Ring til os 70 22 66 00

Rejser til Estland

Baltikum er Østersøens perle, og når du rejser til Estland, oplever du det mindste af de tre smukke baltiske lande. Danmark og Estland blev historisk forbundet for evigt, da Dannebrog faldt ned fra himlen under slaget ved Lyndanisse. Ifølge legenden skete dette den 15. juni i det herrens år 1219 – en dato som vi i vores tid markerer som en national mærkedag i Danmark.

Besøg Danskerbyen og oplev søen dannet af tårer

Den danske relation til Estland er desuden også synlig med hovedstadens navn, Tallinn, der direkte oversat betyder Danskerbyen. I denne “Danskerby” ligger også Toompea-bakken. Det er på Toompea-bakken, at Valdemar Sejr byggede en stor borg for at kunne forsvare Tallin mod fjender, hvilket er et oplagt udflugtsmål, når du rejser til Estland.

Ifølge Estlands nationalepos – Kalevipoeg – blev bakken skabt af Linda, som var gift med Kalev. Da Kalev døde, valgte Linda at bygge en gravhøj til ære for hendes elskede mand. Det var et hårdt arbejde at slæbe sten op til den 50 m høje bakke, og på et tidspunkt satte Linda sig ned og græd over Kalevs død – og hendes tårer dannede den store sø i Tallinn – Ülemiste-søen. Toompea-bakken huser i dag vigtige bygninger såsom parlamentet og den flotte Alexander Nevsky-katedral. Det er også herfra, du får nogle flotte udsigter over Tallinn og de mange kirketårne, som pryder byens skyline.

Charmerende Tallinn

Når du rejser til Estland, vil du erfare, at Tallinn er en skøn og idyllisk by, hvor specielt den gamle bydel er utrolig charmerende og hyggelig. Alt er inden for gåafstand i det område, som befinder sig inden for de gamle bymure – hvilket også er her, hvor byens seværdigheder findes. Med sine ca. 400.000 indbyggere udgør Tallinn 1/3 af landets befolkning, som bor på et areal lidt større end Danmark.

Estisk natur og spisevaner

Kørsel gennem det estiske landskab minder meget om Danmark, både hvad angår natur, klima, dyreliv og plantearter. Dog er næsten halvdelen af landet dækket af skov, der findes mere end 1.500 søer og Estlands højeste punkt, Suur Munamägi, slår med sine 318 m lige vores eget Himmelbjerg. Det estiske køkken minder meget om det danske med brød og sågar rugbrød til morgenmad. Esterne har den samme svaghed for rugbrød som os danskere, dog er de oftest bagt uden kerner. Til aftensmad bliver der spist svinekød, oksekød, fjerkræ, kartofler, kål, sovse og grøntsager.

Der venter en spændende historie i det oversete rejseland!

Når du rejser til Estland, kan du glæde dig til at dykke ned i en spændende historie. Esterne er et meget stolt folkefærd, som igennem det meste af landets historie har været besat af forskellige stormagter. Danmark sad på magten helt frem til 1346, hvorefter Danmark valgte at sælge Estland til den Tyske Orden. Derefter har landet været besat af Sverige, Zarrusland, Tyskland og i nyere tid Sovjetunionen. Estland har som de andre baltiske lande været igennem en hård periode siden 2. verdenskrigs begyndelse. Hitler og Stalin lavede en ikke-angrebspagt, hvor de samtidig delte de østeuropæiske lande imellem sig. De tre baltiske lande gik til Sovjetunionen, og kort tid efter besatte Sovjetunionen de tre lande. Hitler brød dog pagten og invaderede de baltiske lande i 1941. Tyskerne blev først anset som befriere, men hurtigt fandt esterne ud af, at tyskerne ikke var meget bedre end russerne. Sovjetunionen vandt de baltiske lande tilbage igen i 1944 og holdt magten helt frem til 1991, hvor de tre lande erklærede sig selvstændige.

Estland er fortsat et lidt overset rejseland, hvilket man kan nyde godt af, da man ikke risikerer at følge i slipstrømmen på turisthorder, når man rejser til Estland!

