Se vores Rejsekalender
Skriv til os på verden@risskov.com
Ring til os Åbent nu 70 22 66 00
Ring til os Åbent nu 70 22 66 00
Guayaquil om natten - Risskov Rejser

Velkommen til Ecuador

Når du rejser til Ecuador venter der interessant kolonihistorie, aktive vulkaner, turkise krater-søer, høje Andesbjerge, tågeskove, indianermarkeder og de enestående Galápagos-øer med et helt unikt dyreliv. Nok er Ecuador arealmæssigt småt, men på natur- og kultursiden er landet enormt!

Inka-historie og moderne sydamerikansk liv i hovedstaden Quito

Synes du, at ækvator og Ecuador lyder meget ens, er der en rigtig god grund til det – landet er nemlig navngivet efter den store linje, der deler Jorden i en nordlig og sydlig halvkugle, da den løber gennem landet. Den eneste by i verden, der gennemløbes af ækvator, er hovedstaden Quito, som er et must-see, når du rejser til Ecuador. Quito ligger i 2.850 m højde og er verdens næsthøjeste beliggende hovedstad. Her er det ikke kun den tynde luft, der tager pusten fra én, det er også selve byen og de betagende udsigter til sneklædte vulkaner i alle retninger. Byen blev grundlagt af spanierne i 1534 på resterne af en nedbrændt inkaby, og selv om Quito i dag er en moderne storby, har den formået at opretholde sine traditionelle kvarterer med Sydamerikas bedst bevarede arkitektur fra kolonitiden.

På din rejse til Ecuador bør du lægge vejen forbi den UNESCO-fredede gamle bydel, som er spækket med smukke bygninger og pladser. På den grønne uafhængighedsplads – Plaza de la Independencia – summer det af liv og travlhed. På pladsens ene side ligger præsidentpaladset, og på de andre sider ligger ærkebiskoppens palads, katedralen og rådhuset. Som en kontrast hviler der en højtidelig og melankolsk stemning over den nærliggende Plaza San Francisco, hvor Quitos ældste kirke og Sydamerikas største religiøse kompleks ligger.

Grønne dale, høje tinder og farvestrålende indianermarkeder

Når du rejser til Ecuador, skal du endelig også opleve landskaberne set fra La Panamericana, den panamerikanske hovedvej, der går gennem den grønne dal mellem Andesbjergenes vestlige og østlige bjergkæde. På en klar dag kan man se Corazon-vulkanen, Iliniza-vulkanens to toppe og den mægtige vulkan Cotopaxi på 5.897 m. Cotopaxi ligger i nationalparken af samme navn og her kan man se nærmere på den kegleformede og sneklædte vulkan, der er en af verdens højeste aktive vulkaner.

Er man interesseret i at opleve nogle vaskeægte indianermarkeder er der et par steder, man bør besøge undervejs på sin rejse i Ecuador. I Saquisili er der hver torsdag et stort marked, hvor der kommer indianere fra nær og fjern for at sælge og købe varer som grise, lamaer, kyllinger, marsvin og alle tænkelige dagligvarer, en moderne indianer har brug for. Det er et af Ecuadors mest autentiske markeder og et er sansebombardement af farver, dufte og lyde. Lørdagsmarkedet i Otavalo er et af Sydamerikas største, når pladsen Poncho Plaza indtages af handelsmænd fra nær og fjern, der sælger dagligvarer, tekstiler og kunsthåndværk i enorme mængder til indianere fra lokalområdet og turister fra hele verden. På vejen mod Otavalo kan man evt. gøre stop ved ækvatormonumentet, Quitsato. Her kan man stå med en fod på hver halvkugle, og på en klar dag kan man i horisonten se Ecuadors tredjehøjeste vulkan, Cayambe (5.790 meter), der også er det højeste punkt på ækvator.

