Se vores Rejsekalender
Skriv til os på verden@risskov.com
Ring til os Åbent nu 70 22 66 00
Ring til os Åbent nu 70 22 66 00
Wales

Velkommen til Wales

Rejser til Wales byder på alt, hvad hjertet kan begære af storslåede og uspolerede oplevelser! Den bjergrige halvø Wales ligger på vestsiden af England med idylliske kyster, vilde bjerglandskaber, klare søer, middelalderborge, fortryllende haver og en stærk kultur. Det walisiske folk er stolte over deres delvise selvstyre og har formået at bevare det keltiske præg, som gør Wales – eller Cymru på walisisk – til en særlig oplevelse.

Rejseleder Brian Hansen giver her en forsmag på Wales

En keltisk arv og usigeligt lange ord

På din rejse til Wales vil du erfare, at den keltiske arv har rod i en historie, der strækker sig 2.500 år tilbage i tiden med druider, gravhøje og stendysser. I nyere tid lever de keltiske præg videre i musikken, kunsten og især det walisiske sprog, cymraeg, som 1/5 af befolkningen mestrer. De fleste steder står skilte og navne osv. på både engelsk og walisisk, så man kan imponeres over hvor lange og konsonantfyldte ord, waliserne har. Som eksempel kan nævnes en landsby på øen Angsley, der har verdens tredjelængste stednavn, Llanfairpwllgwyngyllgogerychwyrndrobwllllantysiliogogogoch – lokalt kaldes den dog det mere mundrette Llanfair.

En natur der sætter spor

Det er dog ikke kun sproget der er helt specielt, også naturen er noget for sig. Dette oplever man bedst på sin ferie i Wales i den kæmpestore Snowdonia National Park, der rummer et af Storbritanniens højeste bjerge, Snowdon, samt den største sø i Wales. Nationalparken blev oprettet i 1951 og her venter de skønneste naturlandskaber med bjerge, skovfyldte dale, søer og interessante rester fra dengang, der blev drevet minedrift. Ud over den smukke natur finder man også små isolerede bjerglandsbyer som Beddgelert og Betws med idylliske kampestenshuse.

På en Wales-rejse kan man også tage en togtur med Snowdonia Mountain Railway, der siden 1896 har ført rejsende 1.095 m op til toppen af Snowdon-bjerget. Fra den golde top venter der en enestående udsigt fra det moderne besøgscenter, der blev indviet i 2009. Der er også mange, der tager turen op til fods på en forholdsvis overkommelig rute på ca. 8 km. Det er nemlig også oplagt at pakke vandreskoene med, når du rejser til Wales, da her er utallige vandreruter og stier.

Suppler naturen med spændende byoplevelser

Hvis naturoplevelserne skal suppleres med byliv og historie er det en god idé at tage til hovedstaden Cardiff. Byen var tidligere en vigtig afskibningsby af kul fra de walisiske kulminer. Efter sammenbruddet i kulindustrien var byen slidt ned, men i de senere år har den fået et markant løft. Byens centrum og historiske hjerte udgøres af borgen Cardiff Castle, der ligger smukt i Bute Park, og i Cathays Park ligger byens mægtige offentlige bygninger, bl.a. rådhuset, retsbygningen, Nationalmuseet samt universiteterne Cardiff University, University og Wales. Ved byens havnefront kan du nyde udsigten, slappe af over en kop kaffe på en byens caféer eller svinge dankortet i byens moderne stormagasiner og overdækkede victorianske arkader.

Find din næste rejse til Wales nedenfor.

Alt det praktiske

  • Inden du rejser til Wales

    Pas & visum

    Pas skal medbringes som ID ved flyrejser. Det anbefales at medbringe en kopi af pas og forsikringspapirer, evt. både i papirform og tilgængeligt på telefonen.

    Toldregler

    For aktuelle regler om hvad man må medbringe – se Skats hjemmeside (www.skat.dk og søg på ”toldregler på rejsen”).

    Rejseforsikring

    Det er mere nødvendigt end nogensinde at tegne en rejseforsikring. Det blå EU-sygesikringskort dækker kun udgifter til nødvendig læge- og sygehusbehandling, medicin mm. Under ophold i et EU-land og i Norge, Island, Liechtenstein og Schweiz. Med kun det blå EU-sygesikringskort i hånden, får du samme behandling som borgerne i det pågældende land. Det vil sige, at der ofte vil være tale om egenbetaling på 30 – 40 %. Der vil ikke være hjemtransport, og der vil ikke være en dansk alarmcentral, der kan hjælpe dig, hvis du kommer til skade. For at få mest mulig tryghed på rejsen anbefaler vi, at du tegner en rejseforsikring. Vi samarbejder med Europæiske ERV, da deres forsikringsprodukter hører til markedets bedste. Kontakt en af vores rejsekonsulenter – de kan rådgive dig, så du får en forsikring, der passer til dit behov. Vær opmærksom på, at der kan være særlige betingelser for personer over 70 år.

