Ring til os 70 22 66 00

Rejser til Costa Rica

Rejser til Costa Rica kan betegnes som rejser til et betagende eldorado, der bringer naturnørden frem i alle. Costa Ricas flora og fauna er helt unik, og selvom landet er et af de mindste i verden, er det samtidig et af de lande med den største naturmæssige diversitet. På en rejse til Costa Rica møder man dyr, som ikke ses mange andre steder – fra små rødøjede løvfrøer til brøleaber, jaguarer og havskildpadder. Og det særlige er, at man oplever dem helt tæt på, når man enten vandrer i tågeskovene, sejler gennem mangrovens kanaler, snorkler ved paradisstrande eller vågner op til junglens lyde.

Når du rejser til Costa Rica venter et slaraffenland af naturoplevelser

For naturelskeren er Costa Rica et slaraffenland af oplevelser. Nationalparken Arenal Volcano ligger ved La Fortuna, der er et populært sted for rejsende, som komme for at opleve aktive eventyr. Her kan man på sin rejse til Costa Rica bl.a. cykle på mountainbike, klatre i grotter, ride på heste eller vandre rundt ved og på den aktive vulkan, Arenal. Vulkanen spyr ikke længere lava, men aktiviteten er stor nok til, at området er fuld af varme kilder, og at man ofte ser dens “fumarole” – en røgfane af damp og gasser fra vulkanens indre. Ud over vulkanen Arenal og den store Arenal-sø er der andre spændende attraktioner i området.

Mikroklimaer, tågeskove og kaffeoperativer

Når du rejser til Costa Rica er et must at besøge et andet af landets helt store “naturtrækplastre”, nemlig den berømte tågeskov i højlandet ved Monteverde. De høje træer fanger skyerne, når de ruller ind fra havet og skaber et unikt klima med seks forskellige mikroklimaer. Regnskoven bugner med sine tusindvis af plantearter, og træerne er dækket af andre planter som mos og orkidéer. Der er en eventyrlig stemning, og den frodige verden er hjemsted for flere hundrede dyrearter, deriblandt seks kattedyr, bl.a. puma, magay og den lille vildkat jaguarundis.

Undervejs er det også oplagt at krydre ferien i Costa Rica med besøg hos de behagelige costaricanere, der er fyldt med afslappet livsglæde. Man kan eksempelvis komme hjem til en lokal familie og lære at tilberede de velsmagende majspandekager, tortillaer, besøge kaffeoperativer, hvor man følger bønnens vej fra busk til kaffekop og se, hvordan livet på en familiedrevet banan- og sukkerrørsplantage går sin daglige gang.

Find din næste rejse til Costa Rica nedenfor.

Alle rejser

Alt det praktiske

  • Praktisk information ved bestilling af rejse

    På hjemmesiden er den praktiske information begrænset til det, der er nødvendigt og relevant for at træffe beslutning om en rejse og om rejsemålet.

    Når din rejse er bestilt, vil du sammen med din ordrebekræftelse og efterfølgende rejsedokumenter modtage ekstra information, gode råd samt vejledning, der forholder sig specifikt til din rejse.

    Læs mere i vores generelle rundrejsebestemmelser her.

  • Inden du rejser til Costa Rica

    Pas og visum

    Dit pas skal være gyldigt under opholdet. Opbevar altid passet et sikkert sted på rejsen. Det anbefales desuden, at du altid har en kopi af dit pas med dig – enten i papirform eller på telefonen.

    Der er ikke visumpligt for skandinaviske statsborgere til Costa Rica, når rejsen er på under 90 dage.

    For yderligere information se www.um.dk’s hjemmeside her.

    Toldregler

    De aktuelle regler for, hvad du må bringe med hjem fra udlandet, kan du læse om på www.borger.dk’s hjemmeside her.

    Vær opmærksom på, at væsker (drikkevarer, parfume, toiletartikler og lignende) kan blive konfiskeret ved flyskift, endda selv om de er blevet plomberet ved indkøb i foregående lufthavne. Derfor anbefaler vi, at du venter med toldfrie indkøb til den sidste lufthavn inden ankomstlufthavnen.

