Se vores Rejsekalender
Skriv til os på verden@risskov.com
Ring til os 70 22 66 00
Ring til os 70 22 66 00
Den ortodokse katedral Uspenski - Risskov Rejser

Velkommen til Finland

Siger man Finland, vil de fleste nok tænke på ”De 1.000 søers land”. Eller på landet, hvor indbyggerne er omgivet af Europas reneste luft. Men hovedstaden Helsinki er bestemt også en rejse værd. Helsinki er flere gange blevet kåret som verdens bedste by at bosætte sig i, og grunden er indlysende efter kun kort tid i storbyen.

Helsinki har været Finlands hovedstad siden 1812. Man formemmer, at det er en by, hvor øst og vest mødes. Det ses f.eks. i arkitekturen med de nyklassicistiske bygninger og ortodokse kirker opført under den russiske zar. De mest bemærkelsesværdige eksempler er bygningerne på Senatstorvet, hvor der også står en statue af den russiske  zar Alexander 2. Ser man Helsinki i fugleperspektiv er det tydeligt, at de store boulevarder og gader i centrum udgør et kvadratisk mønster. Det gør det let at overskue den centrale del af Helsinki og nemt at opleve den del af byen til fods. Det er oplagt at begynde med en tur på Esplanaden – den elegante boulevard frister med mondæne butikker med det bedste af finsk design. Esplanade-parken er en storbyens mange grønne oaser. Parken blev anlagt i 1812 og er omgivet af adskillige historiske bygninger, og det er en af de populære parker, hvor byens indbyggere mødes.

Et overflødighedshorn af design
Kvarteret omkring Esplanaden bugner af designbutikker, så det var ikke uden grund, at Helsinki i 2012 blev kåret som Verdens Designhovedstad. En af de legendariske butikker er Artek Esplanadi, der har ligget her siden 1935, og som lige siden har været ”udstillingsvindue” for arkitekten Alvar Altos møbler og lamper. De klassiske møbler har siden fået nyt liv og inspirerende modspil af tidens dygtigste designere. Design Forum er stedet, hvor man kan opleve, hvad der sker på den finske design-scene netop nu, da det er stedet, hvor unge designere  viser deres kunnen, og på Design Museet kobles femtidens trends med tidligere tiders design. Går dine interesser mere i retning af kunst, så besøg Ateneum. På byens velrenommerede klassiske kunstmuseum kan du opleve kunstskatte fra især perioden 1850 – 1900, som betragtes som Finlands guldalder.

Også værd at opleve
Uspenski-katedralen har en iøjnefaldende beliggenhed på en klippetop, og de guldbelagte løgkupler kan ses på lang afstand. Selv om det er den største ortodokse kirke i Vesteuropa, har den ikke noget overdådigt ydre. Men vent til du kommer indenfor og bliver mødt med en overdådighed af ikoner og guldudsmykninger. Kirken på Tempelpladsen er på grund af sin beliggenhed en speciel oplevelse. Den moderne kirke er nemlig bygget ind i en klippe, og indenfor er det de rå klippevægge, der er udsmykningen. Helsinki er også byen, hvor du kan opleve kreativ nordisk gastronomi, se  Alvar Aaltos tegnestue og få naturoplevelser på byens omfattende stisystem.

Vælger du rundrejsen “Skt. Petersborg og Helsinki”  får du mulighed for at opleve Helsinki både med rejseleder og på egen hånd.

 

Alle rejser

Alt det praktiske

  • Inden du rejser til Finland

    Toldregler og pas

    Visum er ikke nødvendigt for danske statsborgere. Passet skal være gyldigt i mindst 6 måneder ud over opholdet, og skal medbringes som ID ved flyrejser. Det anbefales at medbringe en kopi af pas og forsikringspapirer, evt. både i papirform og tilgængeligt på telefonen.