    Medicin

    Det er en god idé at informere rejselederen om specielle sygdomme – en information, som naturligvis bliver behandlet fortroligt. Tager du livsvigtig medicin, anbefaler vi, at du medbringer et medicinpas med en beskrivelse af indholdet på engelsk. Kan fås hos egen læge eller på apoteket. Husk at pakke medicinen i håndbagage.

    Valuta & kreditkort

    Møntfoden er pund sterling (GBP), der kan hæves i automater i de fleste byer. Alle gængse internationale kreditkort kan bruges, men enkelte steder tager man ikke mod kreditkort. Det er en god idé at medbringe flere kreditkort. Husk de nødvendige informationer, hvis du får brug for at spærre kortet.

  • Lokale forhold

    Tidsforskel

    Wales er 1 time bagud i forhold til Danmark

    Transport

    Bemærk, at der er begrænset plads til håndbagage på busrejser. Håndbagagen skal kunne stå under sædet, da hattehylden er forbeholdt overtøj og andre bløde beklædningsdele.

    Drikkepenge

    Det er almindeligt at give drikkepenge til dem, der arbejder i servicebranchen, da det for dem er det en del af lønnen. Derfor er det vigtigt, at man er opmærksom på denne skik. På restaurant og cafe er drikkepenge inkluderet, men det er kutyme at runde op eller give 10 %. Taxachauffører forventer også drikkepenge, og 10 % oveni prisen er passende. Stuepigerne på hotellerne sætter også pris på drikkepenge. På rundrejsen vil der være tale om drikkepenge til buschauffører og hotelpersonale, men det er naturligvis helt op til den enkelte, hvor meget man ønsker at give. Af denne grund har vi derfor ikke inkluderet drikkepenge i rejsens pris.

    Lidt om hotellerne

    Hotellerne er kategoriseret med stjerner efter lokal standard. Der vil ikke være dyner som i Danmark, da man bruger lagner og tæpper som sengetøj. Tæpperne findes i et skab på værelset eller fås i receptionen. Hvis man vil have rene håndklæder hver dag, skal de brugte efterlades på gulvet, men man kan vælge at tænke på miljøet, og bruge håndklæderne mere end en dag. Vi gør opmærksom på, at der i sjældne tilfælde kan forekomme hotelændringer undervejs på rejsen. Eventuelle ændringer vil tilstræbes at være af tilsvarende standard.

    Sikkerhed

    Det er en god ide at opbevare værdigenstande i sikkerhedsboks på værelset eller i receptionen. Enkelte hoteller tager depositum for nøglen, som refunderes ved returnering. Lommetyve er primært et storbyfænomen – også i Wales. Gå derfor ikke med pengepung i baglomme, åben taske eller rygsæk.

    Elektricitet

    Husk opladeren til f.eks. kamera og mobiltelefon. Wales benytter 240v – 50 hz, og trebens-stik er standard, så det anbefales at medbringe adapter.

    Mobiltelefon & Internet

    Landekoden er 0045 ved opkald til Danmark. Husk at slå data-roaming fra på mobiltelefonen. Alle større byer har internetcafeer, og hotellerne har trådløst internet evt. mod betaling.

    Drikkevand

    Man kan drikke vandet fra vandhanen i hele Storbritannien.

    Rygning

    Det er ikke tilladt at ryge på offentlige steder og på arbejdspladser i Wales.

    Åbningstider

    Banker:
    Mandag – fredag 9.30-16.30. Lørdag og søndag lukket.

    Posthuse:
    Mandag – fredag 9.00-17.30. Lørdag 9.00-12.30.

    Pubber:
    Mandag – lørdag 11-23. Søndag 12-22.30.

    Butikker:
    Mandag – lørdag 9.00-17.30. Søndag 10.00-16.00.

    Nogle steder har man ”half day” én dag om ugen, dvs. at der lukkes til middag.

  • Fakta

    • StatsformWales er del af Storbritannien og har konstitutionelt demokrati.
    • HovedstadCardiff ca 350.000 indbyggere
    • Befolkning3 mio. indbyggere
    • Religion58% protestanter, 32% har ingen religion, 10% andre
    • SprogEngelsk og walisisk
    • Areal20.782 km². (Danmark 43.000 km²).
    • Højeste punktSnowdon 1085m
    • KlimaWales har maritimt, tempereret klima, og vintertemperaturerne sjældent kommer langt under frysepunktet. Om sommeren kan der være op til 20 grader, og vejret er  typisk fugtigt og omskifteligt.