Et paradis for kulturinteresserede og naturelskere i alle afskygninger

Når du rejser til Ecuador, kommer du til at køre gennem høje bjergpas og vindblæste hedelandskaber, kaldet paramo-landskaber, hvor man kan se marker i smukke brune, gule og grønne farver, der danner et patchwork-mønster i landskabet. Indianerne bor i traditionelle hytter på markerne, hvor der især dyrkes kartofler, gulerødder og løg. Du kan også forkæle dig selv undervejs på din rejse i Ecuador og besøge den lille højlandsby Papallacta, der er kendt for sine varme kilder. Fra Papallacta er der en fantastisk udsigt til de grønne bjerge, og man kan besøge et privat naturreservat, der ligger nogle hundrede meter nede ad Andesbjergene, hvor det ikke er ualmindeligt at se 14 forskellige arter af kolibrier på en time. Det er et paradis for fugleelskere og fotoentusiaster, og det er også her, du kan opleve fænomenet tågeskove.

Apropos smuk natur og spændende dyreliv, så skal enhver Ecuador-eventyrer og naturelsker med respekt for sig selv opleve de fantastiske Galápagos-øer, der blev opdaget af Darwin i 1835. Den enestående øgruppe ligger 1.000 km ud for Ecuadors kyst og fungerer som en ecuadoriansk provins. Når man rejser til Galápagos-øerne kan man på øen Isabela vandre ved en af øgruppens mest aktive vulkaner, den 1.490 m høje skjoldvulkan Sierra Negra. Man kan snorkle ved stedet Concha de Perla, og er man heldig, er der mulighed for at svømme med søløver og havskildpadder. På øen ligger også Breeding Center Isabela, hvor de arbejder for at genetablere bestanden af kæmpeskildpadder. Kæmpeskildpadderne er de største af sin art i verden og kan blive langt over 100 år. Skildpaddeskjoldets størrelse og form er forskelligt på de forskellige øer, da klimaet og nærmiljøet har været medbestemmende for skildpaddernes udvikling – endnu et bevis for Darwins evolutionsteorier!

Find din næste rejse til Ecuador nedenfor.

Alle rejser

Alt det praktiske

  • Inden du rejser til Ecuador

    Pas/visum

    Der kræves ikke visum af danske statsborgere, når det drejer sig om en turistrejse på under 90 dage. Passet skal være gyldigt mindst 6 måneder fra hjemrejsedatoen fra Ecuador. Det er påkrævet at bære legitimation på sig, men en fotokopi af passet vil i de fleste tilfælde være tilstrækkeligt.

    Toldregler

    For aktuelle regler om, hvad der må medbringes til/fra Ecuador – se Skats hjemmeside (www.skat.dk og søg på ”toldregler på rejsen”). Bemærk, at ved flyskifte kan væsker (drikkevarer, parfume, toiletartikler) blive konfiskeret, selv om de er blevet plomberet ved indkøb i foregående lufthavne. Derfor anbefaler vi, at man venter med toldfrie indkøb til den sidste lufthavn inden ankomstlufthavnen.

    Rejseforsikring

    Det er vigtigt at tegne en rejseforsikring, der f.eks. dækker omkostninger ved sygdomsbehandling og hjemtransport og i forbindelse med stjålne og ødelagte ejendele, da Risskov Rejser ikke påtager sig noget ansvar i den forbindelse. Vi samarbejder med Europæiske ERV, fordi dækningen på deres produkter hører til markedets bedste. Kontakt vores rejsekonsulenter – de kan rådgive dig, så du får en forsikring, der passer til dit behov.  Det anbefales at medbringe en kopi af pas, vaccinationskort og forsikringspapirer, evt. både i papirform og tilgængeligt på telefon.

    Vær opmærksom på, at der kan være særlige betingelser for personer over 70 år.

    Medicin & vaccinationer

    Vi gør opmærksom på, at vaccinationer altid skal drøftes med egen læge i god tid inden afrejsen til Ecuador. Normalt anbefales vaccination mod stivkrampe og smitsom leverbetændelse (hepatitis A). Det er en god ide at informere rejselederen om specielle sygdomme – en information, som naturligvis bliver behandlet fortroligt. Tager du livsvigtig medicin, anbefaler vi, at du medbringer en beskrivelse af indholdet på engelsk. Denne kan fås hos egen læge eller på apoteket. Husk at pakke medicinen i din håndbagage.