    Rejseforsikring

    På enhver udlandsrejse har du behov for en god rejseforsikring, som dækker i forbindelse med akut opstået sygdom mv. Risskov Rejser samarbejder med Europæiske ERV, som er specialiseret i rejseforsikringer og tilbyder produkter med dækninger, som hører til markedets bedste. Kontakt vores rejsekonsulenter – de kan rådgive dig, så du får en forsikring, der passer til dit behov.

    Vaccinationer og medicin

    Kontakt egen læge eller Danske Lægers Vaccinations Service på www.sikkerrejse.dk for at få rådgivning om, hvilke vaccinationer, der er påkrævet eller anbefales i forbindelse med din rejse. Som grundregel bør du sikre dig, at du har en gyldig vaccination mod difteri, stivkrampe og hepatitis A.

    Det er en god idé at informere rejselederen om specielle sygdomme – en information, som naturligvis bliver behandlet fortroligt. Tager du livsvigtig medicin, anbefaler vi, at du medbringer en beskrivelse af indholdet på engelsk. Kan fås hos egen læge eller på apoteket. Husk at pakke medicinen i håndbagagen.

    Krav til fysisk formåen

    Som udgangspunkt skal alle rejsende være selvhjulpne. Vores rejser er generelt ikke egnet for gangbesværede, da mange seværdigheder opleves til fods og kræver, at du er i stand til at gå min. 5 km dagligt.

    Valuta og kreditkort

    Den lokale valuta hedder colón (CRC), men man kan betale med enten colónes eller amerikanske dollars overalt. Mange hoteller og restauranter accepterer betaling med kreditkort.

    Der findes hæveautomater i de fleste byer, dog er det primært Visa, man kan bruge i de små byer. Det er en god idé at medbringe mere end ét kreditkort. På den måde er du på den sikre side, hvis der skulle opstå problemer med det ene kort. Husk de nødvendige informationer, hvis du får brug for at lukke et kreditkort. Undervejs er det rart altid at have kontanter med til drikkepenge og mindre indkøb. Store sedler kan være svære at slå i stykker, når man kommer udenfor de større byer, så det er en fordel at have en samling mindre sedler ved hånden. Man bør ikke medbringe sedler større end 50 amerikanske dollars.

  • Lokale forhold

    Tidsforskel

    Costa Rica bruger ikke sommertid og er derfor syv timer efter dansk normaltid og otte timer efter dansk sommertid.

    Transport

    Busserne i Costa Rica har ikke samme standard som i Europa, men vi har naturligvis valgt den bedste kategori med aircondition. Bemærk, at der er begrænset plads til håndbagage på busrejsen. Den skal kunne stå under sædet, da hattehylden er forbeholdt overtøj og andre bløde beklædningsdele.

    Drikkepenge

    Det er almindeligt at give drikkepenge i Costa Rica. Lønningerne i servicebranchen er generelt meget lave, så for mange af dem, der arbejder i servicebranchen, er det en meget vigtig del af lønnen. Derfor er det vigtigt, at man er opmærksom på denne skik. På restauranter lægges der typisk automatisk 10 % oven i regningen. Taxachauffører bliver glade for drikkepenge, og her runder man op eller giver 10 % oven i prisen. Stuepigerne på hotellerne sætter også pris på drikkepenge (1 dollar pr. nat pr. rejsedeltager).

    Rejselederen samler ind for alle deltagere og uddeler løbende under hele rejsen drikkepenge til lokalguider, chauffører, bådførere og piccoloer på hotellerne.

    Sammen med rejsedokumenterne sender vi information om, hvad vi vurderer som et passende beløb på den pågældende rejse, men det er naturligvis helt op til den enkelte, hvor meget man ønsker at give. Af denne grund har vi ikke inkluderet drikkepenge i rejsens pris, og det skal understreges, at drikkepenge er frivillige.

    Hoteller

    Vi har som hovedregel valgt 3- og 4-stjernede hoteller på vores rundrejser, men da udenlandske hoteller ikke tildeles stjerner efter dansk standard, kan der være hoteller, hvor man vil opleve en anelse lavere standard. Vi gør opmærksom på, at der i sjældne tilfælde kan forekomme hotelændringer undervejs på rejsen. Eventuelle ændringer vil tilstræbes at være af tilsvarende standard.

