Se vores Rejsekalender
Skriv til os på verden@risskov.com
Ring til os Åbent nu 70 22 66 00
Ring til os Åbent nu 70 22 66 00
Midnatssol ved mægtige Nordkap – Risskov Rejser

Den ultimative Nordkap-rejse inkl. fly t/r

Midnatssol på Nordkap – et arktisk sommereventyr fra Tromsø

8 dage fra kr. 14.995

Om rejsen

Tag med til midnatssolens rige og oplev den evige dag på denne ultimative Nordkap-rejse! Vi har droppet den lange bustur og flyver både ud og hjem, så der er ekstra god tid til de enestående oplevelser nord for polarcirklen.

På Nordkap mødes Atlanterhavet og Ishavet i et isnende koldt brus, og her går solen ikke ned fra midten af maj til slutningen af juli. I to og en halv måned er det som om, at dagene ingen ende har, når midnatssolen farver alt med sit rødgyldne lys. Vi fejrer den fantastiske oplevelse, når vi sammen skåler i champagne i midnatssolens skær på Nordkap-plateauet. Glæd dig også til aftenkoncerten i Tromsøs Ishavskatedral, Ishavskystens fjorde og bygder og en frokost bestående af kongekrabber, du selv har været med til at fange.

I Finnmarkens vilde og storslåede landskaber stifter vi bekendtskab med samernes spændende levevis, når vi besøger same-hovedstaden Karasjok, der tæller 3.000 indbyggere og 60.000 rener! Glæd dig også til den moderne Nordlyskatedral i Alta designet og udsmykket af danskere, og helleristningerne, der vidner om 6.000 års civilisation.

Glæd dig fordi

  • du får den ultimative rejse til Nordkap
  • vi bor på fremragende hoteller på hele turen
  • du flyver til og fra Nordnorge, så du får mest mulig tid i midnatssolens rige
  • vi skåler i champagne på Nordkap-plateauet i midnatssolens skær
  • ruten går forbi smukke fjorde, lyngklædte fjelde og fossende elve
  • du oplever en stemningsfuld midnatssolskoncert i Tromsøs Ishavskatedral
  • der i Finnmarken venter besøg i Alta og samernes hovedstad, Karasjok
  • vi bruger to dage ved Nordkap
  • du kommer på kongekrabbefangst på Sarnesfjorden
  • du har mulighed for at forlænge rejsen med et 3-dages krydstogt med Hurtigruten inkl. Lofoten
  • rejselederen er Nordkap-ekspert og formidler sin viden eminent

NB – Denne afgang (22/6) starter i Tromsø og slutter i Alta – vil du hellere opleve rejsen i omvendt rækkefølge, fra Alta til Tromsø, kan du følge dette link, der viser hen til vores anden rejse til Nordkap med afrejse 29/6. Bemærk venligst, at det er muligt at tilkøbe et 3-dages krydstogt med Hurtigruten på afgangen 29/6.

Dagsprogram

  • Dag 1 Ankomst til Tromsø, kabelbanen Fjellheisen og aftenkoncert i Ishavskatedralen

    Vi ankommer til lufthavnen ved Tromsø og kører den korte vej ind til Tromsø – vores Nordkap-eventyr er begyndt! Tromsø ligger 350 kilometer nord for polarcirklen og er Norges port til de arktiske egne. Området har været beboet i flere tusind år, og de mange fjorde, øer og fjelde har været medvirkende til at fremsynede vikingehøvdinge har kunnet opretholde og styre et magtfuldt handelsimperium fra områdets øer. Selve byen Tromsø har cirka 200 år på bagen, og er blandt andet kendt som den arktiske hovedstad, da det er her fra, at mange af de berømte norske arktiske ekspeditioner udgik. Det var også her, at kong Haakon 7. og hans regering udråbte et ”frit Norge” i 1940, inden de måtte drage i eksil i England.

    Tromsø ligger smukt placeret på østsiden af Tromsøya og er forbundet til hovedlandet med en flot buet bro. Fra lufthavnen kører vi gennem byen, over broen til fastlandet og stopper i Tromsdalen ved Solliveien. Herfra tager vi kabelbanen Fjellheisen op til Storsteinen, 421 meter over havet, hvor der venter en helt fantastisk udsigt over Tromsø og Tromsøya, som du har det fulde overblik over. Den smukke udsigt krydres også med et gedigent sug i maven takket være rækværket, der er lavet i glas.

