Ring til os Åbent nu 70 22 66 00

Rejser til Borneo

Fælles for alle rejser til Borneo, er, at man oplever usigeligt smuk natur. Øen er dækket af regnskove med helt unikke økosystemer og sjældne dyr som næseaben, og vores rødligt-orange fætter orangutangen, hvis navn på malaysisk betyder “skovens menneske”.

Glæd dig til et møde med en underskøn natur, når du rejser til Borneo

Borneo ligger i det indonesiske ørige, er verdens tredjestørste ø og gennemskæres af ækvator. Øen er delt af tre lande med den sydlige del, ved navn Kalamantan, tilhørende Indonesien. Det øverste nordvestlige hjørne tilhører den lille selvstændige oliestat Brunei, og den malaysiske del af øen er inddelt i to delstater, kaldet Sarawak og Sabah.

Den store ø er dækket af nogle af verdens største regnskovsområder, og i delstaten Sarawaks ældste nationalpark Bako Nationalpark kan du på din rejse til Borneo få en perfekt introduktion til øens flora og fauna inden for et meget afgrænset område. Her findes nemlig syv helt særegne økosystemer, der kan fremvise næsten enhver vegetationstype, som vokser på øen, med alt fra mangrovesump, tropisk lavlandsregnskov og græsland til klippe- og strandvegetation.

Når du rejser til Borneo venter uforglemmelige stunder i naturen. Mange af øens nationalparker er UNESCO-fredede, og der er utallige oplevelser for naturelskeren med tropiske jungler fyldt med et varieret dyreliv, dybe grotter med krystalklart vand og Sydøstasiens højeste bjerg, Kota Kinabalu. I det termiske område Poring kan man bade i varme kilder og gå på hængebroer, der er fastgjort til træer, som kan blive over 40 m høje, og man kan sejle ud på eventyr på floderne, der gennemskærer den dybe jungle.

Lokale møder, kolonitidsperler og venlighed over alt

Men det er ikke kun naturen og dyrelivet, der gør at stadigt flere rejser til Borneo. Her er massevis af charmerende byer med mange velbevarede kolonitidsbygninger, templer, haver og små markeder, bl.a. delstatshovedstæderne i Sabah og Sarawak, Kota Kinabalu og Kuching. Ude i de mindre byer kan du lære den imødekommende og venlige befolkning at kende, og man kan besøge landsbyer, hvor der bor oprindelige folk som eksempelvis Bajau Laut-folket, der kærligt kaldes for ”Østens cowboys”, da de er særdeles dygtige ryttere og kvægdrivere. På en rejse til Borneo kan man også overnatte i et langhus, der tilhører det elegante Rungus-folk, der anses som et af Borneos mest traditionelle folk, og som er kendt for deres evner inden for kunsthåndværk lavet af især perler.

Find din næste rejse til Borneo nedenfor.

Alle rejser

Alt det praktiske

  • Praktisk information ved bestilling af rejse

    På hjemmesiden er den praktiske information begrænset til det, der er nødvendigt og relevant for at træffe beslutning om en rejse og om rejsemålet.

    Når din rejse er bestilt, vil du sammen med din ordrebekræftelse og efterfølgende rejsedokumenter modtage ekstra information, gode råd samt vejledning, der forholder sig specifikt til din rejse.

    Læs mere i vores generelle rundrejsebestemmelser her.

  • Inden du rejser til Borneo

    Pas og visum

    Passet skal være gyldigt under opholdets varighed og mindst seks måneder efter hjemrejse. Opbevar altid passet et sikkert sted på rejsen. Det anbefales desuden, at du altid har en kopi af dit pas med dig – enten i papirform eller på telefonen.

    Malaysia og dermed Borneo er visumfrit indtil 90 dage med dansk pas.

    Toldregler

    De aktuelle regler for, hvad du må bringe med hjem fra udlandet, kan du læse om på www.borger.dk’s hjemmeside her.

    Vær opmærksom på, at væsker (drikkevarer, parfume, toiletartikler o.l.) kan blive konfiskeret ved flyskift, endda selv om de er blevet plomberet ved indkøb i foregående lufthavne. Derfor anbefaler vi, at du venter med toldfrie indkøb til den sidste lufthavn inden ankomstlufthavnen.

