Se vores Rejsekalender
Skriv til os på verden@risskov.com
Ring til os 70 22 66 00
Ring til os Åbent nu 70 22 66 00
Wave Rock, Western Australia

Western Australia

Velkommen til Western Australia

Lake Disapointment, Nullabor Plains og Shark Bay er stednavne, der vidner om, at ikke alt var guld og grønne skove for de første, der udforskede det vestlige Australien. Manglen på vand er en af forklaringerne på den tyndtbefolkede delstat, der dækker et område, der svarer til en tredjedel af det australske kontinent.

Oplev en af Australiens hurtigst voksende byer

På en rejse til Western Australia kan du opleve Perth, der er en af Australiens hurtigst voksende byer. Størstedelen af indbyggerne i Western Australia bor i området omkring Perth. Men selv om skyskraberne vokser i antal, har Perth stadig noget provinsielt over sig – ikke overraskende, når man tager den isolerede beliggenhed i betragtning. Storbyens åndehul er Kings Park, der ligger på en bakketop med flot udsigt over byen og Swan River.

Historiske bygninger i Fremantle

I stedet for at bo i Perth, kan du på en rejse til Australien bo i den charmerende forstad Fremantle ved Det Indiske Ocean. Mange af byens historiske bygninger er bygget af straffefanger, og den mest tankevækkende oplevelse i byen er uden tvivl Fremantle Prison, der står som, da det blev lukket i 1991 efter at have fungeret som fængsel siden 1860’erne.

Ubeskrivelig natur langs kysten

Går rejsen i Australien nordpå fra Perth, så vær forberedt på, at outback’en hurtigt tager over. Det tynder ud i trafikken, men eventyr bliver der flere og flere af på rejsen f.eks. i nationalparkerne Karijini og Kalbarri, og strandene ved Det Indiske Ocean fra Perth til Broome er rent ud sagt ubeskrivelige.

Delfiner, vinoplevelser og drypstenshuler

Området syd for Perth er delstatens grønne hjørne. I Bunburry ligger Dolphin Discover Center, der kombinerer forskning og formidling på en interessant måde. Drømmer du om at svømme med delfiner på din rejse til Australien, har du chancen her. Det er også i dette område, du kan gå på opdagelse i delstatens kendte vindistrikt, Margaret River, og se Mammot Caves, der er en af flere hundrede drypstenshuler langs kysten. Længere sydpå kan du på rejsen opleve de kæmpe eukalyptus-træer, der imponerer. De højeste bliver op til 90 m og kan bl.a. ses i Warren National Park.

Barsk og uudforsket natur i det nordvestlige hjørne af Western Australia

Kimberley-området i det nordvestlige hjørne af staten er et af de mest utilgængelige og mindst udforskede områder i Australien. Det gælder specielt området, som Gibb River Road går gennem. Rejser du til dette område i Australien, kan du opleve kvægstationer på størrelse med Fyn og overraskende naturfænomener som f.eks. Windjana Gorge, og de få ”road houses” fortæller den ægte historie.

Alle rejser til Western Australia

Se alle rejser her
Alle rejser (11)
Rejseforslag (1)
Motorhome-ferie (2)
Kør-selv-ferie i bil (4)
Ture & udflugter (4)

Alt det praktiske

  • Inden du rejser til Australien

    Hvordan er reglerne for pas og visum i Australien?

    Der kræves visum til Australien for danske statsborgere, og det sørger Risskov Rejser for, da det er inkluderet i prisen. For at lave visum, skal vi bruge en kopi af dit pas, dit fulde navn, køn og fødselsdato. Desuden skal vi vide hvorvidt du har haft andre navne, og hvorvidt du tidligere har været straffet. Passet skal være gyldigt mindst 6 måneder efter hjemkomst.

    Hvordan er toldreglerne i Australien?

    For aktuelle regler om hvad der må medbringes til/fra Australien – se Skats hjemmeside www.skat.dk

    Bemærk, at ved flyskift kan væsker (drikkevarer, parfume, toiletartikler) blive konfiskeret, selv om de er blevet plomberet ved indkøb i foregående lufthavne. Derfor anbefaler vi, at man venter med toldfrie indkøb til den sidste lufthavn inden ankomstlufthavnen. Det er strengt forbudt at indføre animalske produkter, frø og planter, og overtrædelse kan medføre fængselsstraf.

