Se vores Rejsekalender
Skriv til os på verden@risskov.com
Ring til os 70 22 66 00
Ring til os 70 22 66 00
Det bedste af Nordindien

11 dage fra kr. 14.995

Om rejsen

Støvede veje og farvestrålende sarier. Hellige køer og tudende bilhorn. Duften af karry og den evige røgelse, der tavst smyger sig under chantende munkes bedende hænder. En rejse til Indien er meget mere end blot Taj Mahal og legenderne om Mahatma Gandhi, det er en sanserejse til en helt anden verden.

På denne rejse bliver hver dag en oplevelse for dine sanser, og vi kan godt love dig, at du kommer hjem med et nyt syn på verden. Højdepunkterne er Den Gyldne Trekant med bl.a. kærlighedsmonumentet Taj Mahal og den lyserøde by i Jaipur, hvor en af de store oplevelser er Vindenes Palads. Derudover besøger vi Ranthambore National Park, som tidligere var jagtmark for Jaipurs maharajaer. I dag gør man en stor indsats for at bevare det farverige dyreliv, og Ranthambore er et af de steder i Indien, hvor chancen for at se den bengalske tiger er størst. Rejsen afrundes i stemningsfyldte Varanasi, som i mere end 2.000 år for hinduer har været, hvad Jerusalem er for jøder og Mekka for muslimer – det sted på jorden, der bringer mennesket tættest på paradis. Vi sejler en tur på Ganges, og om aftenen er vi vidne til en af de mange ceremonier, der hver dag udspiller sig ved floden, hvor ligbålene brænder på trapperne døgnet rundt.

Glæd dig fordi:

  • du ser kærlighedsmonumentet Taj Mahal – et af verdens syv vidundere
  • du kører rickshaw igennem Old Delhi og oplever både Old Delhi og New Delhi
  • vi besøger “den lyserøde by” Jaipur og ser bl.a. Vindendes Palads, der blev bygget, så kvinderne kunne kigge ud uden selv at blive set
  • vi besøger maharajaernes tidligere jagtmarker i Ranthambore og tager på safari efter den bengalske tiger
  • der venter en helt særlig stemning i pilgrimsbyen Varanasi
  • vi sejler på Ganges og er vidne til en af de mange ceremonier langs floden

Kom med til et inspirationsmøde

Mød din rejselede

Det siger rejseleder Henriette Berg Hansen om Indien & Nepal

“Indien og Nepal byder på en rutsjebanetur gennem mange anderledes og pudsige oplevelser; store som små. Som rundrejseleder i de to lande, gennem snart to årtier, har jeg været med til at aflive mange fordomme om landene; og jeg kan garantere een ting; en rejse til Indien og Nepal er meget berigende, på alle måder. Kom bare med!”


Læs mere om Henriette Berg Hansen

Det siger rejseleder Henriette Berg Hansen om Indien & Nepal

“Indien og Nepal byder på en rutsjebanetur gennem mange anderledes og pudsige oplevelser; store som små. Som rundrejseleder i de to lande, gennem snart to årtier, har jeg været med til at aflive mange fordomme om landene; og jeg kan garantere een ting; en rejse til Indien og Nepal er meget berigende, på alle måder. Kom bare med!”


Læs mere om Henriette Berg Hansen

Dagsprogram

  • Dag 1 Afrejse fra Danmark
  • Dag 2 Ankomst og tur rundt i Old og New Delhi

    Vi lander i Indiens hovedstad Delhi, der dækker et kæmpe område med omkring 15 mio. indbyggere. Efter indtjekning på hotellet tager vi med rickshaw på sightseeing rundt i Delhi. Delhi er faktisk to byer i én – Old Delhi med fortet, moskéerne og de mange basarer, og New Delhi anlagt af briterne med brede boulevarder, parker og prægtige bygninger. Vi koncentrerer os først om Old Delhi, der summer af kaotisk stemning. Her ligger den smukke moské Jama Masjid, der er Asiens største, og som hver fredag samler omkring 20.000 mennesker til bøn. Vi skal også se Mahatma Gandhis mindesmærke, Raj Ghat, hvor en evigt brændende flamme markerer stedet for Gandhis kremering i 1948. Vi ser også Det Røde Fort, som var hovedresidens for herskere af Mogul-dynastiet gennem knap 200 år indtil 1857.