    Rejseforsikring

    På enhver udlandsrejse har du behov for en god rejseforsikring, som dækker i forbindelse med akut opstået sygdom mv. Risskov Rejser samarbejder med Europæiske ERV, som er specialiseret i rejseforsikringer og tilbyder produkter med dækninger, som hører til markedets bedste. Kontakt vores rejsekonsulenter – de kan rådgive dig, så du får en forsikring, der passer til dit behov.

    Vaccinationer og medicin

    Kontakt egen læge eller Danske Lægers Vaccinations Service på www.sikkerrejse.dk for at få rådgivning om, hvilke vaccinationer, der er påkrævet eller anbefales i forbindelse med din rejse. Som grundregel bør du sikre dig, at du har en gyldig vaccination mod difteri, stivkrampe og hepatitis A.

    Det er en god idé at informere rejselederen om specielle sygdomme – en information, som naturligvis bliver behandlet fortroligt. Tager du livsvigtig medicin, anbefaler vi, at du medbringer en beskrivelse af indholdet på engelsk. Kan fås hos egen læge eller på apoteket. Husk at pakke medicinen i håndbagagen.

    Krav til fysisk formåen

    Som udgangspunkt skal alle rejsende være selvhjulpne. Vores rejser er generelt ikke egnet for gangbesværede, da mange seværdigheder opleves til fods og kræver, at du er i stand til at gå min. 5 km dagligt.

    Valuta og kreditkort

    Den lokale valuta hedder maylaisiske ringgit (MYR). Man kan medbringe euro og amerikanske dollars, som veksles ved ankomsten. Der er hæveautomater i de større byer. Dog er det en god idé altid at have kontanter på sig, også gerne mindre sedler, da det kan være svært at få byttepenge. Det er en god idé at medbringe mere end ét kreditkort. På den måde er du på den sikre side, hvis der skulle opstå problemer med det ene kort. Husk de nødvendige informationer, hvis du får brug for at lukke dit kreditkort.

  • Lokale forhold

    Tidsforskel

    Borneo er syv timer foran dansk normaltid og seks timer foran sommertid.

    Transport

    Busserne på Borneo har ikke helt samme standard som i Europa, men vi har naturligvis valgt den bedste kategori med aircondition. Bemærk, at der er begrænset plads til håndbagage på busrejsen. Håndbagagen skal kunne stå under sædet eller være på hattehylden.

    Drikkepenge

    På vores rejser kommer du i kontakt med hverdagslivet og landets skikke. Der kan være forhold, du ikke er vant til, som for eksempel skikken med drikkepenge. Det er kutyme at give lidt for en god service til servicepersonale, chauffører og lokalguider. Dog vil serviceafgift ofte være inkluderet på menukortene, ellers vil jeres rejseleder informere om passende beløb.

    Hoteller

    Vi har som hovedregel valgt 3- og 4-stjernede hoteller på vores rundrejser, men da udenlandske hoteller ikke tildeles stjerner efter dansk standard, kan der være hoteller, hvor man vil opleve en anelse lavere standard. Vi gør opmærksom på, at der i sjældne tilfælde kan forekomme hotelændringer undervejs på rejsen. Eventuelle ændringer vil tilstræbes at være af tilsvarende standard.

    Sikkerhed

    Det er generelt sikkert at opholde sig på Borneo, men almindelig forsigtighed anbefales naturligvis. I de større byer bør man holde sig til de større gader og til turistområderne. Pas på ejendele i lufthavne og i større menneskemængder, og hav gerne vigtige dokumenter og kontanter tæt på kroppen. Det er en god idé at opbevare værdigenstande, der ikke medbringes på udflugter, i sikkerhedsboks på hotellet.

    Elektricitet

    Husk opladeren til f.eks. kamera og mobiltelefon. Der bruges 230 volt som i Danmark, men stikkontakterne har tre firkantede ben. Medbring derfor en adapter.