    Valuta & kreditkort

    Møntfoden i Ecuador er amerikanske dollars. Det er en god ide at medbringe små sedler, da $ 50 og $ 100 sedler er svære at veksle, og ikke modtages alle steder. Der er bankautomater i alle større byer på fastlandet, men kun i Puerto Ayora på Galápagos-øerne. Kreditkort som MasterCard, Visa, Diners og American Express modtages ikke alle steder, og der vil ofte blive opkrævet et gebyr i forbindelse med betaling.

    Værd at vide om opholdet på Galápagos

    På flyet til Galapagos-øerne må den indtjekkede bagage maks. veje 20 kg. Ved ankomst til Galápagos-øerne skal der betales en afgift til Galápagos Nationalpark, som p.t. er på US $100 i kontanter.

  • Lokale forhold

    Tidsforskel

    Tidsforskellen mellem Danmark og Ecuador er 6 timer, når der er vintertid i Danmark, og 7 timer når der er sommertid. Tidsforskellen mellem Danmark og Galapagos-øerne er henholdsvis 7 og 8 timer.

    Transport

    Busserne i Ecuador har ikke helt samme standard som i Europa, men vi har naturligvis valgt den bedste kategori med aircondition. Bemærk, at der er begrænset plads til håndbagage på busrejsen.

    Drikkepenge

    Det er almindeligt at give drikkepenge i Ecuador. Lønningerne i servicebranchen er generelt meget lave, så for dem, der arbejder i servicebranchen, er det en del af lønnen, og derfor er det vigtigt, at man er opmærksom på denne skik. På restauranter lægger man typisk 10 % oveni regningen. Taxachauffører forventer også drikkepenge, og 10 % oveni prisen er passende. Stuepigerne på hotellerne sætter også pris på drikkepenge (1$ pr nat pr. rejsedeltager).  På rundrejsen vil der være tale om drikkepenge til buschauffører, lokalguider og hotelpersonale. Det beløber sig ca. 5-10$ pr. dag pr. rejsedeltager, men det er naturligvis helt op til den enkelte, hvor meget man ønsker at give. Af denne grund har vi derfor ikke inkluderet drikkepenge i rejsens pris.

    Lidt om hotellerne

    Vi har valgt 3- og 4-stjernet hoteller med god beliggenhed, men da hotellerne i Ecuador ikke tildeles stjerner efter dansk standard, kan der være hoteller, hvor man vil opleve en lavere standard. På visse hoteller må man være forberedt på, at der kan være begrænsning på det varme vand. Vi gør opmærksom på, at der i sjældne tilfælde kan forekomme hotelændringer undervejs på rejsen. Eventuelle ændringer vil tilstræbes at være af tilsvarende standard.

    Sikkerhed

    Ecuador er generelt et sikkert land at rejse i, men man skal selvfølgelig bruge sin sunde fornuft og passe på sine ejendele. Det tilrådes, at man holder sig til turistområderne og generelt ikke går ud alene, når det er mørkt. Penge og værdigenstande bør holdes tæt på kroppen i områder med mange mennesker. Det er en god ide at opbevare værdigenstande, der ikke medbringes på udflugter, i en sikkerhedsboks på hotellet.

    Elektricitet

    Strømstyrken i Ecuador er 110 volt, og der bruges stik med flade ben, så husk at medbringe en adapter. Strømafbrydelser kan forekomme.

    Mobiltelefon & Internet

    Det er dyrt at ringe til Danmark fra mobiltelefon og fra hotellet. Det er en fordel at købe et telefonkort eller benyt internet-telefoni. Det er nemt og billigt at komme på internettet, da mange hoteller tilbyder WiFi, og internetcafeer er udbredt i de større byer.

