Se vores Rejsekalender
Skriv til os på verden@risskov.com
Ring til os 70 22 66 00
Ring til os 70 22 66 00
Mount Rushmore i South Dakota, USA
The Great American Crossing

21-dages rundrejse dage fra kr.

Om rejsen

På denne rejse tværs over USA får du et godt indtryk af det kæmpemæsssige land, de skiftende landskaber og de slående kontraster.

I det østlige USA er de store oplevelser hovedstaden Washington D.C. og byerne Gettysburg og Philadelphia, der har skrevet sig ind i historien på hver sin måde. Men historien bliver også nærværende længere vestpå ved Mt Rushmore med de fire præsidenthoveder og i wildwest-byen Cody, som Buffalo Bill satte på verdens-kortet.

En lang række af USA’s kendte nationalparker ligger på ruten, og du kan glæde dig til naturoplevelser i f.eks. Badlands, Yellowstone, Grand Teton, Bryce Canyon og Grand Canyon.

Rejsens mange fordele

  • På tværs af kontinentet fra Atlanterhavet til Stillehavet
  • Få et nuanceret billede af det kæmpemæssige land
  • Kom på sporet af den historiske arv i Philadelphia
  • Oplev de vidtstrakte landbrugsområder i Midtvesten
  • Inkl. en lang perlerække af nationalparker
  • Route 66, der er en rejse tilbage til 50’erne
  • Få highlights i mange forskellige byer
  • Den betagende Stillehavskyst med de hyggelige byer
  • Se Niagara Falls fra den amerikanske og canadiske side

Dagsprogram

  • Dag 1 Danmark - New York

    Afrejse fra Danmark og ankomst til New York.

  • Dag 2 New York - Washington D.C.

    Turen går til Philadelphia, der har spillet en central rolle i den tidlige amerikanske historie. Det var her Uafhængighedserklæringen blev underskrevet. I det historiske område besøger vi bl.a. Independence Hall og ser Frihedsklokken, som er et af de symboler, som amerikanerne er allermest stolt af. Der fortsættes til Washington D.C.

  • Dag 3 Washington D.C.

    En dag til at opleve den amerikanske hovedstad, der er designet til at være hovedstad. Formiddagens sightseeing inkluderer U.S. Capitol Building, Washington Monument, Lincoln Memorial, The White House og Arlington-kirkegården, hvor de tre Kennedy-brødre ligger begravet. Om eftermiddagen kan du udforske ”magtens centrum” på egen hånd og f.eks. besøge de spændende museer.

  • Dag 4 Washington D.C. - Niagara Falls

    På turen til Niagara Falls stoppes der ved Gettysburg National Military Park, hvor et af de afgørende slag i den amerikanske borgerkrig fandt sted, og hvor præsident Lincoln holdt sin berømte ”Gettysburg Address” i 1863. Turen fortsætter igennem Pennsylvania og via Buffalo til Niagara Falls. Der overnattes på den canadiske side.

  • Dag 5 Niagara Falls - Detroit

    Inden turen går videre til Detroit, er der tid til en tur langs Table Rock med udsigt til de spektakulære vandfald. Dagen slutter i Detroit, der i generationer har været ”bilernes by”.

  • Dag 6 Detroit - Chicago

    Dagens mål er Chicago, der betager alle med sin skyline. Lake Shore Drive, Magnificent Mile, Navy Pier og Sears Tower med sine 110 etager er noget af det, du ser ved ankomsten til storbyen.

  • Dag 7 Chicago

    En dag på egen hånd i storbyen – shopping, en sejltur på Lake Michigan, en tur op i Sears Tower – i en storby som Chicago er der ingen ende på mulighederne.

  • Dag 8 Chicago - Sioux City

    Turen går gennem Midtvesten – gennem landbrugsland med vidtstrakte majs– og hvedemarker og karakteristiske røde landbrugsbygninger. Vi kommer til Sioux City i South Dakota. Byen ligger ved Missouri River, som Lewis & Clark-ekspeditionen fulgte, da de kortlagde det vestlige USA.