    Tilbage i Tromsø checker vi ind på vores hotel, der ligger midt i byen. Der vil være tid på egen hånd, inden vi om aftenen spiser middag på hotellet. Senere går vi hen til den smukke Ishavskatedral, hvor vi nyder en stemningsfuld midnatssolskoncert. I perioden med midnatssol spilles der hver aften en cirka halv time lang koncert, og repertoiret byder på klassiske musikstykker, salmer og norske folkeviser.

    Inkluderede måltider: Aftensmad.

    Her bor du dag 1, 2 & 3

    Scandic Ishavshotel

    Scandic Ishavshotel ligger lige ved kajen i Tromsø med en flot udsigt over Tromsø havn. På hotellet får du bl.a. fri adgang til hotellets fitne...

  • Dag 2 Byvandring i Tromsø med Polaria-museet og tid på egen hånd

    I dag er det tid til at se nærmere på Nordens Paris, Tromsø. Mange tænker, at tilnavnet ”Nordens Paris” skyldes byens mange caféer, men en anden forklaring lyder, at det var journalister udsendt fra Tyskland i 1800-tallet, der blev så imponerede over de lokale kvinders flair for at klæde sig på, at Tromsø måtte sammenlignes med modebyen over dem alle, nemlig Paris. I dag er Tromsø fortsat en levende kulturby med et godt udvalg af muséer, caféer og restauranter.

    Efter morgenmaden går vi en tur i det gamle Tromsø og hører historien om byen og ser den gamle bydels vigtigste bygninger. Vi besøger det moderne museum Polaria, der giver en god introduktion til de områder, vi skal bevæge os igennem på vores tur. I museet vises to film om de nordlige egne, multimediaudstillinger beretter om forholdene i de nordligste egne og akvarier viser, hvilke fisk og andre arter, der svømmer rundt i de arktiske områder.

    Efter besøget på Polaria er der afsat tid til egne oplevelser. Det kan anbefales at besøge Polarmuseet, hvor der blandt andet er en fin udstilling om Nansen og Amundsens arktiske ekspeditioner. I 1877 åbnede verdens nordligste bryggeri, nemlig bryggeriet Mack bryggeri, der fremstiller 18 forskellige øl, som man blandt andet kan stifte bekendtskab med i Ølhallen, bryggeriets egen pub. Du kan også finde en god café, shoppe lidt rundt i de små butikker eller få flere gode tips af rejselederen til Tromsøs mange tilbud.

    Inkluderede måltider: Morgenmad og aftensmad.

  • Dag 3 En dag i naturens tegn ved Tromsøs skærgård med fjorde og bygder

    I skærgården rundt om Tromsø venter storslåede naturoplevelser. Efter morgenmaden kører vi ud på opdagelse langs fjordene for at opleve den vilde norske natur og få indblik i områdets tusindårige historie. Dagen byder blandt andet på 2.500-5.000 år gamle helleristninger på øen Kvaløya, der med sine 1.000 meter høje fjeldsider beskytter Tromsø mod det frådende hav. Her finder man også gården Straumen, hvis ældste dele kan dateres tilbage til det 16. århundrede. Gården danner i dag rammerne om et museum.

    Fiskeværet Sommarøy byder på nogle af områdets flotteste strande og et spændende lille bygdemuseum, Låvhaugen, der udgøres af et fiskerhjem anno 1890. Tilbage mod Tromsø køres der gennem spektakulære fjordlandskaber med Kattfjorden, strandene ved Sandvika og Otervika samt bygden Ersfjordbotn, der ligger usandsynligt smukt mellem fjordene Ersfjorden og Kaldfjorden.

    Tilbage i Tromsø spiser vi middag på hotellet.

    Inkluderede måltider: Morgenmad og aftensmad.

  • Dag 4 Kvænangsfjorden, helleristninger ved Alta og Nordlyskatedralen

    Glæd dig til endnu en dag med afvekslende naturoplevelser. Først følger vejen kystlinjen til små bygder, der putter sig i landskabet, for så pludselig at ende i højfjeldet oppe over trægrænsen, hvor der er gode chancer for at se rener.

