Se vores Rejsekalender
Skriv til os på verden@risskov.com
Ring til os 70 22 66 00
Ring til os Åbent nu 70 22 66 00
Oplev de gamle amerikaner-biler på rejser til Cuba med Risskov Travel Partner

Rejser til Cuba

Mange beskriver deres rejser til Cuba lidt som at befinde sig i en tidslomme, hvor intet har forandret sig siden 1959, hvor Fidel Castro kom til magten. Efter revolutionen og den amerikanske handelsembargo gik tiden nærmest i stå, og cubanerne har haft meget svært ved at få varer ind i landet. Imponerende nok er lokalbefolkningen lykkedes med at bevare en utrolig livsglæde. Dette er synligt overalt i landet og kommer specielt til udtryk, når man hører noget af den dejlige og livsbekræftende musik, såsom salsa, rumba og cha cha cha undervejs på rejsen i Cuba. Musik og dans er en stor del af cubanernes hverdag, og en ferie på Cuba bør krydres med et besøg på en Casa de la Trova eller en Casa de la Musica – spillesteder, hvor man lytter til eminente musikere, samtidig med at man kan se de lokale bevæge hofterne på en måde, som for os danskere først er muligt efter et par glas af den kendte mojito-drink, der bl.a. består af lime, rom og rørsukker.

Rejser til Cuba er fyldt med sukker, rom og tobak

Det bliver tydeligt, når du rejser til Cuba, at det var rørsukker og rom, der i sin tid var med til at sætte øen på verdenskortet. Sukkerbaronerne tjente styrtende med penge, hvilket kan ses på nogle af de arkitektoniske perler, der findes på øen som et levn fra en forgangen storhedsperiode. Tobak er en anden vare, der både dengang og nu tjenes gode penge på. På din rejse til Cuba er det et must at besøge den frodige Viñales-dal, da du her kan besøge de tobaksplantager, der forsyner de mange tobaksfabrikker, hvor man ved selvsyn kan se, hvordan de berømte Havana-cigarer bliver rullet. Det er bl.a. også herude på landet, man kan få et anderledes indblik i cubanernes hverdag, da det er muligt at bo hjemme hos lokale familier, der har indrettet deres hjem, så de på hyggeligste vis kan modtage overnattende rejsende i de såkaldte casas particulares.

En historie der er værd at rejse efter

Når du er på ferie i Cuba, er det virkelig værd at besøge de smukke historiske byer, der ligger fordelt rundt på øen. Den stemningsfulde hovedstad, Havana, kunne være en af verdens smukkeste byer – hvis blot den blev istandsat. Alt forfalder langsomt, da cubanerne forståeligt nok har prioriteret at bruge pengene på mad, skoler og hospitaler fremfor maling. UNESCO har dog doneret en del penge til istandsættelser, hvilket bl.a. betyder, at den gamle bydels huse kan bringes tilbage til fordums pragt.

Undervejs på rejsen til Cuba er det oplagt at besøge en anden kolonitidsperle, nemlig den UNESCO-fredede by Trinidad, som ligger på sydkysten. Byen blev ligesom Havana grundlagt som en af de syv første spanske Villas (byer) mellem årene 1511-1515. Der kom først en asfalteret vej til byen i 1950’erne, så byen har længe ligget isoleret og har derfor bevaret sin oprindelige opbygning. Her føler man sig sat helt tilbage til sukkerbaronernes tid, og de brostensbelagte gader og de pastelfarvede bygninger med store høje vinduer er med til at give byen sin unikke charme.

I 1492 lagde Christoffer Columbus til langs den nordlige kyst af Cuba, og han beskrev sit første syn af Cuba som det smukkeste, han nogensinde havde set. Når man står ved ferieparadiset Varadero eller Cayo Santa Maria, kan man godt forstå, hvorfor han udtalte dette. Kridhvide sandstrande med sand, som føles som puddersukker, når man går langs det svalende, turkisblå hav, hvor kongepalmernes blade giver dejlig og tiltrængt skygge – aaaah!

Uanset om du er til kolonitidshistorie, revolutionskultur, smuk natur eller badeferie, så har kontrasternes Cuba det hele!

Vil du have det fulde overblik over vores rundrejser til Cuba, kan du læse mere ved at følge linket.

Find din næste rejse til Cuba nedenfor.