    Når vi har spist frokost på en nærliggende restaurant, fortsætter vi turen gennem New Delhi. Vi kører forbi præsidentens officielle residens og India Gate, som er en 42 m høj triumfbue rejst til minde om faldne indiske soldater i 1. verdenskrig. På turen kommer vi også forbi Humayans Grav, som i 1570 satte tonen for den særlige Mogul-arkitektur, som nåede sit højdepunkt 80 år senere med opførelsen af det mægtige Taj Mahal.

    Inkluderede måltider: Frokost og aftensmad.

    Her bor du dag 2

    The Suryaa New Delhi

    The Suryaa New Delhi er placeret i det rolige turistområde New Friends Colony, ikke langt fra Indira Gandhi International Airport, og tilbyder bl....

  • Dag 3 Videre til Jaipur, der er hovedstad i Rajasthan

    Efter morgenmaden kører vi til  Jaipur, hvor vi skal bo på hotel de næste to dage. På vej ud af Delhi ser vi Indiens højeste minaret, Qutub Minar, bygget af Qutub-Ud-Din Aibek i 1199. Vi fortsætter til Jaipur, som er hovedstaden i Indiens største delstat, Rajasthan. Delstaten i det nordvestlige Indien har spillet en vigtig rolle i Indiens historie. Rajasthan var tidligere det sagnomspundne rige Rajputana, som blev grundlagt i det 7.-8. årh. af klaner fra Afghanistan. Faktisk kan man stadig se mænd, der går klædt som deres forfædre med snabelsko, turban og en krum kniv i bæltet. Stormogulerne og maharajaerne levede i deres storhedstid i overdådig luksus og byggede fantastiske paladser, og mange af Indiens største seværdigheder ligger i denne del af Indien. Vi spiser frokost undervejs og når til Jaipur om eftermiddagen. Byen bliver kaldt ”den lyserøde by”, fordi bygningerne er malet lyserøde og på den måde kommer til at ligne sandstensbygningerne fra stormogulernes tid. Efter ankomst til hotellet i Jaipur er der mulighed for at slappe af eller på gå opdagelse i de nærliggende bazarer eller besøge et hinduistisk tempel.

    Inkluderede måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad.

    Her bor du dag 3 & 4

    Fortune Select Metropolitan

    Fortune Select Metropolitan ligger overfor Jaipur Nehru Sahkar Bhawan og tilbyder tagterrasse med swimmingpool, spa, gratis parkeringspladser samt ...

  • Dag 4 Eventyrlige Amber Fort og til "den lyserøde by"

    Den første hele dag i Jaipur begynder med en udflugt til Amber, som er Rajasthans gamle hovedstad. Her skal vi se Amber Fort, som ligger på toppen af en bjergkam. Elefanter har altid været en del af Indien og spiller en stor rolle for landets kultur og religion. Mange turister ridder på elefantryg op til fortet, men vi har istedet for valgt at besøge elefantlandsbyen og se, hvordan Jaipurs elefanter lever, når de ikke er på arbejde ved fortet. Vi kører senere i jeeps op til fortet. Fortet er i sig selv et ubeskriveligt eventyr med sandeltræsdøre med indlagt perlemor, tæpper med blomster så nøjagtige, at de kunne være virkelige, og et rum med smukke, detaljerede spejlmosaikker.

    Ved middagstid ser vi, hvordan de smukke, indiske tæpper bliver fremstillet og hører om motiverne, når vi besøger vi en af de gamle og meget anerkendte tæppeproducenter. Her får vi også serveret en let frokostsnack inden turen går videre.

    Om eftermiddagen skal vi se en række spændende seværdigheder i Jaipur. Vi besøger “den lyserøde by”, der viser, hvor overdådigt og ødselt maharajaerne levede. Facaden til Vindenes Palads er sandsynligvis den mest fotograferede facade i Indien, og selve bygningen var oprindelig lavet, så kvinderne kunne kigge ud uden selv at blive set. Vi ser også Jantar Mantar Observatory, som er det største af de fem astrologi- og astronomiobservatorier, som byens grundlægger maharaja Jai Singh lod bygge i perioden 1727-1734.

