Se vores Rejsekalender
Skriv til os på verden@risskov.com
Ring til os 70 22 66 00
Ring til os Åbent nu 70 22 66 00
Se om du kan spotte en rød-øjet løvfrø, når du rejser til Costa Rica.

Du bor på lodges midt i naturen

Naturrige Costa Rica

  16 dage fra kr. 26.995

Om rejsen

En rundrejse i Costa Rica er ikke kun for naturelskere, for naturen er så fantastisk, at den gør dybt indtryk på alle, der oplever den. Kom helt tæt på dyrene på vandreture i regnskovene og vågn op til junglens lyde og kæmpe sommerfugle lige udenfor dit vindue.

På rundrejsen oplever du eksotiske regnskove, rygende vulkaner, Stillehavskystens betagende strande og sejlture i mangroven, hvor kaimanerne soler sig på bredden, og brøleaberne svinger over dit hoved. Ingen andre steder i verden findes så mange forskellige dyrearter på så lille et areal, og de tusindvis af planter i de tætte regn- og tågeskove gør dig åndeløs. Det lille demokratiske land er en rollemodel for naturbevarelse i harmoni med et samfund i vækst, og livskvaliteten er høj hos de afslappede ticoer. 

Glæd dig fordi

  • du får en naturfyldt rundrejse i Costa Rica
  • du møder ticoerne og oplever hverdagslivet, bl.a. på kaffeplantager
  • naturen er helt unik og opleves også, hvor turister sjældent kommer
  • Tortuguero er et af verdens bedste steder at se havskildpadder
  • hoteller og lodges ligger midt i den skønne natur
  • dyrelivet opleves på tætteste hold på vandre- og sejlture
  • den slutter af med badeferie ved strandbyen Dominical tæt på den berømte Manuel Antonio Nationalpark

Danmarks bedste rundrejse til Costa Rica fordi

Du får DK’s længste og mest indholdsrige Costa Rica-rundrejse

Vi naturligvis har inkluderet alle udflugter og tilmed mange måltider

Du er garanteret unikke oplevelser sammen med vores danske rejseleder, Vinni Madsen, der har været i Costa Rica et utal af gange

Danmarks bedste rundrejse til Costa Rica fordi

Se videoen om naturrige Costa Rica

Mød din rejseleder til Costa Rica

Vinni Madsen - Rejseleder - Risskov Rejser
Oplev Costa Rica med rejseleder Vinni Madsen

Rejseleder Vinni Madsen er interesseret i arkæologi og biologi, og derfor finder hun Costa Rica særligt spændende. På rundrejsen til Costa Rica deler Vinni ud af sin store viden om landets natur, men samtidig giver hun også indblik i de lokales hverdagsliv.

 


Læs mere om Vinni Madsen

Vinni Madsen - Rejseleder - Risskov Rejser
Oplev Costa Rica med rejseleder Vinni Madsen

Rejseleder Vinni Madsen er interesseret i arkæologi og biologi, og derfor finder hun Costa Rica særligt spændende. På rundrejsen til Costa Rica deler Vinni ud af sin store viden om landets natur, men samtidig giver hun også indblik i de lokales hverdagsliv.

 


Læs mere om Vinni Madsen

Dagsprogram

  • Dag 1 Afrejse og ankomst til San José

    Vi ankommer om aftenen til Costa Ricas hovedstad San José, der ligger i 1.050 m højde omkranset af vulkaner mod nord og Talamanca-bjergene mod syd. San Josés opblomstring begyndte, da europæerne i 1800-tallet begyndte at drikke kaffe hver dag. Hver eneste sæk kaffe betød vækst, og indbyggerne fik smag for det forfinede, sofistikerede og materielle. I midten af 1900-tallet fik de nordamerikanske normer indflydelse, og oksekærrerne blev udskiftet med personbiler. Samtidig indførte Costa Rica tvungen gratis undervisning – formentlig som det første land i Latinamerika. San José var også den tredje by i verden, der fik elektrisk gadebelysning.

    I slutningen af 1960’erne havde Costa Rica opnået en velstand uden sidestykke i Mellemamerika. San José begyndte at vokse på en tilfældig måde, og selvom byen i dag ikke er en af Mellemamerikas smukkeste, så er der stadig noget tilbage af det kaffedyrkende borgerskab. Denne rest af forfinethed møder du også hos ticoerne, som folk i Costa Rica kalder sig selv, og opleves eksempelvis hos gadehandlerne, som ikke falbyder deres varer højlydt, men opbygger kunstfærdige pyramider af avocado, mango, papaya og andre eksotiske frugter. 