Alle rejser

Alt det praktiske

  • Inden du rejser til Cuba

    Pas og visum

    Danske statsborgere skal have et gyldigt visum for at kunne rejse ind i Cuba, og dette er Risskov Rejser behjælpelig med. Det koster kr. 300 og skal bestilles samtidig med rejsen. Du skal fremsende en kopi af billedsiden i passet. Bemærk, at passet skal være gyldigt i mindst 3 måneder ud over opholdet.

    For yderligere information, kontakt venligst Den Cubanske Ambassade på tlf. 39 40 15 10 eller se på Udenrigsministeriets hjemmeside www.um.dk.

    Pas, visum og den engelsksprogede erklæring vedr. rejseforsikring skal medbringes på rejsen. Det er en god ide at medbringe en kopi af pas og forsikringspapirer, så man har oplysningerne, hvis man er uheldig at miste dokumenterne.

    Toldregler

    For aktuelle regler om, hvad der må medbringes til/fra Cuba – se Skats hjemmeside (www.skat.dk og søg på ”toldregler på rejsen”). Bemærk, at ved flyskift kan væsker (drikkevarer, parfume, toiletartikler) blive konfiskeret, selv om de er blevet plomberet ved indkøb i foregående lufthavne. Derfor anbefaler vi, at man venter med toldfrie indkøb til den sidste lufthavn inden ankomstlufthavnen.

    Rejseforsikring

    Det er vigtigt at tegne en rejseforsikring, der f.eks. dækker omkostninger ved sygdomsbehandling, hjemtransport og i forbindelse med stjålne og ødelagte ejendele, da Risskov Rejser ikke påtager sig noget ansvar i den forbindelse. Vi samarbejder med Europæiske ERV, fordi dækningen på deres produkter hører til markedets bedste. Kontakt vores rejsekonsulenter – de kan rådgive dig, så du får en forsikring, der passer til dit behov. Vær opmærksom på, at der kan være særlige betingelser for personer over 70 år.

    NB! Det er vigtigt, at du tjekker med dit forsikringsselskab, at din forsikring dækker rejser til Cuba, og samtidig skal du bede dem sende dig en erklæring på engelsk, der tydeligt viser, at du er dækket under rejsen.

    Det anbefales at medbringe en kopi af pas, vaccinationskort og forsikringspapirer, evt. både i papirform og tilgængeligt på telefon.

    Medicin og vaccinationer

    Vi gør opmærksom på, at vaccinationer altid bør drøftes med egen læge. Der er ikke vaccinationskrav ved indrejse til Cuba, men der kan være vaccinationer, som anbefales f.eks. mod stivkrampe og leverbetændelse. For yderligere information kontakt egen læge i god tid inden afrejsen til Cuba. Vi anbefaler, at du informerer rejselederen om specielle sygdomme – en information, som naturligvis bliver behandlet fortroligt. Tager du livsvigtig medicin, anbefaler vi, at du medbringer en beskrivelse af indholdet på engelsk. Denne kan fås hos egen læge eller på apoteket. Husk at pakke medicinen i håndbagagen.

    Valuta & kreditkort

    Der findes to typer pesos i Cuba: den lokale peso og den konvertible peso (CUC). Den lokale peso, er den valuta, som cubanerne bruger og får udbetalt løn i. Den konvertible peso (CUC) er en ekstra valuta, som hovedsageligt turisterne veksler om til og bruger på hoteller og i “dollarsbutikker”. Du vil som turist derfor skulle benytte dig af den konvertible peso (CUC) under din rejse.

    Vi anbefaler, at man medbringer hævekort såsom Visa og MasterCard samt Euro, som kan veksles til CUC i lufthavnen, i banker og på visse hoteller. Overskydende CUC kan veksles tilbage i lufthavnen.

    Der kan også hæves på Visa og MasterCard i de større byer, hvilket kan anbefales, da der ofte kan være kø inde i bankerne og vekslekontorerne. Visa kan bruges alle steder, og MasterCard kun nogle steder.

    Bemærk venligst, der pålægges et vekslegebyr på 10 %, hvis du veksler fra US-dollars – uanset om du gør det kontant, eller om du hæver US-dollars i en pengeautomat.