    Mobiltelefon og Wi-Fi

    Det er sædvanligvis dyrt at bruge en dansk mobiltelefon uden for Europa. Internettelefoni er den billigste løsning, og der er adgang til gratis Wi-Fi på de fleste hoteller. Landekode til Danmark ved opkald fra udlandet er +45 før telefonnummeret.

    Mad og drikke

    Det malaysiske køkken er en skøn blanding af britisk, thailandsk, indisk, kinesisk og malaysisk mad. Hovedingredienserne er ris og nudler, der serveres med fisk, kylling og kød. Tilberedningen varierer meget fra region til region, men maden er altid spændende krydret og meget smagfuld. Der serveres mange lækre slags frugtjuice i Malaysia. Vil man drikke øl, er Carlsberg (som brygges i landet) det foretrukne mærke. Bemærk det er ikke alle restauranter der servere alkohol.

    Drik ikke postevand fra hanen og vær også opmærksom på, om isterningerne i din drink kommer fra postevand. Køb i stedet vand på flaske.

    Rygning

    Rygning i bussen er ikke tilladt. Ligeledes vil der på de fleste restauranter, hoteller, strande og offentlige områder være rygeforbud. Rejselederen vil naturligvis informere om de aktuelle rygeregler ved ankomst.

  • Gode råd

    Bagage

    Ved evt. bagageforsinkelse er det en fordel at have de vigtigste ting ved hånden. Det er derfor en god idé at pakke f.eks. medicin, kontaktlinsevæske, tandbørste og et ekstra sæt tøj i håndbagagen. Vi anbefaler desuden altid, at værdigenstande såsom kamera, smykker og penge samt livsnødvendig medicin medbringes i håndbagagen.
    Rejser I to sammen, kan det være en fordel at fordele bagagen 50/50.

    En del flyselskaber tillader ikke, at man medbringer batterier eller batteridrevne enheder i den indleverede bagage. Disse skal i stedet medbringes i håndbagagen. Det gælder eksempelvis bærbare computere, tablets, power banks etc.

    Møde med en anden kultur

    Malayerne er afslappede, fyldt med livsglæde og hviler i sig selv. Vi skal som gæster især være opmærksomme på passende påklædning på gaden, og når vi besøger templer og andre hellige steder. Landets religion sætter på mange måder standarden for, hvordan livet leves, og derfor bør kvindelige turister undgå meget korte shorts og meget korte og nedringede kjoler. Også, når det gælder fotografering, er det vigtigt at vise hensyn. Lokalbefolkningen har som regel intet imod at blive fotograferet, men spørg først og giv evt. et lille beløb til gengæld.

    Kun på de større hoteller og restauranter kan man forvente toiletforhold som i Danmark. Jo længere ud på landet man kommer, jo lavere bliver standarden. De såkaldte pedaltoiletter er udbredte, og der er ikke altid toiletpapir til rådighed. Medbring derfor selv toiletpapir fra hotellet eller vådservietter og desinfektionsgelé til hænderne.

    Idéer til indkøb

    Kulturperler er en af de mest populære souvenirs fra Borneo. Type, kvalitet og pris varierer meget – hvis du leder efter god kvalitet, så gå efter perler fra veletablerede perleforretninger. Alverdens musikinstrumenter er også glimrende køb på Borneo. Måske har du lyst til at øve dig i at spille på sompoton? Sabah-te fås i otte forskellige varianter og kan både købes i butikker og direkte fra plantagerne. Borneo er også kendt for sin bestand af aber, så plyssede orangutanger, fjogede næseaber og langarmede gibbonaber i bamseform fås overalt.

  • Fakta

    • Statsform: Konstitutionelt monarki.
    • Hovedstad: Kuala Lumpur 1,6 mio. indbyggere.
    • Befolkning: 18,6 mio.
    • Religion: Islam er den mest udbredte religion. Yderligere er der buddhisme, daoisme og hinduisme.
    • Sprog: Bahasa malaysia.
    • Areal: 41.285 km² (Danmark 43.094 km2).
    • Klima: Borneo har tropisk regnklima, og dagstemperaturerne ligger på omkring 30 °C i sommermånederne. I april-juli er der generelt tørt, men enkelte byger kan forekomme. Regnsæsonen er fra november til februar.

Trustpilot