    Inkluderede måltider: Morgenmad, frokostsnack og aftensmad

  • Dag 5 Fra Jaipur til Ranthambore

    Efter vi har spist morgenmad på hotellet, går turen videre mod Ranthambore National Park, som er en af de største og mest berømte nationalparker i det nordlige Indien. Tidligere var parken jagtmark for Jaipurs Majarajaer, men i dag gør man en stor indsats for at bevare det farverige dyreliv. Det tager ca. fire timer at køre fra Jaipur til Ranthambore, så der er god tid til at nyde det skønne resort, som vi skal bo på de næste to dage.

    Der er også mulighed for at komme på en vandretur op på det UNESCO-fredede Rantambhore-fort, som ligger med en helt enestående smuk placering i Rantambhore-nationalparken.

    Inkluderede måltider: Morgenmad, frokost, aftensmad.

    Her bor du dag 5 & 6

    Ranthambhore Regency

    Hotellet er et 4-stjernet familiedrevet resort, som kombinerer det bedste fra junglens natur med det moderne og luksuriøse. På de komfortable og ...

  • Dag 6 Naturoplevelser og safari i Rantambhore National Park

    Dagen begynder tidligt allerede inden morgenmaden, for det er morgen og aften, at der er størst chance for at se nationalparkens dyreliv. Her tidligt om morgenen er der en dejlig stemning med fuglesang, og lyset er helt fantastisk. Vi kan ikke give nogen garantier, men Ranthambore er et af de steder i Indien, hvor chancen for at se den bengalske tiger er størst, da bestanden er stor i forhold til nationalparkens størrelse. Men der er også mange andre dyrearter, som er interessante at iagttage. Ved vandhullerne mødes flokke af antiloper og hjorte, krokodillerne varmer sig i den tidlige morgensol, og aberne sidder nysgerrige i trækronerne. Det kan være svært at løsrive sig fra den fascinerende natur, men efter nogle timer kører vi tilbage til resortet og spiser morgenmad – og så kan du glæde dig til, at vi vender tilbage til nationalparken til endnu en spændende safaritur senere på dagen.

    Inkluderede måltider: Morgenmad, frokost, aftensmad.

  • Dag 7 Fra Ranthambhore til Agra med besøg i "Den forladte by"

    Vi tager afsked med Ranthambhore og sætter med tog kursen mod Agra. Toget standser i Bharatpur, hvorfra vi stiger ombord på bussen og kører det sidste stykke.

    Inden vi ankommer til Agra, får vi en eventyrlig oplevelse, når vi ser den forladte røde hovedstad Fatehpur Sikri, som stormogul Akbar byggede i 1600-tallet. Da det viste sig, at byens brønde tørrede ud, blev stedet forholdsvist hurtigt forladt og kom til at stå urørt i 300 år. Vi går en tur i byen, der er komplet med paladser og moskéer, og vi skal bl.a. se den smukke moské Jama Masjid.

    Inkluderede  måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad.

    Her bor du dag 7 & 8

    Howard Plaza the Fern

    Med sin placering i turistområdets absolutte centrum ikke langt fra Taj Mahal, er Hotel Howard Plaza the Fern et perfekt udgangspunkt for at udfor...

  • Dag 8 Dagens highlights er Taj Mahal og Agra Fort

    Denne dag skal vi opleve Taj Mahal – et af verdens syv vidundere og et af rejsens absolutte højdepunkter. Stormogulen Shah Jahan opførte Taj Mahal til minde om sin hustru, Mumtaz Mahal, der døde i 1631 kort efter, at hun havde født sit 14. barn. Gravmælet er opført i hvidt marmor og overdådigt udsmykket med perlemor og halvædelstene og tog 20.000 arbejdere 22 år om at bygge. Det er ikke nemt at løsrive sig fra denne smukke arkitektoniske perle, men næste oplevelse venter.

    Vi besøger Agra Fort, der har en fantastisk placering højt over Yamuna-floden. Fortet er grundlagt af stormogulen Akbar i 1565 og færdiggjort af sønnen Shah Jahan og er mere end blot et fort. Der er tale om et kunstfærdigt udsmykket palads med audienssale og private gemakker.

    Inkluderede måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad.