  • Dag 9 Sioux City - Rapid City

    Der køres gennem prærielandskabet til Badlands National Park i den vestlige del af South Dakota. Nationalparken er kendt for sine farverige, eroderede klippeformationer, og du kan være heldig at se bisoner og prærieulve. Så går turen til The Black Hills – et område, som har stor betydning for indianerne, og som emmer af wildwest-atmosfære. Det er også her, du kommer til at stå ansigt til ansigt med Mt Rushmore – de fire berømte præsidenthoveder, der er hugget ud i bjergsiden.

  • Dag 10 Rapid City - Cody

    Der fortsættes vestpå til staten Wyoming og til Cody. Byen blev grundlagt af William F. Cody, som er kendt som Buffalo Bill. Her i Cody kommer du virkelig til det vilde vesten – ikke mindst når det gælder underholdning, og  der er rig mulighed for at opleve en skudduel på ægte cowboy-maner.

  • Dag 11 Cody - Yellowstone

    Yellowstone National Park har status som USAs første nationalpark og er et af de mest aktive gejserområder i verden. Ud over at se nationalparkens mest kendte gejser, ”Old Faithful”, ser du bl.a. også Yellowstone Lake, Mammoth Hot Springs og den smukke Hayden Valley. Naturen i nationalparken er i det hele taget i særklasse med interessante naturfænomener og et spændende dyreliv.

  • Dag 12 Yellowstone - Salt Lake City

    Syd for Yellowstone ligger Grand Teton National Park – endnu en naturperle. Nationalparken har navn efter bjergmassivet, hvor Grand Teton er den højeste tinde, og selv om der findes højere bjerge i USA, så er samspillet mellem bjergtinderne og det flade landskab med enge og søer helt unikt. Vi kører til Salt Lake City i mormon-staten Utah. Inden vi kører til hotellet, ser du Temple Square med bl.a. Salt Lake Tempel og The Tabernacle.

  • Dag 13 Salt Lake City - Bryce Canyon

    Fra Salt Lake City går turen sydpå til Bryce Canyon National Park – til endnu en af rejsens mange storslåede naturoplevelser. I nationalparken Bryce Canyon bliver du mødt af et rødt landskab med eroderede kalkstensklipper, og en tur til fods mellem klipperne er en uforglemmelig oplevelse.

  • Dag 14 Bryce Canyon - Flagstaff

    Der køres til Lake Powell. Den kunstigt skabte sø, der ud over at være den næststørste kunstige sø i verden, byder også på et uforglemmeligt sceneri, da det utrolige blå vand er en flot kontrast til de røde klipper. Der køres til Grand Canyon, hvor både størrelse og farvespil helt sikkert vil gøre indtryk! Et af de første indtryk får du fra udsigtspunktet ved Desert View Tower. Der overnattes i Flagstaff syd for nationalparken.

  • Dag 15 Flagstaff - Las Vegas

    Turen til Las Vegas følger en del af den legendariske Route 66 og går bl.a. igennem den lille by, Seligman, hvor man godt kan få det indtryk, at tiden har stået stille siden 1960’erne. Det kan man ikke sige om spillebyen Las Vegas. Gå ikke glip af en tur ned ad hovedgaden The Strip med alle de kendte kasinoer, og det er helt i orden at kigge indenfor, selv om du ikke er interesseret i at satse din formue.

  • Dag 16 Las Vegas - Los Angeles

    Fra spillebyen går turen gennem Mojave-ørkenen til Los Angeles. Du kommer bl.a. en tur igennem Beverly Hills og Hollywood inden indkvarteringen.

  • Dag 17 Los Angeles

    En dag i LA. Måske har du lyst til opleve Universal Studios eller Disneyland?

  • Dag 18 Los Angeles - Solvang

    Fra Los Angeles går turen nordpå til Santa Barbara, der er en af Californiens mest populære feriebyer, og det er ikke overraskende, når man oplever den spanskinspirerede atmosfære og ser den dejlige strand. Der overnattes i Solvang, hvor man kan smage danske frikadeller og æbleskiver.

  • Dag 19 Solvang - San Francisco

    På strækningen til San Francisco er der to byer på programmet – Carmel og Monterey. Skuespilleren Clint Eastwood har været borgmester i Carmel, hvor udviklingen følger et andet spor end i andre byer. Monterey er også en by, der er forbundet med en kendt personlighed. Det var nemlig her, forfatteren John Steinbeck fandt inspiration til nogle af sine romaner. Først på aftenen når du til San Francisco.

