Se vores Rejsekalender
Skriv til os på verden@risskov.com
Ring til os Åbent nu 70 22 66 00
Ring til os Åbent nu 70 22 66 00
Tulipaner i Holland - Risskov Rejser

Velkommen til Holland

Når du rejser til Holland, rejser du til et land, der er rig på historie, rig på venlighed og rig på smuk natur. Hollænderne bor tæt – omtrent 17 millioner indbyggere i et land på størrelse med Danmark – og de bor endda endnu tættere, da en fjerdel af landets areal består af inddæmmede områder grundet landets lave beliggenhed.

At rejse til Amsterdam er en hel ferie værd. Her får man den unikke kombination af en moderne metropol og en historisk atmosfære. Amsterdams historie går mere end 800 år tilbage, men storhedstiden startede omkring år 1600, hvor byen dels voksede eksplosivt og dels kastede sig ud i koloniseringen i bl.a. Ostindien. Senere kom der en omtumlet tid for Amsterdam, men efter oprettelsen af Kongeriget Nederlandene fik byen en opblomstring sidst i 1800-tallet. Igen var den en af verdens rigeste byer.

I dag finder man stadig de smukke gamle huse omkring byens tre store kanaler, der blev resultatet af en fremsynet byplanlægning for 400 år siden. De velholdte huse danner rammen om et hyggeligt bymiljø med caféer, butikker og ikke mindst museer. Amsterdam har verdensrekord i antal af museer, og her finder man Van Gogh-museet, Anne Franks Hus og ikke mindst Rijksmuseum med Rembrandts ”Nattevagten”.

Når man rejser til Amsterdam, får man bedste det store overblik over byen på cykel og selvfølgelig på en rundfart i kanaldistriktet med en af de mange turbåde. Undervejs kan man gøre holdt ved en af byens diamanthandlere, eks. Gassan, hvor man får en demonstration af slibning og polering. Der er også mulighed for at handle, men ikke til det man forbinder med outlet-priser!
Så er priserne mere fornuftige på blomstermarkedet, der er placeret på pramme i kanalen Singel. Her er der bunker af blomster, ikke mindst i forårets tulipansæson, men vil man opleve de store auktioner, må man udenfor Amsterdam til Aalsmer, eller man kan besøge den verdensberømte blomsterpark Keukenhof.

Rotterdam med dens kæmpehavn, spændende kunstnermiljø og shoppingmuligheder er også et besøg værd, og man kan tage på besøg i nationalparken De Hoge Veluwe, hvor man finder Kröller-Müller-museet. Også et besøg til de frisiske øer og vadehavet er en stor oplevelse, da man på den måde får chancen for at køre over Zuiderzee-dæmningen, der inddæmmede søen af samme navn. I dag hedder den Ijsselmeer og er en stor ferskvandssø.

Hollandsk mad er ikke kun sild og ost, men begge dele er favoritter. Sildene – hollandse nieuwe – nye hollandske sild spises som snack med rå løg eller i en sandwich. Ostene producerer man 650 millioner kg af hvert år, og to tredjedele eksporteres. Resten tager hollænderne sig af, der spiser mere end 14 kg ost om året pr. person. De kendteste ostetyper er Gouda og Edam, og netop i de byer ligger de store, traditionelle ostemarkeder, men også markedet i Alkmaar er et godt sted at besøge for at få et indtryk af den traditionelle ostehandel.

På middagsbordet finder man ofte retter med rosen- eller grønkål, ligesom der findes utallige versioner af stamppot, der er en ret med kartofler moset sammen med eks. spinat eller gulerødder. Retten serveres ofte med røget pølse. En traditionel dessert kunne bestå af vafler eller apfelflappen, æbler indbagt i butterdej.