    Skal jeg bestille rejseforsikring til Australien?

    Det er vigtigt at tegne en rejseforsikring, der f.eks. dækker omkostninger ved sygdomsbehandling og hjemtransport og i forbindelse med stjålne og ødelagte ejendele, da Risskov Rejser ikke påtager sig noget ansvar i den forbindelse. Vi samarbejder med Europæiske ERV, fordi dækningen på deres produkter hører til markedets bedste. Kontakt vores rejsekonsulenter – de kan rådgive dig, så du får en forsikring, der passer til dit behov.

    Vær opmærksom på, at der kan være særlige betingelser for personer over 70 år.

    Det anbefales at medbringe en kopi af pas, vaccinationskort og forsikringspapirer, evt. både i papirform og tilgængeligt på telefon.

    Medicin & vaccinationer i Australien

    Der er ingen krav om vaccinationer, når man rejser til Australien, men vi gør opmærksom på, at vaccinationer altid bør drøftes med egen læge. Det er en god idé at informere rejselederen om specielle sygdomme – en information som naturligvis bliver behandlet fortroligt. Tager du livsvigtig medicin, anbefaler vi, at du medbringer en beskrivelse af indholdet på engelsk. Denne kan fås hos egen læge eller på apoteket. Husk at pakke medicinen i håndbagagen.

    Ved bagageforsinkelse er det en fordel at have de vigtigste ting ved hånden. F.eks. medicin, kontaktlinsevæske, tandbørste og et ekstra sæt tøj pakkes gerne i håndbagagen.

    Hvad er valutaen i Australien?

    Man behøver ikke at veksle til australske dollars inden afrejsen, da alle de kendte betalings- og kreditkort kan anvendes i Australien. Der kan ved ankomsten hæves kontanter i hæveautomater – de såkaldte ATMs, som findes overalt også i lufthavnene. Da der betales et gebyr pr. hævning, er det bedst at undgå for mange små hævninger. I butikker kan der kun hæves det beløb, som varen koster. Undervejs er det en god idé altid at have kontanter med til mindre indkøb. Det kan anbefales at medbringe mere end ét kreditkort. På den måde er du på den sikre side, hvis der skulle opstå problemer med det ene kort. Husk de nødvendige informationer, hvis du får brug for at spærre kreditkortet.

  • Lokale forhold

    Hvad er tidsforskellen i Australien?

    Eastern Time Zone (Queensland, New South Wales, Victoria og Tasmania): 10 timer foran Danmark.

    Central Time Zone (Northern Territory og South Australia): 9,5 timer foran Danmark.

    Western Time Zone (Western Australia): 7 timer foran Danmark.

    Tiderne er i forhold til dansk vintertid.

    Hvad er reglerne for drikkepenge i Australien?

    Det er kutyme at give drikkepenge i Australien. Lønningerne i servicebranchen er generelt lave, så for mange af dem, der arbejder i servicebranchen, er det en del af lønnen, og derfor er det vigtigt, at man er opmærksom på denne skik. På restauranter og i taxa’er er drikkepenge inkluderet i priserne, men det er ikke ualmindeligt, at give 10 % ekstra, hvis man har været tilfreds med maden eller servicen. Stuepigerne på hotellerne sætter også pris på drikkepenge (1$ pr nat pr. rejsedeltager). På rundrejsen vil der være tale om drikkepenge til buschauffører, lokalguider og hotelpersonale. Det beløber sig ca. til 5-10$ pr rejsedeltager pr. dag, men det er naturligvis helt op til den enkelte, hvor meget man ønsker at give. Af denne grund har vi derfor ikke inkluderet drikkepenge i rejsens pris.

    Lidt om hotellerne

    Vi har valgt 3- og 4-stjernede hoteller med god beliggenhed, men da hotellerne i Australien ikke tildeles stjerner efter dansk standard, kan der være hoteller, hvor man vil opleve en lavere standard. Vi gør opmærksom på, at der i sjældne tilfælde kan forekomme hotelændringer undervejs på rejsen. Eventuelle ændringer vil tilstræbes at være af tilsvarende standard.