    Her bor du dag 1 & 2

    Hotel Aurola San Jose

    Dette hotel har en fantastisk beliggenhed ved siden af Morazán-parken og ligger blot 1 km fra centrum af eksotiske San José. Hotel Aurola San Jos...

  • Dag 2 Besøg på lokalt landbrug nær nationalparken Poás Volcano, kaffeplantagen Doka Estate og bybesøg

    I dag går turen til området ved vulkanen Poás gennem Costa Ricas hjerte, Valle Central med det centrale højland, hvor kaffeplantagerne og de ældste byer med kulturliv og universiteter ligger.

    Her besøger vi et lokalt landbrug, Corso Lecheria, der ligger tæt ved landsbyen Poasito, hvor der venter os et spændende indblik i driften og dagligdagen på gården, der bl.a. dyrker jordbær og producerer mælk. Vi starter med en hyggelig tur i en vogn trukket bag gårdens traktor. Turen viser os det meste af landbrugets 220 hektar og stopper ved et udsigtspunkt, hvorfra man på en klar dag har en fantastisk udsigt til vulkanerne Poás og Barva.

    Herpå smøger vi ærmerne op, når vi får chancen for at stifte bekendtskab med gårdens køer og lærer kunsten at malke ved håndkraft. Herefter går vi langs en lille 300 m lang sti gennem en regenererende skov, der har til formål at genskabe områdets varierede flora og fauna, inden der venter en lækker oplevelse, når vi besøger gårdens marker og drivhuse, hvor der bl.a. dyrkes jordbær. Imens vi smager på de ”vulkanske bær”, som de kaldes i området, hører vi historien om det smagfulde bær, der teknisk set ikke er et bær, men en flerfoldssamfrugt, der består af en opsvulmet blomsterbund (det røde), der holder på de små prikker, som rent faktisk kan siges at være nødder. Jordbærrene dyrkes hydroponisk, hvilket vil sige, at de ikke dyrkes i jord, men i materialer såsom plantefibre eller lecaperler.

    I området ligger en del kaffeplantager, og vi besøger Costa Ricas største af slagsen, Doka Estate, hvor vi hører om de spændende processer af kaffeproduktionen og slutter besøget af med en frokost på plantagen.

    Turen fortsætter til byen Grecia, hvor vi ser lidt på det lokale liv og den unikke metalkirke, inden vi besøger Sarchi, landets centrum for kunsthåndværk. Her sælges træskærerarbejder og kunstfærdigt malede oksekærrer, der tidligere bragte kaffe fra højlandet til Stillehavskysten.

    Inkluderede måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad.

  • Dag 3 Sejltur gennem mangroven til Tortuguero og junglelodge

    I dag skal vi til den caribiske kyst, og ruten går gennem Costa Ricas varierede landskab og den smukke Braulio Carrillo National Park indsvøbt i skyer og tåge. Costa Ricas kølige højland med de tre bjergkæder og den frugtbare centrale dal med frodige skove samt de magiske tropiske jungler har tiltrukket biologer og miljøforkæmpere fra hele verden. På den anden side af bjergene passerer vi det område, hvor størstedelen af Costa Ricas bananer dyrkes i kæmpe plantager. Turen ender med en spektakulær sejltur gennem kanaler til Tortuguero National Park, for der går ingen vej på landjorden til naturparadiset. Undervejs oplever vi duftende hvide ingefærblomster, blå vandhyacinter, blomstrende Cananga-træer og junglens laguner. Hvis vi er heldige, er der svingende aber over vores hoveder, leguaner på bredden og brillekaimaner i det grønne vand.

    Nationalparken er bl.a. viet til at beskytte de forskellige slags havskildpadder, der hvert år bruger strandområdet som redeplads. Derudover består Tortuguero af regnskov og et netværk af marsk-øer, og det rige brakvand er årsagen til nationalparkens store biodiversitet. Her ved Atlanterhavskysten, med den fugtige varme, er der en helt anden stemning end i højlandet, og befolkningen er også anderledes. Syd for Tortuguero ligger Puerto Limón med mange indbyggere fra de caribiske øer. Endnu længere sydpå finder man Costa Ricas rastafari-kultur, hvor folk taler pidgeon-engelsk og hører reggaemusik.

    Inkluderede måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad.

    Her bor du dag 3 & 4

    Laguna Lodge

    Laguna Lodge ligger i smukke, naturrige omgivelser i Tortuguero blot 800 m fra nationalparken. Hotellet er desuden i gåafstand til stranden, hvor ...