    Om aftenen kan vi varmt anbefale at købe billet til det flotte Mohabbar The Taj Show. Et imponerende show, der meget smukt beslriver kærlighedshistorien mellem Stormogulen Shajahan og hans elskede hustru Mumtaz Mahai. En fin måde at runde dagen af på. Prisen er ca. 20 USD pr. person, og rejselederen hjælper naturligvis med at købe billetterne.

  • Dag 9 Med fly fra Delhi til den hellige by Varanasi

    Når vi har spist morgenmad, tager vi afsted til Delhis lufthavn for at flyve til Varanasi, hvor vi skal overnatte de næste to nætter. Den første aften er fri til at udforske Varanasi, som er en af hinduismens helligste byer. Rejselederen kommer gerne komme med forslag til, hvad man kan opleve.

    Inkluderede måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad.

    Her bor du dag 9 & 10

    The Amayaa

    Borte fra byens larm og støj, men stadig i hjertet af den hellige by Varanasi, finder du The Amayaa. Hotellet tilbyder bl.a. faciliteter som udend...

  • Dag 10 Sejltur på Ganges og aftenceremoni ved floden

    Varanasi er for hinduer, hvad Jerusalem er for jøder og Mekka for muslimer – det sted på jorden, der bringer mennesket tættest på paradis.

    Vi står tidligt op, så vi kan komme ned og opleve solopgangen ved Ganges og de mange religiøse morgenritualer. Vi sejler en tur på floden, så vi kan se det hele fra vandsiden og vi besøger forskellige trapper, ”ghats”, som leder ned mod floden. Vi går også en tur gennem det gamle Varanasis snørklede gader, som i mere end 2.000 år har været det sted, som hinduer valfarter til mindst én gang i livet.

    Efter en morgen med mange oplevelser tager vi tilbage til hotellet, hvor vi spiser morgenmad og slapper lidt af. Dernæst besøger vi Sarnath, som er et buddhistisk valfartssted – det var nemlig her, Buddha holdt sin første prædiken. Da vi alligevel er lidt uden for Varanasi forsøger vi også at finde tid til at besøge en lille landsby, så vi kan se, hvordan inderne bor uden for byen.

    Efter aftensmaden tager vi ud til Ganges-breden igen, så vi kan være vidne til en ægte “Aarti” (prædiken), og nogle af de mange andre ceremonier, som hver aften udspiller sig ved floden, hvor ligbålene brænder på trapperne døgnet rundt. Ingen oplevelse  findes lignende andre steder i verden.

    Inkluderede måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad.

  • Dag 11 Afrejse fra Varanasi og ankomst til Danmark

    Efter morgenmaden, og godt mætte på oplevelser, kører vi til lufthavnen og flyver via Delhi tilbage til Danmark.

    Inkluderede måltider: Morgenmad.

Hent det samlede rejseprogram her

Priser & afgange

Prisen inkluderer

  • Flyrejse inkl. skatter og afgifter – se flytider og rejseplan under den pågældende afgang
  • Indenrigsfly mellem Delhi og Varanasi
  • Togbillet fra Ranthambore til Bharatpur
  • 9 overnatninger i dobbeltværelse på gode 4- og 5-stjernede hoteller. Alle med pool og god beliggenhed.
  • 9 x morgenmad, 9 x frokost og 9 x aftensmad (helpension)
  • 2 flasker vand pr. dag
  • Al transport og udflugter inkl. entréer jf. program (værdi kr. 1.100)
  • Rickshaw-sightseeing i Old Delhi
  • 2 x jungle-safari i Ranthambore Nationalpark
  • 2 x sejltur på Ganges
  • Besøg ved Amber Fort og Taj Mahal
  • Mange lokale næroplevelser og besøg på bl.a. tæppefabrik
  • Engelsktalende lokalguide
  • Dansk rejseleder

Tillæg pr. person

  • Enkeltværelsestillæg kr. 2695
Dato Varighed Rejseleder Afrejselufthavn Pris pr. person Bestilling

Alt det praktiske

  • Inden du rejser til Indien

    Pas & visum

    Der er visumpligt til Indien. Indien har i starten af 2016 ændret deres visumregler, så det nu er blevet nemmere for danske statsborgere at søge om visum, da dette kan ske digitalt og ikke længere kræver fremmøde på den indiske ambassade. Visum koster 60 USD og søges via den indiske ambassades hjemmeside: http://www.indian-embassy.dk/visa_online.html 

    Bemærk, at dit pas skal være gyldigt mindst 6 måneder efter hjemrejse.