Find din næste rejse til Estland nedenfor.

 

Alle rejser

Alt det praktiske

  • Praktisk information ved bestilling af rejse

    På hjemmesiden er den praktiske information begrænset til det, der er nødvendigt og relevant for at træffe beslutning om en rejse og om rejsemålet.

    Når din rejse er bestilt, vil du sammen med din ordrebekræftelse og efterfølgende rejsedokumenter modtage ekstra information, gode råd samt vejledning, der forholder sig specifikt til din rejse.

    Læs mere i vores generelle rundrejsebestemmelser her.

  • Inden du rejser til Estland

    Pas og visum

    Visum er ikke nødvendigt for danske statsborgere. Passet skal være gyldigt under opholdet. Det anbefales at medbringe en kopi af pas, vaccinationskort og forsikringspapirer, evt. både i papirform og tilgængeligt på telefon.

    Toldregler

    De aktuelle regler for, hvad du må bringe med hjem fra udlandet, kan du læse om på www.borger.dk’s hjemmeside her.

    Vær opmærksom på, at væsker (drikkevarer, parfume, toiletartikler og lignende) kan blive konfiskeret ved flyskift, endda selv om de er blevet plomberet ved indkøb i foregående lufthavne. Derfor anbefaler vi, at du venter med toldfrie indkøb til den sidste lufthavn inden ankomstlufthavnen.

    Rejseforsikring

    På enhver udlandsrejse har du behov for en god rejseforsikring, som dækker i forbindelse med akut opstået sygdom mv. Risskov Rejser samarbejder med Europæiske ERV, som er specialiseret i rejseforsikringer og tilbyder produkter med dækninger, som hører til markedets bedste. Kontakt vores rejsekonsulenter – de kan rådgive dig, så du får en forsikring, der passer til dit behov.

    Medicin

    Det er en god idé at informere rejselederen om specielle sygdomme – en information, som naturligvis bliver behandlet fortroligt. Tager du livsvigtig medicin, anbefaler vi, at du medbringer en beskrivelse af indholdet på engelsk. Kan fås hos egen læge eller på apoteket. Husk at pakke medicinen i håndbagagen.

    Krav til fysisk formåen

    Som udgangspunkt skal alle rejsende være selvhjulpne. Vores rejser er generelt ikke egnet for gangbesværede, da mange seværdigheder opleves til fods og kræver, at du er i stand til at gå min. 5 km dagligt.

    Valuta og kreditkort

    Valutaen i Estland er euro og kan hæves i automater i de fleste byer. Enkelte butikker, restauranter og caféer tager ikke imod internationale kreditkort. Derfor anbefaler vi, at man medbringer lidt kontanter. For alle tre lande gælder, at selv om kriminalitet med kreditkort er begrænset, er det vigtigt at holde øje med sit kort. Det er en god idé at medbringe mere end ét kreditkort. På den måde er du på den sikre side, hvis der skulle opstå problemer med det ene kort. Husk de nødvendige informationer, hvis du får brug for at spærre dit kreditkort.

  • Lokale forhold

    Tidsforskel

    Estland er 1 time foran i forhold til Danmark.

    Transport

    Transportmidler vil være af god turiststandard efter lokale forhold. Bemærk, at der på busrejser er begrænset plads til håndbagage, som skal kunne stå under sædet, da hattehylden er forbeholdt overtøj.

    Drikkepenge

    Det er almindeligt at give drikkepenge til personer, der arbejder i servicebranchen. På restauranter lægger man typisk 10-15 % oven i regningen. På rundrejsen vil der være tale om drikkepenge til buschauffører, lokalguider og restaurantpersonale ved de måltider, der er inklusiv i rejsens pris. Sammen med rejsedokumenterne sender vi information om, hvad vi vurderer som et passende beløb på den pågældende rejse, men det er naturligvis helt op til den enkelte, hvor meget man ønsker at give. Af denne grund har vi ikke inkluderet drikkepenge i rejsens pris, og det skal understreges, at drikkepenge er frivillige.