  • Dag 4 Naturoplevelser i Tortuguero National Park

    Om morgenen vågner vi op til junglens lyde, da den lodge, vi bor på, ligger som en rolig oase midt i den uberørte natur. På vejen til den lille by Tortuguero besøger vi museet tilhørende Sea Turtle Conservancy-organisationen, der er den ældste og mest succesfulde havskildpaddeorganisation i verden. Vi hører om skildpadderne og kampen for at bevare dem. Hvis der er æglæggende hunner eller klækkende unger på stranden, vil det om aftenen være muligt at købe en tur til stranden, og muligvis se havskildpadderne lægge æg eller ungerne klække. Hunnerne efterlader enorme “traktorspor” i sandet, når de kravler op på stranden for at grave deres reder, og et par måneder senere samarbejder ungerne om at kæmpe sig ud af sandet og ned i havet, hvorved de efterlader sig miniature traktorspor fra reden til havet. Efter 50 år vender hun-ungerne tilbage til den samme strand for at lægge æg.

    Vi tager også på sejltur i nationalparken, for det er den perfekte måde at opleve regnskoven på. Her er en overvældende artsrigdom, og vores naturkyndige rejseleder hjælper os med at spotte de mange eksotiske dyr, der lever her f.eks. blå hejrer, tukaner, sumpskildpadder og brøleaber, hvis kald kan høres på flere kilometers afstand. Til de mere sjældne syn hører de store arapapegøjer og tapirer.

    Inkluderede måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad.

  • Dag 5 Naturoplevelser i regnskoven og indkvartering på ecolodge

    I dag sætter vi kursen ind i landet til regnskoven ved Sarapiqui. Her skal vi bo på en dejlig ecolodge, der ligger nær Sarapiqui-floden. Området byder på en kæmpemæssig biodiversitet med tukaner, dovendyr og brøleaber, og du kan bruge resten af eftermiddagen på at udforske naturen i nærområdet eller blot slappe af på den dejlige lodge.

    Inkluderede måltider: Morgenmad og frokost.

    Her bor du dag 5 & 6

    Sueno Azul

    Sueno Azul har en fantastisk, naturskøn beliggenhed midt i skoven omgivet af søer, floder, frodigt planteliv og overdådigt dyreliv. Hotellet lig...

    • Bemærk

      Bemærk venligst, at vi bor på et andet hotel dag 5 & 6 på afgangen 21/3 2019 – her vil vi bo på Ara Ambigua.

  • Dag 6 Vandring gennem regnskoven og indvielse i chokoladeproduktionens kunst

    Formiddagen går i dag med at blive klogere på regnskoven, nærmere bestemt noget af det der gror i regnskoven – nemlig kakaotræet og dets frugter, der indeholder de værdifulde kakaobønner. Vi starter med at gå på Costa Ricas længste hængebro over floden, inden vi fortsætter gennem regnskoven til en tidligere kakaoplantage. Her vil en lokalguide vise os rundt og indvie os i den omstændelige proces, det er at lave chokolade.

    Kakaofrugten minder mest af alt om et gulligt, læderet pyntegræskar – men det er også det, der er inde bag skallen, der er det vigtige, nemlig kakaobønnerne. Disse forarbejdes til rent kakaopulver, der i sig selv smager meget bittert. Men når der tilsættes sukker, vanilje og andre ingredienser får man den lækreste chokolade. En chokoladeintroduktion er selvfølgelig ikke komplet uden smagsprøver, så undervejs glædes vore ganer med smagsprøver.

    Efter frokost er resten af dagen fri til egne eventyr, og rejselederen er selvfølgelig behjælpelig med tips og idéer til, hvad du kan lave.

    Inkluderede måltider: Morgenmad og frokost.

  • Dag 7 Gennem højlandet til nationalparken ved Arenal

    Vi forlader skildpadderne og kører gennem højlandet med kurs mod nationalparken Arenal Volcano, der dækker et område på over 120 km². I nationalparken ligger Arenal, den imponerende og perfekt kegleformede vulkan. I flere hundrede år troede man, at den var inaktiv, indtil den gik i udbrud i 1968 og udslettede tre landsbyer og dræbte 80 mennesker. Den var derefter Costa Ricas mest aktive vulkan med konstante udbrud fra 1968 til 2010.