    På turen til Alta stopper vi højt over Kvænangsfjorden på Gildetun og nyder udsigten over fjorden, som strækker sig helt ud til Ishavet. Fjordene i dette område spillede en central rolle i 2. verdenskrig, og vi hører mere om den dramatiske historie.

    I nærheden af Alta kommer du på en rejse endnu længere tilbage i tiden. Her er fundet en stor koncentration af helleristninger, som vidner om, at området har været beboet i måske 6.000 år. De UNESCO-fredede helleristninger viser scener fra hverdagslivet og jagtoplevelser, men hvorfor de er gengivet på klipperne, er stadig en gåde. Helleristningsfeltet ved Hjemmeluft blev fundet ved et tilfælde i 1973, og siden er der afdækket 42 felter med omkring 3.000 helleristninger.

    Ved ankomsten til Alta besøger vi den nye kirke, Nordlyskatedralen. Byrådet i Alta ønskede ikke blot en ny kirke, men også en bygning, der skulle sætte Alta på det arkitektoniske verdenskort, og som derudover skulle fremhæve byens rolle som det perfekte sted at opleve nordlyset. Disse ønsker indfriede det danske arkitektfirma Schmidt, Hammer & Lassen med deres smukke og skulpturelle bud på en kirke, hvis udsmykning den danske kunstner Peter Brandes har stået for.

    Inkluderede måltider: Morgenmad og aftensmad.

    Her bor du dag 4 & 5

    Scandic Alta

    Det 4-stjernede hotel ligger centralt i Alta tæt på den lille hyggelige handelsgade Markedsgata, hvor der er butikker og restauranter. Hotellets ...

  • Dag 5 Samernes hovedstad Karasjok med besøg i Sápmi Park og Sametinget

    I dag dykker vi ned i samernes historie, når vi kører sydpå gennem de gamle samiske områder for at besøge Karasjok, samernes hovedstad. I en periode var samernes eksistens truet, men nu gør lovgivning og en ændret holdning i samfundet det muligt for samerne at bevare deres identitet. Der lever omkring 45.000 samer i Nordnorge.

    Samerne har en over 8.000 år gammel tradition for rensdyrhold og rensdyrjagt, og har det stadig den dag i dag, hvilket også afspejler sig i tallene for Karasjok, der har cirka 3.000 indbyggere og 60.000 rensdyr! Midt i Karasjok ligger Sápmi Park, en blanding mellem kulturpark og friluftsmuseum, hvor vi får et nærmere indblik i samernes kultur og deres uadskillelige forhold til renerne. Vi ser også eksempler på lavvotelte, som er samernes traditionelle boform, der er mulighed for at købe håndlavede samiske smykker, og vi hører om livet her højt mod nord.

    Herefter venter et interessant besøg i Sametinget, der har til huse i parlamentsbygningen, der arkitektonisk er inspireret af lavvoens form. Sametinget består af 43 folkevalgte repræsentanter, og dets opgave er at styrke samernes politiske stilling og bidrage til en retfærdig behandling af samefolket. I 2000 blev samarbejdsorganet Samisk parlamentarisk råd grundlagt, hvor det norske sameting mødes med sametingene fra Finland og Sverige for bl.a. at fremme politiske initiativer.

    Vi er tilbage i Alta først på aftenen og spiser middag på hotellet.

    Inkluderede måltider: Morgenmad og aftensmad.

  • Dag 6 Idylliske Honningsvåg og oplevelser på Nordkap

    Vi er i samernes og renernes land, og turen følger fjorde og elve gennem Finnmarkens subarktiske landskab til Magerøya, hvor Honningsvåg og Nordkap-plateauet ligger. Det sidste stykke til Magerøya kører vi gennem den lange undersøiske tunnel. Tunnelen bringer os mere end 250 meter underhavets overflade.

    Byen Honningsvåg breder sig smukt over det barske fjeldlandskab med udsigt til havet her på 71˚ nord. Honningsvåg burde egentlig ikke kunne kalde sig en by, da der ”kun” bor cirka 2.000 indbyggere her (den norske standard tilsiger, at 5.000 indbyggere er skillelinjen mellem bygd og by), men Honningsvåg har alligevel vundet retten.

    Efter aftensmaden på hotellet kører vi endnu længere nordpå – til det, der for de fleste vil være rejsens ultimative højdepunkt. At stå her på Nordkap-plateauet 370 m over havet med udsigt til midnatssolen er ganske enkelt fantastisk – tankerne forstummer, og man sanser med hele kroppen, hvor stor naturen er.