    Det er en god idé at medbringe mere end ét kreditkort, så du er på den sikre side, hvis der skulle opstå problemer med det ene kort. Husk de nødvendige informationer, hvis du får brug for at spærre dit kreditkort. Undervejs er det rart altid at have kontanter med til drikkepenge og mindre indkøb

  • Lokale forhold

    Tidsforskel

    Tidsforskellen mellem Danmark og Cuba er -6 timer. Cuba har sommer/vintertid som Danmark, men der skiftes til sommertid to uger tidligere end i Danmark.

    Transport

    Busserne i Cuba har ikke helt samme standard som i Europa, men vi har naturligvis valgt den bedste kategori med aircondition. Bemærk, at der er begrænset plads til håndbagage på busrejsen. Håndbagagen skal kunne stå under sædet, eller være på hattehylden. Vejnettet i Cuba er ikke af bedste kvalitet, og nogle vejstrækninger kan derfor være meget ujævne.

    Drikkepenge

    Det er almindeligt at give drikkepenge på Cuba. Lønningerne i servicebranchen er generelt meget lave, så for mange af dem, der arbejder i servicebranchen, er det en del af lønnen, og derfor er det vigtigt, at man er opmærksom på denne skik. På restauranter lægger man typisk 10 – 15 % oveni regningen. Taxachauffører forventer også drikkepenge, og 10 % oveni prisen er passende. Stuepigerne på hotellerne sætter også pris på drikkepenge (1$ pr nat pr. rejsedeltager).

    På rundrejsen vil der være tale om drikkepenge til buschauffører, lokalguider og hotelpersonale. Rejselederen vil i starten af rundrejsen lave en indsamling, som skal være i konvertible pesos (CUC), men det er naturligvis helt op til den enkelte, hvor meget man ønsker at give. Af denne grund har vi derfor ikke inkluderet drikkepenge i rejsens pris. Drikkepenge fra turister i CUC-valutaen giver den almindelige cubaner langt mere købekraft end den almindelige cubanske peso.

    Lidt om hotellerne og indkvartering på Cuba

    Vi har valgt centralt beliggende 3-, 4- og 5-stjernede hoteller. Da hotellerne ikke er tildelt stjerner efter dansk standard, kan der være hoteller, hvor standarden opleves lavere, og hvor beliggenheden i så fald har været afgørende for valget af hotellet. Vi gør opmærksom på, at der kan der være begrænsning på det varme vand på hotellerne uanset standard. På nogle af vores rejser bruger vi også privat indkvartering i de såkaldte “casas particulares”, der er en art mini-Bed & Breakfast, og som giver en god mulighed for at møde cubanerne og få et indblik i deres hverdag.

    Et samfund under udvikling

    Omverdenens embargo af Cuba og kommunismens bureaukrati har betydet, at Cuba på mange måder har stået stille. Selvom landet langsomt er under udvikling, er infrastruktur m.v. ikke af en standard, som vi er vant til. Programmet kan derfor i sjældne tilfælde blive justeret en smule pga. uforudsete ting. Er man som gæst åben og tålmodig overfor lokale forhold, vil Cuba folde sig ud med al sin charme.

    Sikkerhed

    Det er generelt meget sikkert at opholde sig på Cuba, men almindelig forsigtighed anbefales naturligvis.  Men som mange andre steder i verden, skal man udvise forsigtighed med hensyn til penge og værdigenstande og f.eks. undlade at medbringe værdifulde smykker på rejsen. Opbevar penge, pas og kreditkort tæt på kroppen, og vær ekstra opmærksom, når du handler eller hæver penge. Det er en god ide at opbevare værdigenstande, der ikke medbringes på udflugter, i en sikkerhedsboks på hotellet.

    Elektricitet

    Husk opladeren til f.eks. kamera og mobiltelefon. Vær opmærksom på, at stikkene i Cuba er anderledes. De flade amerikanske to-benede stik bruges overalt. Det er derfor nødvendigt med en adapter, og den kan købes i el-forretninger, hos isenkræmmere og i lufthavnen.

    Mobiltelefon & internet

    Det er dyrt at ringe til Danmark fra hotellerne i Cuba, og det kan også blive en dyr fornøjelse at bruge sin mobiltelefon i landet. Hvis du skal ringe fra Cuba til Danmark, skal du taste 11945 inden nummeret. Tjek evt. med dit mobilselskab om dækning og priser for opkald. Har du brug for at tale meget i telefon på rejsen, så køb et telekort. Der er adgang til internettet på de største hoteller, der ofte har et ”business center”, hvor computere kan lejes. Mange hoteller har også trådløst internet i lobbyen mod betaling.