    Vulkanen spyr ikke længere lava, men aktiviteten er stor nok til, at området er fuld af varme kilder, og at man ofte ser dens “fumarole” – en røgfane af damp og gasser fra vulkanens indre. I 1995 blev det smukke område omkring vulkanen erklæret som nationalpark. Byen Fortuna blev anlagt ved foden af vulkanen, som svar på den øgede turistinteresse i området efter 1968. Vi stopper her på vejen til vores hotel. Vi bor lige uden for nationalparken, og kan se frem til morgendagens besøg, hvor vi tilbringer dagen i nationalparkens skønne natur. 

    Inkluderede måltider: Morgenmad og aftensmad.

    Her bor du dag 7 & 8

    Hotel Kokoro

    Hotel Kokoro har en smuk beliggenhed med udsigt over Arenal-vulkanen. Hotellet ligger i kort afstand til flere naturskønne seværdigheder som Aren...

    • Bemærk

      Bemærk venligst, at vi bor på et andet hotel dag 7 & 8 på afgangen 21/3 2019 – her vil vi bo på Hotel Arenal Manoa.

  • Dag 8 Varme kilder ved vulkanen Arenal og på opdagelse i regnskoven

    Costa Ricas skov blev tidligere fældet i hastigt tempo – og under 30 % af landet er i dag dækket af skov. For at bremse denne udvikling, satsede man derfor på økoturisme, samtidig med at regeringen udlagde en fjerdedel af landet til nationalparker. I nationalparken Arenal Volcano kan vi derfor vandre ad stier gennem en skov med noget af Costa Ricas mest fantastiske og varierede dyreliv.

    Turen går til en lavamark fra vulkanudbruddet i 1992. Her er der en betagende udsigt over skoven, vulkanen og den vidtstrakte kunstige sø, der er skabt via en kæmpe dæmning, som genererer 20 % af landets energi. Costa Rica prioriterer vedvarende energi, der nu dækker over 99 % af landets årlige energiforbrug, bl.a. via vandkraft. Ligeledes arbejder man ihærdigt på også at blive CO2-neutral, et mål de regner med at nå inden for de næste fem år. 

    I de frodige og grønne omgivelser ved vulkanens fod er der varme kilder, og her har man anlagt bassiner med temperaturer fra 38 til 43 grader – så køb dig noget at drikke og slap af!

    Inkluderede måltider: Morgenmad og frokost.

  • Dag 9 Besøg i tågeskoven ved Monteverde

    Turen går til den unikke tågeskov i Monteverde-reservatet i 1.400 m højde. De høje træer fanger skyerne, når de ruller ind fra havet og skaber et unikt klima med seks forskellige mikroklimaer. Tågeskoven bugner med sine tusindvis af plantearter, og træerne er dækket af andre planter som bromelia, mos og orkideer. Der er en eventyrlig stemning, og den frodige verden er hjemsted for flere hundrede dyrearter, deriblandt seks katte bl.a. puma, magay og den lille vildkat jaguarundis. For at give naturen ro, er kun en lille del af reservatet åben for publikum, men det er stadig rigeligt til at gå på opdagelse i.

    En af de mest berømte af de mere end 400 fuglearter er quetzal’en, der med sine metallisk grønne og røde farver er utroligt smuk. Det mest betagende er dens yndefulde bevægelser med de lange halefjer, der ligner smalle opslidsede palmeblade. Halefjerene blev højt værdsat af aztekerne og mayaerne, og fuglen jages også i dag for sine fjer, men heldigvis er der stadig en stor bestand tilbage i de uspolerede bjergskove. Ved ankomsten til Monteverde tager vi en ‘skywalk’ på hængebroer, hvorfra vi kan opleve alle tågeskovens lag.

    Inkluderede måltider: Morgenmad.

    Her bor du dag 9 & 10

    Fonda Vela

    Fonda Vela har en smuk beliggenhed i bjergene med udsigt over Nicoya-bugten. Hotellet er omgivet af smukke, tropiske haver med fantastisk dyreliv o...

    • Bemærk

      Bemærk venligst, at vi bor på et andet hotel dag 9 & 10 på afgangen 21/3 2019 – her vil vi bo på Hotel Helicionias.

  • Dag 10 Udflugt til naturreservatet Santa Elena og besøg på farmen El Trapiche

    Vi vandrer en tur i naturreservatet, hvor tågeskoven står diset og våd med mosbeklædte træstammer og ser ud som for tusinder af år siden. Fra en udkigspost kan vulkanen Arenal på en klar dag skimtes i det fjerne.