    Nordkapphallen (besøgscenteret) er bygget ind i selve Nordkappklippen, og det er muligt at nyde sceneriet tæt på i al slags vejr. Er vi heldige, stråler midnatssolen, men når det gælder vejret, er der heller ikke her på toppen af Europa nogen garantier. En ting er dog sikker – vi skåler i et glas champagne sammen og fejrer den storslåede oplevelse.

    Inkluderede måltider: Morgenmad og aftensmad.

    Her bor du dag 6 & 7

    Scandic Honningsvåg

    Hotellet ligger centralt ved havnen og har både restaurant, bar og mini-butik. Værelserne har eget bad/toilet, skrivebord og TV, og der er gratis...

  • Dag 7 Kongekrabbesafari, krabbe-frokost i en lavvo-lejr og tid på egen hånd

    I de iskolde arktiske have lever den store kongekrabbe, og i dag tager vi ud på krabbesafari for at fange nogle af de store krabater til vores frokost. Vi sejler fra Honningsvåg ud på den dybe Sarnesfjord for at se, hvad tejnerne indeholder. Forhåbentlig er de fyldt med de store krabber, der kan veje helt op til 10 kg og måle to meter fra klo til klo. Sandsynligheden for en krabat på de 10 kg er ikke så stor, men et par af de ”små” krabber på 3-7 kg går nok også an!

    Herefter går vi i land og finder den samiske lavvo-lejr, hvor vi tilbereder dagens fangst til frokost.

    Tilbage i Honningsvåg er resten af dagen på egen hånd, og det er oplagt at opleve mere af den storslåede natur her langt mod nord. Du kan vandre rundt i den lille by med de mange farvestrålende træhuse og se kirken, der blev bygget i 1885. På nær kirken er alle bygninger i Honningsvåg bygget efter 2. verdenskrig, da tyskerne nedbrændte byen under tvangsevakueringen.

    Du kan også svælge i udsigten over byen fra havnen, hvor du også finder en café, eller du kan vandre rundt i baglandet, hvis du er frisk på det. Billetten til Nordkaphallen, som vi brugte i går, gælder også i dag, så du kan også besøge Nordkapphallen igen.

    Inkluderede måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad.

  • Dag 8 Hjemrejse

    Efter morgenmaden er det tid til at sige farvel til Nordkap og midnatssolen. Vi kører til Alta, hvorfra vi flyver hjem til Danmark.

    Inkluderede måltider: Morgenmad.

Hent det samlede rejseprogram her

Priser & afgange

Prisen inkluderer

  • Flyrejse inkl. inkl. skatter og afgifter – se flytider og rejseplan under den pågældende afgang
  • Overnatning i dobbeltværelse på 3- og 4-stjernede hoteller
  • 7 x morgenmad, 1 x frokost og 7 x aftensmad
  • Al transport og udflugter jf. program
  • Alle entréer (værdi kr. 750)
  • Midnatskoncert i Tromsøs Ishavskatedral
  • Besøg på Polaria-museet i Tromsø
  • Udflugt til fjordene omkring Kvaløya
  • Rundvisning ved de 6.000 år gamle helleristninger i Alta
  • Udflugt til Karasjok med besøg i samernes parlament og Sápmi Park
  • Udflugt til Nordkap-plateauet med 1 glas champagne og Nordkapcertifikat
  • Kongekrabbesafari på Sarnesfjorden med efterfølgende krabbefrokost
  • Besøg i Nordlyskatedralen i Alta
  • Dansk rejseleder

Tillæg pr. person

  • Enkeltværelsestillæg kr. 2.995
  • Tilslutning fra Aalborg kr. 1.250
Dato Varighed Rejseleder Afrejselufthavn Pris pr. person Bestilling
  • 22 juni 2018 8 dage Bente Elisabeth Endresen København
    Aalborg
    Kr. 14.995 Bestil Se detaljer Skjul detaljer
    • Afrejse fra København

      Flytider
      København - Oslo Airport 22/06-2018   kl. 11:50 22/06-2018   kl. 12:55
      Oslo Airport - Tromso 22/06-2018   kl. 13:50 22/06-2018   kl. 15:40
      Alta - Oslo Airport 29/06-2018   kl. 14:15 29/06-2018   kl. 16:40
      Oslo Airport - København 29/06-2018   kl. 17:15 29/06-2018   kl. 18:25
      Se flytider
    • Afrejse fra Aalborg