    Mad og drikke

    Det cubanske køkken er en blanding af det spanske og det afrikanske køkken. Grundingredienserne er ris, bønner, salat, yucca (en rodfrugt), kartofler, søde kartofler, kylling, svinekød, oksekød og ikke mindst fisk. Grønne bananer er også meget anvendt i madlavningen, og er mindre søde og større end de velkendte gule bananer.

    Cuba er i øvrigt velsignet med alle slags tropiske og subtropiske frugter, og mange kender vi slet ikke på vores breddegrader. Nationalretten er ”moros y cristianos” som består af sorte bønner, ris og svinekød, og ”Ajiaco”, der er en sammenkogt grøntsagsret med yuccarod, majroer, gulerødder og maniok. Man drikker almindeligvis vand og øl til maden, men på de fleste hoteller fås også rød- og hvidvin.

    Den cubanske rom er af høj kvalitet, og det er et must at prøve den, når man er på Cuba. Den drikkes enten ren eller blandet med andre drikkevarer. Man skal selvfølgelig også prøve en forfriskende iskold mojito, som består af rom blandet med sukker, danskvand, limejuice og knuste mynteblade.

  • Gode råd

    Gode råd

    Ved evt. bagageforsinkelse er det en fordel at have de vigtigste ting ved hånden. F.eks medicin, kontaktlinsevæske, tandbørste og et ekstra sæt tøj pakkes gerne i håndbagagen.

    I Cuba kan man ikke drikke vandet fra hanen, så køb i stedet vand på flaske, og tjek at forseglingen på flasken, ikke har været brudt. Vand på flaske fås mange steder og koster ikke meget. Man bør også holde sig fra isterninger, da disse ofte er lavet på vand fra hanen.

    I Cuba er hygiejnen ikke på samme niveau, som vi kender det i Danmark. Hoteller og større restauranter har moderne og vestlige toiletforhold, men mange steder uden for de større byer kan man ikke forvente toiletforhold som i Danmark. Det anbefales at medbringe håndsprit.

    Ideer til indkøb

    Populære souvenirs er rom og selvfølgelig cigarer. Køb ikke falske cigarer, som bliver tilbudt på gaden og på hoteller. Skal du være sikker på at købe ægte havanesere, skal du gøre det på cigarfabrikkerne. Andre interessante souvenirs er keramik, håndlavede smykker, billeder, kurveflet, broderier, CD’er med salsamusik og den utroligt lækre cubanske kaffe. På markedet i Havana findes desuden mange spændende ting til billige penge.

  • Fakta

    • Statsform: Cuba er en republik med étpartistyre.
    • Hovedstad: Havana med 2,1 mio. indbyggere.
    • Provinser og kommuner: Cuba er opdelt i 14 provinser og 169 kommuner.
    • Befolkning: 11,1 mio. indbyggere.
    • Religion: 85 % er katolikker.
    • Sprog: Det officielle sprog er spansk. Tidligere lærte mange russisk som andetsprog, men i dag er det mest engelsk. Når man kommer ud på landet, er det dog de færreste, der kan tale andet end spansk, så det kan være en god ide at lære sig et par spanske gloser.
    • Nationaldage: 1. januar – Revolutionsdagen (1959) og d. 1. juli – Den nationale oprørsdag (1953).
    • National træ: Kongepalmen – symbol på det cubanske folks ubøjelighed.
    • Højeste punkt: Pico Turquino 1.974 m.
    • Cubas ældste by: Baracoa grundlagt i 1512.
    • Areal: 110.860 km² (Danmark 43.000 km²). Hovedøen er 1.199 km lang og 200 km bred.
    • Klima: Cuba ligger i det tropiske klimabælte. Øens specielle form og beliggenhed har givet den et klimatisk særpræg. Vindene fra havet kan nå ind til alle dele af øen. Den værste hede blæses bort, og klimaet er derfor mere behageligt end normalt i det tropiske område. På Cuba skifter årstiderne først og fremmest mellem tørtid og regntid. Tørtiden strækker sig fra november til og med april, hvor der dog falder lidt regn. Regntiden varer fra maj til oktober.