    Toldregler

    For aktuelle regler om, hvad der må medbringes til/fra Indien, se Skats hjemmeside (www.skat.dk og søg på ”toldregler på rejsen”). Bemærk, at ved flyskift kan væsker (drikkevarer, parfume, toiletartikler), endda selv om de er blevet plomberet ved indkøb i foregående lufthavne, blive konfiskeret. Derfor anbefaler vi, at man venter med toldfrie indkøb til den sidste lufthavn inden ankomstlufthavnen.

    Rejseforsikring

    Det er vigtigt at tegne en rejseforsikring, der f.eks. dækker omkostninger ved sygdomsbehandling og hjemtransport og i forbindelse med stjålne og ødelagte ejendele, da Risskov Rejser ikke påtager sig noget ansvar i den forbindelse. Vi samarbejder med Europæiske ERV, fordi dækningen på deres produkter hører til markedets bedste. Kontakt vores rejsekonsulenter – de kan rådgive dig, så du får en forsikring, der passer til dit behov. Vær opmærksom på, at der kan være særlige betingelser for personer over 70 år. Det anbefales at have kopi af pas, visum og forsikringspapirer elektronisk, evt. på en e-mail, som er tilgængelig fra udlandet, hvis du er uheldig at miste dokumenterne.

    Medicin & vaccinationer

    Vi gør opmærksom på, at vaccinationer altid bør drøftes med egen læge, men normalt anbefales vaccination mod smitsom leverbetændelse. For yderligere information, kontakt venligst egen læge eller Statens Seruminstitut (tlf. 32 68 32 68) i god tid inden afrejsen til Indien. Det er en god idé at informere rejselederen om specielle sygdomme – en information, som naturligvis bliver behandlet fortroligt. Tager du livsvigtig medicin, anbefaler vi, at du medbringer en beskrivelse af indholdet på engelsk. Kan fås hos egen læge eller på apoteket. Husk at pakke medicinen i håndbagagen.

    Valuta & kreditkort

    Den indiske møntfod hedder Indiske Rupee (INR), og 100 INR svarer til ca. 11 DKK. Man skal ikke veksle til indisk valuta i Danmark. Derimod medbringes US-dollars, som veksles ved ankomsten.Store sedler kan være svære at slå i stykker, når man kommer udenfor de større byer, så det er en fordel at have en samling mindre sedler.

    Det er muligt at betale med kreditkort på hoteller og i større forretninger. Mod gebyr er det muligt at hæve på sit kreditkort i bankernes hæveautomater. Husk at medbringe pas ved enhver veksling. Det kan anbefales at medbringe mere end ét kreditkort. På den måde er du på den sikre side, hvis der skulle opstå problemer med det ene kort. Husk de nødvendige informationer, hvis du får brug for at lukke dit kreditkort.

  • Lokale forhold

    Tidsforskel

    Indien udgør en tidszone og er fire timer forud dansk normaltid.

    Transport i Indien

    Busserne i Indien har ikke helt samme standard som i Europa, men vi har naturligvis valgt den bedste kategori med aircondition. Bemærk at der er begrænset plads til håndbagage på busrejsen. Håndbagagen skal kunne stå under sædet eller være på hattehylden.

    Drikkepenge

    Det er almindeligt at give drikkepenge i Indien. Lønningerne er generelt meget lave, så for mange af dem, der arbejder i servicebranchen, er det en del af lønnen, og derfor er det vigtigt, at man er opmærksom på denne skik. På rundrejsen vil der være tale om drikkepenge til buschauffører, lokalguider og hotelpersonale. Rejselederen vil foreslå et beløb, men det er naturligvis helt op til den enkelte, hvor meget manønsker at give. Af denne grund har vi derfor ikke inkluderet drikkepenge i rejsens pris.

    Lidt om hotellerne

    Vi har valgt 4- og 5-stjernede hoteller med god beliggenhed, men da hotellerne ikke tildeles stjerner efter dansk standard, kan der være hoteller, hvor man vil opleve en lavere standard. På visse hoteller må man være forberedt på, at der kan være begrænsning på det varme vand. Vi gør opmærksom på, at der i sjældne tilfælde kan forekomme hotelændringer undervejs på rejsen. Eventuelle ændringer vil tilstræbes at være af tilsvarende standard.