    Sikkerhed

    Det er generelt meget sikkert at opholde sig i Costa Rica, men almindelig forsigtighed anbefales naturligvis. Som så mange andre steder i verden skal man udvise forsigtighed med hensyn til penge og værdigenstande og f.eks. undlade at medbringe værdifulde smykker på rejsen. Opbevar penge, pas og kreditkort tæt på kroppen og vær ekstra opmærksom, når du handler eller hæver penge. Det er en god idé at opbevare værdigenstande, der ikke medbringes på udflugter, i sikkerhedsboks på hotellet. Costaricanerne er ærlige og venlige mennesker og generelt pacifister (Costa Rica har intet militær), hvilket bidrager til, at Costa Rica er et af de sikreste lande i Centralamerika. Dog bør man ikke gå alene om aftenen, og man bør holde sig væk fra strandene, når det er mørkt.

    Elektricitet

    Husk opladeren til f.eks. kamera og mobiltelefon. Vær opmærksom på, at stikkene i Costa Rica er anderledes end i Danmark, og det er nødvendigt med en adapter. Disse kan købes i el-forretninger, hos isenkræmmere og i lufthavnen. Costa Rica bruger 120 volt, og kan udstyr ikke omstilles fra vores 230 volt, arbejder det kun på halv kraft – uanset, om der bruges adapter – og opladning tager derfor længere tid.

    Mobiltelefon og Wi-Fi

    Det er sædvanligvis dyrt at bruge en dansk mobiltelefon uden for Europa. Internettelefoni er den billigste løsning, og der er adgang til gratis Wi-Fi på de fleste hoteller. Landekode til Danmark ved opkald fra udlandet er +45 før telefonnummeret.

    Mad og drikke

    Costaricansk mad er ikke stærkt krydret og består hovedsageligt af ris, sorte bønner, grønsager, oksekød, kylling og fisk. Alle retter er som regel serveret med majstortillas. En traditionel ret som også findes på hotelmenuer er arroz con pollo – ris med kylling. Retten består grundlæggede af kylling og ris i en koriander-krydret tomatsovs.

    Lokale siger, at det er sikkert at drikke vand fra hanen. Dog skal man passe på i landområderne, hvor de nogle gange bare bruger regnvand. Vi anbefaler derfor, at man drikker vand fra flaske – husk at tjekke, at låget/forseglingen er ubrudt.

  • Gode råd

    Bagage

    Vi anbefaler altid, at værdigenstande såsom kamera, smykker og penge samt livsnødvendig medicin medbringes i håndbagagen. Ved evt. bagageforsinkelse er det en fordel at have de vigtigste ting ved hånden. Det er derfor en god idé at pakke f.eks. medicin, kontaktlinsevæske, tandbørste og et ekstra sæt tøj i håndbagagen. Rejser I to sammen, kan det være en fordel at fordele bagagen 50/50.

    En del flyselskaber tillader ikke, at man medbringer batterier eller batteridrevne enheder i den indleverede bagage. Disse skal i stedet medbringes i håndbagagen. Det gælder eksempelvis bærbare computere, tablets, power banks etc.

    Møde med en anden kultur

    For at få det fulde udbytte af rejsen og det bedste indblik i landet bør man vise respekt for landet og indbyggerne. Costaricanerne er utroligt venlige og glade, og deres familiebånd er meget stærke. De er fotogene, og mange har ikke noget imod at blive fotograferet – men spørg gerne om lov, inden du foreviger de lokale med kameraet.

    Generelt er hygiejnen god i Costa Rica, men mange steder udenfor de større byer kan man ikke forvente toiletforhold som i Danmark. Det anbefales at have håndsprit med sig overalt.

    Idéer til indkøb

    Træ og lædervarer er udbredt i Costa Rica, og det er de mest autentiske souvenirs. Carretas – oksekærrer, i alle størrelser og med farverige dekorationer – er meget populære. Venligst bemærk, at nogle måske vil forsøge at sælge dig skildpaddeskjold og konkylier/muslingeskaller, men disse er ulovlige at udføre og vil blive taget i lufthavnen.

  • Fakta

    • Statsform: Republik.
    • Hovedstad: San José med 365.800 indbyggere.
    • Befolkning: 5 mio. indbyggere.
    • Religion: Katolikker 72 %, Pinsebevægelse/evangelisk 12 %.
    • Sprog: Officielt spansk, men mange taler engelsk.
    • Areal: 51.100 km² (Danmark 43.094 km2).
    • Klima: Costa Rica har både tropisk og subtropisk klima. Den tørre sæson går fra december til april.

Trustpilot