Se vores Rejsekalender
Skriv til os på verden@risskov.com
Ring til os 70 22 66 00
Ring til os 70 22 66 00
Stockholm, Sverige.

Velkommen til Sverige

Broderlandet Sverige har altid haft en stor plads i danskernes hjerter. Vi har været arvefjender i fodbold, men der har også altid været et sammenhold mellem vores lande. I dag er Øresundsregionen et unikt eksempel på samarbejde mellem to nationer. Vores naboland er ti gange større end Danmark, 1.574 km fra nord til syd og mere end halvdelen er dækket af skov. Når du rejser til Sverige finder man alle typer natur, lige fra Skånes flade land og Smålands idyl til fjeldet mod nord – og der imellem kan man køre i timevis gennem de store skove.

Befolkningstætheden er blot 23 indbyggere pr. km², og der kan være langt mellem de store byer.
I hovedstaden, Stockholm, smukt beliggende på østkysten, bor 1,4 mio. indbyggere, der har adgang til skærgården og de mange øer, der er yndede udflugts- og feriemål. Stockholm opstod som en strategisk befæstning på øer, og her var det muligt at forsvare Södermanland og Uppland, de to landskaber byen er placeret i. Når man kommer til Stockholm er det et must at besøge Gamla Stan, den historiske bydel på øen Stadsholmen, og også besøge Djurgården, der også kaldes Valdemarsön. Her finder man bl.a. friluftsmuseet Skansen og forlystelsesparken Gröna Lund.

Også Göteborg og Malmö er velbesøgte rejsemål, og med den lette adgang fra Danmark, kan man besøge disse byer på en kortere ferie. Man kan også tage en pragtfuld tur med et af skibene på Götakanalen eller sejle i skærgården, og måske endda begive sig til Gotland eller Öland. Er man mere til fast grund under fødderne, er Inlandsbanen klar med en utrolig togtur fra Kristinehamn til Gälliväre via Värmland og Härjedalen, og naturligvis er der mulighed for at se midnatssolen, da toget kun kører i sommerperioden.

Svenskerne er gode til at lave mad. Vi har måske en idé om, at det oftest er krebsegilder, på svensk en ”kräftskiva”, og surströmming, der står på svenskens bord. Det er ingenlunde tilfældet, men om sommeren ér krebsegilderne populære, og man fanger gerne selv den populære spise, der serveres med knækbrød, mayonnaise og f.eks. en ostetærte. Som vores julefrokoster, ledsages måltidet gerne af drikkeviser og en snaps – eller flere. Snapsen kunne være en O. P. Anderson, der er fremstillet siden 1891, og i dag er en stor eksportvare. Smagen af kommen, fennikel og anis er populær, men som med anden alkohol, må svenskerne hente varen på Systembolaget. Bliver man småsulten, kan en svensk hotdog være løsningen. Den serveres med rejsesalat, og det smager ganske dejligt.

Hvor man end kommer hen i Sverige, er der mulighed for kulturelle oplevelser. I Stockholm kan du tage på rundvisning i Abbas fodspor, på Gotland er der mulighed for at forsøge sig som viking, og længere nordpå, i Lapland, kan man opleve samekulturen på tæt hold.

Svensk musik er ikke ”kun” Abba, Roxette og de andre kendte popstjerner. Det er i lige så høj grad folkemusikken og danseorkestrene. Den gamle spillemandsmusik høres mange steder, også til midsommer, og rigsspillemændene trakterer ikke kun violinen, men også almueinstrumentet nøgleharpen, der ofte høres, når der spilles op til folkedans. Der er også dans på programmet, når svenskerne danser ud i sommernatten. ”Dansbands” som Thorleifs og tidligere Vikingarna har med deres svensktopmusik sat deres præg på både folkeparker, danseestrader og resten af Skandinavien.

Der er museumsoplevelser overalt i Sverige. Helt nordpå ligger det samiske museum Ájtte i Jokkmokk nord for polarcirklen. Her er udstillinger om klædedragten, samisk sølvkunst og udfordringen i at bo i den barske natur. Göteborg har et smukt kunstmuseum, bl.a. med Carl Larsson og Munch, og i Stockholm er Vasamuseet bygget omkring det kongelige krigsskib af samme navn fra 1600-tallet, en dramatisk oplevelse.