Hollænderne nyder gerne en jenever, en hollandsk gin med smag af enebær lavet på traditionel vis. Jeneveren sælges både i en ”ung” og en ”moden” udgave, og glasset fyldes til randen, så pas på. Verdens ældste destilleri, Bols, har brygget siden 1575, og man kan besøge det på Museumplein i Amsterdam. Øl fra Holland har en lang tradition tilbage til klostrenes bryghuse, da øl var tryggere at drikke end vand, men i dag er der som i Danmark masser af mikrobryggerier, der byder ølgiganten Heineken konkurrence. Proost!

Alle rejser

Alt det praktiske

  • Inden du rejser til Holland

    Toldregler og pas

    Visum er ikke nødvendigt for danske statsborgere. Passet skal være gyldigt i mindst 6 måneder ud over opholdet, og skal medbringes som ID ved flyrejser. Det anbefales at medbringe en kopi af pas og forsikringspapirer, evt. både i papirform og tilgængeligt på telefonen.

    Rejseforsikring

    Det er mere nødvendigt end nogensinde at tegne en rejseforsikring. Det blå EU-sygesikringskort dækker kun udgifter til nødvendig læge- og sygehusbehandling, medicin mm. Under ophold i et EU-land og i Norge, Island, Liechtenstein og Schweiz. Med kun det blå EU-sygesikringskort i hånden får du samme behandling som borgerne i det pågældende land. Det vil sige, at der ofte vil være tale om egenbetaling på 30 – 40 %. Der vil ikke være hjemtransport, og der vil ikke være en dansk alarmcentral, der kan hjælpe dig, hvis du kommer til skade. For at få mest mulig tryghed på rejsen anbefaler vi, at du tegner en rejseforsikring. Vi samarbejder med Europæiske ERV, da deres forsikringsprodukter hører til markedets bedste. Kontakt en af vores rejsekonsulenter – de kan rådgive dig, så du får en forsikring, der passer til dit behov. Vær  opmærksom på, at der kan være særlige betingelser for personer over 70 år.

    Medicin

    Det er en god idé at informere rejselederen om specielle sygdomme – en information, som naturligvis bliver behandlet fortroligt. Tager du livsvigtig medicin, anbefaler vi, at du medbringer et medicinpas med en beskrivelse af indholdet på engelsk. Denne kan fås hos egen læge eller på apoteket. Husk at pakke medicinen i håndbagage.

    Valuta & kreditkort

    Der bruges euro, som kan hæves i banker og automater. Internationale kreditkort accepteres stort set overalt. Det anbefales at medbringe lidt kontanter hjemmefra. Husk de nødvendige informationer, hvis du får brug for at spærre kortet. 

  • Lokale forhold

    Tidsforskel

    Der er ingen tidsforskel ifht. Danmark.

    Drikkepenge

    Drikkepenge gives som i Danmark efter hvilken service, man har fået, eller man runder op.

    Sikkerhed

    Brug sikkerhedsboks på værelset, eller få værdigenstande opbevaret i receptionen.

    Elektricitet

    Strømstyrken er som i Danmark, og stikkontakterne er til 2-benede stik. Kun hvis du har 3-benet stik er det nødvendigt med en adapter.

    Mobiltelefon & Internet

    Ved opkald til Danmark eller dansk mobiltelefon tastes +45 før telefonnummeret. Internetcafeer er almindelige, og de fleste hoteller tilbyder internetadgang.

    Drikkevand

    Vandet i Holland kan drikkes fra vandhanen.

  • Fakta om Holland

    • Statsform: Konstitutionelt monarki
    • Hovedstad: Amsterdam 822.000.
    • Befolkning: 17,1 mio.
    • Religion: Hovedsageligt katolikker og protestanter.
    • Sprog: Hollandsk.
    • Areal: 41.543 km².
    • Højeste punkt: 321 m.
    • Klima: Holland har tempereret kystklima med kølige somre og milde vintre. Gennemsnitstemperaturene er hhv. 17,3 og 2,1. Da landet er fladt, er der sjældent markante temperaturforskelle regionerne imellem. Pga. sin beliggenhed ved Atlanterhavet blæser det ofte.