  • Dag 20 San Francisco - Danmark

    Om der denne dag bliver tid til flere oplevelser i San Francisco afhænger af, hvornår der er afrejse.

  • Dag 21 Ankomst til Danmark

Priser & afgange

Prisen inkluderer

  • 19 overnatninger
  • Transport i bus med air-condition
  • Sightseeing som beskrevet
  • Entre til nationalparker
  • Engelsk rejseleder
DatoerPris per person
10. maj 2019 - 28 juni 2019Fra kr. 19.355
19. juli 2019 - 27 september 2019Fra kr. 21.345
Bestilling

Vi vil meget gerne give dig et tilbud på din rejse. Send os dine oplysninger og ønsker, så kontakter vi dig snarest.

Få et tilbud
DatoerPris per person
10. maj 2019 - 28 juni 2019Fra kr. 16.720
19. juli 2019 - 27 september 2019Fra kr. 18.260
Bestilling

Vi vil meget gerne give dig et tilbud på din rejse. Send os dine oplysninger og ønsker, så kontakter vi dig snarest.

Få et tilbud
DatoerPris per person
10. maj 2019 - 28 juni 2019Fra kr. 15.405
19. juli 2019 - 27 september 2019Fra kr. 16.860
Bestilling

Vi vil meget gerne give dig et tilbud på din rejse. Send os dine oplysninger og ønsker, så kontakter vi dig snarest.

Få et tilbud
DatoerPris per person
10. maj 2019 - 28 juni 2019Fra kr. 16.720
19. juli 2019 - 27 september 2019Fra kr. 18.260
Bestilling

Vi vil meget gerne give dig et tilbud på din rejse. Send os dine oplysninger og ønsker, så kontakter vi dig snarest.

Få et tilbud
DatoerPris per person
10. maj 2019 - 28 juni 2019Fra kr. 6.715
19. juli 2019 - 27 september 2019Fra kr. 7.185
Bestilling

Vi vil meget gerne give dig et tilbud på din rejse. Send os dine oplysninger og ønsker, så kontakter vi dig snarest.

Få et tilbud

Tillæg

Afgang i 2019: 10/5, 7/6, 28/6, 19/7, 2/8, 23/8, 6/9, 27/9

Bemærk! Prisen inkluderer ikke flybilletten. Kontakt os og vi finder en flybillet til den bedst mulige pris.

Alt det praktiske

  • Inden du rejser til USA

    Hvordan er reglerne for pas & visum til USA?

    Danske statsborgere skal ikke have visum til USA, når opholdet er på under 90 dage. Grundet skærpede indrejseregler der gælder fra 31/3 2016, skal dit pas være et biometrisk pas, der indeholder en chip. Siden august 2006 er passene der udstedes i Danmark automatisk biometriske pas. Bemærk venligst – har du et ældre pas udstedt før august 2006, som du ikke ønsker at forny, skal du ansøge om visum til USA – se en vejledning på den amerikanske ambassades hjemmeside: https://dk.usembassy.gov/embassy/

    Husk, at passet skal være gyldigt indtil hjemkomsten. Tjek at navnet i dit pas stemmer overens med navnet på din flybillet, og tjek de øvrige rejsedokumenter inden afrejse. Kopi af pas indsendes til Risskov Rejser.

    ESTA – indrejsetilladelse til USA

    Rejsende til USA skal søge om indrejsetilladelse via indrejseprogram ESTA (Electronic System for Travel Authorization). Formularen findes på http://esta.cbp.dhs.gov. Den skal udfyldes senest 72 timer før afrejse!

    Efter indtastning af personoplysningerne følger en godkendelse med et ansøgningsnummer, som skal medbringes på rejsen. Er svaret PENDING, foretages en automatisk rutineundersøgelse, og svaret vil følge inden for 72 timer. Gives der afslag, skal man henvende sig til den amerikanske ambassade, se denmark.usembassy.gov

    Bemærk, at en godkendt indrejseformular ikke garanterer indrejse i USA. Den tjener udelukkende som godkendelse for flyrejsen. Den endelige indrejsegodkendelse gives fortsat af immigrationsmyndighederne ved ankomsten i USA. En godkendt ESTA-formular er gyldig ved indrejse til USA i to år, men hvis du får nyt pas, eller der sker ændringer i dine indrapporterede oplysninger, skal du ansøge på ny. De amerikanske myndigheder opkræver et gebyr på $14 for indrejsetilladelsen. Gebyret betales samtidig med ansøgningen og betales med kreditkort.