  • Gode råd

    Gode råd

    Ved evt. bagageforsinkelse er det en fordel at have de vigtigste ting ved hånden. F.eks. medicin, kontaktlinsevæske, tandbørste og et ekstra sæt tøj pakkes gerne i håndbagagen. De sydamerikanske toiletforhold er forholdsvis primitive set i forhold til vores del af verdenen, og der er ofte intet toiletpapir. Det er en god ide, altid at have håndsprit med sig.

    Det frarådes at drikke vand fra hanen, og isterninger skal man også undgå. Vand på flaske kan købes overalt. Tjek at flasken er uåbnet/forseglet inden brug. Brug ligeledes vand på flaske til tandbørstning. Undgå frisk frugt og grøntsager, der er vasket i postevand, og friskpresset juice. Husk i øvrigt at drikke rigeligt, da der er stort væsketab på grund af varmen.

    Dehydrering og højdesyge

    Det er vigtigt at drikke rigeligt i varmen. Symptomer på dehydrering er kraftig farvet urin, svimmelhed og hovedpine. Indtagelse af alkohol og sodavand i større mængder øger risikoen for alvorlig dehydrering. Højdesyge hænger sammen med iltmængden i atmosfæren, og den falder med stigende højde, og ved 5.800 m er den f.eks. halveret. Quito ligger 2.850 meter over havets overflade, og nogen vil måske mærke, at det kan være anstrengende, at bevæge sig. For at undgå højdesyge, anbefales det  at drikke masser af vand, minimum 2-3 liter om dagen. Generelt er det vigtigt at holde pauser og tage det med ro. Hyppige symptomer på højdesyge er hovedpine, kvalme og generel utilpashed.

    Møde med en anden kultur

    Ecuador har en stærkt stigende turistindustri, som i dag udgør en væsentlig del af landets samlede økonomi. Selvom vi således giver beskæftigelse til mange mennesker, skal vi altid huske på, at vi er gæster i et andet land og naturligvis skal respektere befolkningen og dens kultur. Der findes f.eks. stadig mange indianere, som ikke ønsker at blive fotograferet. Det er også vigtigt at huske, at de naturområder, vi besøger, er totalfredede reservater, som er oprettet til beskyttelse af dyr, planter og økosystemer. Det er strengt forbudt at indsamle eller beskadige planter, at forstyrre dyrs adfærd og færdes udenfor de afmærkede stier. Al form for affald skal indsamles og bringes med tilbage.

  • Fakta

    • StatsformRepublik
    • HovedstadQuito med 1,6 mio. indbyggere.
    • Befolkning16,3 mio. indbyggere. 65 % er mestizer, 25 % er indianere.
    • Største byQuayaquil med 2,3 mio. indbyggere
    • Religion95 % er katolikker.
    • SprogDet officielle sprog er spansk, men en del taler indianske sprog.
    • Nationaldag: 10. juli til minde om uafhængigheden.
    • Areal256.370 km².
    • Kystlinje2.237 km.
    • Højeste bjerg: Chimborazo på 6.310 m.
    • KlimaKlimaet i Ecuador varierer meget på grund af landets geografi. Der er ingen mærkbare ændringer i årstiden, men derimod perioder med mere eller mindre regn. I højlandet er regntiden fra oktober til maj. Det betyder, at dagene generelt har en solrig formiddag og en regnfuld eftermiddag. Temperaturen ligger mellem  9 – 20 grader, men det kan godt være koldere ved meget store højder (3.000 – 5.000 meter). Fra juni til september regner det mindre, blæser mere og temperaturen kan komme op på 25 grader. På Galapagos-øerne er der ligeledes to sæsoner. En varm/våd sæson fra januar til juni, og en kold/tør sæson resten af året. Den varme/våde sæson er varm og solrig med hyppige, korte regnbyger. Temperaturen ligger mellem 21 og 31 grader. Resten af året er vejret lidt koldere. Det er ofte overskyet, og der kan falde finregn. Temperaturen ligger mellem 19 og 26 grader. Vandtemperaturen på Galapagos i den varme/våde sæson ligger mellem 20 og 26 grader, og i den tørre/kolde sæson kan den falde til 16 grader.