    Reservatet var et af de første, som blev ledet af lokale og er eksempel på, hvad man kan gøre for at bevare og lære af sit nærmiljø. Overskuddet går til vedligeholdelse af reservatet og til at uddanne børnene på en lokal skole i biologi, landbrug og turisme. Efter frokost i byen Santa Helena fortsætter vi til den familiedrevne farm El Trapiche, hvor der bl.a. dyrkes bananer, appelsiner, kaffe og sukkerrør. En rundvisning giver indblik i livet på landet, og vi får lov at hjælpe med at lave slik af sukkerrørsmelasse.

    Inkluderede måltider: Morgenmad og aftensmad.

  • Dag 11-13 Badeferie og afslapning på kysten ved strandbyen Dominical

    På dag 11 forlader vi det bjergrige område ved Monteverde til fordel for den dejlige Stillehavskyst, og kører til den hyggelige strandby Dominical. I modsætning til de meget turistede byer med store hoteller langs kysten, ligger Dominical stadig hen som en lille tidslomme. Her er det især rygsækrejsende, der frekventerer stranden. Vores hotel ligger ved floden lidt væk fra stranden, hvilket giver en helt fantastisk smuk og afslappende ramme for dagene ved kysten. Her er der god tid til at nyde de dejlige omgivelser på hotellet, dase på stranden og gøre helt som man lyster. Rejselederen står selvfølgelig til rådighed og kommer gerne med forslag og idéer til, hvad du kan lave.

    Cirka 60 minutters kørsel fra Dominical ligger Costa Ricas mindste nationalpark, Manuel Antonio National Park. Nationalparken byder på fire separate strande, der adskilles af klippefremspring og små bassiner skabt af tidevandet. Her er der rig mulighed for at svømme, snorkle og slikke sol, så husk endelig solcremen. Der bliver også tid til at komme lidt ind i skyggen på de nærliggende vandrestier, der fører gennem nationalparkens regnskov, hvor der er gode chancer for at se ‘Hr. Nilsson-aber’, dovendyr, vaskebjørne og mange forskellige fuglearter.

    Vil du prøve et lokalt måltid mad, som ticoerne spiser, så kan du finde El casado på menuen i mange restauranter. Rettens navn er et typisk eksempel på den lokale humor, og hentyder til de retter en nygift mand kan forvente til middag – ris, bønner, kød, røræg, en grøntsags-picadillo og salat. Ellers er majs næsten til stede i hvert et måltid, for majs havde stor betydning for de oprindelige folk i Costa Rica, og deres liv var centreret omkring dyrkningen af majs, som var forbundet med strenge ritualer. Prøv for eksempel fyldte tortillas, som er pandekager af majs, eller tamales, der også er lækkerier indpakket i en dej af majs og dampet i bananblade.

    Inkluderede måltider: Aftensmad på dag 11 og 3 x morgenmad.

    Her bor du dag 11, 12 & 13

    Villas Rio Mar

    Dette miljøvenlige hotel har en unik beliggenhed i en enestående kulisse af jungle og er omgivet af tropiske haver med farverigt plante- og dyrel...

  • Dag 14 Retur til San José og afskedsmiddag

    Efter et par dages afslapning ved Stillehavet går turen til San José. På vejen retur kommer vi forbi Tarcoles-floden og dens mange store krokodiller. Hvis der er stemning for det, kan vi tage en sejltur på floden og se på krokodiller og det rige fugleliv på floden og i mangroveskoven. Turen koster cirka 30 USD pr. person inkl. frokost. 

    Vi slutter dagen af med afskedsmiddag på hotellet.

    Inkluderede måltider: Morgenmad og aftensmad.

    Her bor du dag 14

    Hotel Aurola San Jose

    Dette hotel har en fantastisk beliggenhed ved siden af Morazán-parken og ligger blot 1 km fra centrum af eksotiske San José. Hotel Aurola San Jos...

  • Dag 15 Tid til sightseeing i San José og hjemrejse

    Vi tjekker ud og forlader hotellet kl. 12, hvorefter det er tid til sightseeing i San José. Vi går en lille guidet tur i centrum af byen, inden du på egen hånd vil kunne se nærmere på de mange spændende varer på det travle indendørs marked Mercado Central eller på det udendørs marked nær Plaza de la Cultura. Plaza de la Cultura er San Josés centrale plads og har det smukke Teatro Nacional som baggrund – en af landets smukkeste bygninger. Her kan du i ro og mag sidde og nyde den costaricanske kultur udfolde sig med gøglende klovne og lokale der hygger sig.

