Ring til os Åbent nu 70 22 66 00

Rejser til Færøerne

Velkommen til Færøerne

Der venter store oplevelser, når du rejser til Færøerne! ”Langt ude i det kviksølvlysende verdenshav ligger et ensomt lille blyfarvet land. Det lillebitte klippeland forholder sig til det store hav omtrent som et sandskorn til gulvet i en balsal.” Sådan indleder forfatter og billedkunstner William Heinesen sin roman ”De fortabte spillemænd”. Det grønne ørige bestående af 18 større og mange mindre øer syner da heller ikke af meget, når de dukker frem af skydækket under indflyvningen til Vágar. Men øriget overrasker – en rejse til Færøerne er én lang naturoplevelse.

Natur, natur og atter natur

Rejser til Færøerne byder først og fremmest på et møde med en storslået og kontrastfyldt natur. Det ene øjeblik er der udsigt til bølgende bakker med får, og efter næste sving kæmper lodrette klippesider mod det brusende Atlanterhav. Små bygder ligger i læ ved de dybe fjorde og har hver deres historie at fortælle. Gásadalur på Vágar er omgivet af høje fjelde og var indtil for få år siden eneste bygd uden vejforbindelse, men nu kommer de omkring 15 indbyggere nemt til civilisationen via en tunnel. Bygden Gjógv på Eysturoy har en lille naturhavn i bunden af smal kløft, hvor de små fiskerbåde bliver trukket helt fri af brændingen og i sikkerhed på land. Bygden Tvøroyri på Suderoy er en historisk fortælling om den kongelige danske monopolhandel, der i midten af 1800-tallet etablerede en handelsplads her.

Færøernes beliggenhed langt fra fastlandet virker som en magnet på ynglende havfugle, og mere end 50 arter yngler på de færøske fuglefjelde. De tæt befolkede fuglefjelde kan bl.a. opleves på en sejltur fra Vestmanna på Streymoy til fuglefjeldet Vestmannabjørgini, og på den vestlige del af øen Mykines med det fantastiske fuglefjeld Mykeneshólmur, hvor bl.a. søpapegøjer holder til i stort antal.

Se Færøerne fra et fårs perspektiv

Det vrimler med får på Færøerne. Et enkelt fik for nyligt fastspændt et 360 graders kamera på ryggen, så nu har du mulighed for at se øen fra et fårs perspektiv. Mens du ser videoen kan du, hvis du sidder ved en computer, dreje rundt med musen og se Færøerne i et 360 graders perspektiv.

 

Oplev den særegne nordiske kultur

En rejse til Færøerne skal naturligvis også inkludere Tórshavn, der med sine ca. 20.000 indbyggere er en af verdens mindste hovedstæder. Den består af en moderne bydel og en gammel bydel ved havnen, og på halvøen Tinganes med de maleriske røde træbygninger med græstørv på taget oprettede vikingerne omkring år 900 til deres alting. Ved Kirkjubøur på øen Streymoy, som gennem hele middelalderen var bispesæde og Færøernes åndelige og kulturelle centrum, kan man også fornemme historiens vingesus. Magnus-katedralen er opført i 1300-tallet og er en interessant, historisk oplevelse trods det, at der er tale om en ruin. I den nærliggende middelalderkirke, hvor der stadig bliver holdt gudstjeneste, er det værd at lægge mærke til altertavlen, der er malet af den færøske kunstner Sámal Joensen Mikines, og lågen med Trondur Pattersons blå glasmosaik.

Færøernes isolerede beliggenhed har været med til at skabe en stærk national identitet. Den mundtlige tradition har altid spillet en vigtig rolle, som f.eks. i kædedansen, der er en levende del af den færøske kulturskat. Ikke mange små samfund er så levende som det færøske – med eget sprog, storladne forfatterskaber og et sprudlende musikmiljø. Vores rundrejser til Færøerne er også et møde med den særegne nordiske kultur i det grønne ørige, og denne del af rejsen bliver ekstra interessant i selskab med vores rejseledere, der har et ualmindeligt stort kendskab til Færøerne.