    Rejseforsikring

    Det er mere nødvendigt end nogensinde at tegne en rejseforsikring. Det blå EU-sygesikringskort dækker kun udgifter til nødvendig læge- og sygehusbehandling, medicin mm. Under ophold i et EU-land og i Norge, Island, Liechtenstein og Schweiz. Med kun det blå EU-sygesikringskort i hånden får du samme behandling som borgerne i det pågældende land. Det vil sige, at der ofte vil være tale om egenbetaling på 30 – 40 %. Der vil ikke være hjemtransport, og der vil ikke være en dansk alarmcentral, der kan hjælpe dig, hvis du kommer til skade. For at få mest mulig tryghed på rejsen anbefaler vi, at du tegner en rejseforsikring. Vi samarbejder med Europæiske ERV, da deres forsikringsprodukter hører til markedets bedste. Kontakt en af vores rejsekonsulenter – de kan rådgive dig, så du får en forsikring, der passer til dit behov. Vær  opmærksom på, at der kan være særlige betingelser for personer over 70 år.

    Medicin

    Det er en god idé at informere rejselederen om specielle sygdomme – en information, som naturligvis bliver behandlet fortroligt. Tager du livsvigtig medicin, anbefaler vi, at du medbringer et medicinpas med en beskrivelse af indholdet på engelsk. Denne kan fås hos egen læge eller på apoteket. Husk at pakke medicinen i håndbagage.

    Valuta & kreditkort

    Der bruges euro, som kan hæves i banker og automater. Internationale kreditkort accepteres stort set overalt. Det anbefales at medbringe lidt kontanter hjemmefra. Husk de nødvendige informationer, hvis du får brug for at spærre kortet.

  • Lokale forhold

    Tidsforskel

    Finland er 2 timer foran dansk tid

    Sikkerhed

    Brug sikkerhedsboks på værelset, eller få værdigenstande opbevaret i receptionen.

    Elektricitet

    Strømstyrken er som i Danmark, og stikkontakterne er til 2-benede stik. Kun hvis du har 3-benet stik er det nødvendigt med en adapter.

    Drikkepenge

    Drikkepenge gives som i Danmark efter hvilken service, man har fået, eller også rundes pengene op.

    Drikkevand

    Vandet i Finland er rent og kan drikkes fra vandhanen.

    Mobiltelefon & Internet

    Ved opkald til Danmark eller dansk mobiltelefon tastes +45 før telefonnummeret. Internetcafeer er almindelige, og de fleste hoteller tilbyder internetadgang.

     

     

     

     

  • Gode råd

    Særligt angående bjørnesafari

    Varmt tøj er vigtigt, da vi skal sidde i skjul i mange timer. Skjulene er uden varme, og det kan være ret koldt højt mod nord. Der er soveposer i skjulene, som kan bruges til at tage over sig, men godt skiundertøj (uld eller syntetisk) anbefales. Lag-på-lag beklædning fungerer bedst.  Gode støvler og varme sokker er vigtige, samt praktiske bukser og jakke. Hue og handsker er også en god ide. Medbring desuden kamera, kikkert, myggespray og evt. en lille termoflaske. En dagtursrygsæk på 20-30 L er en fordel.

  • Fakta

    • StatsformRepublik
    • HovedstadHelsinki med ca. 1.25 mio indbygger.
    • Befolkning5.4 mio
    • Religion: Lutheransk 99%) og ortodoks (1%)
    • Sprog: Finsk (91%), svensk (5.4%), samisk
    • Areal338.424 km2
    • Højeste bjergHalti 1324m
    • Klima: Der er tempereret fastlandsklima, med subpolart klima mod nord. En fjerdedel af landet ligger nord for Polarcirklen, og solen går derfor ikke ned om sommeren over en periode på 73 dage, og senere om vinteren står den ikke op i en periode på 51 dage. Det meste af landet er karakteriseret ved kolde vintre og relativt varme somre. På de koldeste vinterdage når temperaturen mod syd ofte under -20 °C, mens den de varmeste sommerdage kan nå op omkring 30 °C. Somrene varer i det sydlige Finland omkring fire måneder (fra midt i maj til midt i september), mens de i den nordlige del varer 2-3 måneder.