    NB: Der findes bureauer, som via deres hjemmeside tilbyder ESTA-registrering og opkræver et ekstra gebyr. For at undgå det, er det vigtigt at benytte ESTA’s officielle hjemmeside https://esta.cbp.dhs.gov/esta/

    Det kan tage ganske lang tid at komme igennem paskontrollen i USA, da man bl.a. skal have scannet fingeraftryk og øjne. En times kø er ikke ualmindeligt.

    Anden vigtig information:
    Grundet de indskærpede indrejseregler skal man ansøge om visum, hvis man efter 1. marts 2011 har besøgt Iran, Irak, Sudan og Syrien. Har man dobbelt statsborgerskab i Danmark og et af de fire lande, skal man også ansøge om visum.

    Regler for indrejse til USA med børn under 18 år

    Bemærk venligst, at der gælder særskilte regler for indrejse med børn under 18 år, hvis de rejser med kun én forælder eller tredjepart som bedsteforælder, lærer osv. I sådanne tilfælde skal der gives en skriftlig tilladelse af den forælder, der ikke rejser med, og i tilfælde af rejse med tredjepart skal begge forældre underskrive tilladelsen. Der findes ikke en bestemt formular, men sørg for, at erklæringen er på engelsk og udformet med denne ordlyd:

    “I acknowledge that my wife/husband/etc. is traveling out of the country with my son/daughter/group. He/She/They has/have my permission to do so.”

    Denne erklæring skal underskrives af en notar i byretten og derefter legaliseres af Udenrigsministeriet. Dette koster 300 kr. i byretten og 185 kr. i Udenrigsministeriet (forbehold for prisændringer).

    Ud over ESTA-tilladelsen og forældreerklæringen er det vigtigt at medbringe barnets gyldige pas efter ovenstående regler samt en dåbsattest eller navneattest på engelsk. Kontakt Borgerservice eller det nærmeste kirkekontor for at få en engelsk version af attesten.

    Bemærk også – rejser begge forældre med børn under 18 år, der ikke deler forældrenes efternavne, er det vigtigt, at man husker at medbringe barnets/børnenes dåbsattest/navneattest på engelsk.

    Vi tager forbehold for ændringer – sørg derfor altid for at undersøge de gældende regler på den amerikanske ambassades hjemmeside.

    Hvordan er toldreglerne i USA?

    For aktuelle regler om, hvad man må medbringe til/fra USA, se Skats hjemmeside (www.skat.dk og søg på ”toldregler på rejsen”). Det er forbudt at indføre f.eks. frugter, grøntsager og planter. Bemærk, at ved flyskifte kan væsker (drikkevarer, parfume, toiletartikler) blive konfiskeret, selv om de er blevet plomberet. Derfor anbefaler vi, at man venter med toldfrie indkøb til den sidste lufthavn inden ankomstlufthavnen.

    Hvordan er reglerne med rejseforsikring til USA?

    Det er vigtigt at tegne en rejseforsikring, der f.eks. dækker omkostninger ved sygdomsbehandling og hjemtransport og i forbindelse med stjålne og ødelagte ejendele, da Risskov Rejser ikke påtager sig noget ansvar i den forbindelse. Vi samarbejder med Europæiske ERV, fordi dækningen på deres produkter hører til markedets bedste. Kontakt vores rejsekonsulenter – de kan rådgive dig, så du får en forsikring, der passer til dit behov. Vær opmærksom på, at der kan være særlige betingelser for personer over 70 år.

    Det anbefales at medbringe en kopi af pas, vaccinationskort og forsikringspapirer, evt. både i papirform og tilgængeligt på telefonen.

    Medicin & vaccinationer inden rejsen til USA?

    Der er ingen krav om vaccinationer, når du rejser til USA. Vi gør opmærksom på, at vaccinationer altid bør drøftes med egen læge. Det er en god idé at informere rejselederen om specielle sygdomme – en information, som naturligvis bliver behandlet fortroligt. Tager du livsvigtig medicin, anbefaler vi, at du medbringer en beskrivelse af indholdet på engelsk. Denne kan fås hos egen læge eller på apoteket. Husk at pakke medicinen i håndbagagen.

    Hvad er valutaen i USA?