      + Kr. 1.250 per person Bestil
      Flytider
      Aalborg - København 22/06-2018   kl. 10:30 22/06-2018   kl. 11:10
      København - Oslo Airport 22/06-2018   kl. 11:50 22/06-2018   kl. 12:55
      Oslo Airport - Tromso 22/06-2018   kl. 13:50 22/06-2018   kl. 15:40
      Alta - Oslo Airport 29/06-2018   kl. 14:45 29/06-2018   kl. 16:40
      Oslo Airport - København 29/06-2018   kl. 17:15 29/06-2018   kl. 18:25
      København - Aalborg 29/06-2018   kl. 21:35 29/06-2018   kl. 22:25
      Se flytider
    • Bemærk

      Det er også muligt at rejse 29/6 – rejsen indeholder præcis de samme oplevelser, blot i omvendt rækkefølge. Det er også muligt at tilkøbe et 3-dages krydstogt med Hurtigruten på afgangen 29/6 – læs mere om rejsen her

Alt det praktiske

  • Inden du rejser til Norge

    Pas & Visum

    Da Norge står udenfor Schengen-aftalen foretages der paskontrol.

    Toldregler

    For aktuelle regler om, hvad man må medbringe, se Skats hjemmeside www.skat.dk og søg på ”toldregler på rejsen”.

    Rejseforsikring

    Det er mere nødvendigt end nogensinde at tegne en rejseforsikring. Det blå EU-sygesikringskort dækker kun udgifter til nødvendig læge- og sygehusbehandling, medicin mm. Under ophold i et EU-land og i Norge, Island, Liechtenstein og Schweiz. Med kun det blå EU-sygesikringskort i hånden får du samme behandling som borgerne i det pågældende land. Det vil sige, at der ofte vil være tale om egenbetaling på 30 – 40 %. Der vil ikke være hjemtransport, og der vil ikke være en dansk alarmcentral, der kan hjælpe dig, hvis du kommer til skade. For at få mest mulig tryghed på rejsen anbefaler vi, at du tegner en rejseforsikring. Vi samarbejder med Europæiske ERV, da deres forsikringsprodukter hører til markedets bedste. Kontakt en af vores rejsekonsulenter – de kan rådgive dig, så du får en forsikring, der passer til dit behov. Vær opmærksom på, at der kan være særlige betingelser for personer over 70 år.

    Medicin

    Det er en god idé at informere rejselederen om specielle sygdomme – en information, som naturligvis bliver behandlet fortroligt. Tager du livsvigtig medicin, anbefaler vi, at du medbringer et medicinpas med en beskrivelse af indholdet på engelsk. Denne kan fås hos egen læge eller på apoteket. Husk at pakke medicinen i håndbagage.

    Valuta & kreditkort

    Møntfoden er norske kroner, som kan hæves i banker og automater. Internationale kreditkort accepteres stort set overalt. Husk de nødvendige informationer, hvis du får brug for at spærre kortet.

  • Lokale forhold

    Tidsforskel

    Norge ligger i samme tidszone som Danmark.

    Drikkepenge

    Drikkepenge gives som i Danmark efter hvilken service, man har fået, eller man runder op.

    Sikkerhed

    Brug sikkerhedsboks på værelset, eller få værdierne opbevaret i receptionen.

    Mobiltelefon & Internet

    Ved opkald til Danmark eller dansk mobiltelefon tastes +45 før telefonnummeret. Internetcafeer er almindelige, og de fleste hoteller tilbyder internetadgang.

    Indkøb & museer

    Der findes ikke ensartede åbningstider – følgende er generelle:
    Forretninger:
    Mandag til fredag 9.00 – 17.00, lørdag indtil 13.00.
    Supermarkeder:
    Typisk åbent til 20.00 uden for storbyer.
    Banker:
    Mandag til fredag 8.30 – 15.30.