    Sidst på eftermiddagen forlader vi San Josés centrum og kører til en restaurant nær lufthavnen for et godt måltid mad inden afrejsen mod Danmark.

    OBS: På afgangen 21.marts har vi tidlig afgang fra San Jose og kan derfor ikke nå sightseeing inden hjemrejsen

    Inkluderede måltider: Morgenmad

  • Dag 16 Ankomst til Danmark
Hent det samlede rejseprogram her

Det siger gæsterne om rejsen

Priser & afgange

Prisen inkluderer

  • Flyrejse inkl. skatter og afgifter – se flytider og rejseplan under den pågældende afgang
  • Overnatning i dobbeltværelse på 3-stjernede hoteller og lodges
  • 14 x morgenmad, 5 x frokost og 7 x aftensmad
  • Al transport jf. program
  • Sightseeing i San Jose
  • Besøg på lokalt landbrug i området ved Poás Volcano nationalpark
  • Sejltur i Tortuguero nationalpark
  • Vandretur i Arenal Volcano nationalpark
  • Vandretur i tågeskoven i Monteverde og Santa Elena
  • Regnskovstur med rundvisning på tidligere kakaoplantage
  • Besøg på familiefarmen El Trapiche
  • 3 dages badeferie på i strandbyen Dominical ved Stillehavskysten
  • Dansk rejseleder

Tillæg pr. person

  • Enkeltværelsestillæg kr. 4.995
Dato Varighed Rejseleder Afrejselufthavn Pris pr. person Bestilling
  • 07 februar 2019 16 dage Vinni Madsen Billund
    København
    Kr. 26.995 Bestil Se detaljer Skjul detaljer
    • Afrejse fra Billund

      Flytider
      Billund - Frankfurt 07/02-2019   kl. 07:00 07/02-2019   kl. 08:30
      Frankfurt - San Jose 07/02-2019   kl. 13:30 07/02-2019   kl. 19:00
      San Jose - Frankfurt 21/02-2019   kl. 20:45 22/02-2019   kl. 14:50
      Frankfurt - Billund 22/02-2019   kl. 16:45 22/02-2019   kl. 18:05
      Se flytider
    • Afrejse fra København

      Flytider
      København - Frankfurt 07/02-2019   kl. 10:05 07/02-2019   kl. 11:35
      Frankfurt - San Jose 07/02-2019   kl. 13:30 07/02-2019   kl. 19:00
      San Jose - Frankfurt 21/02-2019   kl. 20:45 22/02-2019   kl. 14:50
      Frankfurt - København 22/02-2019   kl. 17:10 22/02-2019   kl. 18:35
      Se flytider

Rundrejser med dansk rejseleder er vores speciale

Rundrejser med dansk rejseleder er vores speciale, og vi har med succes arrangeret rundrejser i 25 år, så vi ved, hvad de bedste rundrejser skal indeholde.
Det er din rejse – og vores passion at arrangere den, og derfor skal du vælge en Risskov-rundrejse:

  • Vi krydrer de største seværdigheder med overraskende, lokale oplevelser
  • Vi er kendt for indholdsrige rundrejser med meget inkluderet
  • Vores gode jyske købmandsskab sikrer dig høj kvalitet til en attraktiv pris
  • Vores erfarne og passionerede rejseledere brænder for at dele ud af deres store viden
  • Vi er fleksible og forlænger gerne rejsen på egen hånd
  • Vi leverer en tryg, veltilrettelagt og uforglemmelig rejseoplevelse
  • Vi har et stort udvalg af rundrejser til hele verden

Læs mere om rundrejser med dansk rejseleder her

Alt det praktiske

  • Inden du rejser til Costa Rica

    Pas & visum

    Man behøver ikke visum til Costa Rica for rejser under 90 dages varighed, dog skal passet været gyldigt 6 måneder fra indrejsedato. Visumregler kan ændre sig hurtigt, check derfor med Udenrigsministeriet for nyeste information på www.um.dk

    Toldregler

    For aktuelle regler om, hvad der må medbringes til/fra Costa Rica, se Skats hjemmeside (www.skat.dk og søg på ”toldregler på rejsen”). Bemærk, at ved flyskift kan væsker (drikkevarer, parfume, toiletartikler), endda selv om de er blevet plomberet ved indkøb i foregående lufthavne, blive konfiskeret. Derfor anbefaler vi, at man venter med toldfrie indkøb til den sidste lufthavn inden ankomstlufthavnen.