    Hoteller

    Vi har som hovedregel valgt 3- og 4-stjernede hoteller på vores rundrejser, men da udenlandske hoteller ikke tildeles stjerner efter dansk standard, kan der være hoteller, hvor man vil opleve en anelse lavere standard. Vi gør opmærksom på, at der i sjældne tilfælde kan forekomme hotelændringer undervejs på rejsen. Eventuelle ændringer vil tilstræbes at være af tilsvarende standard.

    Sikkerhed

    Det er en god idé at opbevare værdigenstande i en sikkerhedsboks på værelset eller i receptionen. Enkelte hoteller tager betaling for brug af sikkerhedsboks. Lommetyve er primært et storbyfænomen – dette gælder også for Estland. Gå derfor ikke med pengepung i baglomme, åben taske eller rygsæk.

    Elektricitet

    Estland bruger 220 volt. Medbring en adapter, da stiktyperne kan variere.

    Mobiltelefon og Wi-Fi

    Det er sædvanligvis dyrt at bruge en dansk mobiltelefon uden for Danmark, bortset fra rejse i EU-lande, hvor der er indført roaming til hjemmetakst, således at du kan ringe, sende sms og bruge datatjenester uden ekstra omkostninger. Rejser du uden for EU, er internettelefoni den billigste løsning, og der er adgang til gratis Wi-Fi på de fleste hoteller. Landekode til Danmark ved opkald fra udlandet er +45 før telefonnummeret.

    Mad og drikke

    Køkkenet er præget af kartofler, rødbeder, svampe og kål. Til de fleste måltider serveres kød, pølser eller fisk til hovedret. Fisk udgør en stor del af diæten i Estland på grund af landets store fiskeriflåde. Desuden spises en del sauerkraut. I Estland findes flere gode lokale øl og vodka i alle prisklasser.

    Man kan drikke vandet i Estland, men det smager markant anderledes end dansk postevand, da det tilsættes klor og renses med flere kemikalier end i Danmark. Vi anbefaler derfor, at man køber vand på flaske.

    Rygning

    Rygning i bussen er ikke tilladt. Ligeledes vil der på de fleste restauranter, hoteller, strande og offentlige områder være rygeforbud. Rejselederen vil naturligvis informere om de aktuelle rygeregler ved ankomst.

  • Gode råd

    Bagage

    Ved evt. bagageforsinkelse er det en fordel at have de vigtigste ting ved hånden. F.eks. medicin, kontaktlinsevæske, tandbørste og et ekstra sæt tøj pakkes gerne i håndbagagen. Da vejret er omskifteligt som i Danmark, anbefales det at medbringe en let regnjakke eller en paraply.

    Møde med en anden kultur

    Ved besøg i kirker forventes det, at skuldre og knæ er dækkede, ellers risikerer man at blive afvist ved indgangen. Fotografering er ikke altid tilladt i kirker og andre religiøse bygninger – spørg rejselederen eller lokale på stedet. Derudover gælder de samme regler for god opførsel som i Danmark.

    Indkøb og museer

    I Estland findes et stort udvalg af lokalt kunsthåndværk som keramik, tekstiler, hatte, smykker, læderindbundne bøger og lædermapper, glasvarer og træskærerarbejder.

    Nogle museer giver rabat til studerende og ældre, medbring derfor gerne billeddokumentation. Aldersgrænsen kan variere.

  • Fakta

    • Statsform: Republik med parlamentarisk demokrati.
    • Indbyggere: 1,2 mio.
    • Hovedstad: Tallinn med 426.500 indbyggere.
    • Sprog: Det officielle sprog er estisk, men der tales også russisk og engelsk.
    • Religion: Befolkningen består af luthersk-evangeliske og russisk-ortodokse.
    • Areal: 45.228 km2 (Danmark: 43.094 km2).
    • Klima: Estland ligger på grænsen mellem tempereret kystklima og fastlandsklima. Vestenvinden fra Østersøen gør vinteren relativt mild med -2 °C i gennemsnit i januar, mens østlige vinde kan forårsage isvintre. Nedbøren er ret jævnt fordelt over hele året.

Trustpilot