Se vores Rejsekalender
Skriv til os på verden@risskov.com
Ring til os Åbent nu 70 22 66 00
Ring til os Åbent nu 70 22 66 00
Alaska – The Last Frontier

Alle amerikanske stater har et slogan, og dette fra Alaska – til civilisationens grænse – siger lidt om eventyret, der venter i USA’s største delstat.

Af Bente Hammer

Her vil du opleve, at modkørende biler næsten kan blive et af dagens højdepunkter, og i de små byer, der mest af alt minder om forvoksede tankstationer, kan du få en snak med skæve eksistenser og ukuelige eventyrere. En god portion nysgerrighed og lysten til at opleve steder, hvor civilisationen ikke har sat sine spor, er såmænd alt, der skal til – og god tid naturligvis. Til gengæld får du naturoplevelser, som ingen andre områder på det nordamerikanske kontinent kan matche.

Til lands, til vands og i luften

Civilisationen kom til Alaska med åbningen af Alaska Railroad i 1923 – tankevækkende, at her næsten 100 år senere er der ingen veje, der fører til Juneau, som trods alt har været Alaskas hovedstad siden 1906. Hovedstadens livsnerve er stadigvæk Alaska Marine Highway System, som servicerer små og store byer langs kysten, og naturligvis de mindre fly, der er så mange af i Alaska, og som kan lette og lande stort set overalt. Alaska Highway forbinder Delta Junction i Alaska med Dawson Creek i British Columbia og er en gedigen vildmarksoplevelse, og her som næsten alle andre steder i Alaska ligger der et ”roadhouse” og en tankstation, hvor to veje mødes.

Turist i Alaska

Fortællingen om USA’s største stat, hvor indbyggertallet kun er lige over 700.000, har vildmarken og de næsten mennesketomme områder som omdrejningspunkt. Det får mange til at spørge sig selv, om det nu også er et eventyr, man skal begive sig ud på. Spørger du os, så er svaret ja. Det er faktisk lige så nemt at være turist i Alaska som i det øvrige USA, og du kan sagtens opleve Alaska på egen hånd i bil eller motorhome. Men der er naturligvis særlige forhold i Alaska, som bør tænkes ind i planlægning af rejsen.

De store afstande

Det er næsten ikke til at forestille sig de gigantiske afstande, men det er jo også en del af oplevelsen. Det er vigtigt at være realistisk i planlægning af ruten. En tur på 200 km kan hurtigt tage fire timer, da der er så mange steder, der indbyder til et stop. Husk at tanke, når muligheden er der, da der kan være langt mellem tankstationerne. Der er f.eks. ingen tankstationer på strækningen fra Delta Junction til Glennallen – og det er trods alt en tur på 250 km.

On the road

Alaska har et godt vejnet, men der er naturligvis ikke så mange valgmuligheder. GPS er næsten ikke nødvendig, med mindre du befinder dig i storbyerne Anchorage og Fairbanks. Myldretid er et ukendt begreb, men ikke vejarbejder, der kun kan laves om sommeren. Husk at købe ind, så du kan klare dig det meste af dagen. Det er dejligt at have frokosten med, så du kan nyde den med udsigt til en gletsjersø eller et brusende vandfald.

Lange, lyse sommerdage

Det er bedst at rejse til Alaska i perioden fra midten af maj til midten af september. Det er lyst næsten døgnet rundt fra juni til august, så man kan virkelig nå at opleve meget på en dag. Det er generelt køligt om morgenen, og det overrasker nok de fleste, at temperaturen i juli og august sagtens kan komme op på 25 – 28 grader. Især i kystområderne kan vejret være meget omskifteligt. Den første sne kan falde i højderne allerede i slutningen af august. Når du pakker kuffert, er det godt at tænke ”lag-på-lag”, og du kommer langt med en fleecetrøje/jakke, windbreaker og regntøj. Skal du vandre i højderne eller ud at sejle, er handsker og hue en god ide.

Vil du selv opleve Alaska?

Så kan du blive inspireret i vores rejseunivers, der både byder på rundrejser, kør-selv-ferier og skræddersyede rejser til Alaska. Vi har to rundrejser Det uberørte Alaska og Canada & Alaska Cruise – og er du mere til kør-selv-ferie, kan du vælge mellem tre forskellige: Grand Tour of Alaska, Alaska på den aktive måde og Alaska & Yukon Highlights – og er du mere til skræddersyede rejser der krydres med udflugter, kan du se to spændende bud på en 2- og 3-dages udflugt, nemlig Bjørneeventyr på Kodiak Island og Besøg i gletsjernes paradis