    Valutaen er amerikanske dollars (US$), og det anbefales altid at have kontanter på sig, når du rejser til USA bl.a. til drikkepenge. Vær opmærksom på, at de amerikanske sedler alle er grønne, og at de ligner hinanden til forveksling. Det er en fordel at medbringe nogle 1 og 5$ sedler hjemmefra, så har man drikkepenge klar fra starten af. Det er muligt at benytte internationale kreditkort stort set overalt, og der er hæveautomater på næsten ethvert gadehjørne, i shoppingcentre og i mange supermarkeder. Ved betaling med kreditkort kan man kun hæve det beløb, som svarer til det, varen koster. Vær opmærksom på at der kan være en begrænsning på, hvor meget der må hæves på kreditkortet – dette afhænger dog af den enkelte bank og det enkelte kreditkort. Få evt. yderligere information i din bank. Det er en god idé at medbringe mere end ét kreditkort. På den måde er du på den sikre side, hvis der skulle opstå problemer med det ene kort. Husk de nødvendige telefonnumre, hvis du får brug for at lukke dit kreditkort.

  • Lokale forhold

    Hvordan er tidsforskellen i USA?

    USA har mange tidszoner. Eksempelvis er østkyststaterne 5-6 timer bagud i forhold til dansk tid og vestkyststaterne 8-9 timer bagud i forhold til dansk tid.

    Hvordan er reglerne med drikkepenge i USA?

    Det er almindeligt at give drikkepenge i USA. Lønningerne i servicebranchen er generelt meget lave, så for mange af dem, der arbejder i servicebranchen, er det en del af lønnen, og derfor er det vigtigt, at man er opmærksom på denne amerikanske skik. På restauranter lægger man typisk 15 – 25 % oveni regningen (inden salgsskatten lægges til), dette varierer fra stat til stat. På fastfoodrestauranter med selvbetjening forventes der ikke drikkepenge. Taxachauffører forventer også drikkepenge, og 15-20 % oveni prisen er passende. Piccoloer (1$ pr kuffert) og stuepiger på hotellerne sætter også pris på drikkepenge (1$ pr. nat pr. rejsedeltager). På rundrejsen vil der være tale om drikkepenge til buschauffører (3-4$ pr. dag pr rejsedeltager), lokalguider(4-6$ pr. dag pr. rejsedeltager) og hotelpersonale. Rejselederen vil informere om et passende beløb, som indsamles i begyndelsen af rejsen, men det er naturligvis helt op til den enkelte, hvor meget man ønsker at give. Af denne grund har vi derfor ikke inkluderet drikkepenge i rejsens pris.

    Hvordan er sikkerheden i USA?

    Det er generelt meget sikkert at være turist i USA, men almindelig påpasselighed anbefales naturligvis. Pas på ejendele i lufthavne og i større menneskemængder og hav gerne vigtige dokumenter og kontanter tæt på kroppen.

    Hvordan er elektriciteten i USA?

    Husk opladeren til f.eks. kamera og mobiltelefon m.v. Vær opmærksom på, at amerikanske stik er anderledes end europæiske. Da stikkene er ”flade”, er det nødvendigt med en adapter. Det er bedst at købe adapteren inden afrejsen, og den kan købes i el-forretninger, hos isenkræmmere og i lufthavnen. I USA er spændingen på 110/120 volt, men i langt de fleste tilfælde kan man godt bruge elektriske apparater fra Europa, f.eks. opladere, men vær forberedt på, at opladning tager længere tid.

    Hvad koster det at ringe fra USA?

    Det er dyrt at ringe til Danmark fra hoteller i USA, og det kan også blive en dyr fornøjelse at bruge sin mobiltelefon. Har du brug for at tale meget i telefon på rejsen, så benyt internettelefoni. Skal du ringe til Danmark fra USA, skal du taste 0011 45 inden telefonnummeret. Der er adgang til internettet på mange hoteller og restauranter.

    Hvordan er vandet og maden i USA?

    Overalt i USA kan man drikke vand fra hanen, dog kan vandet i storbyerne have en metallisk smag. Vand på flaske kan købes overalt. Husk i øvrigt at drikke rigeligt med vand for at forhindre dehydrering.

    Morgenmaden på de fleste hoteller er det, man kalder ”continental breakfast”, og som typisk består af kaffe/te, juice og brød med smør og marmelade.