    Sikkerhed

    Selv om kriminaliteten er lav i Indien, skal man udvise forsigtighed med hensyn til penge og værdigenstande og f.eks. undlade at medbringe værdifulde smykker. Opbevar penge, pas og kreditkort tæt på kroppen og vær ekstra opmærksom, når du handler eller hæver penge. Det er en god ide at opbevare værdigenstande, der ikke medbringes på udflugter, i sikkerhedsboks på hotellet.

    Elektricitet

    Husk opladeren til f.eks. kamera og mobiltelefon. I Indien benytter man 220 volt vekselstrøm som i Danmark. Danske stik passer i mange stikkontakter, men da der findes mange stiktyper, er det en fordel at medbringe en adapter.

    Mobiltelefon & Internet

    Det er normalvist ikke noget problem at bruge sin danske mobiltelefon. Det er dog meget dyrt både at ringe og modtage opkald på en dansk mobiltelefon. For at ringe til Danmark fra Indien tastes 0045 plus telefonnummer, og til Indien fra Danmark tastes 0091 plus telefonnummer. Internet-telefoni er den billigste løsning, og der er WiFi på de fleste hoteller – evt. mod betaling.

    Mad & drikke

    Kendetegnet ved det indiske køkken, er brugen af masser af krydderier. Specielt karry findes i de fleste retter. Karry i Indien er ikke, som vi kender det, men en eksotisk blanding af 5-6 forskellige planter og krydderier, som giver den karakteristiske smag. Kødretter fås mest med kylling eller lam, men mange retter er rene grønsagsretter og med en dejlig velkrydret smag. Den mest almindelige drik er te, men kaffe er også ved at blive populært.

  • Gode råd

    Generelt

    Ved evt. bagageforsinkelse er det en fordel at have de vigtigste ting ved hånden. F.eks. medicin, kontaktlinsevæske, tandbørste og et ekstra sæt tøj pakkes gerne i håndbagagen. Bemærk, at der om aftenen kan være markant køligere, medbring derfor en jakke. Det frarådes at drikke vand fra hanen, og isterninger skal man undgå. Vand på flaske kan købes overalt og bør også bruges til tandbørstning. Tjek at flasken er uåbnet/ forseglet inden brug. Kun på de større hoteller og restauranter kan man forvente toiletforhold som i Danmark. Jo længere ud på landet man kommer, jo lavere bliver standarden. De såkaldte pedaltoiletter er udbredte, og toiletpapir er ikke almindeligt. Hav altid håndsprit i tasken.

    Møde med en anden kultur

    For at få det fulde udbytte af rejsen og det bedste indblik i de to lande, bør man vise respekt for landene og deres indbyggere. Vi skal som gæster i Indien især være opmærksomme på passende påklædning på gaden, og når vi besøger templer og andre hellige steder. De to landes religioner sætter på mange måder standarden for, hvordan livet leves, og derfor bør kvindelige turister undgå meget korte shorts og meget korte og nedringede kjoler. Også når det gælder fotografering er det vigtigt at vise hensyn. Lokalbefolkningen har som regel intet imod at blive fotograferet, men spørg først og giv et lille beløb til gengæld. Det frarådes generelt at fotografere kvinder i traditionelle og konservative samfund. Visse steder koster det penge at fotografere historiske seværdigheder og templer.

  • Fakta om Indien

    • Statsform: Forbundsrepublik med 28 stater.
    • Befolkning: 1.2 mia.
    • Hovedstad: New Delhi med 16,7 mio. indbyggere.
    • Areal: 3.288.000 km 2 – 76 gange større end Danmark.
    • Religion: 80 % hinduer, 14 % muslimer, 7,5 % muslimer, 2,4 % kristne.
    • Sprog: Der tales engelsk og hindi og 1000 forskellige sprog/dialekter, hvoraf 18 er officielle.
    • Kystlinje: 7.000 km
    • Højeste bjerg: Kanchenjunga 8.598 m
    • Vigtigste flod: Ganges på 2.510 km
    • Klima: Størstedelen af Indien har tropisk klima, men med tempereret klima længst mod nord.