    Sikkerhed

    Selv om kriminaliteten er meget lav i Australien, skal man udvise forsigtighed med hensyn til penge og værdigenstande og f.eks. undlade at medbringe værdifulde smykker. Opbevar penge, pas og kreditkort tæt på kroppen og vær ekstra opmærksom, når du handler.

    Elektricitet

    Husk opladeren til f.eks. kamera og mobiltelefon. Australien har 240/250 volt vekselstrøm og trebenede stik. Da stikkene er anderledes, er det nødvendigt med en adapter, som kan købes i elforretninger, hos isenkræmmere og i lufthavnen.

    Mobiltelefon & Internet

    Det er dyrt at ringe til Danmark fra hotellerne i Australien, og det kan også blive en dyr fornøjelse at bruge sin mobiltelefon. Har du brug for at tale meget i telefon på rejsen, så køb et telefonkort eller benyt internettelefoni. For at ringe til Danmark fra Australien, tastes 001145 plus telefonnummer, og til Australien fra Danmark tastes 0061 plus telefonnummer. Der er adgang til internettet på de fleste hoteller, der ofte har et ”business center”, hvor computere kan lejes. Mange hoteller har også trådløst internet i lobbyen mod betaling. Internetcafeer er udbredt i de fleste byer.

    Mad & drikke

    Den australske madkultur henter inspiration fra Østen, Afrika, Europa og Stillehavsøerne. Det der kendetegner det australske køkken, er bl.a. de mange friske råvarer – friske fisk og skaldyr fra både tropiske, subtropiske og tempererede have, fristende tropiske frugter, en overflod af grøntsager og store bøffer, der kan fylde en hel tallerken. Og så er der naturligvis specialiteter som krokodille, kamel, kænguru og emu – mere australsk kan det ikke blive. Australien er en nation af øldrikkere, og Fosters, Swan Lager, Victoria Bitter (forkortes VB) og xxxx (udtales four x) er eksempler på kendte ølmærker. Australien er i dag et af verdens førende vinlande, og der har været dyrket vin på kontinentet siden de første europæiske nybyggere og straffefanger gik i land i 1788. Selv om de australske druesorter er indført fra Europa, giver de mange solskinstimer, andre jordbundsforhold og fremstillingsmetoder ofte vinen en anden karakter.

    Rygning

    Australien har en meget restriktiv rygelov, og al rygning på offentlige steder er forbudt. Der er områder i Australien, der ofte er plaget af tørke, og hvor der er stor risiko for brande. Derfor ser australierne med stor alvor på rygning i naturen, og man skal undlade at kaste cigaretskodder i naturen.

  • Gode råd

    Hvordan er UV-strålerne i Australien?

    Solens stråler er meget stærke i Australien, så det er vigtigt at tage sine forholdsregler. Solcreme med høj faktor kan med fordel købes i Australien.

  • Fakta

    Fakta om Australien

    • Statsform: Konstitutionelt monarki.
    • Befolkning: 23,2 mio. indbyggere.
    • Hovedstad: Canberra, der ligger i sit eget territorium – Australian Capital Territory.
    • Største by: Sydney med 5,37 mio. indbyggere.
    • Religion: Australien har ingen statsreligion, men ca. 26 % er katolikker og ca. 17 % er anglikanere
    • Sprog: Det officielle sprog er engelsk.
    • Areal: 7.741.220 km² – ca. 179 gange større end Danmark.
    • Højeste punkt: Mount Kosciusko – 2.228 m.
    • Længste flod: Murray River – 2.508 km.
    • Største sø: Lake Eyre i South Australia.
    • Længste strand: Coorong Beach på 222 km i South Australien.
    • Nationaldag: Australia Day 26. januar.
    • Klima: Australien dækker flere klimazoner – fra tropisk i nord til tempereret i syd. Da Australien er et kæmpe land, er der store regionale forskelle, og samme dag kan det sne på Tasmanien og være 40 grader i Kimberleyområdet i Western Australia.