    Rejseforsikring

    Den offentlige sygesikring dækker ikke uden for Europa, og dermed heller ikke i Costa Rica. Det er derfor vigtigt at tegne en rejseforsikring, der f.eks. dækker omkostninger ved sygdomsbehandling og hjemtransport og i forbindelse med stjålne og ødelagte ejendele, da Risskov Rejser ikke påtager sig noget ansvar i den forbindelse. Vi samarbejder med Europæiske ERV, fordi dækningen på deres produkter hører til markedets bedste. Kontakt vores rejsekonsulenter – de kan rådgive dig, så du får en forsikring, der passer til dit behov. Vær opmærksom på, at der kan være særlige betingelser for personer over 70 år. Det anbefales at have kopi af pas, vaccinationskort og forsikringspapirer elektronisk evt. på en e-mail, som er tilgængelig fra udlandet. Det anbefales at medbringe en kopi af pas, vaccinationskort og forsikringspapirer, evt. både i papirform og tilgængeligt på telefonen.

    Afrejseskat

    Ved afrejsen fra Costa Rica betales en afrejseskat på 28 US$ pr. person, som skal betales kontant i lufthavnen.

    Medicin & vaccinationer

    Vi gør opmærksom på, at vaccinationer/malariatabletter altid skal drøftes med egen læge i god tid inden afrejsen til Costa Rica. Normalt anbefales vaccination mod stivkrampe og smitsom leverbetændelse (hepatitis A). Det er en god ide at informere rejselederen om specielle sygdomme – en information, som naturligvis bliver behandlet fortroligt. Tager du livsvigtig medicin, anbefaler vi, at du medbringer en beskrivelse af indholdet på engelsk. Denne kan fås hos egen læge eller apotek. Husk at pakke medicinen i din håndbagage.

    Valuta & kreditkort

    Den lokale valuta hedder colón. I turistområderne kan man betale med lokal valuta eller US-dollars, dog bør man betale små beløb med colón. Der findes hæveautomater i de fleste byer, dog er det primært VISA man kan bruge i de små byer. Det er en god idé at medbringe mere end ét kreditkort. På den måde er du på den sikre side, hvis der skulle opstå problemer med det ene kort. Husk de nødvendige informationer, hvis du får brug for at lukke dit kreditkort. Undervejs er det rart altid at have kontanter med til drikkepenge og mindre indkøb. Store sedler kan være svære at slå i stykker, når man kommer udenfor de større byer, så det er en fordel, at have en samling mindre sedler ved hånden.

  • Lokale forhold

    Tidsforskel

    Costa Rica bruger ikke sommertid og er derfor syv timer bagud dansk vintertid og otte timer bagud dansk sommertid.

    Transport i Costa Rica

    Busserne i Costa Rica har ikke samme standard som i Europa, men vi har naturligvis valgt den bedste kategori med aircondition. Bemærk at der er begrænset plads til håndbagage på busrejsen. Den skal kunne stå under sædet, da hattehylden er forbeholdt overtøj og andre bløde beklædningsdele.

    Drikkepenge

    Det er almindeligt at give drikkepenge i Costa Rica. Lønningerne i servicebranchen er generelt meget lave, så for mange af dem, der arbejder i servicebranchen, er det en del af lønnen, og derfor er det vigtigt, at man er opmærksom på denne skik. På restauranter er 10% i drikkepenge typisk inkluderet i regningen, men det er kutyme at give yderligere 5%, hvis man har været tilfreds. Taxachauffører (10 %) og stuepigerne på hotellerne sætter også pris på drikkepenge (1$ pr nat pr. rejsedeltager).  På rundrejsen vil der være tale om drikkepenge til buschauffører, lokalguider og hotelpersonale. Det er naturligvis helt op til den enkelte, hvor meget man ønsker at give, så af denne grund, har vi derfor ikke inkluderet drikkepenge i rejsens pris.

    Lidt om hotellerne

    I Costa Rica rejser du rundt i en spændende og anderledes kultur, og standarder og forhold vil derfor ikke nødvendigvis være som i Danmark. Vi har valgt 3- og 4-stjernede hoteller med god beliggenhed, men da hotellerne i Costa Rica ikke tildeles stjerner efter dansk standard, kan der være hoteller, hvor man vil opleve en lavere standard. På nogen hoteller må man være forberedt på, at der kan være begrænsning på det varme vand. Vi gør opmærksom på, at der i sjældne tilfælde kan forekomme hotelændringer undervejs på rejsen. Eventuelle ændringer vil tilstræbes at være af tilsvarende standard.