Find din næste rejse til Færøerne nedenfor.

Alle rejser

Alt det praktiske

  • Praktisk information ved bestilling af rejse

    På hjemmesiden er den praktiske information begrænset til det, der er nødvendigt og relevant for at træffe beslutning om en rejse og om rejsemålet.

    Når din rejse er bestilt, vil du sammen med din ordrebekræftelse og efterfølgende rejsedokumenter modtage ekstra information, gode råd samt vejledning, der forholder sig specifikt til din rejse.

    Læs mere i vores generelle rundrejsebestemmelser her.

  • Inden du rejser til Færøerne

    Pas og visum

    Som dansk statsborger kan du rejse uden pas til Færøerne. Det er dog påkrævet, at du kan identificere dig med billed-ID, og her er dit pas udmærket legitimation. Som dansk statsborger behøver du ikke visum til Færøerne.

    Toldregler

    De aktuelle regler for, hvad du må bringe med hjem fra udlandet, kan du læse om på www.borger.dk’s hjemmeside her.

    Vær opmærksom på, at væsker (drikkevarer, parfume, toiletartikler og lignende) kan blive konfiskeret ved flyskift, endda selv om de er blevet plomberet ved indkøb i foregående lufthavne. Derfor anbefaler vi, at du venter med toldfrie indkøb til den sidste lufthavn inden ankomstlufthavnen.

    Rejseforsikring

    På enhver udlandsrejse har du behov for en god rejseforsikring, som dækker i forbindelse med akut opstået sygdom mv. Risskov Rejser samarbejder med Europæiske ERV, som er specialiseret i rejseforsikringer og tilbyder produkter med dækninger, som hører til markedets bedste. Kontakt vores rejsekonsulenter – de kan rådgive dig, så du får en forsikring, der passer til dit behov.

    Medicin

    Det er en god idé at informere rejselederen om specielle sygdomme – en information, som naturligvis bliver behandlet fortroligt. Tager du livsvigtig medicin, anbefaler vi, at du medbringer en beskrivelse af indholdet på engelsk. Kan fås hos egen læge eller på apoteket. Husk at pakke medicinen i håndbagagen.

    Krav til fysisk formåen

    Som udgangspunkt skal alle rejsende være selvhjulpne. Vores rejser er generelt ikke egnet for gangbesværede, da mange seværdigheder opleves til fods og kræver, at du er i stand til at gå min. 5 km dagligt.

    Valuta og kreditkort

    Møntfoden er færøske kroner, som kan hæves i banker og automater. Du kan også bruge danske kroner i butikkerne. Det er en god idé at medbringe flere kreditkort. Husk de nødvendige informationer, hvis du får brug for at spærre kortet.

  • Lokale forhold

    Tidsforskel

    Færøerne er en time bagud i forhold til dansk tid.

    Transport

    Bemærk, at der er begrænset plads til håndbagage på busrejser. Håndbagagen skal kunne stå under sædet, da hattehylden er forbeholdt overtøj og andre bløde beklædningsdele.

    Drikkepenge

    Der har ikke været tradition for drikkepenge på Færøerne, men det er blevet mere og mere almindeligt, f.eks. på restauranter, barer, caféer og i taxaer. Det er ikke påkrævet, men vi synes alligevel, det er god skik at runde op eller give 10 % ekstra.

    På rundrejsen vil der ikke være tale om betaling af drikkepenge til chauffører osv. Det anbefales dog, at man lægger et mindre beløb på værelset til hotellets stuepiger.

    Hoteller

    Vi har som hovedregel valgt 3- og 4-stjernede hoteller på vores rundrejser, men da udenlandske hoteller ikke tildeles stjerner efter dansk standard, kan der være hoteller, hvor man vil opleve en anelse lavere standard. Vi gør opmærksom på, at der i sjældne tilfælde kan forekomme hotelændringer undervejs på rejsen. Eventuelle ændringer vil tilstræbes at være af tilsvarende standard.