Men børnene synes nok bedre om at se Astrid Lindgrens Verden, hvor Ronja Røverdatter, Emil og Pippi pludselig står foran én. Professionelle skuespillere giver de besøgende historierne, så alle er som børn igen. En dag er måske ikke nok i Vimmerby, men så er der overnatningsmuligheder, f.eks. i hytter.

Alle rejser

Alt det praktiske

  • Inden du rejser til Sverige

    Pas & Visum

    Visum er ikke nødvendigt for danske statsborgere. Passet skal medbringes som ID ved flyrejser. Det anbefales at medbringe en kopi af pas og forsikringspapirer, evt. både i papirform og tilgængeligt på telefonen.

    Toldregler

    For aktuelle regler om hvad man må medbringe, se Skats hjemmeside www.skat.dk og søg på ”toldregler på rejsen”.

    Rejseforsikring

    Det er mere nødvendigt end nogensinde at tegne en rejseforsikring. Det blå EU-sygesikringskort dækker kun udgifter til nødvendig læge- og sygehusbehandling, medicin mm. Under ophold i et EU-land og i Norge, Island, Liechtenstein og Schweiz. Med kun det blå EU-sygesikringskort i hånden får du samme behandling som borgerne i det pågældende land. Det vil sige, at der ofte vil være tale om egenbetaling på 30 – 40 %. Der vil ikke være hjemtransport, og der vil ikke være en dansk alarmcentral, der kan hjælpe dig, hvis du kommer til skade. For at få mest mulig tryghed på rejsen anbefaler vi, at du tegner en rejseforsikring. Vi samarbejder med Europæiske ERV, da deres forsikringsprodukter hører til markedets bedste. Kontakt en af vores rejsekonsulenter – de kan rådgive dig, så du får en forsikring, der passer til dit behov. Vær  opmærksom på, at der kan være særlige betingelser for personer over 70 år.

    Medicin

    Det er en god idé at informere rejselederen om specielle sygdomme – en information, som naturligvis bliver behandlet fortroligt. Tager du livsvigtig medicin, anbefaler vi, at du medbringer et medicinpas med en beskrivelse af indholdet på engelsk. Denne kan fås hos egen læge eller på apoteket. Husk at pakke medicinen i håndbagage.

    Valuta & kreditkort

    Møntfoden er svenske kroner, som kan hæves i banker og automater. Internationale kreditkort accepteres stort set overalt. Husk de nødvendige informationer, hvis du får brug for at spærre kortet.

  • Lokale forhold

    Tidsforskel

    Sverige ligger i samme tidszone som Danmark.

    Sikkerhed

    Brug sikkerhedsboks på værelset, eller få værdigenstande opbevaret i receptionen.

    Drikkepenge

    Drikkepenge gives som i Danmark efter hvilken service, man har fået, eller man runder op.

    Drikkevand

    Vandet i Sverige er rent og kan drikkes fra vandhanen.

    Mobiltelefon & Internet

    Ved opkald til Danmark eller dansk mobiltelefon tastes +45 før telefonnummeret. Internetcafeer er almindelige, og de fleste hoteller tilbyder internetadgang.

  • Fakta

    • Statsform: Konstitueret Monarki.
    • Hovedstad: Stockholm med 850.000 indbyggere.
    • Befolkning: 9,8 mio. indbyggere.
    • Religion: Luthersk-evangelisk.
    • Sprog: Svensk
    • Areal: 450.295 km² (Danmark 43.094 km²).
    • Højeste punkt: Kebnekaise 2.111m
    • Klima: På grund af landets størrelse og geografi, er der store regionale forskelle. I den sydlige del er der kystklima og mod nord subpolarklima.  Vejret langs kysten er mildt med mulighed for regn. Om sommeren ligger temperaturen stort set på plussiden.

    Nord for polarcirklen er der sollys døgnet rundt i sommermånederne, og her forekommer nordlys.