     

     

     

  • Fakta

    • Statsform: Konstitutionelt Monarki.
    • Hovedstad: Oslo med 600.000 indbyggere.
    • Befolkning: 5 mio. indbyggere.
    • Religion: Luthersk-evangelisk.
    • Sprog: Norsk, samisk, finsk – og 272 dialekter
    • Areal: 385.155 km² (Danmark 43.094 km²). Svalbard udgør 61.022 km².
    • Højeste punkt: Galdhøpiggen på 2.469 m.
    • Største by på Svalbard: Longyearbyen med 2.075 indbyggere.
    • Største gletsjer: Gletsjeren, Austfonna, på Svalbard er verdens tredjestørste område med indlandsis efter Antarktis og Grønland, med en 200 kilometer bred front.
    • Midnatssol og nordlys: Jo længere mod nord, jo længere er perioden, hvor midnatssolen er synlig. Nord for polarcirklen er der sollys døgnet rundt i sommermånederne. Ved Nordkap kan du opleve midnatssol fra 14. maj – 29. juli og på Svalbard fra 20. april – 22. august. Nordlys findes året rundt, men fænomenet opleves bedst i Nordnorge og på Svalbard december – marts, hvor der er flest mørke timer og vejret samtidig ikke er alt for vådt.
    • Klima: I Norge er der mildt fastlandsklima, som svinger meget fra år til år, og på grund af landets størrelse og geografi, er der store regionale forskelle. Vejret langs kysten er mildt med mulighed for regn. Inde i landet er klimaet fastlandspræget. Ved Nordkap, hvor de varme og kolde havstrømme mødes, kan der opstå pludselige og voldsomme vejrskift med strålende sommersol det ene øjeblik, og isnende kulde med regn, tåge og voldsomme vinde det næste. På Svalbard er der arktisk klima, men med højere temperaturer end i andre områder, på samme breddegrad. Om sommeren ligger temperaturen stort set på plussiden, med en middeltemperatur på 6°. Svalbard kan bedst beskrives som en ”arktisk ørken” med årligt regn- og snefald på blot 200-300 mm.

  • Særligt om Nordkap-rejserne

    Mod nord er forholdene undertiden barske og nøjsomme, og om vinteren er der mørkt døgnet rundt. Længere mod syd i de grønne og frodige dale er tilværelsen anderledes let. Lokalbefolkningen tilpasser sig de muligheder, som naturen tilbyder. Det viser sig også på hotellerne. Alle værelser har bad/toilet og ofte mange andre faciliteter, men byggestilen forekommer forskellig alt afhængigt af, hvilket område vi befinder os i. I syd bygges i materialer, som vi kender dem fra Danmark, mens man højere mod nord bruger de materialer, der findes i nærområdet. Helt mod nord på fastlandet er hotellerne indrettet i lave træhuse, da de kan modstå den barske natur. På Nordkap-rejsen er morgenmad og aftenbuffet inkluderet. Frokost er ikke inkluderet i rejsens pris, men chauffører og rejseledere sørger for, at der holdes stop på steder, hvor der kan købes mad og drikke – eller sørger for, at gæsterne selv får mulighed for at købe ind til ”frokost i det grønne”. Vi vil opleve at spise lokale retter og smage på specialiteter.

  • Særligt om Svalbard

    Svalbard er præget af bjerge, gletsjere og sletter, hvor rensdyr, polarulve, og isbjørne holder til. Langs kysterne findes hvalrosser, hvaler og alskens fugle. Gletsjerne på Svalbard dækker 60 % af arealet, mens 30 % er isfrie bjerge og 10 % er vegetation. På Svalbard lever mennesker på naturens præmisser, og dette gælder også turister. Man bør ikke forlade Longyearbyen uden guide på grund af det store antal isbjørne på Svalbard (3000 isbjørne). Vær forberedt på omskifteligt vejr og en kold vind. Medbring varmt tøj, vandrestøvler, hue, halstørklæde og vanter.

  • Særligt om Nordlys-rejserne

    Varmt vintertøj som skiundertøj, jakke, vanter, halstørklæde og solide (vandtætte) travestøvler er nødvendige, da vejret i Tromsø om vinteren er meget omskifteligt, og temperaturen ligger lige omkring frysepunktet. Der kan forekomme stort snefald, og glatte fortove, tøsne og sjap præger gadebilledet, så det er godt med solidt fodtøj og tøj der kan klare at blive vådt. På aftenudflugterne for at se nordlys er varmt tøj, solide støvler og andet udstyr inkluderet i prisen. Badetøj er også en god ide, da hotellet råder over en udendørs jacuzzi på en tagterrasse. Der er ingen hvaler i februar.