    Sikkerhed

    Brug sikkerhedsboks på værelset, eller få værdierne opbevaret i receptionen. Enkelte hoteller tager et depositum, som returneres ved aflevering. Kriminalitet er stort set ikkeeksisterende på Færøerne, men vi anbefaler alligevel, at du passer på dine værdier.

    Elektricitet

    Husk opladeren til f.eks. kamera og mobiltelefon. Færøerne har samme strømstyrke og stik som Danmark.

    Mobiltelefon og Wi-Fi

    Det er sædvanligvis dyrt at bruge en dansk mobiltelefon uden for Danmark, bortset fra rejse i EU-lande, hvor der er indført roaming til hjemmetakst, således at du kan ringe, sende sms og bruge datatjenester uden ekstra omkostninger. Rejser du uden for EU, er internettelefoni den billigste løsning, og der er adgang til gratis Wi-Fi på de fleste hoteller. Landekode til Danmark ved opkald fra udlandet er +45 før telefonnummeret.

    Mad og drikke

    Det færøske køkken er i høj grad præget af de naturlige omgivelser, og fisk og skaldyr spiller en stor rolle i den færøske diæt. Overalt på Færøerne findes får, og disse spises. Langt størstedelen af fårekødet hænges til tørre og bliver til enten skærpekød eller ræst, alt efter hvor langt det er i fermenteringsprocessen. I perioden, hvor der slagtes lam, er der også lammekød på menuen. I sæsonen spises også en del rabarber og bær.

    Vandet på Færøerne er rent og kan drikkes fra vandhanen.

    Rygning

    Rygning i bussen er ikke tilladt. Ligeledes vil der på de fleste restauranter, hoteller, strande og offentlige områder være rygeforbud. Rejselederen vil naturligvis informere om de aktuelle rygeregler ved ankomst.

  • Gode råd

    Bagage

    Ved evt. bagageforsinkelse er det en fordel at have de vigtigste ting ved hånden. Det er derfor en god idé at pakke f.eks. medicin, kontaktlinsevæske, tandbørste og et ekstra sæt tøj i håndbagagen.

    Da vejret er meget omskifteligt på Færøerne, anbefales det at medbringe en varm trøje eller jakke og regntøj. Af fodtøj anbefales det at medbringe vandrestøvler eller sko og gummistøvler.

    Idéer til indkøb

    Det kan anbefales at købe færøsk garn eller tøj fremstillet af færøsk uld.

    Der er mulighed for rabat for studerende, børn samt personer over 60 år på museer – husk billeddokumentation. Frimærker kan købes på alle posthuse. ”Posta her” er en service med frimærker, postkort, konvolutter m.m. som står opstillet i butikskæderne Merko og Samkeyp – ved disse steder er der også postkasser.

  • Fakta

    • Statsform: Færøerne er en selvstyrende del af det danske kongerige og har deres egen lovgivende forsamling, Lagtinget.
    • Hovedstad: Tórshavn med 12.700 indbyggere.
    • Befolkning: 51.000 indbyggere.
    • Religion: 80 % hører til den evangelisk-lutherske kirke, mens 10 % hører til brødremenigheden, og resten diverse andre trossamfund.
    • Sprog: Det officielle sprog er færøsk, men de fleste kan også dansk.
    • Areal: 1393 km² (Danmark 43.094 km²).
    • Klima: Færøerne har tempereret ø-klima, og vejret kan være meget omskifteligt. Det ene øjeblik kan der være sol og blå himmel, og det næste stærk vind og regn. Færøerne bliver tit kaldt for ”måske-landet” (The Land of Maybe), fordi vejret tit bestemmer, hvordan dagen udfolder sig, og dermed hvorvidt planlagte arrangementer kan gennemføres eller ej. Golfstrømmen bevirker, at gennemsnitstemperaturen er på 3 °C om vinteren og 11 °C om sommeren. Luften er altid ren og frisk pga. vejrforholdene.

Trustpilot