    Den amerikanske madkultur afspejler alle de etniske grupper, der udgør USA, og f.eks. er pizza, lasagne, chilli con carne, tortillas og chop suey efterhånden blevet amerikanske ”nationalretter”. Når det gælder drikkevarer, så er det primært Coca Cola og Pepsi, man forbinder med USA. Men der produceres også glimrende vine i USA, og klimaet i Californien gør det muligt at dyrke mange forskellige druesorter. Man spiser godt – og meget – i USA. Portionerne er store, og mange amerikanere deler ofte en hovedret og får den serveret på to tallerkener (ofte for 5-8 $ ekstra). Der findes utallige spisesteder, fastfoodrestauranter og caféer, og det vil oftest være muligt, at spise en udmærket frokost for 60-80 kroner, og et aftensmåltid med et glas vin kan mange steder fås for ca. 175-200 kroner.

    Husk at der oveni de nævnte priser på menukortet lægges lokal skat og drikkepenge. Skatten vil altid fremgå af regningen, og drikkepenge skal du selv lægge oveni beløbet. Det sker ofte af restauranten selv tilføjer drikkepengene til regningen, i så fald vil dette fremgå tydeligt.

    Hvordan er reglerne for rygning i USA?

    Flere og flere offentlige områder i USA bliver røgfrie. Rygeforbuddene er forskellige fra stat til stat, og rejselederen vil naturligvis sørge for, at deltagerne bliver informeret. Eksempelvis er det nu forbudt at ryge udendørs på Times Square i New York. Er du i tvivl, om du må ryge, så lad være, hvis du vil undgå en bøde.

    Hvad er den lokale skat i USA?

    I USA er priserne næsten altid uden lokal moms (Sales Tax). Beløbet varierer fra stat til stat, men du skal regne med, at der lægges 5 – 15 % til det beløb, der står på prisskiltet eller menukortet.

    Anderledes mål i USA

    Amerikanerne bruger ikke metersystemet men i stedet miles, feet, gallons og pounds. Tøj- og skostørrelser er også anderledes end i Danmark. Temperaturen måles i Fahrenheit, og man omregner til Celcius ved at trække 32 fra Fahrenheit-tallet, dividere med 9 og gange med 5. Døgnet tælles i to gange 12 timer (AM-tider før kl. 12 middag og PM- tider efter kl. 12 middag).

  • Gode råd

    Hvad skal jeg medbringe til USA?

    Der er meget svingende temperaturer i løbet af rejsen til USA, medbring derfor tøj til alle vejrforhold. Selvom man rejser om sommeren, og man ikke forventer regn, kan der komme monsunregn fra den Mexicanske Golf, særligt i juli. I det østlige USA kan det være køligt, så det er en god ide at medbringe lange bukser, vindjakke, trøje og gode sko. I det vestlige USA er shorts og løstsiddende tøj derimod sagen, dog kan der være køligt i San Francisco, med til tider kraftig blæst. Amerikanerne klæder sig afslappet. Det er en fordel at købe solcreme og myggespray i USA, da det er udviklet til forholdene.

    Ved evt. bagageforsinkelse er det en fordel at have de vigtigste ting ved hånden. F.eks medicin, kontaktlinsevæske, tandbørste og et ekstra sæt tøj pakkes gerne i håndbagagen.

    Skal jeg låse min kuffert inden jeg rejser til USA?

    Når du rejser til fra USA er det bedst ikke at låse kufferten. Hvis de amerikanske indrejsemyndigheder ønsker at tjekke kufferten, bliver den åbnet uden hensyntagen til, at den er låst, og resultatet er en ødelagt kuffert. Ønsker man at låse kufferten, kan man bruge en TSA-lås, som myndighederne kan åbne.

  • Fakta

    Fakta om USA

    • Statsform: Federal Republik.
    • Hovedstad: Washington D.C.
    • Befolkning: 326,6 mio. indbyggere.
    • Religion: 46 % er protestanter, 20 % katolikker, 2 % jøder.
    • Sprog: Engelsk.
    • Areal: 9,8 mio. km² (Danmark 43.094 km²).
    • Højeste punkt: Denali 6,2 km.
    • Klima: På grund af landets størrelse og geografi, findes stort set alle slags klima inden for USA grænser.