ind i Centralasien. I det 8. årh. blev bymurene udvidet, og der blev bygget zoroastriske templer, kirker og buddhistiske helligdomme i byen.

Vi ser resterne af det ældste Samarkand og er med på en rejse tilbage i historien om Aleksander Den Store, invaderende arabere og Djenghis Khan.

Vi kører videre til landsbyen Konigil lidt uden for Samarkand. Silkepapir fra Samarkand blev i middelalderen en af de største eksportvarer fra Samarkand og spredtes ud i hele verden. Papiret bliver fremstillet af træbark fra morbær, hvor silkeormene lever. Traditionen var næsten uddød, inden et stort UNESCO-projekt genoplivede denne ældgamle tradition.

Vi hører historien om dette værdifulde papir, får en demonstration af fremstillingen af det og får også selv mulighed for tage del i produktionen – lige fra at fjerne bark fra træet til at polere det med en sten og male det.

Sidst på eftermiddagen går turen tilbage mod Tashkent.

Tidligt om morgenen kører vi mod lufthavnen i Tashkent, hvorfra vi flyver tilbage til Danmark med kufferten fuld af rejseminder fra Silkevejen.