    Sikkerhed

    Det er generelt meget sikkert at opholde sig i Costa Rica, men almindelig forsigtighed anbefales naturligvis. Som så mange andre steder i verden, skal man udvise forsigtighed med hensyn til penge og værdigenstande og f.eks. undlade at medbringe værdifulde smykker på rejsen. Opbevar penge, pas og kreditkort tæt på kroppen og vær ekstra opmærksom, når du handler eller hæver penge. Det er en god ide at opbevare værdigenstande, der ikke medbringes på udflugter, i sikkerhedsboks på hotellet. Costaricanerne er ærlige og venlige mennesker og generelt pacifister (Costa Rica har intet militær), hvilket bidrager til, at Costa Rica er et af de sikreste lande i Centralamerika. Dog bør man ikke gå alene om aftenen, og man bør holde sig væk fra strandene når det er mørkt.

    Elektricitet

    Husk opladeren til f.eks. kamera og mobiltelefon. Vær opmærksom på, at stikkene i Costa Rica er anderledes end i Danmark, og det er nødvendigt med en adapter. Disse kan købes i el-forretninger, hos isenkræmmere og i lufthavnen. Costa Rica bruger 120 volt, og kan udstyr ikke omstilles fra vores 220 volt, arbejder det kun på halv kraft – uanset om der bruges adapter – og opladning tager derfor længere tid.

    Mobiltelefon & Internet

    De fleste danske mobiltelefoner fungerer fint, men det er dog dyrt at ringe til Danmark fra mobiltelefon og hotellerne i Costa Rica. Check med din mobiludbyder og forhør dig om roaming-taksterne. Der er adgang til internettet på de største hoteller, der ofte har et ”business center” hvor computere kan lejes. Mange hoteller har også trådløst internet i lobbyen mod betaling.

    Mad & drikke

    Costaricansk mad er ikke stærkt krydret og består hovedsageligt af ris, sorte bønner, grønsager, oksekød, kylling og fisk. Alle retter er som regel serveret med majs tortillas. En traditionel ret som også findes på hotelmenuer er “arroz con pollo” – ris med kylling. Retten består grundlæggede af kylling og ris i en koriander-krydret tomatsovs.

  • Gode råd

    Gode råd

    Ved evt. bagageforsinkelse er det en fordel at have de vigtigste ting ved hånden. F.eks. medicin, kontaktlinsevæske, tandbørste og et ekstra sæt tøj pakkes gerne i håndbagagen. Lokale siger at det er sikkert at drikke vand fra hanen, dog skal man passe på i landområderne, hvor de nogle gange bare bruger regnvand. Det er en god ide at starte forsigtigt med frugt og grønt etc. hvor postevand har været brugt, for at se hvordan maven reagerer. Generelt er hygiejnen god i Costa Rica, men mange steder udenfor de større byer, må man ikke forvente toiletforhold som i Danmark. De såkaldte pedaltoiletter er udbredte, og toiletpapir er ikke altid at finde. Det anbefales at have håndsprit med sig overalt.

    Møde med en anden kultur

    For at få det fulde udbytte af rejsen og det bedste indblik i landet, bør man vise respekt for landet og indbyggerne. Costaricanerne er utrolig venlige og glade, og deres familiebånd er meget stærke. De er fotogene, og mange har ikke noget imod at blive fotograferet – men det er ikke alle. Spørg hvis du er i tvivl.

    Værd at købe med hjem

    Træ og lædervarer er udbredt i Costa Rica, og det er de mest autentiske souvenirs. ”Carretas” – oksekærrer, i alle størrelser og med farverige dekorationer er meget populære. Venligst bemærk at nogle måske vil forsøge at sælge dig skildpaddeskjold og konkylier/muslingeskaller, men disse er ulovlige at udføre, og vil blive taget i lufthavnen.

  • Fakta om Costa Rica

    • Statsform: Costa Rica er en republik med syv provinser.
    • Hovedstad: San José
    • Befolkning: 4,9 mio. indbyggere.
    • Religion: 92 % er kristne heraf 76 % katolikker.
    • Sprog: Det officielle sprog er spansk men mange taler engelsk.
    • Areal: 51.100 km² – bare lidt større end Danmark.
    • Mest aktive vulkan: Arenal – var konstant i udbrud fra 1968 til 2010.
    • Kystlinje: 1.290 km
    • Højeste punkt: Bjerget Cerro Chirripo 3.810 m.
    • Klima: Costa Rica har både tropisk og subtropisk klima. Den tørre sæson går fra december til april.